Ginas historie er historien om et Europa, vi ikke vil se

Gina Ionescu er aktivist i det svenske roma-miljø, deltager i et dansk teaterprojekt og hovedperson i en dokumentarisk bog om romaers liv på bunden af det europæiske samfund. Men hverken netværk eller medieopmærksomhed har ændret hendes situation. Hun tigger stadig på gaden for at forsørge sine børn hjemme i Rumænien. I Malmø har Goldberg mødt Gina Ionescu og den svenske journalist Erika Oldberg, der har skrevet bogen om hendes  liv.

 

Gina og hendes yngste søn Yanis i Rumænien
Foto: Erika Oldberg

”Jeg vil fortælle om mit liv. Åbne mit hjerte. Det er godt for mig, men også godt for alle fattige mennesker, der lever på gaden. Så folk forstår, at vi er mennesker ligesom jer". 
28-årige Gina Ionescus stemme er lavmælt og indtrængende, og afbrydes med jævne mellemrum af en dyb, raslende hoste. Hendes ord falder ved et forfatterarrangement i en søvnig middelklasseforstad til Malmø, hvor hun er inviteret til at fortælle om bogen ’Jag är Gina – en berättelse om överlevnad och skam i Europa’.
Vi er ikke mange, der vil høre Ginas historie i dag: På stolerækkerne i bibliotekets mødelokale sidder en nydelig, hvidhåret ældre dame, en yngre, opmærksom kvinde, Goldbergs udsendte skribent samt en engageret bibliotekar, der stiller spørgsmål. 
Arrangementet giver ellers en sjælden lejlighed til at tale med en af dem, som man almindeligvis taler om i den offentlige debat. Nemlig de romaer fra typisk Rumænien og Bulgarien, der siden EUs østudvidelse i 2007 er rejst til Skandinavien for at tigge, samle flasker og tage forefaldende arbejde som f.eks. bærplukkere og rengøringsfolk. Gina Ionescu er en af dem.
Bogen om hendes liv er på én gang en indfølt biografi og kritisk samfundsskildring, der giver et enestående personligt indblik i, hvordan Europas store roma-minoritet lever et liv i dyb armod, og med omgivelsernes foragt, diskrimination og forfølgelse som hverdagsvilkår. Den er skrevet af journalist Erika Oldberg, der har taget plads ved siden af bogens hovedperson for at fortælle om samarbejdet.
”Vi mødte hinanden, da jeg besøgte Sorgenfri-lejren i Malmø. Jeg var nysgerrig efter at se stedet, hvor jeg havde hørt folk var begyndt at bosætte sig. Og du kom hurtigt frem til mig og sagde: Hej, jeg er Gina. Jeg tænkte wauw, hun taler engelsk!” siger Erika Oldberg.
”Og jeg tænkte, at du var en civilbetjent, sendt af sted ’under cover’ for at anholde os,” replicerer Gina Ionescu tørt.

Romaer presses ud af byen
Sorgenfri-lejren var en teltlejr, der opstod i årene 2014-15 på en tom byggegrund i det østlige Malmø. Her havde omkring 150 hjemløse, primært romaer, slået sig ned i telte og improviserede skure, bygget af plasticpresseninger, papkasser og byggeaffald. Lejren var et fristed for beboerne, men den åbenlyse elendighed blev en torn i øjet for en del Malmø-borgere og byens kommunalpolitikere, og til sidst besluttede politikerne med politiets hjælp at tømme lejren. Det skete en kold novembermorgen i 2015 under stor mediebevågenhed og trods Malmø-aktivisters protester og anklager om brud på menneskerettighederne.
I hele denne proces blev Gina Ionescu med sine gode engelskkundskaber og skarpe hoved en uformel lederfigur og talsperson for lejrens beboere. Sammen med andre romaer fra lejren protesterede hun og svenske aktivister i tre uger foran byens rådhus. De krævede sikre genhusningsalternativer. Kravet og protesterne blev overhørt.
I dag, to år efter, er der stadig mange romaer i Malmø, og deres situation er kun blevet værre, fortæller Gina Ionescu: ”Vi overnatter i parker eller i vores biler. Men politiet jager os konstant. De vækker os midt om natten og siger, vi ikke må være der. De håber, vi bliver så pressede, at vi rejser vores vej. Men hvor skal vi tage hen?”
Også Gina og hendes mand Valeriu bor i deres bil, parkeret et sted i udkanten af Malmø. Siden 2007 har de rejst i Norge, Finland og Sverige for at skaffe penge til at forsørge deres familie. Sønnerne Yanis, Mario og Narcis i alderen ti til fire år bor hos Valerius forældre i byen Târgu Jiu, nordvest for Rumæniens hovedstad Bukarest.

