Det er med en vis forventning, at man giver sig i lag med noget så relativt sjældent som en dansk bog med relation til Holocaust. Inden for dette felt er der jo langt mellem udgivelserne, så da jeg erfarede, at arkæologen Anders Otte Stensager (med speciale i Holocaust-arkæologi) nu var blevet færdig med en bog om Josef Mengele (udgivet på documentas), satte jeg mig godt til rette og gik i gang. Men freden varede ikke længe.
Det, som interesserede mig mest, var afsnittet om Auschwitz, så der begyndte jeg, efter at have læst forord, indledning og den lyriske prolog, hvor vi allerede præsenteres for et gennemgående irritationsmoment i fremstillingen: forfatteren er så fortrolig med sin hovedperson, at han konsekvent gennem alle bogens 403 sider kalder ham ved fornavn!
Denne skæbne overgår også den danske læge Carl Værnet, som absolut skal presses ind med hele seks sider, om end det kan være svært at se, hvad han har med Mengele at skaffe. Imidlertid er det sådan, at forfatteren bruger hele 30 sider på at beskrive alskens medicinske eksperimenter i andre lejre, så her dukker Værnet op.
Hvorfor vi skal læse om alle de uhyrligheder, i detaljer, er svært at få øje på. Forfatteren ønsker tilsyneladende at gøre opmærksom på, at der også fandt medicinske forsøg og forbrydelser sted i andre lejre end i Auschwitz, og i tråd med dette falder også gennemgangen af medicinske forbrydelser udført af andre læger end Mengele i Auschwitz. Man får den uhyggelige tanke og deraf hovedpine, at forfatteren vil chokere og dertil er ingen midler for ringe.
Der var engang, hvor man kunne læse Holocuast-litteratur uden at støde på rædselsbilleder. Ikke mindst tyske forskere, med Ernst Klee i spidsen, brød dette tabu og hans forkærlighed for grusomme illustrationer synes forfatteren at efterligne og når zenit s. 230, hvor han bringer et foto af et afrikansk barn, der er angrebet af noma! ”Se og gys!” må være budskabet. Og man kan næsten fornemme, hvordan udgiveren har ærgret sig over ikke at have billeder af de afkogte skeletter, som Mengele sendte til Berlin. I stedet får vi så s. 236 et dobbeltfoto( før og efter) af en dværg, ganske vist fra Mauthausen, men det smager da lidt af fugl. Vi slipper heldigvis for Klees billede af et barnehoved i sprit.
Tilbage til Auschwitz
Jeg tror, at man skal være specielt varsom og ekstrem omhyggelig, når man beskæftiger sig med især Auschwitz. Ofrene fortjener det og ikke mindst har vi alle en forpligtelse til at være omhyggelige, så at vi ikke på grund af sjusk og undgåelige fejl leverer materiale til de tåber, der stadig forsøger at få Auschwitz og hvad dertil hører til at forsvinde. Vi kan alle begå fejl, men der er fejl og fejl.
På side 82 præsenterer forfatteren Auschwitz for. Men straks i første afsnit tændes advarselslamperne: ”…etableredes i maj måned 1940 den kz-lejr, der blev til en af nazisternes mest berygtede udryddelseslejre, nemlig Auschwitz eller Oswiecim, som den også kaldes på polsk”. Nu vil nogen mene, at det er en petitesse, men så overser man totalt ikke blot historiske fakta, men også det faktum, at museet i årevis har kæmpet en indædt kamp for netop ikke at få sammenblandet bynavnet med lejren og ikke mindst kampen for at klargøre, at her lå en tysk og ikke en polsk lejr.
I samme afsnit anbringes lejren ved floden Vistula. Jeg tror ikke, mange danske læsere kender den. Næste afsnit meddeler os, at det polske kaserneanlæg, som nazisterne overtog bestod af 28 treetagers symmetrisk anlagte bygninger. Det ville ikke have taget forfatteren mange øjeblikke at slå efter hos Piper, som han ellers ofte bruger, for at konstatere, at lejren ved SS’ overtagelse af området, omfattede 22 blokke, hvoraf kun 8 havde mere end én etage. Petitesse? Måske, men når petitesserne opsummeres, efterlades læseren med et indtryk af utilgiveligt sjusk, og undgåelige fejl er næppe tilgivelige al den stund, at læseren sidder tilbage med en begrundet tvivl angående alle de andre ting i bogen: Kan vi stole på dem?
