Huset i skyggen af Portugals Schindler

I juni 1940 besluttede den portugisiske diplomat Aristide de Sousa Mendes at trodse regeringens ordre og udstede visa til flygtninge. Papirarbejde i døgndrift. Visa, der reddede titusinder. Goldbergs Jeanne Goldschmidt Kempinski besøgte hans barndomshjem i det centrale Portugal.

Casa de Sousa Mendes
Jeanne G. Kempinski

Det spøgelsesagtige palæ i Cabanas de Viriato står mægtigt mod en lysende blå himmel og en udsigt over Serra da Estrela, Portugals højeste bjerg.

Huset tilhørte familien de Sousa Mendes, indtil det i 1950erne blev solgt for at dække familiens gæld. I 2001 blev huset generhvervet af familien for at ombygge det til et minde om Aristide de Sousa Mendes og Holocaust.

Aristide de Sousa Mendes do Amaral e Abranches blev født her den 19. juli 1885 i den portugisiske provins Beira Alta, nær Viseu. Aristide og hans tvillingebror, Cesar læste begge jura på universitet i Coimbra, og begge fik snart stillinger inden for diplomatiet. Lillebroderen, Jose Paolo, blev officer i flåden.

Aristide fik dog ikke en retlinet karriere. Hans temperament havde flere gange ført til brud på den diplomatiske etikette. Han havde ry for være uformel og gentagne gange at have skabt konflikter med kolleger og overordnede. Men han var også i stand til at begå sig, så selv om han blev rykket rundt på i det diplomatiske landskab, lykkedes det ham at skabe loyale relationer.

Han giftede sig med sin barndomskæreste og kusine, Angelina, og for hvert land, de beboede i forbindelse med hans diplomatiske karriere, fødte hun ham børn. Til sidst havde han en flok på 14.

 

I 1938 var han generalkonsul i Bordeaux, hvor strømmen af flygtninge fra primært Tyskland var godt i gang. For hver dag der gik, blev konsulatet opsøgt af flere og flere desperate flygtninge. Og flygtningene ventede i gader, trappeopgange og endelig i kontorernes venteværelser.

Vejen ud af Europa gik over Portugal. Herfra kunne man komme videre til USA, Sydamerika, Mellemøsten eller Afrika.

Men efter at Salazar kom til magten i 1932 blev Portugal i stigende grad lukket for flygtninge. Salazar ville holde Portugal neutralt og ville ikke havne i en åben konflikt med Spaniens og Tysklands diktatorer, Franco og Hitler. Efter udbruddet af Anden Verdenskrig blev politikken strammet yderligere. Nu kunne der 'under ingen omstændigheder' udstedes visum til nogen som helst, der ikke var godkendt af regeringen i Lissabon på en vurdering fra sag til sag.

 

Men den 16. juni 1940 - kendt som 'Samvittighedens dag - besluttede Aristide de Sousa Mendes at udstede portugisiske visa til flygtninge. Titusindvis af flygtninge. Han arbejde på at udstede så mange visa som muligt, uanset nationalitet, race eller religion.

”Alle flygtninge er mennesker, og deres livssituation, religion eller farve er aldeles irrelevant for mig. Jeg ved, at min hustru deler mine holdninger, og jeg er sikker på, at mine børn vil forstå og ikke fordømme mig, hvis jeg bliver frataget min post for at have handlet mod ordrer, der for mig er umoralske og uretfærdige. Jeg erklærer hermed, at hvem som ønsker det, uden vederlag, skal få udstedt et visum’.

Han åbnede en flugtrute, som kom til at eksistere under hele krigen og blev brugt af omkring en million flygtninge. Han satte, hvad han ejede ind på dette projekt: sit gode navn, sin position, helbred, venner og sine kæres fremtid.

I de dage bevægede han sig frem og tilbage mellem fransk-spanske grænsestationer og Bordeaux og undgik dermed at modtage kontraordre. Han førte grupper af flygtninge over ydmyge grænsestationer ved at forklare, at han var portugisisk konsul og at de fulgtes med ham.

I den periode lykkedes det ham at udstede omkring 30.000 visa, hvoraf de ca. 10.000 var jøder; mænd, kvinder og børn, som ellers kunne være endt i tyske arbejds- eller dødslejre.

 

Som en følge af Sousa Mendes civile ulydighed blev han straffet hårdt. Han blev stillet for retten bag lukkede døre og fundet skyldig. Han blev suspenderet fra det diplomatiske korps og forbudt at udføre nogen form for arbejde.

Således ude af stand til at få nogen beskæftigelse eller pension efter 30 års karriere som diplomat, blev han drevet ud i fattigdom og ude af stand til at forsørge sin omfangsrige familie. Hans yngre børn måtte afkorte deres uddannelser, og de ældre kunne ikke få arbejde. Familien begyndte at indtage deres måltider i et suppekøkken for flygtninge i Lissabon, drevet af Hebrew Immigrant Aid Society HIAS, som også betalte ham en mindre sum ’lommepenge’ månedlig.

Imens gik huset i Cabanas Viriato langsomt i forfald. 

Samme HIAS hjalp senere, efter krigen og moderens død, Sousa Mendes-børnene en efter en til at emigrere til Belgien, Afrika, Canada og USA.

Angelina var død i 1948, og året efter giftede Aristide sig med sin elskerinde Andrée, med hvem han havde en datter født 1940.

I 1954 døde Aristide de Sousa Mendes, 68 år gammel. Fattig og i unåde – næsten udvisket af historien. Den mand der i 1940 med mod og samvittighed stod op imod tre diktatorer, Salazar, Franco og Hitler, for at forsvare medmenneskelighed, var tvunget i glemsel. Han fik hverken en side eller blot en fodnote i historiebøgerne.

Der skulle gå år før en rehabilitation kom på tale.

 

I 1966 blev Sousa Mendes posthumt hædret med titlen ’Righteous Among the Nations’ af Yad Vashem i Jerusalem. En ære som tildeles Holocausts martyrer og helte. Han fik en medalje med den talmudiske indskrift ’Den som redder et liv, betragtes som at have reddet den hele verden’.

Det var først i 1987, at der kom en officiel portugisisk rehabilitering. I 1988 blev alle anklager mod ham frafaldet, og han blev ”genindsat” i det diplomatiske korps. Præsident Mario Soares kaldte ham ’Portugals største helt i det tyvende århundrede, og siden har det drysset med anerkendelser: Æresbevisninger og priser, gader og skoler med hans navn og en buste i Bordeaux og en kæmpestatue af ham i Santarem og sågar hans kontrafej på flere landes frimærker.

Og i 1995 donerede det portugisiske regering 220.000 dollars til Aristide de Sousa Mendes’ Foundation, en fond oprettet af familien for at ære hans minde.

Gå på opdagelse i arkivet