Banner-Yoko

Denne artikel blev bragt første gang i Goldberg nr 32, oktober 2012 — Af Fran Hopenwasser

Anne Frank lever

Satire og humor har altid været de amerikansk-jødiske forfatteres foretrukne medium. I to udgivelser fra 2012 benytter Nathan Englander og Shalom Auslander begge dele flittigt, endog med nye ekstreme yderpunkter.

Anne Frank
Anne Frank House, Amsterdam

”Jeg er dødtræt af alt det Holocaust-lort,” siger Anne Frank. Den amerikanske forfatter Shalom Auslander bringer verdens kendteste nazi-offer tilbage til livet, indlogerer hende i loftsrummet på et gammelt hus på landet og giver hende en bærbar computer, hvorpå hun dagligt skriver på en roman, som fortsætter hvor dagbogen slap. Lyder det en smule overspændt? Det er det også, men Auslander forbløffer, provokerer og fornøjer læseren med sin virkelig morsomme og til tider dybt rørende debutroman Hope: a Tragedy.

   En anden amerikansk forfatter, Nathan Englander, fremkalder også Anne Frank i titelnovellen i sin nye novellesamling What We Talk About When We Talk About Anne Frank. Her mødes to gamle veninder, som har gået i religionsskole sammen. Begge kvinder er nu gift, og mens den ene, Deb, har fulgt sin mands sekulariserede vej væk fra jødisk levevis, er den anden blevet gift med en ortodoks jøde, med hvem hun bor i Israel. Både hun og hendes mand har taget nyt navn, hun har født ti piger og er gået fra ortodoks til ultraortodoks livsanskuelse med paryk og alt det andet, der følger med. Genforeningen af de to veninder og deres mænd fører dem ud i et tankeeksperiment med overraskende udgang: hvem af dine venner ville gemme dig på loftet, hvis der opstod et nyt Holocaust?

   Det er bemærkelsesværdigt, at to forfattere på lige godt 40 år – begge opvokset i ortodoks jødedom og begge afstandtagende til deres baggrund – kaster sig ud i en dekonstruktion af et Holocaust-betydningsunivers. Satire og humor har altid været de amerikansk-jødiske forfatteres foretrukne medium, og her ser vi det praktiseret i forskellige grader hos de to forfattere, men med nye ekstreme yderpunkter.

   De er naturligvis ikke de første til at benytte Anne Frank-historien til eget formål. Den store faderfigur for mange yngre jødiske forfatter, Philip Roth, skrev i 1979 bogen The Ghost Writer, på dansk Forfatterspire. Her lader han sit andet jeg, den opfindsomme unge forfatter Nathan Zuckerman, skrive en fortsættelse af Anne Franks dagbog, som om hun havde overlevet koncentrationslejren og i al hemmelighed havde taget en ny identitet som assistent og elsker for en ældre forfatter, som Zuckerman idoliserede. Englander nævner Roth som en stor inspirationskilde.

   Englander lægger ikke skjul på, hvem han er påvirket af. Novellen What We Talk About When We Talk About Anne Frank tager afsæt i en novelle af en anden kendt amerikansk forfatter, Raymond Carver, og hans What We Talk About When We Talk About Love fra 1981. I Carvers novelle sidder to ægtepar rundt om et bord og diskuterer kærlighedens natur. De sender ginflasken rundt, og deres samtale ender i mere og mere tågesnak, men undervejs bliver det klart, at deres opfattelser af kærlighed er vidt forskellige, nærmest uforenelige. Fortælleren giver adgang til de andres stemmer, men siger ikke selv så meget. Carver er kendt for sin sparsomme og upåtrængende fortællestil og for sin evne til at fange talesprogets uklarheder og ulogiske spring. Englander har tydeligvis været i lære hos ham.

   I Englanders udgave af novellen sidder de fire venner rundt om et bord, snakker, ryger hash og drikker vodka. De bliver mere og mere skæve, og den ultraortodokse Mark, som har ændret sit navn til Yeruchem, fortæller en historie om sin far, en overlevende med en tal-tatovering på armen. En dag sidder han og faren ved siden af en ældre mand i et fitness-center, og Mark bemærker, at manden også har tal på armen. Tallet er næsten identisk med farens, der er blot to tals afstand mellem de sidste cifre. Mark bliver mere og mere opstemt ved tanken om dette gevaldige sammentræf, men da han gør faren opmærksom på det, får han en anden reaktion end forventet. Faren er nemlig ikke spor imponeret: ”Det betyder bare, at han masede sig foran mig i køen. Dengang som nu. Han er sådan en, der maser sig frem.” 

