Banner-Yoko

Denne artikel blev bragt første gang i Goldberg nr 34, marts/april/maj 2013 — Af Henrik Lewis-Guttermann

En jødisk Onegin i Covent Garden

”A night at the opera” og scenen er Londons Royal Opera House. Datoen er den 4. februar, ikke desto mindre kan det i denne forbindelse være passende at stille det jødiske påskespørgsmål: ”Hvorfor er denne aften anderledes end alle andre aftener?”

Onegin på Royal Opera House, lpndon
Royal Opera House

Svaret er det enkle, at Kasper Holten har premiere på sin første, stærkt imødesete egen-opsætning, siden han for godt halvandet år siden byttede stillingen som operachef på Det kongelige Teater ud med chefstolen på Covent Garden. Han har valgt Tchaikovskys ”Eugene Onegin” og giver den en udfordrende og temmelig kontroversiel opsætning, i hvert fald for det britiske anmelderkorps, der kvitterer med knubbede ord. Men kritikken går ikke på sangernes præstationer. De får tværtimod mange roser og ikke mindst stemmen bag hovedpartiet. Onegin synges af den jødiske stjernebaryton, Simon Keenlyside, som ikke har musikaliteten fra fremmede. Hans far spillede i det legendariske Aeolian String Quartet under Emanuel Hurwitz, mens morfaren var den store britisk-jødiske violinist, Leonard Hirsch.

 

Jødiske dirigenter på podiet

”Eugene Onegin”, som Tchaikovsky skrev i 1877 (afsluttet januar 1878) bygger på et langt digt af den russiske nationalskjald, Alexandr Pushkin. Onegin er en dandy, der nedlægger pigerne på stribe, men tragisk nok også – i en duel – sin bedste ven, Lensky, hvis kærestes søster, Tatyana, skænker Onegin sin kærlighed, som han dog afviser, blot for i slutningen af operaen at fortryde. Men til ingen nytte, da Tatyana i mellemtiden har giftet sig med Prins Gremin. Som man forstår, et plot, der kalder på de stærke følelser, som det sig hør og bør i store, klassiske operaer.

     Ikke et tema med nogen speciel jødisk vinkel. Til gengæld har operaen været opført med jødisk medvirken lige fra urpremieren i Moskva 1879, hvor Tchaikovskys nære ven, Nikolai Rubinstein, stod på dirigentpodiet. Ved den første opførelse i Hamburg 13 år senere var dirigenten ingen ringere end Gustav Mahler. Det var han også syv år senere, da operaen nåede til Wien.

     Gremins parti er blevet sunget af tre fremtrædende jødiske bas-stemmer – russerne, Abram Abramov på Bolshoi i 1881 og Mark Reitzen samme sted, samt ungareren, Mihály Székely, mens de to amerikanske tenorer, Richard Tucker og Neil Shicoff, begge har sunget Lensky på Metropolitan med akklamation.

 

Sang Ravels Kaddish for morfar

Om Kasper Holten, som Goldberg mødte på Covent Garden, før premieretæppet gik, er klar over, at han har en jødisk Onegin, er ingenlunde sikkert, for trods det, at Simon Keenlyside fastholder, at han har en meget stærk jødisk identitet, er det helt bevidst ikke noget, han bærer åbent til skue.

     I et interview i Jewish Chronicle, bragt for nogle år siden, fortæller han: ”Jeg sang Ravel’s Kaddish i New York, fordi min morfar lige havde stillet skoene. Jeg fortalte dem ikke, at jeg sang den for ham. Jeg sang den bare for ham.”

     Simon Keenlysides baryton er så langt fra den eneste jødiske sangstemme, der har lydt i Covent Garden. Allerede godt 250 år tidligere var Michaele Leonis tenor troligvis den første. Kunstnernavnet var Leoni, men i Londons Great Synagogue kendtes han som Myer Lyon. Han kom som barn til London fra Frankfurt og blev lønnet medlem af koret og siden synagogens store chasen (kantor).

