Banner-Yoko

Denne artikel blev bragt første gang i Goldberg nr 31, juni/juli/august 2012 — Af Niels Davidsen-Nielsen og Per Lachmann

Ja denne vidunderlige Jakobe

Henrik Pontoppidans roman Lykke-Per er med mere end 100 års forsinkelse endelig udkommet på engelsk. Med udgangspunkt i en begejstret anmeldelse har Goldberg set nærmere på det jødiske aspekt i det berømte værk.

Illustration af kvinde med større barn
Jeanne G. Kempinski

Henrik Pontoppidans berømte roman Lykke-Per udkom på dansk i otte dele i årene 1898-1904 og blev i de efterfølgende årtier oversat til det ene europæiske sprog efter det andet. I 2010 udkom den langt om længe også på engelsk med titlen Lucky Per.  

   At det varede så længe, kan undre, ikke blot på grund af bogens indlysende kvaliteter, men også fordi Pontoppidan i 1917 fik nobelprisen i litteratur.

   Bogen er blevet godt modtaget i det angelsaksiske, og i London Review of Books kunne man den 20. oktober 2011 læse en 8-siders anmeldelse skrevet af den berømte amerikanske litteraturkritiker Fredric Jameson. Han henregner Lykke-Per til de store europæiske dannelsesromaner.

   Ifølge Jameson er Lykke-Per en af de få europæiske dannelsesromaner der afsætter plads til en udførlig beskrivelse af de danske jøders liv og erfaringer. Han skriver bl.a.. ”… den giver et sjældent portræt af Københavns funklende jødiske overklasse, foruden et glimt af elendigheden hos østjøderne, drevet i eksil af pogromerne. Jakobe, en talentfuld og intelligent ung jødisk arving (men langt mindre tiltrækkende end sin lillesøster), bliver Pers første forlovede og genstand for en lidenskabelig tiltrækning der aldrig fuldbyrdes med ægteskab. Beskrivelsen af Jakobes liv ender med at gøre hende til romanens medhovedperson”.

 

Udefra set

Hos forfattere som Meir Goldschmidt og Henri Nathansen findes der indgående skildringer af jødiske miljøer, men i Lykke-Per er hverken forfatteren eller bogens hovedperson jøder. Det jødiske miljø ses udefra.

   Romanens største dynamik ligger i forholdet mellem det gammeldags, bondebundne, strenge kristne miljø som hovedpersonen Per Sidenius kommer fra, og grosserer Salomons livsglade, irreligiøse og velhavende jødiske familie med vinterbolig i et palæ ved Bredgade og sommerbolig nord for København og det dertil knyttede jødiske miljø bl.a. med Georg Brandes, der i romanen kaldes dr. Nathan.  

   Iflg. Pontoppidan-kenderen Flemming Behrendt er grosserer Salomon tegnet ud fra forfatterens kendskab til tobaksmagnaten og kunstmæcenen Heinrich Hirschsprung, der boede i et palæ i Bredgade med stor sommerbolig i Skodsborg. Hirschsprungs ene søn, Aage, var i mange år både forlægger og økonomisk mæcen for Henrik Pontoppidan.

   I romanen får Lykke-Per adgang til familien Salomon via dennes søn Ivan, der så sin livsopgave i at finde og hjælpe genier. Der er således også klare fællestræk mellem virkelighedens Aage Hirschsprung og romanens Ivan Salomon, der dog også har lånt træk fra andre af Pontoppidans jødiske omgangskreds. 

  

Lykke-Pers livsbane

Per vil – i et fundamentalt opgør med sin strengt kristne præstefader og hele familie – gennemføre Georg Brandes’ moderne gennembrud på det teknisk/økonomiske område ved store havne-, kanal- og vind/vandenergi-projekter. For at skaffe den nødvendige kapital og indflydelse forlover han sig med en af Salomon-familiens døtre, Jakobe.

   Efter flere mellemstationer – herunder et giftermål med den grundtvigianske præstedatter, Inger – ender han med at finde sin egen, særdeles ydmyge og ensomme plads i en helt underordnet vejassistentstilling i det mørke Thy. Som Henrik Pontoppidan skriver i et samtidigt brev, skal romanen dels skildre fem forskellige miljøer, herunder det jødiske, dels vise at det moderne gennembrud nødvendigvis måtte slå fejl. Om Pers liv også slår fejl, eller om han netop ender på sit livs rette vokseplads, er romanens mest spændende spørgsmål.