Således hedder det, at de første gasninger blev foretaget i kælderen til blok 11 i begyndelsen af 1941, mens det på den følgende side meddeles, at de første forsøg fandt sted i juli-august 1941. Den slags dateringmysterier er der flere af og skal ikke omtales yderligere.
Om de enkelte underafsnit i Birkenau hedder det, at hvert afsnit indeholdt 55 barakker. Hvordan tallet 32 bliver til 55 er forunderligt. At forfatteren på samme side i forbindelse med transporters ankomst til lejren ikke omtaler den gamle jøderampe, skal han tilgives, men det er en irriterende undladelse, idet man derved underbygger den fejlagtige forestilling hos mange, at transporterne til Birkenau ankom på den store rampe midt i lejren. Det skete først fra maj 1944.
På side 88 anføres et tal, der optræder flere gange i løbet af fremstillingen. Forfatteren ved af bitter erfaring (han citeres nu også på David Irvings hjemmeside for at have nedbragt antallet af Holocaustofre fra 6 til 4 millioner) at tal og Auschwitz er en betænkelig størrelse, som skal behandles varsomt. Ikke desto mindre skriver han: ”I løbet af perioden fra maj til juli 1944 blev der myrdet hen ved 440.000 ungarske jøder…”. Lederen af museets historiske afdeling, Piper, skriver i sin klassiker om antallet af ofre, at der formentlig blev deporteret ca. 440.000 jøder fra Ungarn til Auschwitz, men dermed være ikke sagt, at de alle blev ombragt. Forfatteren omtaler selv fænomenet ”depot-fanger” og burde altså vide, at ikke alle blev myrdet. Gerlach og Aly argumenterer i deres bog ”Das letzte Kapitel” overbevisende for, at antallet af fanger, der blev indsat i lejren ligger tæt ved 100.000. Tal kan være svære.
Forfatteren viser os et billede, der skal forestille Krematorium II, men det er KIII, en fejl vores han ikke er alene om, så den tilgives, men det gør den sidste sætning på siden (side88) ikke, her hedder det, at Sonderkommandoet skulle bære ligene op til kremeringshallen i stueetagen. Det bliver ”rettet” næste side, hvor elevatoren omtales. Desuden kaldes Leichenkeller 1 for afklædningsrummet, det var imidlertid gaskammeret.
Når det s. 93 hedder:” Ved et fangeoprør, der startede hos Sonderkommandoet i oktober 1944…” får læseren uvægerligt det indtryk, at der var tale om et oprør, der rakte ud over Sonderkommandoet. Det tragiske og heroiske oprør i Sonderkommandoet d. 7. oktober 1944 er så unikt, at det er utilstedeligt at omtale det på den måde.
Da jeg ofte i mine studier omkring Holocaust er stødt på dilettantisk behandling af billeder, især i amerikansk litteratur, har jeg udviklet en idiosynkrasi over for folk, der ikke gør sig umage med at forsyne deres illustrationer med korrekte tekster.
Jeg tror ikke, at vores forfatter har overladt det helt og holdent til forlaget at formulere billedteksterne og hvis så, er han alligevel ansvarlig for dem. Side 94 prydes af et foto, der ifølge forfatteren viser en af de murede fangeblokke i Stammlager. Billdet viser imidlertid SS-lazarettet i Stammlager, oven i købet er det tydeligt, at det ligger ude for pigtrådshegnet.
Forlaget henvendte sig nogle uger før udgivelsen til mig angående et par fotografier. Et af dem er gengivet på side 100 og teksten fortjener en æresplads i Auschwitz-litteraturen:” Lokalet hvor fenolbehandlingen eller afspritningen fandt sted”. Hvad i alverden betyder det? Forklaringen findes i note 70, side 174, hvori det hedder, at fenol blev brugt til afspritning af instrumenter:”Indsprøjtning med fenol blev derfor også gerne kaldt for Abspritzen, når en patient blev sendt til fenolbehandling”. Men man skal ikke have læst megen litteratur om Auschwitz for at vide, at ”Abspritzen” kommer af det tyske verbum”spritzen”, der betyder sprøjte. Glosen har altså intet med ”afspritning” at skaffe, den betyder i al sin grumsomhed, at ofrene blev myrdet med indsprøjtninger.