 

    Deb lytter hyper-opmærksomt til beretningen, men kan slet ikke klare farens reaktion, fordi de to overlevendes usandsynlige sammentræf ikke munder ud i en livsbekræftende, opbyggelig historie. Fortælleren, hendes mand, forklarer, at hun lider af Holocaust-besættelse, hvilket han siger er ”en aktiv patologi” – hun kan ikke klare en udgave af Holocaust, hvor lidelse og forløsning ikke er i højsædet. 

   Novellen får et skud moralsk energi, da Deb introducerer ’Anne Frank-spillet’, der går ud på spekulationer over, hvem af ens venner der ville give ly i tilfælde af et nyt Holocaust. Og Mark/Yeruchem giver spillet en uventet drejning, da han erklærer, at blandede ægteskaber er ”nutidens Holocaust.” I novellen dannes der et spændingsfelt mellem de fire personers forskellige holdninger til blandt andet assimilation, den israelske besættelse og endog Holocaust. Hele novellesamlingen er spækket med disse emner.

  

Komik og bibelhistorie

Ligesom i sin første prisbelønnede novellesamling fra 1999 Til lindring af utålelige drifter, der udkom på dansk i 2001, tager Englander afsæt i forskellige aspekter af jødisk liv, før og nu. Men der er mere kant i What We Talk About When We Talk About Anne Frank. Englanders varemærke er sammenblandingen af det komisk-absurde med temaer af bibelsk dimension.

   Han bruger aldrig novelle-mediet til at promovere politiske holdninger, men de nye noveller er skrevet ind i et mere politiseret univers. Den mest prægnante af dem, ”Sister Hills”, begynder i 1973 og skildrer 30 års opbygning af en jødisk landsby på Vestbredden og en religiøs retssag med omvendt salomonisk løsning.

   To mænd grundlægger sammen med deres kone hver sin familie på to bakketoppe som de første jødiske bosættere i et område øst for Jerusalem. De to kvinders gensidige afhængighed af hinanden er kærnen i historien.

   Den ene kvinde, Yehudit, bliver med tiden mor til 9 børn. Efter den første fødsel i 1973, og efter at mændene er draget i krig for at forsvare deres land, er Yehudit alene og langt fra civilisationen med sit dødssyge lille barn. For at ’snyde’ døden og redde sin datters liv tager hun hen til den anden kvinde, Rena, og beder hende indgå i en rituel handel, hvori hun sælger datteren til hende. Hun ved godt, at det er gammel overtro, men hun handler i desperation. Hendes bedstemor har snydt dødens engel på denne måde, siger hun. Samtidig beder Yehudit om retten til at opdrage Renas ’datter’, hvis hun skulle overleve. Pigen overlever, og Yehudit tager hende med hjem. Samtidig med at babyen bliver reddet, får Rena besked om, at hendes mand er død i krigen. 

   I senere krige mister Rena to af sine tre sønner, som med morens velsignelse, frygt og bæven var taget ud i forsvar for deres land. Den sidste søn mister hun på en helt anden måde. Han viser sig at være homoseksuel, og det er mere end Rena kan kapere. Men så bliver han dræbt i en trafikulykke, hvilket gør det muligt for Rena at leve i rendyrket sorg over sine store tab. Yehudit kommer på besøg med sin datter, som nu er en ung voksen, og derfra udrulles novellens egentlige konflikt. For nu vil Rena lægge beslag på sin ’ejendom’. I sin ensomhed vil hun have den købte datter hos sig. Yehudit bringer sagen for rabbinerrådet, bestående bl.a. af en vis gammel rabbiner og en helt ung rabbiner af fundamentalistisk observans. Der følger en sindrig og fascinerende talmudisk proces med overraskende udgang.

 

Ingen politiske pegefingre

Mere af plottet skal ikke røbes her, men der skal blot fortælles om en meget sigende begivenhed tidligt i novellen, som viser lidt om hvad Englanders ærinde er. Rena spejder fra bakketoppen ud over det samariske landskab, hvor der føres krig. Et stort træ spærrer for udsynet, og med al sin pionérånd og ’kan selv’-attitude begynder hun at hugge træet ned. En spinkel arabisk dreng (den eneste omtale af ikke-jødisk tilstedeværelse i området) kommer styrtende for at sige, at hun ikke må hugge hans træ ned, hvilket hun da også må opgive af lutter mangel på kræfter.

   Samtalen mellem Rena og den arabiske dreng gengives her i egen oversættelse:

”Hvem er du?”

”Jeg er,” sagde han, ”din nabo fra nede af bakken.”

”Så bliv dernede,” sagde hun.

”Det ville jeg have gjort,” sagde drengen. ”Men jeg kiggede op og så, at du var i færd med at gøre noget, som ikke kan gøres om.”.

”Det er mit træ, på min jord, i mit land. Mit at hugge ned hvis jeg vil.”