   Modsætningen mellem Sidenius og Salomon, mellem det danske og det jødiske, er til at føle på:    

”Per (…) kunde ikke lide Jøder, allermindst rige Jøder”. Han bryder sig heller ikke om Jakobes ”jødiske udseende”, da de første gang ses. Her som de fleste steder udstilles den negative vurdering af særlige jødiske træk som en fordom hos den pågældende person. 

   Trods deres forskellighed når Per og Jakobe dog at komme så tæt på hinanden at Jakobe efter deres forlovelse i et af sine mange breve til Per tillidsfuldt kan skrive: ”Er det dog ikke forfærdelig nedslående og ydmygende, ja rent ud fortvivlende, at der endnu skal kunne rejses kamp og spildes tid og kraft på de simpleste grundspørgsmål? Som om det f.eks. ikke var selvindlysende, at det netop er alt dette ’nedarvede’ i os, vi alle sammen både kristne og jøder, har den pligt at bekæmpe fordi det jo bare er et værk af tilfældet – Vi kunne lige så godt have arvet noget ganske andet, noget helt modsat. Hvor lang tid skal der endnu gå, hvor megen fortræd skal vi mennesker endnu volde hinanden før det virkelig bliver forstået og gjort til religion, til eneste tilladelige dogme, at det ikke er på det tilfældige, det særegne, men på det almenmenneskelige i os at vi skal opbygge vort eget og nationernes liv.”      

 

Slingrevals

Lykke-Per og Jakobe, hvis forhold med god ret kan betegnes som den mest centrale akse i romanen, er ved første møde nærmest frastødt af hinanden. Per udvikler sig dog i samtaler med den vidende Jakobe, og inden længe forstår han, at det er hende og ikke hendes frivole søster Nanny han må forsøge at vinde.  Jakobe gennemskuer Pers planer, men som det sanselige menneske hun er, drages hun uhjælpeligt mod ham. Og da han for anden gang frier til hende, hvisker hun ”ja, ja” – ”gjort vild af svedlugten fra hans endnu ophedede legeme”. Per er dog en utryg partner, og forlovelsen mellem dem får karakter af en lang slingrevals.

   Da Per under et arbejds- og studieophold i en lille bjergby i de østrigske alper får kortvarigt besøg af Jakobe, oplever de en forening. Det er som brister ”en jernbøjle der havde sammenknuget hans bryst”. Senere beslutter Per sig alligevel for at bryde med Jakobe, selvom han ved at det vil smerte hende. Af hensyn til sit store projekt vil han ikke binde sig. Han satser nu fuldt ud på at forhandlingerne med et konsortium, som er oprettet i kraft af hans status som kommende svigersøn i Salomon-familien, vil falde godt ud. Samtidig er Jakobe blevet gravid, hvilket hun vælger ikke at fortælle Per. Da deres forlovelse endelig bliver hævet, føles det som en lettelse for Jakobe. Hun føder i udlandet, og barnet dør kort efter fødslen. I den forstand var forbindelsen mellem Per og Jakobe aldrig livskraftig.

 

Jakobes arv

Efter hjemkomsten til Danmark opretter hun fattigskolen Jakobe Salomons konfessionsløse skolehjem i København og virkeliggør derved sit livsprojekt. Pers ingeniørprojekt bliver også virkeliggjort, om end kun i beskåret form, men ikke af Per, og uden reference til at han er ophavsmanden.

   Da Per en lille snes år efter bruddet med Jakobe dør af kræft, viser det sig at han har testamenteret et større beløb – opsparet ved spartansk levevis i sin ydmyge eksistens i det yderste Thy – til hendes skolehjem. Hans børn med den grundtvigianske præstedatter arver tilsyneladende intet - det hele går til Jakobes livsprojekt, og for første gang synes Per i giverens rolle. Men for Jakobe tager det sig anderledes ud.  

