Denne artikel blev bragt første gang i Goldberg nr 31, juni/juli/august 2012 — Af Henrik Lewis-Guttermann

På sporet

Slægtsromanen er som genre kun omkring 200 år gammel. Den har aflæggere såsom dokumentarromanen, familiekrønikken og inden for de senere år ikke mindst en særlig form for slægtsberetning, der bevæger sig i et uafmærket krydsfelt mellem personal- og kulturhistorie og den store historie, ind imellem på et højt litterært niveau. Det sidste gælder to nyudgivelser oversat fra engelsk til dansk. For begges vedkommende har de et jødisk omdrejningspunkt, og begge søger de at afdække en gemt historie og give liv til afdøde slægtninge.

Edmund de Waal

Hukommelse er et centralt begreb i jødisk kultur. Som David Roskies, kulturhistoriker og professor ved The Jewish Theological Seminary i New York, udtrykker det: ”I jødedommen er hukommelse et kollektivt påbud, både i henseende til hvad der genkaldes, og hvordan det genkaldes”. I Tora, De fem Mosebøger, er ”du skal huske” en tilbagevendende instruks. ”Husk på hvad Amalek gjorde imod dig”, og ”Husk på at du har været slave i Ægyptens land”.

   I slutningen af Femte Mosebog er det værd at bemærke sig kapitel 32, afsnit 7: ”Husk de ældste tider, forstå hver generations epoke. Spørg din far, og lad ham fortælle dig, dine gamle, og lad dem betro det til dig.”  

Tanken om kollektiv hukommelse har stået stærkt og uantastet i europæisk jødedom lige indtil oplysningstiden, der måske også kan betegnes som ”opløsningstiden”, idet den nyvundne sociale frihed indebar en opløsning af det hidtil lukkede, jødiske samfunds tætte netværk af tro og praksis, gennem hvilket den kollektive ”erindring” om fortiden var blevet fastholdt.

   Bedst som hukommelsen blev individualiseret og med raske skridt satte kurs mod det personlige domæne, ramtes jøderne af en fælles katastrofe, og Holocaust, som med ufattelig gru eliminerede erindringens fysiske fundament, kom til at antage form af en ny kollektiv hukommelse. Af destruktionens aske skal tabet og tragedierne skabe grundlag for en anvendelig fortid og hjælpe med til at definere nutiden.

 

På sporet af seks blandt seks millioner

Det er netop, hvad Daniel Mendelsohn gør i sit store bogværk De mistede. Holocaust, eller med et mindre belastet ord Shoah, gik i al væsentlighed uden om forfatterens nærmeste familie. Bortset fra en enkelt tragisk undtagelse. Hans morfars bror, Shmiel Jäger, der med sin kone, Ester, og deres fire mindreårige døtre blev ofre for nazismens grusomheder.

   Begge Mendelsohns forældre er født og opvokset i USA, men hans morforældre var indvandret fra en mindre by i Ukraine, Bolechow. Det vil sige den gang, før afslutningen af første verdenskrig, lå den i det habsburgske kejserrige. Et forhold morfaderen, som forfatteren følte sig tæt knyttet til, lagde vægt på. Barndomshjemmet på Long Island var jødisk og var præget af det, uden at forældrene derfor var religiøse. Navnlig ikke faderen, der var videnskabsmand og ateist. Men morfaderen var religiøs og praktiserede sin traditionelle jødedom og overholdt mange af dens påbud. Hans levevis, der indbefattede en vis gammeleuropæisk elegance, ikke mindst som han klædte sig med stil og smag, gav ham en aura, som barnebarnet omfattede med beundring og kærlighed. Hertil kom, at han beherskede flere sprog – jiddish brugte han altid til at understrege en pointe –  og var en stor fortæller. Mange af historierne handlede om ”det gamle land”. Og familien i Bolechow.

 

   Oprindeligt var Onkel Shmiel også rejst til USA, men han fandt sig ikke til rette og vendte hjem for hellere at være en stor fisk i en lille dam. Stor slagterforretning med egne lastbiler. Det gik ham længe godt, men så vendte lykken for til slut at blive til en gru, han og hans lille familie ikke kunne undslippe.

