Outsiderens rolle er guld for en filmskaber

At være spændt ud mellem forskellige verdener er noget, Ofir Graizer kender. Den israelske filminstruktør føler sig fremmed overfor den machokultur, der dominerede hans opvækst. Og er splittet mellem det sekulære og det religiøse i hans egen familie. Men outsiderrollen, som han også har oplevet som homoseksuel, er et godt udgangspunkt at skabe film ud fra, fortæller den prisvindende instruktør.

The Cakemaker, Thomas bager
”I jødedom er bagning en metaforisk kur mod personlige tragedie. Sådan har jeg det også selv,” siger Ofir Graizer, instruktøren bag ’The Cakemaker’.

”Politisk ser vi mere intolerance, højredrejning og populisme mange steder i den vestlige verden i disse år. Men på det personlige plan ser jeg faktisk det stik modsatte: Mere tolerance, mere åbenhed, flere almindelige mennesker der gør modstand mod korruption og magtmisbrug. Så selvom vi lever i en vanskelig tid med store tilbageslag, så oplever jeg faktisk også, at der sker noget smukt i disse år.”
Sådan siger Ofir Raul Graizer, israelsk filminstruktør (f.1981), der for nylig besøgte Danmark som led i Israelske Filmdage. Med under armen havde han sin prisvindende debutfilm ’The Cakemaker’, der netop handler om mennesker, der rækker ud efter hinanden på tværs af fasttømrede forestillinger om national, religiøs og seksuel identitet.
I filmen følger vi den unge tyske konditor Thomas, der har en affære med den gifte israelske forretningsmand Oren. Da Oren pludselig ikke længere kommer til Berlin, hvor Thomas og han har etableret sig som deltids-kærester, opsøger Thomas sin elskers arbejdsplads og finder ud af, at Oren er dræbt i en trafikulykke. Det får Thomas til at rejse til Jerusalem, hvor han opsøger Orens enke Anat - måske for at nærme sig sin tabte kærlighed, måske som en form for bodsgang. Thomas bliver ansat i den sparsomt besøgte café, Anat driver, men afslører ikke sin sande identitet. Og hans raffinerede konditorhåndværk forvandler efterhånden den undseelige lille biks til en lokal succes, hvor forførende frugttærter og fugtige chokoladekager langes over disken, mens følelserne vokser mellem de to sørgende.
Plottet kan lyde sentimentalt, men det er filmen på ingen måde. Graizer fortæller om sorg og en universel længsel efter menneskelig kontakt – men gør det uden føleri eller identitetspolitiske pegefingre. I stedet får vi en bevægende historie om tro, tvivl og personlig frihed, udfoldet på baggrund af en stilfærdigt formidlet israelsk hverdag præget af indre politiske og religiøse spændinger. 
 

Dobbeltliv og hemmelige følelser
Historien er baseret på instruktørens egne erfaringer, fortæller han, da Goldberg møder ham i København:
”Jeg kendte en fyr, som levede et dobbeltliv. Han havde kone og børn hjemme i Israel samtidig med, at han udlevede affærer med mandlige elskere i Berlin. En dag fik jeg en mail fra hans kone om, at han var død pludseligt af sygdom. Og jeg vidste bare, at jeg måtte lave en film om det,” siger Ofir Graizer.
”Den dobbelte tragedie denne kvinde nu stod midt i, greb mig. Hun sørgede over tabet af sin mand, men måtte også erfare, at manden havde løjet og manipuleret og snydt hende. Samtidig spekulerede jeg over, hvad det betød for elskerne, at de ikke havde ’ret’ til at føle sorg over denne mand, fordi deres relation var hemmelig. Hvad ville der ske, hvis man placerede enken og en elsker i samme rum? Den tanke kunne jeg ikke slippe,” siger Ofir Grazier, der selv har oplevet at skulle skjule sine følelser for at passe ind.
”Jeg kommer fra en familie med stærke religiøse rødder på min fars side. Det følte jeg mig ikke hjemme i. Samtidig voksede jeg op i et miljø, der var domineret af en patriotisk machokultur, som ingen satte spørgsmålstegn ved. Alt handlede om, hvad man ville være i hæren. At blive kamppilot var det højeste ideal. Det var ikke det nemmeste sted at springe ud som homoseksuel. Jeg følte mig ekskluderet, men jeg opdagede også, at outsiderrollen var et godt udgangspunkt at fortælle historier fra. Det eneste jeg tænkte på, var at komme væk og begynde at lave film,” siger han om opvæksten i den israelske by Ra’anana.
Og det lykkedes. Ofir Graizer blev optaget på den israelske filmskole Sapir College i Sderot, hvor han undervejs i uddannelsen kom på udveksling med tyske studerende fra filmskolen i Potsdam.
”Meget af filmskolens arbejde foregik i Berlin, og jeg mærkede hurtigt, at jeg kunne ånde frit dér. Jeg følte, at jeg fik plads. Derfor besluttede jeg at bygge et nyt liv op for mig selv i Tyskland,” siger han, der i dag pendler mellem lejligheden i Berlins Prenzlauer Berg-kvarter og jævnlige ophold i Israel.
”Israel vil altid være mit hjem - jeg elsker landet, kulturen, sproget og maden. Men det er ikke et nemt sted at leve, hvis man er uenig med den politiske retning, landet bevæger sig i. Og det er blevet mere vanskeligt, hvis du vil lave film,” fortæller han, der kæmpede otte år for at realisere ’The Cakemaker’. Manuskriptet fik startstøtte, men ingen israelske filmfonde troede efterfølgende på filmen, der nu har høstet flere internationale priser, senest fra den tjekkiske Karlovy Vary International Filmfestival. ’The Cakemaker’ blev derfor realiseret for egne midler og optaget over få dage med skuespillere, der alle medvirkede con amore - fordi de følte, at projektet var noget helt særligt.
 

