Banner-Yoko

Denne artikel blev bragt første gang i Goldberg nr 28, december 2011 — Af Fran Hopenwasser

Manhattan er mit hjem. Interview med Gary Shteyngart

”Jeg elsker at skrive i duetform, manden og kvinden, som taler om de samme ting, men på helt forskellige måder. Fx en date, som han troede var en stor succes, men hun vidste var den rene katastrofe”. Goldberg har talt med den politisk engagerede, russisk-amerikanske forfatter og provokatør Gary Shteyngart.

Forfatteren Gary Shteyngart

Forfatter Gary Shteyngart er ligetil, upretentiøs, morsom, kvik i replikken, fræk på den gode måde - akkurat som man kunne forvente det,  når man kender hans stemme fra tre komiske romaner og diverse essays, som er lagt ud på nettet. Den 38-årige forfatter holder fast i sin bindestregsidentitet, skønt han kun var 7 år gammel, da hans familie flyttede fra Sovjet til New York. Immigrantlitteratur har gode vilkår i Amerika i disse år, siger han.

   GOLDBERG mødte Gary Shteyngart på Louisiana Litteraturfestival i september i år til en samtale om henholdsvis russisk og jødisk opvækst, litterære ambitioner og det politiske klima i USA lige nu.

   Det absurde ved livet i Sovjet Unionen, som inspirerede til debutromanen The Russian Debutante’s Handbook (2002) og Absurdistan (2006, på dansk 2008), kender Shteyngart ikke fra sin egen opvækst i Leningrad.  Hans familie emigrerede til USA dels af økonomiske ambitioner, dels fordi faderen ønskede at kunne leve som jøde. Men Gary Shteyngart husker sin tidlige barndom husker han som god og tryg, og det var først efter ankomsten i Amerika, at livet blev svært. 

   På spørgsmålet om hvorfor familien tog til New York og ikke til Israel, svarer Shteyngart:

    ”Hvorfor i al verden tage til Israel?”  ”Medmindre man er urokkelig i sin tro, ville det være åndssvagt at vælge at bo i et land, der er funderet på et religiøst grundlag. Israel går i dag galt i byen og spiller i den grad det nationale kort. Og det er ikke en verden jeg ønsker at bo i”.

   ”I 70’erne tog de færreste russisk-jødiske emigranter til Israel. De søgte mod USA, Canada, Australien, og først senere -  efter Sovjetunionens fald, da de ikke længere fik lov at komme ind i USA - tog de i hobetal til Israel.  Man kan sige meget om USA – mange kritiske ting – men Amerikas mangfoldighed og immigranthistorie er helt enestående. Og i dag er det stadigvæk immigrantlitteraturen, jeg identificerer mig mest med – jeg er jo ærke-newyorker. Jeg vil ikke engang bo i Brooklyn, hvor alle forfatterne bor. Manhattan er mit hjem.”

At være stærk er at være russer

Opvæksten i bydelen Queens i New York var langt fra den rene idyl.  Shteyngart var længe om at lære engelsk, fordi hans forældre insisterede på at tale russisk i hjemmet. Samtidig blev han tvangsindlagt til at gå i en ortodoks jødisk skole. Det var nærmest tortur, husker han, ikke noget han ville udsætte sine egne børn for. Det var et lukket, ondsindet og materialistisk miljø, kalder han det.

   Shteyngarts forældre ville ikke have, at deres børn skulle udsættes for antisemitisme, som de selv havde været, men i stedet for blev de udsat for en udbredt anti-russisk holdning i samfundet. Det var i præsident Reagans tid, hvor russere blev omtalt som ”de onde”.

Shteyngart væver selvbiografiske elementer ind i sine romaner, især i den første, og mindre, men unægtelig også i den seneste Super sørgelig sand kærlighedshistorie (2010, på dansk 2011).

Hovedpersonen Lennys forældre er ærkekonservative russiske immigranter, ligesom Shteyngarts egne og ligesom så mange russisk-amerikanere.  At være stærk er lig med at være russer, siger han. Det republikanske parti opfattes som råstyrkens parti, selv blandt Shteyngarts samtidige, hvilket for ham er mere chokerende. 

   Selv tager han skarpt afstand fra det republikanske partis ideologi og især den nuværende udvikling til et parti, som kæmper med næb og klør og en vis portion racisme mod en præsident, de opfatter som ’socialist’, ’kommunist’ og ’muslim’.

   ”Obama,” siger Shteyngart, ” har været utrolig svag. Han burde have brugt alle mulige midler indenfor sine beføjelser til at udelukke denne sindssyge og uduelige yderfløj, som ikke burde kunne komme til magten, som den nu har gjort. Mit håb er selvfølgelig, at Obama vinder valget i 2012, og at han i anden periode viser større mod, men jeg er ikke vanvittig optimistisk. Taber han, så flytter jeg til Vancouver. ”

   Shteyngart har i Super sørgelig skabt et New York-scenarie i en nær fremtid, hvor bøger i trykt form er ved at forsvinde, og hvor unge mennesker er i konstant kommunikation med hinanden på sms-sprog gennem avancerede i-Phone-lignende apparater, der også registrerer bl.a. pigers seksuelle tilgængelighed.

