Mindfulness og den jødiske forbindelse

En håndfuld amerikansk-jødiske hippiers møde med en buddhistisk meditationslærer i 1970’erne blev begyndelsen til det, vi i dag kalder mindfulness. Siden har forbindelsen mellem jødedom og buddhisme fascineret forskere og forfattere, for det spirituelle slægtskab imellem de to traditioner er centrale i den selvhjælpskultur, der præger Vesten i dag.

Mindfulness, mand der mediterer

I begyndelsen af juli måned i år mødtes fortid og nutid over et par radiomikrofoner: Sharon Salzberg og Jack Kornfield, to koryfæer i det amerikansk-buddhistiske miljø, havde sat hinanden stævne for at tale om deres nye bøger, som de hver især promoverer i denne tid.
Podcasten, der kan høres her, giver et spændende indblik i de to grånende guruers venskab og samarbejde, der siden midten af 1970’erne har været centralt for udviklingen af mindfulness.
Sharon Salzberg og Jack Kornfield var blandt en lille gruppe amerikanske jøder, der i 1970’erne rejste ad hippiesporet til Indien, Thailand og Burma på jagt efter indre fred og mening. Med sig hjem bragte de buddhismen, eller mere specifikt vipassana-meditation, som de omplantede i Vesten under navnet mindfulness.
Denne ’nye’ udgave af buddhistiske munkes meditationsteknik var ikke spirituelt fokuseret, men bestod af praktiske anvisninger for, hvordan man i meditation kunne øve sig i at være fuldt til stede i nuet. Og mindfulness’ sekulære tilgang skulle snart vise sig populær hos fortravlede, forvirrede og frustrerede vesterlændinge, der ledte efter nye måder at håndtere livet i det senmoderne samfund.

Insight i Massachusetts
Sammen med deres fælles ven Joseph Goldstein etablerede Salzberg og Kornfield i 1976 Insight Meditation Society (IMS) i Barre, Massachusetts, hvor vennegruppens fjerde medlem, Jacqueline Mandell-Schwartz, var blandt de første undervisere.
Den smukke landejendom er i dag et af den vestlige buddhismes knudepunkter. Hvert år kommer tusinder af besøgende fra USA og resten af verden for at modtage undervisning i buddhistisk filosofi, mindfulness- og ’lovingkindness’-meditation, og IMS’ bøger, meditationsguider og instruktionsvideoer har i årenes løb solgt i millioner af eksemplarer.
Salzberg, Kornfield, Goldstein og Mandell-Schwarz er centrale skikkelser i pionergenerationen, der i 1970’erne bragte buddhismen til USA, fortæller Jeff Wilson, professor i religionsvidenskab ved Renison University College i en artikel i webmagasinet Tablet:

Et retreat der fik stor betydning
“Denne lille gruppe af mennesker er den vigtigste faktor i den proces, der bragte mindfulness til Vesten,” siger han. ”Hvis man rejste tilbage i tiden og fjernede disse fire personer fra historien, ville hele mindfulness-industrien, psykologiseringen af buddhismen og den buddhistiske indflydelse på den vestlige psykologi, som vi ser i dag, forsvinde.”
Årsagen er, mener Wilson, at disse fire amerikanske jøder ikke bare importerede en spirituel lære. De tilpassede den. I hvor høj grad de gjorde det, er et spørgsmål, der stadig er til debat. Salzberg mener selv, at hun og hendes kolleger blot videregav det, de havde lært af buddhistiske læremestre, uden nævneværdige ændringer. Wilson derimod mener, at selve forflyttelsen fra en østlig til en vestlig kontekst radikalt transformerede indholdet i mindfulness, selvom meditationsformen udefra set lignede sig selv.
Den form for vipassana-meditation, som Salzberg, Goldstein og Mandell-Schwartz underviste i, havde de lært af den burmesiske meditationslærer Satya Narayan Goenka på et – for eftertiden legendarisk - retreat i indiske Bodh Gaya i 1971.
Retreatet samlede flere af de amerikansk-jødiske buddhister, der i de følgende år blev toneangivende i Vesten. Bl.a. Richard Alpert, kendt under sit indiske navn Ram Dass, der var blevet fyret fra sin professorstilling i psykologi på Harvard, fordi han eksperimenterede med psykedeliske stoffer sammen med sin kollega Timothy Leary, og den unge David Goleman, der siden blev forfatter til bestsellere som ’Følelsesmæssig Intelligens’. Sammen med blandt andre Jon Kabatt-Zin, som også er velkendt herhjemme, har de bidraget til at gøre mindfulness-meditation til en udbredt og anerkendt metode i erhvervslivet og i sundheds- og uddannelsessektoren såvel som i spirituelle miljøer overalt i Vesten.

