En fortælling om det, man ikke kan flygte fra

Lyse minder fyldte altid mest, når Anita Furus farmor fortalte om livet som russisk-jødisk flygtningebarn i 1900-tallets København. ”Men bag familieanekdoterne og erklæringerne om, at hun skam var lige så dansk som alle andre, var der en smerte og rodløshed, som jeg tror, mange flygtninge deler,” siger Anita Furu, hvis anmelderroste roman ’Mit halve liv’ er baseret på farmorens skæbne.

Anita Furu, høj opløsning beskåret
”Som mange andre danske jøder i hendes generation forsøgte min farmor udadtil at være dansk for enhver pris,” siger Anita Furu. Foto: Mads Holm.

”Måske kan du bruge det til noget,” sagde farmoren altid, når hun fortalte sit barnebarn en historie fra sin barndom i 1900ernes København. Og barnebarnet, den i dag 55-årige Anita Furu, lyttede og huskede.
”Oftest fortalte min farmor kærlige historier om sin adoptivmor, eller anekdoter om den stærke relation, hun havde til sin barnepige Amanda. Men jeg har altid tænkt, at der lå en spændende og vigtig fortælling bagved, i den mørkere del af min farmors liv, som hun nødig talte om,” siger Anita Furu, som Goldberg møder i hjemmet på Frederiksberg til en samtale om debutromanen Mit halve liv.
Bogen, der er blevet modtaget med begejstring af anmelderne, giver et sjældent indblik i den dansk-jødiske minoritets liv i København i starten af 1900-tallet og skildrer på medrivende vis periodens dramatiske begivenheder i Europa set ud fra en ung jødisk kvindes synsvinkel.
Som kun seksårig ankommer Froma Pukotilo, som farmoren hed, i 1906 alene til Danmark. Hendes far, der var skrædder i Kiev, blev myrdet under de store pogromer i 1905, moren var død nogle år tidligere, og stedmoren ønskede ikke at tage ansvar for den forældreløse pige. De jødiske menigheder i Kiev og København fik arrangeret en adoption, og lille Froma blev sat på et dansk skib fra Skt. Petersburg med kurs mod Helsingør. På kajen ventede hendes adoptivmor, den velhavende jødiske grossererdatter Sophie Ballin, der gav flygtningebarnet et nyt sprog, et nyt liv i København, og et nyt navn: Ruth.
Romanens Ruth og virkelighedens farmor Ruth har mange ligheder, fortæller Anita Furu:
”Det meste i romanen er formet over virkelige begivenheder, og ankomsten til Helsingør har min farmor tit fortalt om: At skibets kaptajn havde bygget en gynge til hende på dækket, var en af hendes yndlingsanekdoter. Den kærlige modtagelse, hun fik af ’mama’ Ballin, var også noget, farmor tit fortalte om, ligesom historien om den første nat i lejligheden hjemme på Nørrebro, hvor min farmor lå i sin nye seng og skulle sove – og ikke ville slippe sin barnepige Amandas hånd. Hun betonede altid det kærlige og lyse, men under disse historier lå en smerte. Ofte tænkte jeg på, hvor bange og ked af det hun måtte have været som barn,” siger Anita Furu.

Fremmed ude og hjemme
Den underliggende erfaring af sorg, tab og fremmedhed indkredser Anita Furu nænsomt i sin roman, der skildrer, hvordan Ruth dygtigt tilpasser sig det miljø, hun er havnet i. Det fattige flygtningebarn får en økonomisk privilegeret opvækst i det jødiske borgerskab, glemmer hurtigt sit eget sprog, jiddish, og mindes kun i flygtige glimt sine savnede søskende og forældre. Sit oprindelige navn, Froma, glemmer hun også, og langt op i alderen husker hun kun svagt sit kælenavn, Nunja. Men tilpasningen har en høj pris.
”Jeg tror, min farmor bar på en diffus tomhedsfølelse. Hun sagde altid, at hun ’skam var så dansk som alle andre’. Men hun følte sig også rodløs.”
Adoptivmor Sophie Ballin belærte Ruth om, at man som jøde skulle assimileres i det danske samfund. Samtidig levede familien Ballin et traditionelt jødisk liv hjemme i herskabslejligheden på Nørrebro, overholdt delvist spisereglerne og omgikkes primært jødiske bekendte. De kom i synagogen hver uge, og Ruth blev også konfirmeret jødisk, selvom hun til daglig gik i almindelig dansk borgerskole. Men det var ikke modsætningsfrit at identificere sig som både dansk og jøde. I romanen møder Ruth f.eks. en ikke-jødisk venindes mor på gaden på vej hjem fra den jødiske konfirmationsundervisning hos rabbiner Schornstein – og skjuler straks de bøger, hun har med under armen, hvor der på forsiderne står ’Den Jødiske Religion’ med guld og versaler.
”Den jødiske baggrund opfattede hun som noget privat, noget man ikke skulle tale for højt om. Hun nedtonede altid sin jødiskhed, også da hun blev ældre,” siger Anita Furu.
”Som mange andre danske jøder i hendes generation forsøgte min farmor udadtil at være dansk for enhver pris. Men hun var jo anderledes, både fordi hun var jødisk, og fordi hun var adopteret.”
Ruth bar desuden på en dobbelt følelse af fremmedhed: De russiske jøder, der ligesom hun selv var flygtet fra forfølgelser i zarens Rusland, havde lav status blandt de jøder, der havde været flere generationer i Danmark og opnået gode positioner i det danske samfund. I det velstående dansk-jødiske borgerskab, som Ruth var adopteret ind i, ønskede man ikke at blive koblet til disse fattige, ’uintegrerede’ jødiske flygtninge.
”Men det var jo hendes egne landsmænd, der talte hendes oprindelige sprog,” siger Anita Furu.

