Banner-Yoko

Bragt første gang i Goldberg nr. 10, november 2008 — Af Hans Henrik Fafner

A long and winding road

De primitive yeah-yeah-yeah skrig kan få en ægte bille til at falde død om, skrev et israelsk dagblad i 1960’erne om The Beatles. I 2008 var Paul McCartney årets store kulturbegivenhed i landet.

The Long and Winding Road
The Beatles - The Long and Winding Road

TEL AVIV – Et højst mærkværdigt år. Et rigtig israelsk år. Sådan skrev en kommentator i et israelsk dagblad i anledning af det jødiske nytår, der i september lagde år 5.768 bag sig, og som en ramme om mærkværdighederne opsatte hun begrebet shmita og McCartney.
Shmita er sabbatåret, hvor jødisk landbrug ved bibelsk påbud skal lade markerne hvile. Det indtræffer hvert syvende år og griber hver gang ind i den moderne stats dagligdag med en række tiltag, der godt kan virke mærkværdige. Men dette er trods alt en tilbagevendende begivenhed, hvorimod det var første gang i statens historie, da eks-beatlen, Sir Paul McCartney den 25. september gav koncert i Tel Aviv. Og historien bag dette er i sandhed mærkværdig.
 

Nej!
Det kunne nemlig have været anden ombæring, for torsdag den 5. august 1965 var det planen at The Beatles skulle have spillet på det nationale fodboldstadium. Der var trykt billetter, koncerten var blevet annonceret og forventningerne til den store kulturbegivenhed steg hurtigt blandt de mange lokale fans. Men så lukkede undervisningsministeriet i Jerusalem al luft ud af forventningerne, idet man her anbefalede ”Den Interministerielle Komite for Autorisering af Import af Udenlandske Kunstnere”, der havde det endelige ord i den slags sager, ikke at give den nødvendige godkendelse af koncertens afholdelse.
I komiteen blev afgørelsen et rungende nej. I mødereferatet står der tørt, at komiteen har besluttet ”ikke at godkende ansøgningen af frygt for, at Beatles’ optræden kan forventes at have negativ virkning på ungdommen”.
De israelske myndigheder var med andre ord nervøse for, at de fire beatler ville fordærve den uskyld, man gerne så landets ungdom forblive i. En historiker har endda fremført, at ordren til forbuddet kom direkte fra den benhårdt beslutsomme udenrigsminister Golda Meir. Hun opfattede The Beatles som udtryk for ”en degenereret kultur”, og under alle omstændigheder var Udenrigsministeriet involveret i det omfang, at man herfra gav ambassader i lande, hvor The Beatles allerede havde optrådt, besked på at rapportere om den Beatles-feber, det dér havde ført med sig. 
 

Epsteins mor
Ideen til koncerten i Israel skal ifølge historikeren Tom Segev være kommet fra gruppens manager Brian Epstein. Han var manden, der havde opdaget The Beatles i Liverpool tilbage i 1961, og hans andel i skabelsen af verdensnavnet er uomtvistelig. Epsteins mor Malka boede i Tel Aviv og skal allerede i 1962 have foreslået sønnen at arrangere en koncert i Israel, så hun kunne imponere sine veninder lidt.
Epstein tog ideen til sig og kontaktede den impresarion Giora Godik, som imidlertid aldrig havde hørt om The Beatles og i stedet valgte at satse på det sikre kort: Cliff Richard.
Cliff Richard-koncerten blev gennemført året efter, men arrangementet gav anledning til visse hævede øjenbryn. Ved stjernens ankomst til lufthavnen blev han mødt af flere tusinde fans, som selv ikke en talstærk politistyrke kunne holde tilbage. Da en anden impresario lidt senere ville have Johnny Halliday til Israel, blev dette nægtet med direkte henvisning til ”hysteriet” omkring Cliff Richard, og denne sag var også på bordet, da Beatles-forbuddet faldt.
”Vi morede os lidt over det,” sagde McCartney i et interview før besøget dette efterår. ”Vi havde en jødisk manager, Brian Epstein, og vi havde lidt ondt af ham. Jeg er sikker på, at hans familie i Liverpool var dybt krænkede, men vi tog det ikke så tungt. Vi måtte videre.”
 