 

Familiens historiker

Lige fra barnsben har Daniel Mendelsohn været optaget af at holde styr på familierelationerne. Han søgte viden hos de voksne omkring sig, sendte dem endda udspørgende breve og driver ind imellem på det nærmeste den elskede morfar til vanvid med sine mange spørgsmål. Han bliver familiens historiker.

   Efter morfaderens selvvalgte død og fundet blandt hans efterladenskaber af nogle få fotografier af onklen og kusinerne i Bolechow og en håndfuld breve fra Shmiel, der bliver stadigt mere fortvivlede, begynder han i stigende grad at kredse om de seks tilbageblevne familiemedlemmers skæbne i Bolechow. Han har hele tiden vidst, at de var blevet myrdet. Men hvornår og hvordan, det vidste ingen, end ikke morfaderen havde vidst det.

   Daniel Mendelsohn er i mellemtiden blevet voksen, klassisk filolog med et stærkt meriterende CV og anerkendt skribent ved en lang række af USA’s ledende tidsskrifter og magasiner, heriblandt New York Review of Books og The New Yorker. Altimens han, sponsoreret af et Guggenheim Fellowship, arbejder på en oversættelse af den græske poet Cavafy’s store digtsamling og allerede har flere velanmeldte bogtitler bag sig. Efter at have foretaget så megen forskning på nettet og i tilgængelige arkiver, som det er ham muligt, beslutter han sig for at omsætte interessen for Onkel Shmiel og de øvrige fem til en bog om ”the search for six of the six million” – ”The Lost”, nu De mistede. Han rejser sammen med sine tre søskende til Ukraine for at besøge Bolechow og om muligt at afdække en fortid, fortæret af ild og begravet i aske.

 

Forholdet mellem brødre

Det bliver blot den første af mange rejser den halve jord rundt på sporet af en tabt viden, en tabt tid. Han foretager de fleste sammen med sin lillebror, fotografen Matt, som han tidligere har haft et anstrengt forhold til, men som han i processen kommer tæt på og snart omfatter med ømhed. Heri åbner han for et andet af bogens dog aldrig helt afsluttede temaer. Forholdet mellem brødre. Det anslås allerede tidligt i morfaderens kvaler ikke blot med sin bror Shmiels skæbne, men også, anes det, med nagende tvivl –  om han nu havde gjort tilstrækkeligt for at få ham ud af det tilstundende inferno.

   Igennem bogen tager Mendelsohn med ujævne mellemrum time-out fra hovedhistorien med en række længere overvejelser – sat i kursiv – af kommentarer til en række kapitler i Første Mosebog. Historien om Kain og Abel står naturligvis centralt. Han veksler mellem to kommentatorer: Den klassiske og på det nærmeste kanoniserede franske rabbiner, Rashi, fra den tidlige middelalder, og Richard Elliott Friedman, en amerikansk rabbiner, der har nyoversat og kommenteret Tora ud fra en nutidig tankegang. En interessant øvelse, som det imidlertid føles lidt som om, Mendelsohn undervejs kommer noget på afveje i, eller måske snarere halvvejs i bogen begynder at miste interessen for.

 

 

   De mistede består af fem dele, der igen er underinddelt i nummererede kapitler efter nogenlunde samme model som De fem Mosebøger, fra hvilke de fem deles navne er hentet. Teksten er naturligvis grundlæggende fremadskridende, men den tegner også cirkler, danner nærmest en art kinesiske æsker, på samme måde som Mendelsohn husker fra morfaderens fortællemåde. Med sin store interesse og beundring for klassikken lader han også bevidst den særlige græske fremstillingsmåde smitte af på fortællingen. Modsat finder han den strengt kronologiske komposition, som kommer til udtryk i Tora, for flad. Til gengæld har han taget dens princip om til stadighed at gå fra det overordnede til det specifikke til sig ved hele tiden at lade beretningen snævre ind, at gå fra vidvinkel til makro.