Det er gådefuldt, hvorfor man fodrede fangerne med henkogte kartofler og hvorfor Clauberg på én side udførte sine forsøg i Birkenau i blok 30, men på en senere side i blok 10 i Stammlager. Ej heller er det korrekt, at blok 32 i sigøjnerlejren, hvor Mengele havde et af sine laboratorier ”lå lige ved sigøjnerafsnittet”, den lå inde i afsnittet, ikke udenfor. Petitesse? Jamen, den lille bæk er ved at nå dimensioner som Donau. Hvorfor skal Buchenwald placeres nær Leipzig? Kender ingen Weimar mere, og hvorfor ligger Natzweiler ”ved” Elsass? Og når forfatteren side 117 omtaler ”…sportslige aktiviteter som knæbøjninger, løb og kaste sig ned på jorden og op igen”, så overtager han nærmest SS-jargon. Hånen i SS-betegnelsen ”Sport” lå i grov fysisk chikane af fangerne, altså ”sportslige aktiviteter”, der ofte medførte døden.
Måske er det tilgiveligt, at forfatteren glemmer, at det fad som fanger blev tvunget ned i for at blive desinficeret, indeholdt fortyndet saltsyre, og ikke som han skriver, saltsyre og vi skal tilgive, at Thilo ikke kan have været tilknyttet afsnit BIIf i sommeren 1942, da afsnittet slet ikke var bygget på det tidspunkt. Mange andre småting kan tilgives, men skal man tilgive, at forfatteren side 147 lader lægen Horst Fischer optræde som vidne ved Auschwitz-processen i Frankfurt? Fischer levede i DDR, og skal nok have holdt sin kæft. Han blev anholdt i 1965, dømt og henrettet året efter – i DDR. Hvorfor smider forfatteren på side 181 faldskærmsjægere ud i en højde af 12.000 meter? ( Dachau-forsøgene), og hvorfor lader han børnene fra Bullenhuser Damm skyde, når de notorisk blev hængt?
Sine steder er forfatteren meget rundhåndet, dvs. ofte anfører han ikke, hvor de lange selvoversatte citater stammer fra. Det på trods af at bogen fremstår videnskabelig i kraft af det fyldige noteapparat. Han lægger ikke skjul på, at han står på skuldrene af andre forfattere, men kunne man ikke kræve, at han oversætter korrekt? En enkelt side skal fremhæves.
Side 233 er ”gefesselt” (tryllebundet) blevet til ”helt afslappet” og længere nede på siden sjuskes der videre. Citatet hos Völklein siger, at Mengele selekterede efter en kort inspektion, men originalen siger, at han gjorde det” efter deres udseende” og ”Mengele lo kun deraf og muntrede sig med det”. Rettelig burde det hedde: Mengele lo imens og gjorde grin med det (altså hånede ofrene). Man kunne få den tanke at andre vidneudsagn taget fra kilder som Völklein er ligeså lemfældigt oversat. Enkelte steder udelades ord og vendinger uden at det markeres.
I det hele taget er forfatteren meget afslappet i sin omgang med kilderne. Han nævner i sit forord, at han naturligvis har stået på skuldrene af andre og han henviser ret hyppigt til sine hovedkilder, men en stikprøve som siderne 325 – 336 viser, at forfatteren i skildringen af flugten til Brasilien og opholdet dér, yderst slavisk følger Völklein, siderne 268 -277. og han gør det på en måde, som den almindelige læser ikke kan gennemskue. Endog så minutiøst, at der kun med god vilje kan tales om kreativ afskrift. Besynderlige enkeltheder hos Völklein, som folks højde og hårfarve overtages uden videre.
Et vigtigt vidne var den ungarske læge Miklos Nyiszli, der var tvunget til at arbejde for Mengele, men måske skulle forfatteren have været varsom med hans vidneudsagn, da Miklos ( ham kommer vi også på fornavn med) notorisk begår fejl i sin skildring, en kendsgerning forfatteren omtaler i en note, men hvorfor så ikke øve tilbageholdenhed? På samme vis må vi nødvendigvis betragte de andre vidneudsagn angående Mengele. Uden forbehold citeres den ene rædselsberetning efter den anden om Mengele, men det er en utvivlsom kendsgerning, at mange overlevende desværre har taget fejl eller nævner ham, fordi han kom til at stå som eksponent for ondskaben. Det havde klædt forfatteren at henvise til dette post Auschwitz- fænomen.
En bog, så fuld af fejl og med en så betænkelig omgang med kilderne gavner hverken Holocaust-forskningen eller seriøse forsøg på at formidle dens resultater til almindeligt interesserede læsere.
Peter Langwithz Smith
