Jevgenij Jevtusjenko – mere end en digter

Jevgenij Jevtusjenko rejste sig i sin fulde højde fra bordet på Rådhuskroen med raseriet lysende ud af sit fortrukne ansigt, der var ophedet af vin, og hamrede sin næve ned i bordpladen, så glas og flasker klirrede, og alle i det tilrøgede lokale vendte sig om imod os.

- Hvad bilder du dig ind?! råbte han og stirrede på mig med et vildt blik, som om han ville kaste sig over mig.– At kalde mig for en nar? Det finder jeg mig ikke i! Du skal ikke sidde ved mit bord. Skrid med dig!

Jevtusjenko

Jeg prøvede forfjamsket at forklare, at det slet ikke var det, jeg ville have sagt. Midt i hans berusede vredesudbrud mumlede jeg, at jeg ville have sagt, at han var en spøgefugl, ikke en nar, men han havde skruet sig helt op på melodramaskalaen, fægtede med armene, som om han vitterlig stod på en scene.  

Hans danske oversætter, Erik Horskjær, prøvede at berolige ham, men til ingen nytte. Jeg rejste mig, tog mit tøj og gik ud af restauranten og stod og sundede mig ude på gaden, hvor jeg stadig kunne høre Jevtusjenkos ophidsede fuldemandsrøst.

Det var den dramatiske afslutning på et par dages bekendtskab med den verdensberømte sovjetiske digter, Jevgenij Jevtusjenko, der var kommet til København i oktober, måske november, 1967 for at være med til at markere Oktoberrevolutionens 50 års jubilæum med oplæsningsaftener og møder med forfattere, journalister og kunstnere.

 

Jeg havde et par dage forinden interviewet ham til Information under et pressemøde og var faldet i snak med ham. Jeg fortalte ham, at jeg havde oversat flere af hans digte til dansk og ville høre om, der var mulighed for at ses en af de følgende dage. Dagen efter at interviewet var blevet bragt i Information, ringede han for at fortælle, at han rigtig godt kunne lide min artikel og gerne ville mødes med mig. 

Vi mødtes og fik en længere snak om sovjetisk litteratur og om den rolle, han selv spillede som digter, samfundskritiker og flamboyant verdensmand. Allerede på det tidspunkt havde han vundet en position og en berømmelse, der åbnede alle døre for ham til tidens store statsledere, kunstnere og forfattere.

Jeg var 20 år, var netop begyndt på universitetet, drømte om at blive skribent og skrev for Information om russisk litteratur. Han var 35, en feteret, berømt digter med status af verdensstjerne. Ingen anden sovjetisk digter var blevet portrætteret på forsiden af TIME Magazine.

Vi svingede godt sammen. Han var ivrig efter at høre om Danmark, den kunstneriske og litterære scene og om dansk levestandard. Han var også interesseret i, hvordan jeg, der var født i Sibirien lige som han selv, var havnet i Danmark.

Der var rigeligt at tale om, og på et tidspunkt spurgte han mig, om jeg kunne hjælpe ham. Hans oversætter og ledsager Erik Horskjær var blevet træt og var taget hjem for at sove, men Jevtusjenko havde brug for en tolk, for han ville ind og se Vilgot Sjömans nye film med Lena Nyman, Jeg er nysgerrig gul, hvor han selv optrådte i en af episoderne. Jeg slog beredvilligt til, og kort tid senere sad vi i Alexandra-biografen.

Det var vejen, der førte til dramaet på Rådhuskroen og den historie, der dukkede op, da jeg så, at Jevtusjenko var død i Tulsa Oklahoma, 84 år gammel.

 

Han var den sidste af den gruppe af sovjetiske digtere, tressergenerationen, der kom til at tegne en epoke i sovjetisk kultur og litteratur præget af opbrud, oprørstrang og håb om mere åbenhed og frihed i kølvandet på den proces, som Nikita Khrusjtjov havde sat i gang med opgøret med Stalin i slutningen af 50’erne.

Jevtusjenko var ikke den største af tidens digtere, men den mest vovede og den, der uden sammenligning var bedst til at sætte sig selv i scene. Kremls kompromisløse stemme, som en af hans yngre kolleger kaldte ham, da dødsbudskabet nåede Moskva.