   Historien opstår igennem møder og samtaler ikke blot med de få overlevende fra tiden i Bolechow, som har kendt eller kendt til de seks mistede slægtninge. Men også folk, der har levet parallelle liv enten i byen eller under tilsvarende omstændigheder, såsom den fru Begley, en kammerats aldrende mor, en overlever fra den større naboby, Stryj, som han udvikler et gensidigt, forstår man, dybfølt forhold til.

   Daniel Mendelsohns store styrke er den empati, han formår at vise de mange forskellige mennesker, han møder og opsøger på sin lange søgen efter de seks blandt seks millioner. Og som han evner at give videre til sine læsere i sin meget direkte fortælleform.

 

Haren med de ravgule øjne

Nøglen til Haren med de ravgule øjne ligger i bogens tyve sider lange forord. I en sådan grad, at man vil have glæde af at genlæse det efter at være kommet igennem hele historien. Edmund de Waal fortæller her, hvorledes hans tidlige interesse for Japan og keramik resulterede i et legat til et års studieophold i landet. Tilfældet ville, at hans farmors lillebror, Edmunds grandonkel Iggie, som han blev tæt knyttet til, boede i Tokyo.

   Iggie havde i en vitrine en samling på 264 netsuker. Små japanske, håndskårne figuriner i elfenben, kastanjetræ, buksbom, mispel eller en anden træsort. De kunne have taget år at skære og kom sammen med blandt andet lakarbejder og kunsttryk til Europa i sidste halvdel af det 19. århundrede som attraktive samlerobjekter i en nyopstået interesse, Japonisme.

   Den unge Edmund og hans onkel vil ofte sidde, måske med en gin og tonic og en whiskysjus, og studere et par netsuker, for en stund løsladt fra deres indelukke. De vil nyde at holde dem i deres hænder, at se dem, fornemme deres vægtfylde og beføle deres overflade. Edmund har som keramiker et ganske særligt forhold til det taktile. Han siger: ”Jeg kan også huske om noget indbød til berøring med hele hånden eller kun med fingrene, eller om det var en genstand, der bad én om at holde sig væk.”

   Han udstrækker berøringen til en tørst efter viden: ”Jeg ønsker at finde ud af hvad forholdet var mellem denne træfigur som jeg ruller mellem fingrene – hård og drilagtig og japansk – og de steder den har været. Jeg ønsker at kunne række hånden frem til dørhåndtaget og trykke det ned og føle at døren går op. Jeg ønsker at gå ind i hvert enkelt rum hvor denne genstand har levet, føle rummets omfang, vide hvilke billeder der hang på væggene, hvordan lyset faldt ind gennem vinduerne. Og jeg ønsker at vide hvis hænder den har befundet sig i, og hvad de følte for den og tænkte om den ­ hvis de tænkte på den. Jeg ønsker at vide hvad den har været vidne til.”

 

 

Netsukernes spor

Edmund de Waal vender hjem til England for at blive ikke blot en af landets, men også en af verdens mest fremtrædende keramikere. Da Iggie dør, rejser han straks til Japan for at deltage i hans begravelse, som foregår efter shinto forskrifter, hvilket ikke hindrer Edmund i at fremsige den traditionelle Kaddish-bøn for sin jødiske grandonkel. Over en flaske kølig hvidvin i Iggies og hans adopterede japanske ven, Jiros, fælles hjem i Tokyo får Edmund overdraget et håndskrevet dokument, der testamenterer samlingen af netsuker til ham.

   Tilbage i sit keramiske værksted beslutter han sig for at rydde sin kalender, og lade netsukerne råde over hans tid. ”Hvordan genstande gives videre handler altid om at fortælle en historie.” Keramikeren bliver historiefortæller og forfatter.

   Den historie, han fortæller, følger netsukerne fra deres opdukken i Paris, men inden da beretter han om sin jødiske families vej fra Berdichev og Odessa i det nuværende Ukraine til Wien og Paris. Hans tip-tipoldefar, der tilbage i Berdichev hed Chaim Efrussi, bliver i Odessa verdens største kornhandler og antager navnet Charles Joachim Ephrussi og udvider handelshuset med bankforretning. Han grundlægger et dynasti og sender sine sønner ud i verden for at etablere familieforetagendet i hjertet af Europa. De har succes og bliver ikke blot optaget af forretningsmæssig ekspansion, men også af at skifte status fra nyrige til etableret overklasse.