     I flere år måtte forestillingerne, han optrådte i, lægges med hensyntagen til hans religiøse embede. Fredag aften stod Leoni ikke på scenen, men henrykkede i stedet menigheden fra synagogens bimah (forhøjning midt i rummet). Ja, og ikke udelukkende menigheden. Musikelskere af enhver baggrund opsøgte The Great Synagogue for at høre hans stemme, blandt andet i hymnen Yigdal, som salmekomponisten, Thomas Olivers, i begejstring anvendte i sin God of Abraham Praise, der stadig er at finde i den autoriserede anglikanske salmebog.

     Efter en hektisk karriere med både optur og nedtur forlod Leoni Covent Garden, London og England for at ende sit liv som chasen i Kingston, Jamaica kun 47 år gammel.

 

Jødisk stemmepragt baner vejen

Den jødiske befolkning i London var ikke stor i 1700- og første halvdel af 1800-tallet. 15.000 – 20.000 af oprindelig spansk-portugisisk og tysk oprindelse. Det var Oliver Cromwell, som efter sin sejr i den store britiske borgerkrig mellem katolikker og protestanter havde gjort det muligt for jøderne i 1655 for første gang igen lovligt at bosætte sig i England efter fordrivelsen i 1290. Ligesom tilfældet var med Danmarks Christian den Fjerde, var det først og fremmest de driftige og velhavende Amsterdam-jøder, Cromwell gerne så komme.

     Men englænderne i almindelighed så ikke specielt venligt på jøderne, der måtte kæmpe med adskillige restriktioner for deres gøren og laden. Musikken var dog et område, som ikke vakte negativ opmærksomhed. Allerede før Leoni havde to kvindelige, jødiske stemmer gjort stor lykke. Først sangerinden Hanna Norsa og så for alvor sopranen Maria Thereza Romanzini, hvis optrædener i musikalske ballader var meget populære.

     Det var imidlertid endnu en jødisk tenor, John Braham (han havde smidt det  store ”A” i sit efternavn), som fik det helt store gennembrud, tilmed internationalt. Braham indledte sin karriere i The Great Synagogue præcis som sin mentor, Leoni. Før han blev optaget i synagogekoret, rendte han rundt i Londons gader og stræder og solgte blyanter og penneskafter som så mange andre småkårs-drenge dengang. Hans stemme lød allerede snart ved optrædener med Leoni, til med på scenen i Covent Garden. Sammenfaldende med dennes afsked med England forstummede den unge stemme i nogle år, mens den gik i overgang.

     Med sin fine voksne tenor tog John Braham i 1794 til Bath, det andet store britiske center for musik og opera. Her kom han under oplæring hos den tids store italienske navn, Venanzio Rauzzini. Hans velgører var den velhavende Goldsmid-familie, som fastholdt kontakten med ham gennem hele livet. Rauzzini skolede Braham på italiensk maner i en sådan grad, at han efter to års undervisning og mange store roller både i Bath og sidenhen London også kunne gøre sig gældende på kontinentet.

     Forbindelsen til Goldsmids forblev som sagt intakt, og på familiens landsted, hvor han sang til soiréer, traf han lejlighedsvis naboen, Lord Nelson, og andre betydningsfulde folk. I mellemtiden havde Braham mødt komponisten Steven Storace, som gav ham hovedpartiet i sin nye opera, ”Mahmoud”. Den sang han til stærk akklamation, og den blev indledningen til en lang række store engagementer i England såvel som i Europa, hvor han endog optrådte for Napoleon Bonaparte.

     John Braham giftede sig med Steven Storaces søster, Nancy, selv en talentfuld sopran, som i Wien sang ”Susannes” parti i de første opførelser af Mozarts ”Figaro”. Det blev begyndelsen på en social opstigning, som blandt andet gennem ægteskab førte to af hans døtre ind i engelske adelsfamilier. Et mønster, som gentog sig stadig mere regelmæssigt i den fremvoksende jødiske overklasse og ofte ledte til total assimilation.

