Her er… Jonathan Safran Foer

Jonathan Safran Foer tilhører generationen af fyrreårige feterede newyorker-forfattere. Goldberg har mødt ham til en samtale om hans første roman i 11 år.

Jonathan Safran Foer

Her er jeg er en indviklet, skarpsindig, til tider hylende morsom og dybt rørende beretning om den amerikansk-jødiske Bloch-familie, hvor ægteskabslimen er ved at gå i opløsning i et moderne sekulariseret jødisk kultur- og familieliv.

   Jonathan Safran Foer har ikke udgivet romaner, siden han hittede med Alt bliver oplyst og Ekstremt højt og utroligt tæt på, og det jødiske fylder væsentligt mere i Her er jeg end i hans forrige bøger. Ikke mindst i dialogerne, hvor der er en klar jødisk sprogtone med meget generationsspecifikke præg.

   ”Det er ikke bevidst, at sprogtonen er så jødisk. Men jeg har heller ikke bevidst prøvet at undgå det. Jeg skriver det, jeg hører i mit indre øre – og sprogtonen passer naturligt til den familie, de karakterer og deres forhold til den organiserede og nedarvede religion, som jeg beskriver i romanen”, forklarer Safran Foer, da Goldberg møder ham i København. 

Et ægteskabs forlis

Bloch-familien spænder over 4 generationer. Den ældste i familien, Isaac, er Holocaustoverlever og kom til USA fra Østeuropa, mens hans bror valgte at bosætte sig i Israel. Efter et langt liv præget af fortidens rædsler vil han hellere dø end komme på plejehjem, og han lever nu kun for at være med til sit ældste oldebarns Bar Mitzva-fejring. Irv, hans søn, er ærke-zionist og debattør med en syre-skarp tunge.

   Hovedpersonen Jacob er en TV-manuskriptforfatter i fyrrerne, som er kørt fast i sit job. Det samme kan siges om hans ægteskabelige forhold til Julia, en talentfuld arkitekt, som ikke lever sit kreative potentiale ud. De har undervejs glemt at pleje deres ægteskab, og det er gået i stå.

    Romanen er en kortlægning af et ægteskabs forlis. Jacob og Julia har været gift i 16 år og har fået tre drenge, som både er ualmindeligt fremmelige og ikke sjældent langt mere indsigtsfulde end de voksne. Den ældste, Sam, forbereder sig – meget imod sin vilje – til sin nært forestående Bar Mitzva.

   Bar Mitzva’en er omdrejningspunktet i romanen og udadtil anledningen til, at en del af den israelske gren af familien – Jacobs fætter Tamir og dennes søn - kommer til USA. Familiebesøget fra Israel giver også Foer materiale til morsomme og sigende sammenstød mellem israelske og amerikanske personligheder, livsanskuelser, udtryksmåder og kulturopfattelser.

 Bibelske dimensioner

To store kriser danner rammer om familiesammenkomsten: Den første er på det private plan: Julia finder en iPhone skjult på badeværelset, som hun får sin computer-nørdede søn Sam til at låse op. Hun bliver chokeret over at finde finder hun en uhyre fræk og seksuelt grænseoverskridende korrespondance mellem Jacob og en for hende ukendt kvinde.

   Den anden krise er både naturkatastrofal og politisk: et kolossalt jordskælv har ramt Israel og ødelagt store dele af landet, inklusive en række helligdomme. Det har ført til endnu en krig med en lang række mellemøstlige nationer.    

   Men allerede i første kapitel er der lagt op til en familiestrid af bibelske dimensioner: Jacob og Julia bliver indkaldt til samtale med rabbineren på den jødiske skole, hvor Sam studerer som forberedelse til sin Bar Mitzva.    