 

Paris, Wien, Tokyo

Tredje generation i skikkelse af Charles Ephrussi udvikler sig til anerkendt fransk kunstkritiker, storsamler og mæcen. Det er ham, der bringer netsukerne ind i familien, og vi tilbringer knap hundrede sider med ham, hans familie, hans elskerinde og det sene nittende århundredes kunst og litteratur i Paris. Vi møder impressionismens største navne og flere af tidens væsentlige forfattere. Ikke mindst Marcel Proust, som ligefrem bygger sin hovedfigur, Swann, op over Charles Ephrussi.

   Da Charles’ fætter Viktor i Wien, forfatterens oldefar, skal giftes, modtager brudeparret i bryllupsgave en prangende vitrine med de 264 netsuker. Og vi befinder os de næste godt 150 sider i først det habsburgske kejserriges hovedstad, siden det nazistiske Wien med alt, hvad det indebærer for en jødisk overklassefamilie. Familiens næstyngste er Iggie, som inden det går helt galt når ud af nazi-helvedet og havner i USA. Ikke meget overlever antisemitismens og Anden Verdenskrigs gru, men netsukerne gør. De finder sammen med Iggie vej tilbage til Japan.

   ”En skjult arv” er bogens undertitel. Historien bliver den skjulte arv, som Edmund de Waal gennem et grundigt efterforskningsarbejde og veludviklet intuitiv fornemmelse opruller i stilsikkert sprog og betagende detaljerigdom. En arv udsprunget af netsukerne, men som kan stå flot og stærkt alene.

 

Den litterære gæld

Om noget demonstrerer begge bøger tabet som en integreret del af den jødiske erfaring. Men der er tale om to forskellige former for tab. Ephrussierne taber deres ejendom, deres status, endda for nogles vedkommende deres liv. Mens Shmiel Jäger, hans kone og døtre tabte ikke blot deres liv, de ville også, var det ikke for Daniel Mendelsohn, have tabt deres hele historie. Som havde de knapt eksisteret.

   Den franske forfatter, Jules Romains, fortæller i ”En mand gik hen og døde” om en enlig lokomotivfører, en ganske almindelig mand, der efter at have levet et aldeles jævnt og anonymt liv dør på sit værelse. Hans død forårsager, at flere mennesker end nogensinde, mens han var i live, taler om og giver ham deres tanker. Levende eller døde er det i kraft af andres bevidsthed om os, at vi lever. Og hvis erindringen går tabt, forsvinder vi for altid. Mendelsohn har sikret, at hans onkel, tante og kusiner ikke forsvandt ind i glemslens mørke. Ephrussierne, uanset deres ufattelige tab, efterlod sig derimod brede og dybe spor i mursten, litteratur og arkiver, som ikke lader sig slette.

   ”Mest historie går ud over almindelige, ordinære mennesker. Mest historie skabes af ekstraordinære mennesker. Min familie er almindelige mennesker”, fortalte Daniel Mendelsohn i en samtale, vi førte om De mistede.

   Hvad sidder vi så med i hænderne? Mendelsohn afviser enhver tale om rekonstrueret hukommelse. ”Ihukommelse” retter han til, i betydningen af minde om. Sandheden om disse menneskers liv og endeligt kan det aldrig være. Han peger på det græske ord for sandhed aletheia, der også betyder det blotlagte, det ikke skjulte. Et begreb der ligeledes står centralt i Heideggers tænkning. Vi har fået to store, fremragende beretninger om og forsøg på afdækning af slægtshistorie, livsvilkår og skæbne. Begge med jødisk hukommelse som fællesnævner.

   Mens kontrasten mellem de to familier er klar, er parallellerne og lighedspunkterne mellem de to forfattere lige så tydelige. Og den gæld, de hver især gerne vedstår sig, hedder Marcel Proust og På sporet af den tabte tid.

 

 

Gå på opdagelse i arkivet