Han kom til at lyse stærkest og opnå størst berømmelse i ind- og udland som den politiske lejlighedsdigter, der fangede tidsånden og omsatte de mest kontroversielle emner til digte. Han fremførte dem med stor patos og med et dramatisk talent som ingen andre. Hans oplæsninger samlede titusindvis af tilhørere over hele landet. Han selv blev legemliggørelsen af sine ord om, at ”i Rusland er en digter mere end en digter”.

I det totalitære sovjetiske system, der kæmpede med arven efter Stalin, led befolkningen af intellektuel hungersnød. Jevtusjenko, Andrej Voznesenskij, Bella Akhmadulina, Bulat Okudzjava og flere andre var med til at lindre sulten med budskaber, der vakte håb og skabte åndehuller. En hel generation af unge sovjetborgere mærkede for første gang smagen af frihed.

Jevtusjenko ramte millioner af sovjetborgere i hjertekulen, når han med sin bombastiske stil og kontroversielle budskaber tog emner op, der var belagt med tabuer som fx Stalinkulten eller det indgroede jødehad, som gennem generationer havde forpestet Rusland.

 

I 1962, efter at Stalins balsamerede lig efter ordre fra Khrusjtjov var blevet fjernet fra mausoleet og begravet ved Kremlmuren, skrev Jevtusjenko digtet Stalins Arvtagere, der gik verden rundt og befæstede hans ry som den vrede, oprørske sovjetdigter, der turde råbe den sovjetiske ledelse op og sige, hvad ingen anden vovede:

Og jeg henvender mig til vores regering med en bøn:

I skal fordoble eller tredoble vagten ved hans grav,

så Stalin ikke genopstår og med ham hans fortid.

( )

Vi bar ham ud af mausoleet.

Men hvordan skal man bære Stalin ud

Af Stalins arvtagere.

( )

Så længe Stalins arvtagere endnu er i live,

vil det for mig se ud, som om

Stalin stadig ligger i sit mausoleum.

 

Det var ikke den store digterkunst, men det var formasteligt, kompromisløst og langt over, hvad andre havde vovet at skrive om. Der gik et gys gennem landet, da partibladet Pravda bragte digtet.  Det blev mødt med vantro og chok. Ti år forinden  havde Jevtusjenko i sin debutbog hyldet og besunget Stalin som nationens faderskikkelse, selv om begge hans bedstefædre var forsvundet i Gulag som ofre for Stalins terror. Nu stod han frem som folkeeventyrernes frygtløse helt, der drog af sted for at slå dragen ihjel. Han fik status som en rockstjerne, og han og de øvrige digtere i gruppen blev symbolet på det tøbrud, der lagde navn til hele den periode i russiske politik og kultur. Modsætninger var Jevtusjenkos evige ledsagere på hans vej som digter og officiel provokatør.

Året forinden var det imod alle odds lykkedes ham at få trykt digtet Babj Jar om udryddelsen af over 50.000 jødiske borgere i en slugt uden for Kiev. Det var et forbudt tema, og Jevtusjenko havde ikke regnet med, at det nogensinde ville se dagens lys. Det blev en international sensation, da digtet blev bragt i forfatterforeningens blad, Literaturnaja Gazeta og blev oversat til alverdens sprog.    

Digtet blev det monument, de sovjetiske myndigheder i alle årene havde nægtet at rejse ved Babij Jar:

Jeg er hver eneste gamle mand,

hvert eneste lille barn, der er

Blevet mejet ned her.

 Intet i mig vil nogensinde glemme

det, der skete.

Lad Internationale brage løs,

når verdens sidste antisemit er begravet.

Der er intet jødisk blod i mit blod.

Men alle antisemitter hader mig

med forhærdet had som en jøde,

og derfor er jeg en rigtig russer.

 

Jevtusjenko kom med årene til at indtage en helt speciel position i sovjetisk kulturliv. Det lykkedes ham at slippe afsted med en svimlende balanceakt som digter, enfant terrible og en offentlig figur med adgang til landets mest magtfulde politikere. Han rejste verden rundt som en af de få sovjetkunstnere, der tilsyneladende kunne gøre, hvad der passede ham.

Mens andre digtere og forfattere blev sendt i arbejdslejre eller i landsforvisning, solede Jevtusjenko sig som musernes og Kremls yndling. Et pragteksemplar af en moderne sovjetisk kunstner, en mellemting mellem playboy, Kremls stikirenddreng, talerør og provokatør.