   Pers bror Eberhard opsøger i anledning af arven Jakobe, der nu er en kvinde på et par og fyrre år. På en bemærkning fra ham om at hans afdøde bror jo næppe kan gøre krav på nogen deltagelse fra Jakobe, svarer hun: ”Der tager De ganske fejl. Jeg skylder Deres broder mere end han selv nogensinde har haft forståelse af. På afstand har jeg også fulgt ham, så godt jeg kunne.”

   Da Eberhard til sidst nævner, at Jakobe havde gjort bedst i at lytte til hans advarsler om Per i sin tid, svarer hun således: ”Der tager De igen ganske fejl, hr. departementschef! Jeg ønsker ikke noget ugjort. Jeg føler det tværtimod som en stor lykke for mig, at jeg lærte Per at kende. Både ved den glæde og den sorg, han forvoldte mig, fik mit liv først rigtig indhold. Det værk, De ser her omkring Dem, er i grunden lige så meget hans som mit. Og derfor vil jeg bestandig være ham inderlig taknemmelig.”

   Jakobe er langtfra blot en biperson i Lykke-Per, og det er vel egentlig rimeligt at betragte hende som en af de store kvindeskikkelser i dansk romanlitteratur.

 

Jødisk tilfredshed

Datidens liberale jødiske koryfæer var glade for Lykke-Per og skildringen af det jødiske miljø, især Jakobe-figuren. Chefredaktør Edvard Brandes mente således i sin samtidige anmeldelse i Politiken, at ”Forfatteren ønsker at stille Sol og Vind lige i Bedømmelsen af [familien Salomon]. Han ofrer et Par af Familien til Latteren, forresten en blid Latter, thi Sønnen, som bliver en Karikatur med sit Snobberi, er samtidigt et godt Hoved og en brav Fyr, og Onkelen, der gebærder sig simpelt og parasitagtigt i det rige Hjem, lyser ogsaa af Forstand og Skarpsindighed. Han er vel den ejendommeligste af Familien, hvis øvrige Medlemmer udmærker sig ved Legemets og Aandens bedste Gaver: en fuldkommen dejlig Moder, en værdig Fader, den fortryllende og kække Frøken Nanny og den sjælsfine, højtudviklede Frøken Jakobe. Per forhekses først af den ene Frøken, omgiven som hun staar af en Straaleglans fra sin egen Skønhed og Faderens Millioner – men drages dernæst af den anden mindre skønne Søster, der lærer ham at forstaa Sideniussernes Tyranni her paa Jorden. Med den varmeste Sympati hos Pontoppidan skildres de Indtryk, som en brav og tænkende Jødinde maa faa af Tidens Antisemitisme, enten den ytrer sig snigende i alle Livets Forhold som her i Landet, eller den slaar ud som russiske Skændselsgærninger. De danske Jøder burde i hvert Fald vide Pontoppidan Tak for dette Afsnit i hans Bog.”

 

Vidunderlige Jakobe

Også for Henri Nathansen står Jakobe-figuren i centrum: ”Jeg har i Sommer paany læst Lykke-Per”, skriver han i et brev til vennen Henrik Pontoppidan, ”og jeg følte det, som om jeg gensaa en Egn, jeg havde kær. Meget af mit eget Liv er deri, min Barndom i den lille By højt op i Jylland og min Ungdom herinde. Elsker man ikke mest de Bøger, der bærer Bud fra beslægtet bevægede Sjæle? Der er ti Gange mere Jylland i Lykke-Per end i hele den jydske Bevægelse. Men om én Skikkelse har min Beundring og Kærlighed sluttet sig: Jakobe, mit andet Fødeland. Jeg syntes hendes Sind var mig saa hemmelighedsfuldt nær, dybt under Dagen og Vejen. Igennem hende lærte og forstod jeg meget i mig selv, som jeg ikke havde kunnet forklare.”

   Henri Nathansens brev slutter med en fin lille reference til Georg Brandes: ”Jeg gik en Morgen sammen med Georg Brandes, og vi talte om Lykke-Per. Saa standsede han pludselig og sagde: Ja, denne vidunderlige Jakobe! Hvor har dog Pontoppidan kunnet se alt dét i os, som vi selv knap nok har kunnet skimte? Jeg glædede mig. Og jeg takker Dem i mit Hjærte.”

Gå på opdagelse i arkivet

314_322
Placeholder annonce