Vi er mennesker
Gina og Erika sender fotografier af børnene ud til os tilhørere på stolerækkerne: De tre drenge står foran bedsteforældrenes hus og kigger alvorligt ind i kameraet. Huset er begyndt at falde sammen, fortæller Gina, og det regner ind gennem et hul i taget. De har ikke råd til brændsel. For at holde varmen, brænder familien gammelt tøj, de finder rundt omkring på loppemarkeder. Det giver en stærk sort røg, som selvfølgelig ikke er sund at indånde, fortæller Erika Oldberg, der besøgte familien i Targu Jiu sidste år og fotograferede dem.
Gina Ionsecu:
”Folk tror ikke, vi er mennesker ligesom jer, der kan tænke og tale. Men det er vi. Vi har et hjerte ligesom I har. Vi har en hjerne som jer. Vi er ikke så forskellige. Eneste forskel er, at du er rig og jeg er fattig. Vi ønsker bare at leve et normalt liv. Bo i et normalt hus, give vores børn et godt liv.”
”Jeg kan ikke lide at tigge, men jeg gør det for mine børns skyld. Jeg gør det for at betale regningerne til vores hus, reparationer og elektricitet. Mine børn skal ikke ende som mig og Valeriu. De skal fortsætte i skolen, og de har brug for skoleredskaber, mad og tøj.”

Et venskab vokser frem
Erika Oldbergs og Gina Ionescus første kontakt i Sorgenfri-lejren førte til en række artikler til det svenske nyhedsbureau TT, hvor Erika er ansat. Erika interviewede Gina om de trusler og angreb, hun oplever, når hun tigger på gaden, og som politiet ikke undersøger, fordi ingen anmelder dem. Og om savnet, bekymringen og den dårlige samvittighed overfor børnene hjemme i Rumænien.
Efterhånden udviklede relationen sig mellem de to kvinder, og Erika Oldberg kunne ikke længere blive i rollen som distanceret journalist. Den afgørende vending kom, da det gik op for Erika, hvor fysisk nedbrudt og syg hendes veninde er blevet af livet i fattigdom og eksklusion:
”Da jeg forstod, hvor dårlige dine tænder var, og at vi var nødt til at få dig til tandlægen, hvis du ikke skulle blive alvorligt syg af infektion, ramte erkendelsen mig meget hårdt: Gina er 25 år. Og hun er ved rådne op i munden. Det her er en akut nødssituation. Jeg kan ikke længere bare se på uden at gøre noget.”
I bogen skildrer Erika Oldberg de efterfølgende besøg på tandlægeklinikker i Malmø med al den smerte og angst, det indebar for Gina. Og i dag på biblioteket foran den lille forsamling af venligtsindede kvinder, smiler Gina Ionescu da også kun sjældent, og med lukket mund. Men hun kan ikke undgå nu og da at blotte de tandløse gummer. Som Erika Oldberg skriver i bogen, ligner Gina en lille, tandløs pirat.

Dørene lukkes for romaer
”I Rumænien har jeg prøvet mange gange at søge job, men får afslag. De siger, jeg ikke kan få job, fordi jeg kun har gået seks år i skole. Jeg har ikke det rigtige eksamensbevis. Men sandheden er, at rumænerne hader romaer. De slår korsets tegn for sig, når de møder os, vil ikke give hånd, og tørrer dørhåndtagene af, hvis vi har taget i dem.”
Også i Sverige har Gina søgt job mange gange uden held. Tre gange har arbejdsformidlingen i Malmø afslået hendes ansøgning om at komme i praktik på en café, hvor ejeren gerne vil ansætte hende. Erika Oldberg, der har været på mange nyttesløse besøg på arbejdsformidlingen med både Gina og hendes mand Valeriu, har nu klaget til myndighederne over afslagene:
”I kan ikke forestille jer de krumspring, sagsbehandlerne gør for at give Gina og Valeriu afslag. – f.eks. at en dato er fejlagtigt udfyldt på blanketten. Arbejdsformidlingen forsøgte at afvise Valeriu, da han ville registrere sig som jobsøgende, med henvisning til, at hans legitimation er ugyldig. Selvom han har et helt nyt ID-bevis fra Rumænien, et EU-dokument han kan rejse i hele EU med. Hvordan var det gået, hvis ikke Gina og Valeriu havde haft en person med sig, som kunne tale deres sag og insistere på, at deres rettigheder bliver overholdt? Sandheden er, at romaer er uønskede både her i Sverige og i hjemlandet.”