Han vakte begejstring, jalousi, forargelse og mistænksomhed i en sky af skandaler, konflikter og beskyldninger om, at han i virkeligheden var en sovjetisk efterretningsagent.

Digterkollegaen, nobelpristageren Josef Brodskij, foragtede ham, afskrev hans digte som junk, og beskyldte ham for at være KGB-agent. Jevtusjenko var umulig at sætte på en formel og demonstrerede gang på gang sin uafhængighed, når han forsvarede forfatterkollegaer som de forkætrede Boris Pasternak og Julij Daniel eller fordømte invasionen af Tjekkoslovakiet i 1968 og støttede Mikhail Gorbatjovs reformpolitik med liv og sjæl. Det blev en livslang linedans mellem venner og fjender, tilbedere og uforsonlige kritikere, der hængte ham ud som opportunist og vejrhane.

Midten af det 20-århundrede var Jevtusjenkos blomstringstid, den epoke i Sovjet-unionen, han kom til at præge og afspejle med alle de politiske absurditeter og konfrontationer og med sin egen umættelige appetit på livet, rampelyset, kvinderne. Altid stridslysten og forfængelig og inderst inde både sårbar og sart. Han forsøgte sig i en kort tid som politiker og blev i begyndelsen af 90’erne medlem af det nye russiske parlament, men han fandt ikke fodslag med det nye Rusland og tilbragte de sidste mange år i USA, hvor han slog sig ned i Oklahoma med sin familie for at undervise i russisk litteratur på universitetet i Tulsa.

I et Tv-interview for et par år siden betroede han, at han elskede udtrykket ”Barmhjertighed er bedre end retfærdighed”.  Et andet yndlingsudtryk var ”Enhver mur er en dør”. Han levede fuldstændig op til varebetegnelsen en ægte russisk poet.

 

Mit eget intermezzo med ham for 50 år siden fortsatte efter biografturen i Rådhuskroen, der var et populært tilholdssted for mange kommunister, kunstnere og intellektuelle fra venstrefløjen. Erik Horskjær var vendt tilbage og sad ved et bord sammen med bl.a. advokaten Carl Madsen, kommunist, gammel modstandsmand og borgerskabets evindelige kritiker.

Vi slog os ned og bestilte noget at spise og drikke. Da Jevtusjenko hen ad vejen havde fået rigeligt at drikke, blev han mere og mere højrøstet og diskussionslysten og blev ved med at udfordre mig med spørgsmål om forskellen mellem kommunismen i Sovjetunionen og Vestens kapitalisme. Jeg fornemmede, at det let kunne ende dårligt og gjorde mit bedste for at dreje samtalen i en anden retning. Men den oprømte Jevtusjenko kørte løs og ville nagle mig i den politiske dyst. Jeg prøvede at undvige, og det var her, det gik galt, da jeg slog et af hans argumenter hen ved at sige, at han vist var en værre spøgefugl.  Men på russisk har ordet spøgefugl samme rod som nar eller hofnar, ”sjut”, og midt i Jevtusjenkos talestrøm kom jeg uheldigvis til at sige ”sjut”, hofnar! Helt utilsigtet var jeg kommet til at ramme ham på hans måske ømmeste punkt.

 

Efterspillet kom 10-12 år senere, da jeg var kommet til Moskva som korrespondent for DR og besøgte nogle venner i forfatterlandsbyen Peredelkino. Vi var ude at spadsere, da en høj mand kom gående imod os ad skovvejen, og jeg så straks, det var Jevtusjenko. Mine venner standsede for at tale med ham og præsenterede mig og min kone. Jeg kiggede på berømtheden med et smil og sagde, at vi jo havde mødt hinanden før, da han var på besøg i København. Han kiggede spørgende på mig, og jeg mindede ham om, at jeg havde tolket for ham, da vi så Jeg er nysgerrig gul.  Hans ansigt lyste op i et stort smil og det var tydeligt, at han huskede mødet og genkendte episoden. Vi udvekslede et par andre høflighedsfraser, han klappede mig venskabeligt på skulderen, og vi gik alle sammen videre. Det blev mit andet og sidste møde med Jevgenij Jevtusjenko.

 

Gå på opdagelse i arkivet