Afvikling vs. udvikling
De unge amerikanske hippiers meditationslærer i Bodh Gaya, S. N. Goenka, var selv oplært i en moderne, psykoanalytisk inspireret version af Theravada-buddhisme, fortæller Emily Sigalow, religionsforsker ved Brandeis University til Tablet:
”Goenka forsøgte at vise sine elever, hvordan de via meditation kunne befri sig selv fra destruktive mønstre,” siger hun. Samme billede giver Sharon Salzberg i sin spirituelle erindringsbog Faith: Trusting Your Own Deepest Experience: ”At møde buddhismen var for mig som at få holdt et helt nyt og usædvanligt spejl op foran mig og se mig selv på måder, jeg ikke havde set før. Fuld af potentiale for forandring og med en iboende skønhed.”
Den stærke betoning af lykke, glæde og selvrealisering, som Salzberg, Kornfield og andre repræsentanter for moderne mindfulness tilbyder i dag, finder man dog ikke i traditionel buddhisme, mener religionsforskeren Jeff Wilson.
”Buddhisme handler om at vaske selvet væk og bevæge sig over i en anden bevidsthedstilstand. Amerikansk buddhisme, som den ser ud i dag, handler om helt andre ting. De vestlige elevers forståelse af, hvad de var i gang med dengang, og de måder, de anvendte meditationspraksissen og teknikkerne på, var meget, meget forskellig fra traditionel buddhisme.”
Wilson påpeger, at vipassana-meditation oprindeligt var en metode til at afvikle selvet, ikke til at hele det: ”Buddhismen udgår fra, at selvet er en fiktion. At hænge fast i den fiktion er den primære årsag til, at mennesker lider. Stik modsat lover moderne mindfulness at føre dig tilbage til dit sande selv. Når du er mindful, værdsætter du livets sande værdi, lyder det. F.eks. bliver din oplevelse af maden meget bedre, når du spiser på en mindful måde. Oprindeligt øvede buddhistiske munke sig også på f.eks. at indtage deres måltider på en mindful måde. Men munkens mål var at frigøre sig fra nydelsen. Han skulle erfare, at det at spise var en tom aktivitet som alt andet,” siger Jeff Wilson.

Meditation til tiden
Goenkas amerikanske elever forsøgte med mindfulness at gøre vipassana-meditationens teknikker mere praktiske og tidssvarende. Først og fremmest blev buddhismens metafysiske aspekter nedtonet, fortæller Joseph Goldstein i Tablet Magazine:
“Vi lagde ikke vægt på de aspekter af læren, som sandsynligvis er hinsides de fleste menneskers personlige erfaring – den del af den buddhistiske lære der handler om genfødsel, kosmologi og eksistensens forskellige niveauer.”
I dag har mindfulness for længst taget den vestlige verden med storm, men kritikere mener, at metoden kan misbruges. F.eks. når erhvervslivet sender medarbejdere på kurser i mindfulness med en slet skjult agenda om at gøre dem mere effektive og mindre kritiske. Eller når mindfulness bliver endnu et redskab i selvudviklingsindustriens evige krav om selvoptimering og succes i alle livets forhold.

Lige så udbredt som Starbucks
Mindfulness-pioneren Jack Kornfield er dog langt fra bekymret over udviklingen, fortæller han i magasinet Spirituality & Health:
“Jeg hilser udbredelsen af mindfulness velkommen, ligesom jeg er glad for den store udbredelse, som yoga og andre spirituelle redskaber og praksisser har fået,” siger han.
”Da jeg var barn I 1950’erne, var folks umiddelbare billede af yoga en indisk fakir i lændeklæder med benene slynget rundt om nakken. Kulturelt var yoga meget fremmed. I dag ligger der et yogastudie på hvert gadehjørne ved siden af Starbucks.”
”Nogle bruger yoga for at få en smuk krop eller virke tiltrækkende. Men det ændrer ikke på, at yoga giver folk redskaber til at blive mere opmærksomme på deres krop og få en spirituel dimension ind i deres liv. Det samme gælder mindfulness. I dag undervises selv jurastuderende i mindfulness. Jeg kender en dommer, som bruger mindfulness-teknikker som del af instruktionerne til juryerne, så de kan lytte på en respektfuld og opmærksom måde, inden de træffer deres beslutninger.”
”Mindfulness bruges også i tusindvis af skoler for at træne elevernes sociale og emotionelle færdigheder. Sundheds- og retsvæsenet udvikles i en mere menneskelig retning ud fra denne brede forståelse af, hvor værdifuldt det er at blive opmærksom på ens indre tilstande. Der er opstået en ny bred forståelse af, at sindet og hjertet kan vågne og udvikles.”