   Rabbineren præsenterer dem for en seddel med en række skældsord, inklusiv et unævneligt racistisk ord, som er blevet fundet på Sams skrivebord. Det ligger tykt i luften, at hvis ikke Sam siger undskyld til de mange, som har set og hørt om hans ’forbrydelse’, kan han ikke gennemføre sin Bar Mitzva-forberedelse. Julia lover dybt forlegen at snakke med Sam og få ham til at sige undskyld. Jacob støtter sin søn og holder fast ved drengens uskyld, indtil Julia presser hårdt nok og får ham over på sin side.         

   Som læser holder man umiddelbart med Jacob, hvis første instinkt var at sige ”Her er jeg” til sin søn, som anklages for racisme, mens Julia står på magtens og moralens side.  

   ’Ja, men man opdager, at der kan være flere motiver for Jacobs trofasthed, bl.a. hans egne skyldfølelser. Jacobs terapeut ville have sagt, ”Hvorfor så binære?” Abraham /Isaac-historien er grusomt dobbeltbundet, men sådan er verden ikke. Det bedste ville have været at finde et ståsted i midten, ikke nødvendigvis blindt at forsvare ham eller straffe ham, men sige, ”Hør nu her: Sam er en god dreng, vi skal nok finde ud af, hvad der ligger til grund for det her, men han er god nok”.’

Religiøs eller ej

Der er meget jøderi i bogen, men ikke megen traditionel kernejødedom

   ’Det afhænger selvfølgelig af din definition. Hvis kernejødedom betyder, at man har to sæt tallerkener for at overholde kosher-reglerne, så er jeg ikke kernejøde. Der er rigtig mange mennesker, som vil påstå, at to sæt tallerkener er fundamentalt i jødedom, men hvert menneske må finde sin egen definition af, hvad der udgør kernejødedom. Vi er ofte meget uenige... ’.

   Religiøs eller ej. I en humoristisk scene, som Safran Foer lader udspille sig i lufthavnen, hvor Jacob og hans far Irv skal hente den israelske familie, kommer Jacob ud fra toilettet og fortæller de andre, at han har tisset ved siden af Steven Spielberg, og – stort chok – Spielberg er ikke omskåret. Irv er rystet.

Du er ikke religiøs i traditionel forstand, men du bringer omskæring på banen. Hvad betyder det ritual så?

  ’Omskæring er et meget mærkeligt ritual, og jeg kan godt forstå, at moderne mennesker studser over det. Ved mine to drenges fødsel snakkede vi om det, der var ingen automatik i det, men vi blev enige om, at de skulle omskæres. Det er simpelthen så fundamentalt i jødedommen. Jeg vil vædde på, at hvis Danmark forbyder det, vil danske jøder tage til USA for at få deres drenge omskåret.

   Spørgsmålet er jo, hvem der definerer, hvad jødedom er. Vil du overlade definitionen til andre, f.eks. de ortodokse eller ultra-ortodokse? Selv den totalt sekularisede, ikke-praktiserende jøde ville defineres som jøde, hvis det stod til nazisterne.

   Israelerne, mine jævnaldrende - ikke de ultra-ortodokse – er nogle af de mindst religiøse mennesker i verden. For dem er det at være jøde lig med, at de bor i det jødiske hjemland og taler hebraisk. Det er det samme, som at det er naturligt for en franskmand at bo i Frankrig og tale fransk. For amerikanske jøder er det anderledes. Det, jeg har valgt, er at finde min egen definition. Og i romanen er der ekstremt mange forskellige modeller for, hvad det vil sige at være jøde’.

Halleluja-øjeblikket

Jacobs ældste søn, Sam, lever sit liv på forskellige planer: et som gammelklog dreng med et engageret skoleliv og en pige han elsker, et med en særlig forbundethed til sin oldefar, og et med sin avatar Samanta (hans cyber-personlighed) i Other Life på internettet. Hans avatar er hunkøn, og det er med hendes stemme, han skriver sin første – meget anklagende og ret sarkastiske – Bar Mitzva-tale.