Kamp, kærlighed og kager
Filmen giver da også et sjældent set indblik ikke bare i sorgens psykologiske mekanismer, men også i de politiske spændinger mellem sekulære og religiøse interesser, der præger det israelske samfund i dag. Således spiller de religiøse myndigheders håndhævelse af kosher-reglerne i det offentlige rum f.eks. en særlig rolle i filmen.
”I disse år er en modbevægelse mod de religiøse autoriteter vokset frem,” siger Ofir Graizer. ”Mange i restaurationsbranchen nægter at købe dyre officielle kosher-certifikater, men laver i stedet deres egne dokumenter og hænger dem op i vinduet. De hjemmelavede certifikater respekteres også af religiøse og ortodokse kunder, og jeg ser det som udtryk for en ny tendens: Der er en begyndende opblødning og åbenhed i de ortodokse miljøer, ikke mindst i Jerusalem. Det gælder også synet på homoseksuelle, som der nu er flere ortodokse rabbinere, der gerne vil ægtevie. Det er glædeligt, for Jerusalem og de ultraortodokse kræfter udgør et vigtigt frø, hvorfra en mulig løsning på konflikten med palæstinenserne kan spire og gro. Og hvis vi ikke løser konflikten, vil der snart ikke være noget tilbage at slås om,” siger han.
Selv har Ofir Graizer årelang erfaring fra restaurationsbranchen, hvor han som køkkenmedhjælper, kok og tjener har tjent penge til de kortfilm, der kom før spillefilmsdebuten. Han er et dedikeret madmenneske og underviser i dag i jødisk og mellemøstlig madlavning på kurser i Berlin. Desuden arbejder han på en kogebog. Det er en måde at tjene til dagen og vejen på i den usikre filmbranche, men det kulinariske er også en personlig passion, der har fundet vej til alle hans film, fortæller han:
”Madlavning spiller en vigtig rolle i alle mine film. Og bagning har en særlig betydning for mig. I jødedommen er bagning en metaforisk kur mod personlig tragedie. Sådan har jeg det også selv. En lille lækker tarte tartin eller petit four giver et skud sødme, en nydelse og glæde, som minder om alt det vidunderlige i livet. Samtidig fungerer bagning visuelt meget stærkt på film. Det er et sensuelt, intimt, næsten erotisk foretagende at ælte et brød,” siger Ofir Graizer, der i ’The Cakemaker’ giver publikum adskillige eksempler på netop det. I filmen ender Thomas og Anat med at trodse de strikte kosher-regler for at overvinde deres smerte og vrede. Og det bliver vejen mod en mulig tilgivelse og forsoning. Men hvad er Ofir Graizers egen opskrift på vellykket bagning, kosher eller ej?
”Hemmeligheden ved at bage et godt brød er tålmodighed. Og kærlighed. I virkeligheden skal man behandle brød og mennesker på samme måde. Hvis bare du giver af din tid, varme og kærlighed, så bliver resultatet altid godt.”

Læs mere om Ofir Raul Graizer og The Cakemaker her

Israelske Filmdage 2017 præsenteredes af Israels Ambassade i Danmark i samarbejde med biograferne Katuaq Bio, Grand Teatret, Øst For Paradis, Biffen i Nordkraft, Café Biografen og Havnar Bio.

 

Tak fordi du følger med på Goldberg.nu, hvor alle artiklerne stilles gratis til rådighed. 
Redaktionen arbejder til stadighed på at udvikle magasinet, og har du lyst til at hjælpe, er du meget velkommen til at benytte vores donationsmulighed.
Du kan også hjælpe ved at gøre din omgangskreds opmærksom på Goldberg, så vi får endnu flere læsere. 
God fornøjelse med de næste mange artikler - og tak for hjælpen!

Gå på opdagelse i arkivet