”Hvis det var dit træ, ville jeg have set dig ved min side sidste år i høsttiden. Jeg ville have set dig året før det, og ti år før det, og hundrede.”

”Du var her ikke selv for hundrede år siden. Og forresten”, sagde Rena,” kigger du ikke langt nok tilbage i tiden. Kontrakten på denne jord er meget gammel.”

”En mytisk påstand, der er ligeså meningsløs som dem,du lige har sagt”.

   Englander kommenterer ikke den underliggende politiske konflikt, men han lader sine personer – også dem man ikke har så megen sympati med – leve. Hvordan hans personer er nået frem til deres livsanskuelse er nøglen til  indsigt. Vi forstår Rena, selv om vi tager afstand fra eller måske forfærdes over hendes handling. Den personlige synsvinkel og første-person fortælleren er altafgørende for ham som forfatter.

   Nathan Englanders nære tilknytning til jødedom – til trods for at han er erklæret ateist, omend en ’mislykket ateist’  – kan ses i andre aspekter af hans forfatterskab. Sammen med forfatteren Jonathan Safran Foer har han brugt fem år på udgivelsen af The New American Haggadah, der udkom i tide til helligdagen Pesach for et par måneder siden. Samtidig har han sammen med forfatteren, filminstruktøren og dramatikeren Nora Ephron, som døde i slutning af juni, arbejdet på en omskrivning til teater af en meget bevægende Holocaustfortælling, The Twenty-Seventh Man, fra hans første novellesamling. Stykket har premiere i november 2012 på Public Theater i New York. Han har også oversat forfatteren Etgar Kerets novellesamling Suddenly a Knock at the Door. Ikke alene er de to forfattere – Englander og Keret – gode venner, men i skrivende stund er de blandt de fem nominerede til den fornemme litterære pris ”Frank O’Connor International Short Story Award”.

 

Sort sort humor

Mens Englander er underfundig og kortfattet, er Shalom Auslander grænseoverskridende og nærmest uforskammet i sit ’angreb’ på politisk korrekt Holocaust-tale. Men også underholdende ud over alle grænser. Hans stil og tone virker flabet, men bag den stiller han alvorlige spørgsmål om håbets og optimismens plads i jødisk historie og tradition. 

   Auslander er ikke alene ’barn’ af Philip Roth, han har også stærke Woody Allen-aner. Hovedpersonen i Hope: a tragedy hedder Solomon Kugel, og det er ham der opdager, at Anne Frank bor i loftsrummet på det gamle hus, som han og hans kone og barn er flyttet til i staten New York. Han træder ind i hendes verden på samme måde, som Kugelmass i Woody Allens novelle The Kugelmass Episode dumper ned i Madame Bovarys boudoir for blot at opdage, at den berømte forførerskes charme er vildt overvurderet. Auslanders Kugel er i begyndelsen forarget over, at den gamle vrisne dame på loftet påstår at være Anne Frank. Han kalder hende en ”fornærmelse mod mindet om den unge pige, som døde i Auschwitz.” ”Det var i Bergen-Belsen, fjols,” skyder hun tilbage.

  Efterhånden bliver han overbevist om, at hun virkelig er den rigtige Anne Frank, men derefter er han nødt til at leve et dobbeltliv, for hvem vil tro ham? Anne Frank forskanser sig bagved en ’mur’ af flyttekasser, ”the Western Wall” (grædemuren) kalder Kugel det, hvor han (og senere hans über-jødiske mor) lægger små beskeder på gule post-it sedler imellem sprækkerne. 

   Kugels mor, som bor sammen med familien og lader som om hun er døende, er besat af Holocaust. Hun har en kuffert, som hun aldrig pakker ud, ’for en sikkerheds skyld’. Hun er for ung til selv at have oplevet Holocaust, men hun elsker at lyve om det. Hun har en gang vist Kugel et stykke sæbe, som hun identificerede som hans oldemor, og en lampeskærm, som var en grandtante.  

   Dette er blot en lille smagsprøve på Auslanders sorteste humor. Til gengæld kan han skære lige ind til hjertet, når han lader Kugel mindes et fotografi fra Bergen-Belsen af mænd i deres køjesenge og en enkelt, udtæret mand, som står for sig selv med et kryptisk smil om munden. Er der håb i det smil? Håber han på at leve eller dø?

   New York Times har så rigtigt skrevet, at Auslander gør Anne Frank til indbegrebet af ambivalens: har hun det virkelig bedre i live, når nu historien om hendes død er så elsket? Dagbogen har solgt i 32 millioner eksemplarer, minder Anne Frank jævnligt Kugel om. Og kan man tænke sig, at nogen ville have lyst til at læse historien om hendes senere liv, som den fiktive Anne Frank har brugt årtier på at forsøge at skrive?

Gå på opdagelse i arkivet

314_322
Placeholder annonce