Buddhistisk psykologi
Den tydeligste forskel på den vipassana-meditation, Goenka lærte sin vestlige elever, og den mindfulness-meditation, Goenkas elever underviste andre i hjemme i USA, handlede om behovet for at håndtere og bearbejde følelser.  
“En stor del af interaktionen med vores elever i USA kom til at handle om folks personlige historie i modsætning til enkelheden i selve den meditative proces,” fortæller Joseph Goldstein. ”Så en del af læringen – både for os og for eleverne - kom til at dreje sig om, hvordan vi kunne respondere på det, men også hvordan vi kunne guide folk lidt væk fra deres egen historie og ind i meditationsprocessen, så det ikke blot blev endnu en terapeutisk session for dem.”
Det er måske ikke overraskende, at buddhisme generelt og vipassana-teknikken specifikt vakte så stærk genklang hos de sekulære jøder, der var unge i 1970’erne. Buddhismen har en vigtig anskuelse til fælles med psykoanalysen: Begge traditioner anser det menneskelige sind som årsagen til lidelse. Og den burmesiske vipassana-teknik, som Goenka kom fra, fokuserer især på at undersøge, hvordan sindet fungerer, forklarer Joseph Goldstein:
“En af de karakteristiske ting ved den burmesisk-buddhistiske tradition er, at dens undersøgelsesmetoder nærmest udgør et psykologisk paradigme i sig selv. Det passer vældig godt med en amerikansk og måske en jødisk kulturel virkelighedsforståelse.”
Mest afgørende var nok, at de unge amerikanske buddhister tilpassede vipassana-meditationen, så den også forholdt sig til selvhad - et fænomen traditionel buddhisme ikke behandlede.
”Selvhad er et stort problem for amerikanere, og stereotypen er jo, at det især er udbredt blandt jøder,” siger religionsprofessor Jeff Wilson. ”Selvhad eksisterer ikke på samme måde i Asien. Der er ikke noget ord eller sprog for det. Tibetanerne var nødt til at opfinde nye begreber for at kunne kommunikere, hvad dette fremmedartede fænomen var. Det er ligeså fremmed for dem, som karma og nirvana er for os.”

Beslægtede traditioner
Forbindelsen mellem jødedom og buddhisme opstod længe før mindfulness-boomet. Den første amerikaner, der konverterede til buddhismen, var en jødisk herreekviperingshandler, Charles T. Kraus, der blev buddhist i 1893.
”Religionsvidenskabelige forskere og historikere har længe undret sig over, hvorfor så forholdsvist mange amerikanske jøder tiltrækkes af buddhismen. Og de har fremsat et væld af forklaringer,” skriver religionsforskeren Emily Sigalow i sin PhD-afhandling fra 2015 med titlen: ’The JUBUs: The Encounter Between Judaism and Buddhism in America.’
JuBu er en sammentrækning af ordene ’jewish’ og ’buddhist’ og blev lanceret i 1994 af den amerikansk-jødiske forfatter Rodger Kamenetz i bogen ’The Jew in the Lotus’.  Bogen blev til efter en rejse til Dharamsala, hvor Kamenetz deltog som krønikeskriver, da en gruppe jødiske repræsentanter besøgte Dalai Lama i hans nordindiske eksil. Kamenetz’ bog om rejsen og om den historiske dialog mellem de jødiske og buddhistiske repræsentanter blev en international bestseller.
Tibetanernes eksilerede spirituelle overhoved havde inviteret repræsentanter fra både reformjødiske og ortodokse menigheder for at høre om det jødiske folks erfaringer med at overleve i eksil. Men besøget blev meget mere end blot en overlevering af jødisk Diaspora-historie. En dyb og uventet udveksling af spirituelle erfaringer opstod mellem de tilrejsende jøder og de buddhistiske værter, skriver Kamenetz. F.eks.talte man om kabbala og jødisk meditation, esoteriske traditioner hvis elementer Dalai Lama og gruppen af spirituelle repræsentanter kunne genkende fra tibetansk buddhisme.

Er mindfulness jødisk buddhisme?
Mindfulness synes altså langt henad vejen at være et kulturelt-religiøst konglomerat af østlig og vestlig religion, kultur og filosofi. Emily Sigalow peger på, at moderne mindfulness ikke blot er påvirket af vestlig, psykoanalytisk tankegang, men også har træk, der direkte går igen i den jødiske tradition.
Hun nævner de mantraer, der er en fast del af mange mindfulness- og ’lovingkindness’- praksisser: Her beder man om tilgivelse for den lidelse, man har tilført andre, man beder om at kunne tilgive dem, der har gjort en ondt - og væsentligst: Beder om at kunne tilgive sig selv. Disse bønner, siger hun, har ikke rod i den buddhistiske tradition. De er alle tre ”almindeligt brugte og reciterede som del af helligdags-liturgien i de jødiske forsamlinger på Yom Kippur, forsoningsdagen.”
Det kan altså – virker det som – være svært at sige, præcis hvor buddhismen slutter, og det jødiske begynder, når det handler om mindfulness. Men, som de siger på amerikansk: what ever works. Og at det virker, fremgår ikke kun af fyldte aftenskolekurser og antal solgte dameblade og selvhjælpsbøger, men også af forskningslitteratur om brugen af mindfulness i f.eks. smertebehandling og terapi. Go meditate on that!

Gå på opdagelse i arkivet