I udkanten af verdenshistorien
Uanset hvor dansk Ruth selv mente, hun var, blev hun af sine omgivelser set som jøde. Kun tilfældigheder afgjorde, at hun havde held til at befinde sig i udkanten af de verdenshistoriske begivenheder, der betød døden for seks millioner af hendes trosfæller:
I 1920erne mødte hun den norske erhvervsmand Sigurd Furu i Berlin. De giftede sig, flyttede til Spanien og fik to sønner, der ligesom hun selv blev kristent døbt – ’for at være på den sikre side’, som Anita Furu forklarer. Under den spanske borgerkrig søgte familien tilflugt i Danmark, men vendte efter et kort ophold tilbage til den del af Spanien, som Francos tropper havde erobret, via en lang togrejse ned gennem nazi-Tyskland og Europa – med hjertet i halsen. Først da gik situationens alvor tilsyneladende helt op for Ruth – der ligesom så mange andre europæiske jøder anså sig selv som så integrerede i de lande, de boede i, at de troede, de var uden for fare.
Familien blev i Spanien frem til Sigurds død i 1950, hvor Ruth og de nu voksne sønner flyttede tilbage til Danmark. Her var det planen, at Anita Furus far skulle overtage David Metz’ Thehandel på Christianshavn, en forretning, som har inspireret til ’onkel Davids thehandel’, der spiller en væsentlig rolle i romanen. Faren kastede sig dog over andre forretningsområder, men David Metz’s søn og svigerdatter og andre fra Ruths jødiske bekendtskabskreds blev en fast bestanddel af familien Furus liv i Danmark, husker Anita Furu, der dog hverken er opdraget med jødiske traditioner eller religiøs praksis.
”Men vi har altid kendt til vores jødiske baggrund i familien og interesseret os for den,” som hun siger.
Alligevel overraskede det den debuterende forfatter, at det lige præcis er romanens jødiske perspektiv, som har vist sig at interessere anmelderne og læsere allermest:
”For mig var beskrivelsen af den jødiske minoritets liv i København og Europa op til Anden Verdenskrig en naturlig del af den historie om fremmedhed og tab, jeg ønskede at fortælle. Jeg indså først efter, bogen udkom, at der egentlig ikke findes så meget dansk skønlitteratur, som skildrer dansk-jødisk liv i den periode, udover selvfølgelig Henri Nathansens dejlige romaner om Hugo David og om familien Philipsen”, siger hun.

Det vi ikke taler om
Til daglig er Anita Furu ansat som taleskriver i statsministeriet, men nu har hun for første gang skrevet i eget navn. For at kunne skrive romanen måtte hun gøre sin farmor til en fiktiv person og løsrive sig fra dele af familiehistorien. Men samtidig føler hun, at arbejdet med romanen har bragt hende tættere på en forståelse af farmoren, som døde i 1989.
”Min farmors historie var ikke kun præget af flygtninge- og minoritetserfaringen. Den var i lige så høj grad præget af at være adopteret i en tid, hvor man mente, at børn havde bedst af ikke at kende deres biologiske familie. Og hvor man ikke talte med børnene om den tilværelse, de kom fra. Jeg tror, hun var nødt til at fortrænge smerten ved det brud og de svigt, fordi det var for voldsomt,” siger Anita Furu.
Ruths bror i Rusland kontaktede faktisk Sophie Ballin i 1900erne, men adoptivmoren afviste hans brev med begrundelsen, at ’Ruth skulle være dansk nu’. Senere forsøgte Ruths søster, der sammen med en yngre bror var endt hos adoptivfamilier i England, igen at få kontakt, men Ruth kunne ikke overskue det og svarede aldrig på brevene. Den ældste bror, der blev i Kiev, ønskede at rejse til Amerika, men det er uvist, om det lykkedes ham. Hvis ikke, blev han sandsynligvis myrdet af nazisterne.
”Først mod slutningen af sit liv blev farmor overtalt af min far til at opsøge familien i England, men da var hendes søskende døde. Til gengæld fik hun kontakt til niecer og nevøer, og det blev et meget varmt og kærligt møde,” fortæller Anita Furu, der stadig selv har kontakt til den engelske gren af familien.
Farmorens liv rummer hele det 20. århundredes europæiske historie. Og fortællingen om hendes ’halve liv’ er relevant for vores egen tid. Anita Furu:
”Jeg skrev ikke romanen med det sigte, at den skulle være aktuel lige nu. Jeg skrev den ud fra en indre nødvendighed, fordi Ruths historie var vigtig for mig selv. Men jeg håber, at den også kan være vigtig for andre. Og jeg tror, at min farmors erfaringer er vedkommende i dag, hvor mange mennesker igen er på flugt. Mange skal leve med konsekvenserne af de tab og den fremmedhed, der følger med ind i den nye tilværelse, man måske får i et nyt land.”

Anita Furus ’Mit halve liv’ er udkommet på Forlaget Gladiator. Læs om bogen her…

Illustrationer:

Ruth (i midten) med adoptivmor Sophie Ballin og tjenestepigen Amanda.

Det første foto af seksårige Ruth, netop ankommet til Danmark i 1906.

Nygifte Ruth og Sigurd Furu, Paris 1922.


Tak fordi du følger med på Goldberg.nu, hvor alle artiklerne stilles gratis til rådighed. 
Redaktionen arbejder til stadighed på at udvikle magasinet, og har du lyst til at hjælpe, er du meget velkommen til at benytte vores donationsmulighed. 
Du kan også hjælpe ved at gøre din omgangskreds opmærksom på Goldberg, så vi får endnu flere læsere. 
God fornøjelse med de næste mange artikler - og tak for hjælpen!

Gå på opdagelse i arkivet