 

Ballade på de billige rækker

Det var ikke blot på de skrå brædder, at jøder optrådte. Man kunne efterhånden også finde dem på teatrenes tilskuerpladser. Måske ikke så sært at angliserede jøder fik plads i logerne og på de bedre rækker, men mere bemærkelsesværdigt var det, at også de mindre velstillede jøder fandt vej til opera og skuespil fra det fattige East End. West Ends teatersale rummede nemlig både det fornemme publikum og det særdeles folkelige. Og man holdt sig ikke tilbage hverken med applaus eller kraftige mishagsytringer.

     Som da operaen i Covent Garden den 18. september 1809 genåbnede efter en voldsom brand, og ombygningen indebar en mærkbar forhøjelse af billetpriserne. En protestbevægelse bredte sig på de billige pladser under sloganet ”O.P.”– Old Prices. Et særligt korps af dørmænd, kontrollører og til med professionelle boksere, heriblandt den jødiske ”Dutch Sam”, blev indsat for at nedkæmpe protesterne.

     I 1802 var det de jødiske tilskuere fra East End, der gav deres utilfredshed voldsomt til kende. Det skete under opførelsen af populær-operaen ”Family Quarrels”, hvor specielt en enkelt sang, ”How I courted miss Levi”, blev opfattet som antisemitisk. At den så blev sunget med intoneringen af den vigtige jødiske bøn, Kaddish, gjorde kun ondt værre. Alligevel fordømte overrabbiner Solomon Hirshell uromagerne og truede med at ekskludere dem af menigheden.

 

Pogromer sender russiske jøder mod vest

60 år senere begyndte en uventet hastig udvikling, der skulle påvirke såvel Londons fysiske udseende som byens lille jødiske minoritets-samfund. En strøm af jøder fra det russiske kejserdømme, navnlig fra de baltiske områder og det tidligere Polen, begav sig mod vest. De, der havde råd til billetten, søgte først og fremmest over Atlanten til USA, men ved Første Verdenskrigs udbrud havde næsten 150.000 slået sig ned i Storbritanien, overvejende i London.

     De forlod Østeuropa af flere årsager, men ikke mindst på grund af en voldsom bølge af pogromer. Grusomhederne var omfattende, og i sin korrespondance med Tchaikovsky beretter hans velgører og fortrolige, Nadezhda Filaretovna von Meck, i 1881 forfærdet om, hvad hun ser udspille sig nær sit eget store landsted. Det anfægter imidlertid ikke den store komponist, som blot tre år inden har færdiggjort “Eugene Onegin”, tilstrækkelig til, at han i sit svarbrev finder det fornødent at kommentere den del af indholdet.

     Ikke at Tchaikovsky var hverken mere eller mindre antisemitisk end folk var flest i Rusland på den tid. Han gav såmænd også udtryk for det. Til trods for, at han havde flere nære jødiske venner, navnlig mellem kollegerne i musikkens verden. Han var også blandt dem, der forsvarede Felix Mendelssohn mod Wagner og hans støtters giftige antisemitiske angreb. Men de russiske jøders fortrædeligheder havde han ikke blik eller hjerte for.

     Det var Onegins skikkelse i Pushkins poetiske værk, som ansporede Tchaikovsky til at skrive sin opera. Han fremstillede ham med kulde, og var samtidig bange for selv at ende som ham. At blive slået med samme følelsesløshed.

     Kasper Holten fortæller, at han i sin opsætning har ønsket at vise en anden og mere følsom side af Eugen Onegin. Den er det så blevet den jødiske Simon Keenlysides opgave at fremstille.

 

Gå på opdagelse i arkivet

314_322
Placeholder annonce