Banner-Yoko

Denne artikel blev bragt første gang i Goldberg nr 17, januar 2010 — Af Ditte Goldschmidt og Jeanne Goldschmidt Kempinski

Rachel Liebermann - historien om en jødisk luder

Handel med prostituerede har været kendt lige så længe som ”verdens ældste erhverv”. Mindre kendt er det, at tusinder af østeuropæiske jødiske kvinder i forrige århundrede havnede i prostitution i Sydamerika.

Bodies and Souls, bogforside

Buenos Aires, nytårsaften 1929. Politikommissær Julio Alsogaray er på arbejde, da der ankommer en ung kvinde med noget at fortælle. Alsogaray, der var kendt for at have brugt det meste af sit arbejdsliv på at bekæmpe jødiske alfonser og korruption blandt sine kolleger, forstod hurtigt, at kvindens historie kunne føre til afslutningen på den verdensomspændende jødiske gangsterorganisation Zwi Migdal.

     Kvinden hed Rachel Liberman, og på trods af sit nydelige borgerlige ydre med mørkt tøj og knold i nakken, havde hun i en årrække levet som prostitueret. Hun fortalte, at hun var født i Kiev den 10. juli 1900, og at familien et par år senere var emigreret til Polen. Hun oplyste videre, at hun var ankommet alene til Argentina i 1924 og snart var blevet tvunget til prostitution af en mand ved navn Jaime Cissinger, som hun var blevet introduceret til af en rejsefælle fra Polen. Hun havde ikke vidst, at både rejsefællen og Cissinger var involverede i Zwi Migdal.

     Efter fire år som prostitueret var det lykkedes hende at købe sig fri og erhverve sig en antikvitetsforretning. Men friheden havde ikke varet længe. En mand ved navn José Korn var dukket op i hendes butik, og hun endte med at gifte sig med ham i synagogen i Cordoba Street. Hvad hun ikke havde vidst, var, at José Korn var udsendt af Zwi Migdal for at tvinge hende tilbage som indtægtskilde i bordellet, og at synagogen var syndikatets central. Desuden stjal Korn hendes opsparede formue på 90.000 pesos, som skulle have bragt hende tilbage til et ’normalt’ liv. Rachel Liberman havde henvendt sig hos Zwi Migdal og truet med angivelse, hvis hun ikke fik sine penge tilbage. Korn havde nægtet at give hende hele summen, og hun og hendes forretning var blevet udsat for anonyme overgreb. Herefter havde hun trodset al frygt og var altså, sådan som hun havde truet med, gået til politikommissær Julio Alsogaray.

     Historien om Rachel Liberman og andre prostituerede jødiske kvinder fra Østeuropa er dukket op de seneste år. Det skyldes ikke mindst forfatterne Nora Glickman, der i 2000 udgav bogen The Jewish White Slave Trade og Icabel Vincent, der i 2005 udgav bogen Bodies and Souls. Bøgerne beretter både om enkelte kvindeskæbner og om de mafialignende jødiske grupper, der stod bag.

 

Landet med appelsiner

Mange år senere ønskede Rachel Libermans børnebørn at retfærdiggøre deres bedstemor som en indvandrerkvinde, der kæmpede for sin familie, og nu hed det sig, at Rachel Liberman i 1919 havde giftet sig med Yaacov Ferber i Warszawa på traditionel jødisk vis. De holdt sulten fra døren som henholdsvis skrædder og syerske, men efter at Rachel i 1920 havde født deres første søn, og mens hun ventede den næste, rejste Yaacov over til sin søster og svoger, som i nogle år havde boet i Tapalqué, en forstad til Buenos Aires. Yaacov ønskede at skabe en formue og hente sin familie til landet, ”hvor man spiser en appelsin om dagen”.

     Et par år senere ankom Rachel med sine to sønner til Buenos Aires og fandt en arbejdsløs og helbredsmæssigt skrøbelig mand. Yaacov døde i 1923, kun få måneder efter Rachels ankomst, og den 23-årige enke, eneforsørger til to børn og med et dårligt spansk, forstod, at der var meget ringe chance for at få arbejde i den lille forstad. Hun efterlod derfor sine sønner hos en børnerig nabo og rejste til hovedstaden.

     Hun forventede, at der i Buenos Aires var mennesker tilknyttet det jødiske samfund, som kunne tale jiddisch og havde brug for en syerske. Men det blev ikke som syerske, Rachel Liberman kom til at tjene til udkommet for sig og sine børn.

 

Rekruttering fra Østeuropa

I årene 1881-1905 udvandrede mange jøder særlig fra Rusland og Polen som følge af pogromer og fattigdom. Emigranterne var tiltrukket af både Nord- og Sydamerika, og historikeren Victor A Mirelman vurderer, at mere end 130.000 jøder udvandrede til Argentina i disse år.

     Da Rachel ankom til Buenos Aires i 1922, havde der i årtier været en betydelig prostitution og handel med indvandrerkvinder. I immigrantbyerne var der et stort overskud af mænd, hvilket ansporede nogle til at tjene på efterspørgslen efter kvinder. I 1875 blev prostitution med obligatoriske lægebesøg gjort lovlig i Argentina, hvilket ikke gjorde en by som Buenos Aires mindre attraktiv i sexspekulanters øjne. I årene 1910-1923 kom 20 procent af alle registrerede prostituerede til Argentina fra østeuropæiske lande. Registreringen skete ikke efter religion, men efter nationalitet, og det er derfor vanskeligt at afgøre, hvilken andel de jødiske prostituerede udgjorde.