Virkelighedsteater i de hjemløses by
I april måned har Gina haft et usædvanligt job i København, hvor hun har deltaget i teatergruppen Sort/Hvids forestilling ROMA. Forestillingen var såkaldt ’virkelighedsteater’, og Ginas opgave var at guide teaterpublikum rundt i det ’skjulte’ København, flaskesamlernes, tiggernes, de hjemløse romaers København, som hun kender godt efter flere ophold i byen.
Instruktøren Daniel Wedel havde instrueret Gina i at fortælle teatergæsterne sin livshistorie undervejs. Om moderen, der forlod hende, da hun var fem år gammel. Om opvæksten hos plejefamilien med druk og vold. Om den første rejse ud i Europa for at skaffe sig en indtægt, til Italien og Portugal, hvor hun og andre romaer var ansat som landbrugsarbejdere under slavelignede vilkår. Om beskyldningerne om tyveri og uberettiget fængsling i Oslo, da hun var gravid med sin yngste søn. Om de tilråb og trusler, hun får fra forbipasserende, når hun tigger og samler flasker på gaden i Malmø og København.
”Det var hårdt. Nogen gange græd jeg, når jeg skulle fortælle om det. Publikum græd også. Men jeg havde lovet instruktøren at gøre det. Så selvom han sagde, jeg kunne lade være, hvis det var for svært, så ville jeg holde vores aftale. Efter forestillingerne kom mange hen til mig og gav mig et kram og sagde, at de ikke kunne lide romaer før. Men at min fortælling havde fået dem til at ændre holdning. Det gør mig selvfølgelig glad. Det samme med bogen her, jeg håber, det får folk til at åbne deres hjerter.”
På en god dag tjener Gina mellem 100 og 200 kr. på at tigge i Malmø. Valerius har for tiden et job med havearbejde. Pengene sender de hver eller hver anden dag hjem til børnene og bedsteforældrene i Targu Jiu. Det er 11 måneder siden, de sidst så deres sønner.