   I talen forklarer han blandt meget andet, at hans Tora-tekst er det centrale afsnit Vajera, 1. Mosebog kap. 22, den kendte fortælling om Abraham og Isak. I afsnittet kalder Gud på Abraham, og denne svarer: ”Her er jeg,” og bekræfter dermed, at han vil give Gud alt, endog ofre sin søn. Da Abraham og Isak stiger op på Moriabjerget, kalder Isak på sin far i forundring over, at de ikke har medbragt et offerlam. Og Abraham siger til sin søn: ”Her er jeg”.

   Sam funderer over denne selvmodsigelse – at man ikke kan sige ”Her er jeg” til to på en gang. Og han anklager sine forældre for, at de ikke afviste rabbineren, som anklagede ham for at skrive skældsord. At de ikke sagde til deres søn: ”Her er vi!” Jonathan Safran Foer spinder en næsten 600-siders roman over denne og andre selvmodsigelser.

Er det din egen religiøsitet, der kommer til udtryk her?

   ’Det kan man godt sige, men jeg vil nødig lægge mig fast på en bestemt definition af religion. Det er meget individuelt, men jeg kan godt mærke, at det at blive ældre, få børn og se mine forældre blive ældre, gør mig mere åben og søgende i forhold til jødedom og jødedommens ritualer, som hjælper en igennem livet. Om jeg så bliver rigtig religiøs hen ad vejen vil vise sig.

For Jacob svæver spørgsmålet om religion og tro i luften.

   ’Jacob tænker på jødedom i dobbelte negationer:

”Jacob vidste aldrig, hvordan han skulle besvare spørgsmålet: "Er du religiøs?" Han havde aldrig ikke hørt til en synagoge, aldrig ikke i en eller anden grad forholdt sig til, hvad der var kosher, aldrig ikke gået ud fra - ikke engang når han var allermest frustreret over Israel, eller sin far, eller de amerikanske jøder, eller Gud, eller Guds fravær - at han ville opfostre sine børn med et eller andet mål af jødisk skriftkundskab og praksis ….”.

Men det religiøse kommer også til udtryk i en lille scene i den sidste del af bogen, hvor Jacob og hans yngste søn, Benjy, ligger i mørket på taget af en hytte og kigger op i nattehimlen… ”og Benjy spurgte: ’Hvorfor hvisker vi?’ og Jacob svarede ’Jeg havde ikke engang lagt mærke til, at vi hviskede’, og Benjy sagde: ’Folk har det med at hviske, når de ser på stjerner. Jeg gad vide hvorfor?’”

   ’Jeg tror, at denne lille, isolerede scene udtrykker noget om religiøsitet, og hvad der sker, når man bliver konfronteret med den store skala og det store perspektiv. Det er et slags ’halleluja-øjeblik’, hvor der er noget meget større end den enkelte på spil. Ord duer ikke her’.

En lykkelig proces

Safran Foers Jacob er fuld af modsætninger: han er en total hengiven far, han lyver overfor sin kone, holder af sin bedstefar og mundhugges med sin far, han blev taget for plagiat som universitetsstuderende, arbejder i smug på et litterært værk, lyver overfor en tilfældig kvinde han møder, som tror han er en helt, fordi han stod på listen over dem, der tog til Israel under krisen (han kom aldrig af sted), totalt medfølende og kærlig over for sin hund, som skal aflives.

Hvad vil du med Jacob?

   ’Jeg ønsker ikke at tegne et glat, sammenhængende portræt. Min ’metode’ er at give meget plads til det intuitive. Jeg planlægger ikke plottet eller karakterernes udvikling. Jeg åbner for det, der kommer op, og accepterer det. Jeg accepterer, at processen fører mig ud ad tangenter, hvor jeg kan tage fejl. Tilfældighed er en lykkelig proces for mig. Den fører mig nye steder hen, hvor jeg ikke vidste, at jeg havde brug for at komme. Sådan er det. Sådan er livet’.

Gå på opdagelse i arkivet