Ingen kulturel værdi
Sagen gik også videre i Israel. Epstein havde tilbudt impresarioen Yaakov Ori at arrangere koncerten i stedet for Godik. Ori appellerede Undervisningsministeriets afvisning, og imens var hele sagen blevet til en hed offentlig debat. Mens navnlig de unge protesterede voldsomt, stillede det meste af pressen sig solidarisk med embedsmændene, og hvilket siger en hel del om den israelske tidsånd dengang. Og nu var det ikke længere et spørgsmål om at opretholde den offentlige orden ved at holde hysteriske udtryk ude. Sagen var blevet til en debat om kulturelle værdier.
”Der er ingen musikalsk eller kunstnerisk oplevelse her, men en udstilling af følelser, der vækker aggression sammen med seksuelle stimuli,” skrev således det indflydelsesrige dagblad, Davar, der blev drevet af fagbevægelsen. En anden avis, der også var tilknyttet arbejderbevægelsen, slog fast, at ”det er bedst at lade The Beatles blive på grammofonplader. Og selv det er for meget,” mens dagbladet Maariv skrev, at ”folk lader sig påvirke af smagløsheder.”
Det var derfor heller ikke overraskende, at den interministerielle komite reagerede på appellen fra impresario Ori ved at gentage sit nej. Denne gang kunne man endda underbygge argumentationen med citater fra dagspressen og de mange rapporter, som var indløbet fra ambassader i udlandet. I begrundelsen gentog man, at ”bandets optræden har ført til hysteri og masse-uro”, og nu kunne man også fremføre, at ”det ifølge alle rapporter og artikler, inklusive dem der af forskellige grunde ikke afviser The Beatles, er åbenlyst, at bandet ikke har nogen kulturel værdi.” 
 

Kontroversielt besøg
I dag er Beatles-affæren blevet til en af de pinlige ligtorne, som Israel ser tilbage på med gru. Hvis man altså overhovedet ønsker at se tilbage, for flere historikere har gennem årene søgt andre forklaringer på sagen, hvilket kunne ses som forsøg på at opbløde det hele en smule. Det er således blevet fremført, at Giora Godik indså sin professionelle brøler og derfor gjorde alt for at spænde ben for Yaakov Ori. Denne teori er ikke dokumenteret, hvorimod det kan lyde som en plausibel forklaring, at myndighederne sagde nej til The Beatles af økonomiske hensyn. I 1960’erne var Israels beholdning af fremmed valuta konstant på kanten af det umulige, og argumentet lød, at når man havde tæret så voldsomt på beholdningerne for at lønne Cliff Richard, så var der ikke råd til at flotte sig igen ved at invitere The Beatles.
I 2008 var der ingen smalle steder, da Paul McCartney forlangte godt 22 millioner kroner for at optræde. Pengene var der, fan-hysteriet fik lov til at florere uden bekymringer for folkesundheden, og den lokale presse var igen helt med på vognen, nu blot med modsatte fortegn.
Dette afspejler også det helt anderledes Israel, som har udviklet sig siden dengang. Hvor landet i 1965, i hvert tilfælde på papiret, var præget af en stærkt egalitær arbejderzionisme, der også tvunget af omstændighederne havde et meget asketisk syn på, hvad der strakte sig ud over det mest nødvendige, er Israel i dag et liberalistisk forbrugersamfund. Men det har også åbnet sig i helt usædvanlig grad over for fremmede kulturpåvirkninger, så Tel Aviv i dag forekommer langt mere kosmopolitisk end mange europæiske storbyer. At lade den transseksuelle Dana International repræsentere Israel ved Melodi Grand Prix og tillade Gay Parade i Jerusalem er blot et par eksempler på det sekulære Israels frisind. Der er i dag langt mellem indbyggere, der føler sig provokeret af Paul McCartney, og derfor undrer det heller ikke, at selv myndighederne denne gang var glade medspillere for at understrege afstanden til begivenhederne i 1965. Allerede i januar gødede den israelske ambassadør i London, Ron Prosor, således jorden for besøget. Han rejste til Liverpool, hvor han på The Beatles Story museet overbragte den israelske stats officielle undskyldning for hændelserne i 1965 til John Lennons halvsøster, Julia Baird. Ved den lejlighed inviterede Prosor også de to overlevende beatler, Paul McCartney og Ringo Starr til at besøge sit hjemland i maj, altså i forbindelse med 60året for staten Israels oprettelse.
Paul McCartney kom, ikke i maj, men i september, hvilket stadig var i jubilæumsåret. Fra officiel israelsk side henviser man til en stribe store musiknavne, der har besøgt landet på det sidste, og bruger det til at demonstrere, at internationale sværvægtere hjælper med at bryde Israels kulturelle isolation. Omvendt har dette skabt et nyt problem. Den ihærdige London-imam, Omar Bakri, har sluttet sig til en voksende gruppe af fremtrædende muslimer, der nu beskylder Paul McCartney for at tage part i den israelsk-palæstinensiske konflikt ved sin støtte til Israel, så også denne gang var McCartneys besøg kontroversielt. Nu blot på en helt anden måde.

 

Gå på opdagelse i arkivet

314_322
Placeholder annonce