Gode nyheder og falske nyheder
Erika har fulgt Gina igennem to år for at skrive bogen. Hun har fået orlov fra sit job på nyhedsbureaet TT for at dedikere sin arbejdstid til at kaste lys over romaernes sag. Og netop i dag, lige før mødet begyndte på biblioteket i Oxie, har Erika fået en god nyhed, fortæller hun: Amnesty International har besluttet at igangsætte en udredning om udsatte EU-migranters vilkår i Sverige og vil ansætte Gina som tolk.
”Det er vældig opmuntrende, jeg er så glad!” siger Erika. Gina er ikke så let at begejstre. Hun har haft mange skuffelser i årene som fremmed, uvelkommen gæst i velfærdssamfundet, har mødt mange velmenende mennesker, der har stillet gode ting i udsigt, som aldrig er blevet til noget. Men Erikas gode humør lader sig ikke slå ud: ”Det her er rigtig, rigtig godt, både fordi det betyder en konkret lønning til Gina. Og fordi Amnestys arbejde er så nødvendigt. Det er vigtigt at skaffe et bedre vidensgrundlag for de politiske beslutninger, der træffes på det her område.”
Arbejdet med bogen har ødelagt meget af den tillid, Erika Oldberg ellers har haft til det politiske system i Sverige. ”Det har chokeret mig at forstå, at svenske politikere rent faktisk lyver om romaers vilkår og foreslår nye love baseret på ’fake news’. F.eks. er der fremsat forslag om at forbyde organiseret tiggeri, selvom der ikke er faktuelt grundlag for at påstå, at organiseret tiggeri er et udbredt problem. Når vores ansvarlige minister siger, at man ikke skal give tiggere penge i koppen, og at Sverige i stedet hjælper romaerne i hjemlandene, er det vigtigt at granske det, hun siger, nøje. De aftaler, hun henviser til, som Sverige har indgået med Rumænien og Bulgarien, er helt uforpligtende hensigtserklæringer om at hjælpe kvinder og børn. Aftalerne nævner intet om, at det netop er romaer, der behøver hjælp. Racismen og anti-ziganismen gennemsyrer hele det rumænske samfund i en sådan grad, at de rumænske myndigheder ikke engang anerkender, at romerne udgør en særlig udsat gruppe. Jeg vil gerne se bevis på, hvor mange romaer i Rumænien, der har fået det bedre pga. Sveriges samarbejdsaftaler.” 
Arbejdsløsheden i mange romalandsbyer er langt over 90 procent, levealderen er ti år kortere for romaer end for resten af den rumænske befolkning, 22 procent af roma-børnene kommer ikke i skole.
”Roma-befolkningen i Rumænien lever i en fattigdom på samme niveau som i uudviklede områder syd for Sahara. Her, midt i Europa i 2017,” konstaterer Erika Oldberg.
Og ligesom i Danmark, hvor det lige nu flyver med skældsord og racistiske udsagn om EU-medborgere med roma-baggrund, der lever som hjemløse flaskesamlere og tiggere i København, er der i Sverige masser af myter og løgne i omløb om romaerne, fortæller hun:

Kviksand foran Coop
”Det er f.eks. løgn, at romaers tiggeri er organiseret. Fænomenet findes, ja, men det er virkelig lille og marginalt. Det viser forskningsundersøgelser og rapporter fra de organisationer, som arbejder med romaerne. Folk hjælper hinanden i familierne, så på den måde kan man tale om organisering. Men der er generelt ikke tale om, at rige bagmænd tjener på tiggeri. Langt de fleste romaer, der kommer hertil, tigger af reel nød. For at forsørge deres familier og fordi de ikke har andre muligheder.”
Selv ikke Gina, der har særligt gode sproglige og sociale kompetencer, og som har formået at skabe sig et godt netværk, har kunnet ændre væsentligt på sin situation. Det skyldes modstand fra myndigheder og politi, men også intriger i roma-miljøet, og velmenende aktivistvenner, der har stillet for meget i udsigt. Skuffelserne har været mange.
”Fattigdom er som kviksand, man synker dybere ned og sidder fast, selvom man prøve at trampe sig fri. Og roma-befolkningen har været fattig og undertrykt i så lang tid. Der skal en målrettet indsats til at ændre mønstret, og det kommer ikke til at ske i hjemlandene indenfor en overskuelig fremtid. Så enten må vi erkende åbent og ærligt, at vi er ligeglade med, at romaerne og deres børn sulter ihjel i Rumænien, efter vi har afvist dem. Eller også må vi tage et ansvar her. De er vores medmennesker,” siger Erika Oldberg.
Gina Ionescu er stille, da vi sammen forlader biblioteket og går udenfor for at tage billeder. Hun lyner sin sorte dynejakke helt op og tager hætten på, selvom solens stråler varmer os i den blide majaften.
”Jeg talte ikke så godt i dag. Der er nogle ting, jeg er bekymret over,” siger hun. Hun spørger, om det her er en god bydel, om folk er venlige, om der er tiggere her. Jeg fortæller, at der plejer at sidde en kvinde foran Coop, men hun har ikke været her i et par uger. At jeg ikke har set nogen behandle kvinden dårligt, men at jeg ikke er sikker. Gina tager et sug af cigaretten og siger, ”måske vi skulle prøve at tage hertil.”

Erika Oldberg: Jag är Gina. En berättelse om överlevnad och skam i Europa.
256 sider. 189 Sv. Kr. Leopard Forlag 2016.
Her kan du læse mere om bogen

Bogen er endnu ikke oversat til dansk. Vil du købe og læse bogen på svensk?
Send en mail til goldberg@goldberg.dk, skriv ’Gina’ i emnefeltet.

Gå på opdagelse i arkivet