Hebraisk - en kulturel brobygger

Hebraisk har udviklet sig til et moderne brugssprog, der undergår ændringer som alle andre sprog. Ny ord bliver tilføjet efterhånden som behovet opstår og unge israelere tager afsked med hinanden med et yallah bye, og når noget er rigtig fedt, er det sababa. Alt sammen låneord fra arabisk og engelsk, som er blevet integreret i sproget.

En amerikansk sprogforsker giver en bredere forklaring på, hvordan hebraisk overlevede i et par årtusinder og lod sig genoplive

Macdonald skilt i Israel
Hans Henrik Fafner

I mange israelske byer er der en gade med navnet Ben Yehuda, og det er ikke så mærkeligt. I populær-udgaven af historien om, hvordan det hebraiske sprog har overlevet i et par tusinde år, er Eliezer Ben Yehuda manden, der nærmest egenhændigt genoplivede hebraisk som moderne sprog. I sit vanvittige projekt påbød han sin egen familie udelukkende at tale hebraisk, selv om hans kone slet ikke mestrede sproget - men lidt efter lidt lykkedes det!

Den amerikanske sprogforsker Lewis Glinert har sat sig for at rykke lidt ved nationalklenodiet. Det gør han i sin seneste bog, The Story of Hebrew (Princeton University Press), hvor han fortæller sprogets historie fra tidernes morgen til vore dage. Den røde tråd er sprogets samlende kraft i historien, ikke mindst blandt jøder, der har levet spredt over hele verden.  

Jøder bragte sproget med sig, hvor end de kom i verden, og på den måde blev det bevaret fra generation til generation. Men mange har opfattelsen af, at hebraisk var et sprog, der hørte til i synagogen og som det nærmest var forbudt at anvende i sekulært øjemed. Dette er ingenlunde sandt.

Jøder deltog i åndslivet i guldalderen på den iberiske halvø. Den store jødiske middelalderfilosof Rambam skrev mange af sine værker på arabisk, og jøder sørgede for at få oversat dele af den arabiske videnskab til hebraisk, og det var ad denne vej, den kristne verden blev i stand til at læse værkerne. Hebraisk blev en art kulturel brobygger.

De jødiske oversættere holdt sig i videst muligt omfang til det bibelske ordforråd, men måtte supplere med ord og begreber, som blev tillempet fra arabisk.

Middelalderens europæiske jøder tog også sproget med ud af synagogerne. Med deres naboer talte man de lokale tungemål, såsom russisk, tysk eller polsk, og med hinanden gik snakken i det daglige på jiddisch. Men i andre dele af den jødiske verden var sproget ladino, et sprog der blev brugt blandt sefardiske jøder på den iberiske halvø. Ladino bygger på middlalderspansk med låneord fra hebraisk og arabisk. Derfor kunne det være et problem for en sefardisk handelsrejsende, der kom til eksempelvis Polen, for han kunne ikke umiddelbart kommunikere med sine lokale trosfæller. Derfor tyede man til hebraisk, som stort set alle jødiske mænd stod på fortrolig fod med, da de havde læst de hellige skrifter fra barnsben. Hebraisk blev altså en slags lingua franca for handelsrejsende, selv om det ikke-bibelske ordforråd i mange tilfælde blev skabt efter lokale forhold og dermed manglede koordination tværs over lande- og kulturgrænserne.

                        

Da moderniteten rykkede nærmere i det 19. århundrede begyndte deltagelsen i det religiøse liv at vige. I Vesteuropa begyndte jøder at lade sig assimilere og tiltog sig de lokale sprog som daglig omgangsform. Længere mod øst levede jøderne stadig deres eget liv, men dér blev jiddisch mere og mere fremherskende.

Mange europæiske sprog undergik i den tid en standardisering. Rumænsk, finsk og italiensk blev til nationale udtryk og skulle derfor samordnes, og dén tendens satte sig også i de jødiske samfund.

I 1750 opstod Haskala - en jødisk oplysningsbevægelse - der ønskede at skabe en sekulær jødisk identitet med hebraisk som fælles sprogligt grundlag. Eftertiden fremhæver Haskalah som det store spring fremad, men tidens opponenter fandt den forankret i fortiden, og anklagede den for ikke at tage springet fuldt ud. Det gjorde derimod bevægelsen Tehiyah, som modarbejdede både assimilering og traditionel religiøsitet, og medlemmerne mente ikke, som folkene i Haskalah, at man kunne nøjes med at skrive rørstrømske digte på hebraisk. Man skulle i stedet lave moderne romaner og rigtige aviser på hebraisk, og derfor måtte man skabe ord for moderne ting som fx telegraf og jernbane.

Ben Yehuda var med i Tehiyah, men da han begyndte sin personlige indsats, havde bevægelsen allerede mange år på bagen. Den havde altså allerede skabt et stort moderne ordforråd, som Ben Yehuda kunne bygge videre på, skriver Glinert.

Glinert påpeger det paradoksale i, at det sekulariserede Tehiya fandt meget af sit materiale blandt ortodokse jøder, der var de mindst tilbøjelige til at gøre hebraisk til et moderne sprog, men samtidig beherskede hele den rabbinske litteratur, som gennem århundreder havde tilføjet sproget nye gloser. Den tids moderne jøder var allerede godt på vej til at glemme sproget helt.  

Hebraisk blev gennem alle årene holdt i live som forenende kraft blandt jøder rundt om i verden og omvendt var det sproglige fællesskab nøglen til sammenhold. Med zionismen og Israels oprettelse opstod der et nyt fællesskab, nemlig det nationale. Hebraisk er et centralt element i dette fællesskab, men det har fået en ny rolle, nemlig som middel til kommunikation i den nye stat.

Udenfor Israel er store dele af det jødiske folk fortsat ud ad den tangent, hvor udviklingen befandt sig en rum tid inden Ben Yehuda. Man er blevet integreret og i mange tilfælde assimileret, og hebraisk spiller ikke længere nogen rolle i dagligdagen. Mange kan kun lige stave sig gennem de vigtigste bønner, og andre end ikke det.

I Israel har hebraisk udviklet sig til et moderne brugssprog, der undergår ændringer som alle andre sprog. Ny ord bliver tilføjet efterhånden som behovet opstår og unge israelere tager afsked med hinanden med et yallah bye, og når noget er rigtig fedt, er det sababa. Alt sammen låneord fra arabisk og engelsk, som er blevet integreret i sproget. Men fordi denne udvikling er af så relativt ny dato, vil de blot almindeligt begavede israelske skoleelever uden større besvær kunne læse en 2000 år gammel tekst, mens de jævnaldrende danskere hurtigt vil kløjs i det, hvis de bliver præsenteret for en tekst fra Christian 4. tid.

 

Gå på opdagelse i arkivet