     De jødiske slavehandlere hentede typisk deres eksportkvinder i shtetl’erne i det russisk-polske landområde, hvor der i perioder var omkring 5.000 dødsfald om året på grund af sult. Russiske embedsmænd, jødiske journalister og rejsende fra Vesten rapporterede, at der herskede en udbredt fattigdom, og at der desuden var en begrundet frygt for udbrud af antijødiske overfald.

     Rekrutteringen kunne typisk foregå på følgende måde: En ”pæn herre” kom på besøg i en shtetl for at tilbyde en ung pige arbejde i huset hos en velhavende familie i en større by eller med løfte om at starte en forretning i Amerika. En anden tillokkelse var indgåelse af ægteskab uden juridisk gyldighed, idet ceremonien blot krævede tilstedeværelse af ét jødisk vidne. Gifte kvinder, forladt af deres ægtemænd var også en gruppe, der kunne rekrutteres til prostitution, for så længe det ikke var dokumenteret, at manden var død, kunne hun ikke gifte sig igen og var dermed uden mulighed for at ændre sine levevilkår.

     Det var dog ikke alle, der på den måde blev narret til prostitution.  Nogle kvinder i de større byer valgte den udvej for at komme pogromer og udsigtsløs fattigdom til livs. Andre blev, som Rachel Liberman muligvis blev det, ”familiesammenført” i det nye land.

    

Moral og sult

Latinamerikanske indvandrerlande var påvirket af Europas antisemitisme, og det betød, at man var tilbøjelig til at skabe stereotype jødiske fjendebilleder. Ifølge Isabel Vincent blev jødiske kvinder fra Østeuropa anset for eksotiske på grund af deres hvide hud, blonde hår og blå øjne. En østrigsk forfatter skrev efter et besøg i Argentina, at de ”lover de mest interessante perversiteter”. I trediverne og fyrrerne, inspireret af en skærpet antisemitisme, blev de jødiske prostituerede af deres ikke-jødiske kolleger kaldt ”depraverede fordi de havde bragt analsex og sadomasochisme til Sydamerika”. Som en understregning af en udbredt association mellem jødiske immigranter og prostitution blev de kaldt ”polacas”.

     De jødiske ruffere og alfonser handlede stort set kun med jødiske kvinder, dels fordi de var lettere for dem at skaffe, og dels for ikke at opildne til anklager om voldtægt og tyveri af kristne kvinder. Alfonserne og bordelejerne, der stod bag kvindehandelen i Buenos Aires, var også indvandret fra Østeuropa, og selv om de havde lært sig spansk, fastholdt de deres oprindelige jiddisch. Mange af dem var religiøse og blev kaldt for ”kaftaner” på grund af deres klædedragt. De ønskede at opretholde et skær af respektabilitet, de var kulturelt interesserede og aktive i etableringen af jiddische teatre.

     De insisterede på at identificere sig og blive identificerede som jøder med adgang til synagoge og gravplads. Imidlertid blev de aldrig accepteret i de jødiske menigheder, hvor man anså dem for moralsk og religiøst anløbne og yderst antisemitismefremmende. Afvist af deres menigheder stiftede de i 1906 deres egen forening og grundlagde både synagoge og gravplads med adgang for foreningens medlemmer og de prostituerede.

     De jødiske menigheder advarede mod handel med jødiske kvinder i jødiske aviser i Europa og oprettede foreninger, der skulle beskytte og hjælpe ofre for kvindehandel ved at advare naive ”bondepiger”, der rejste alene. Ved anlægshavnene patruljerede man for at opsøge kvinderne. Det lykkedes langtfra at overbevise om, hvilken fare de svævede i. Ikke sjældent blev hjælpen vraget, og nøden vandt. Som en netop ankommet kvinde sagde som svar på en advarsel: ”Moral interesserer mig ikke – jeg er sulten”.

    

Symbol og myte

Med sit vidnesbyrd blev Rachel Liberman både et symbol og en myte. Hendes henvendelse til politikommissær Alsogaray kom til at repræsentere undertrykte kvinders kamp for frihed. Ifølge Alsogaray havde Zwi Migdal omkring 1930 ca. 500 medlemmer og 2000 bordeller og alene i Argentina mere end 3000 jødiske prostituerede. Organisationen havde gode forbindelser til politi og andre myndigheder, og ud af de 434 aktive medlemmer, der blev kaldt til afhøring efter Rachels vidnesbyrd, blev kun 108 dømt for lovovertrædelser. Adskillige alfonser og bagmænd flygtede eller blev reddet ud af landet; men alvorlige sager blev optrevlet og en del kvinder reddet ud af prostitutionen.

     Rachel Liberman nåede ikke at glæde sig længe over sin egen frihed. Hun havde købt billet for at besøge sine forældre i Polen, men blev ramt af sygdom og døde snart derefter, i 1935.

 

Gå på opdagelse i arkivet

314_322
Placeholder annonce