   Hovedperson Lenny elsker – ligesom forfatteren selv – bøger. Som et fortidslevn fylder han sin lejlighed med bøger, mens hans unge kæreste Eunice kun kan se bøger som dørstoppere. Shteyngart fik inspirationen til Lennys og Eunices forskellige forhold til bøger fra et tilfældigt møde med en håndværker, som forundret, og med en vis portion afsky, så på de mange bøger i Shteyngarts lejlighed. Hvad skulle han dog med dem? 

   Lenny lever stadigvæk i en analog verden, mens hans unge kæreste Eunice lever i den digitale, hvilket gør Lenny til en slags ’udlænding’ i sin samtids New York. Det er for Shteyngart en verden, som kun er en smule overdrevet i forhold til den, vi lever i nu.

Tid til oprør

Men hvorfor skrive science fiction og ikke bare beskrive det samfund, vi lever i? Shteyngarts svar er, at samfundet ændrer sig så hurtigt, at det er umuligt at skabe et nutidsbillede, som stadigvæk er aktuelt, når en bog udkommer, fordi det tager mange måneder fra manuskriptet er afleveret til den er færdigproduceret. Man må derfor opfinde fremtidigsformer, hvilket fører til at ikke så få af Shteyngarts ’opfindelser’ virker profetiske. Således fortæller han, at han efter at have afleveret manuskriptet til Super sørgelig besøgte en bar på Manhattan. Her havde alle gæsterne i-Phones og kunne registrere de andre  tilstedeværendes interesser og rangordne hinanden. Da han var begyndt at skrive Super sørgelig i 2006 var i-Phonen ikke opfundet. Så fremtiden bliver hurtigt til fortid.

   Romanen er en dystopi formildet af Shteyngarts gakkede humor og satiriske samfundskritik. Dystopien kommer til udtryk i en stor og blodig opstand i en slutscene, hvor der føres krig i Central Park, og den noget diffuse magthaver bl.a. lukker alle apparater (i-Phones) ned. Denne skjulte regering, som kalder sig ’Bipartisan-partiet’, ser Shteyngart som en forudanelse af præsident Obamas fejlslagne forsøg på at føre politik hen over midten. 

   Shteyngart ser gerne en helt anden form for opstand i Amerika, hvor folk mobiliserer sig mod de rige bankers oligarkiske tyranni.  (Blot få uger efter dette interview fyldes Liberty Park på Manhattans sydspids med ”Besæt-Wall Street”-demonstranter).

En roman i duetform

At kunne leve sig ind i diverse karakterers liv er forfatterens fornemste opgave.  Litteraturens vigtigste gave til menneskeheden er i Shteyngarts optik at give læseren adgang til andre tankeverdener end deres egen. Men som satiriker anerkender han, at det kan være svært at få adgang til den mere følelsesmæssige side af tilværelsen.  Super sørgelig har satirens overdrivelse, men mere end nogensinde før rammer Shteyngart en indre psykisk virkelighed både i Lennys kærlighed til den unge koreanske pige Eunice, i Eunices hjerneløse pige-sms-sprog, men også i hendes mindreværdskompleks, i hendes kommunikation med forældrene, og til sidst i hendes forræderi. 

   Shteyngart er intet mindre end en stemmemester - han er nemlig suverænt god til at fange flerstemmigheden i det moderne storbysamfund, enten det er ung pige, gammel russer eller sort kvinde der taler.  Hvordan gør han det? Man lytter og lytter, siger han. Især kan man lære meget ved at gå på bar.

   Super sørgelig er skrevet som dagbogsoptegnelser, en form Shteyngart er særlig glad for, blandt andet  fordi det er en form der egner sig til flerstemmighed. ”Jeg elsker at skrive i duetform, manden og kvinden som taler om de samme ting, men på helt forskellige måder, fx en date, som han troede var en stor succes, men hun vidste, var den rene katastrofe. ”

Den globale roman

Hvem er Steyngarts litterære modeller, hvilke forfattere inspirerer ham? Philip Roth nævnes som den store mester. Men Saul Bellow, Mordecai Richler og russerne Tolstoj og Gogol er også vigtige for ham. Immigrantforfattere, bl.a. den koreansk-amerikanske Chang-Rae Lee og den dominikansk-amerikanske Junot Diaz er vigtige inspirationskilder. 

   Faktisk vil Shteyngart gerne skrive en roman, som ikke tager udgangspunkt i en ung russers liv, men den må vente lidt. ”Alle vil gerne skrive den store amerikanske roman,” siger han, ”men jeg vil hellere spring det over og skrive den store globale roman. Mindst halvdelen af tiden rejser jeg rundt i verden. Jeg er meget mere interesseret i, hvordan mennesker påvirkes af vandrings- og udvandringsmønstre – den omvandrende jøde er fx en meget mere givende kilde til opdagelse og udforskning af verden end den nationalistiske.  Det Amerika jeg kender er i virkeligheden New York, en by bestående af en hel masse jøder og immigranter.

   ”Men hvad så lige nu? Shteyngart er i gang med et omfattende projekt, som har bragt ham tilbage til sin barndoms Rusland, og som ironisk nok er mere selvbiografisk en noget andet han har skrevet. Han vil skrive sine erindringer.  Om et års tid skulle de ligge klar.

   ”Jeg ser det som en metode til at rydde ud – ligesom et brandudsalg – alt skal væk for at gøre plads til noget helt andet”, forklarer han. Hvad ’det andet’ bliver, kan ingen vide på nuværende tidspunkt, mindst af alle forfatteren selv.

Gå på opdagelse i arkivet

314_322
Placeholder annonce