Sædvanligvis vil man på jødiske gravpladser se, at stenene vender i samme retning, oftest mod Jerusa- lem; og hvor de ashkenaziske sten står op, ligger de sefardiske ned. Så her er der tydeligvis tale om en sefardisk gravplads. Og noget af det særlige ved denne begravelsesplads er, at stenene ligger i flere retninger.

Forklaringen på de mange retninger lyder, at nogle af stenene vender mod Jerusalem, nogle mod Nordafrika, som mange af de genindvandrede jøder kom fra i 1800-tallet efter fordrivelsen fra Portugal i 1496 – og nogle er vendt i retning af den første stjerne, der kom- mer til syne på himmelen på sabbaten.

En nærmere undersøgelse afslører dog, at der faktisk ikke er nogle abso- lutte forskrifter i jødisk lov for ret- ninger af gravsten, men rent praktisk sparer samme retning af alle sten plads. Gravstenen sættes ved afdødes hoved- gærde, og fødderne tættest på retningen mod Jerusalem, så man ved genopstan- delsen kan rejse sig og gå direkte til den hellige stad.

Den israelske kunstner, Ardyn Halter, der er søn af Roman Halter og nevø til forfatteren Marek Halter, der som børn flygtede fra Warszawas ghetto, har bidraget med to store glasmosaikvinduer. Hans værker udgør en stærk forbindelse mellem erfaringerne fra Holocaust-overlevende og overlevende fra folkemordet i Rwanda. Vinduerne sender stråler af lys ned i det underjordiske udstillingsområde. Det første vindue befinder sig mellem et område af udstillingen, hvor optakten til folkemordet er beskrevet og området for selve folkemordet. Mosaikken viser en trappe, der fører op mod lyset, men vejen er spærret for enden. Ardyn Halter forklarer, at han gerne vil vise, at folkemordet i Rwanda ikke var uafvendeligt. Der blev advaret, og der kunne have været gjort mere for at standse drabene. Men verden valgte ikke at følge lysets vej.

Udstillingen fortsætter i halvmørke under jorden med beskrivelser af selve folkemordet, og Halters andet vindue sender sine lysstråler ned i en sektion, hvor der fortælles om folkemordets helte: redningsmændene og modstandsfolkene. Dem var der desværre ikke nær nok af. Trods deres indsats og taknemmeligheden fra de mennesker de reddede, var heltene for få, og den underjordiske udstilling fører derfor ikke den besøgende op og ud i lyset, men lige ud til den næste sektion, hvor de fortsatte problemer og konsekvenserne af folkedrabet beskrives – også længe efter at drabene er ophørt.

Supermarkedet ligger i et ultraortodokst kvarter, hvilket sætter kravet til kosher- standarden højt – og det har producen- ten forsøgt at leve op til. Og netop hvad angår hjertet og det øvrige velbefindende kan man her anskaffe sig en cd med ’KOSHER WORKOUT’. Cd’en indeholder instruktion i kickboxing, zumba, pilates og bootcamp – 20 minutter af hver slags.

På omslaget bliver der reklameret for

1. koshermusik,
2. 100% anstændighed (et blødt skørt over bukserne)
3. at den egner sig til brug i hjemmet (redskaber er ikke nødvendigt).

Hvad angår musikken har den ultra- ortodokse og stormomsuste rabbiner Efraim Luft opstillet en række regler for kosher musik. De går i hovedtræk ud på, at sang (der skal synges, ikke vrænges) og musik skal passe sammen og til lejligheden, og fremføres med ’respekt’.

En række instrumenter og beats vil kunne gøre musikken treife (ikke kosher) og fx skal perkussion anvendes med yderste forsigtighed, idet rytmen ved misbrug kan overskygge melodien og fremkalde en respektløs og upas- sende stemning. Eksempler på den slags musik angives som rock, pop, rap, reggae, trance og swing. Men man skal ikke tage fejl: der er masser af sus i skørtet i kosher workout, som i øvrigt kun er for kvinder og piger.

I dag er Balkan kendetegnet ved ”hverken krig eller fred”, ja flere af landene har EU-medlemskab eller har udsigt til det. Og eks-kommunisterne i øst er i dag, snart 25 år efter murens fald, ved at falde for aldersgrænsen.

Højreekstremismen finder vi i såvel det ”ny” Europa i øst som det ”gamle” Europa i vest. Fælles er frygten for det ”frem- mede”, ”Vi” står over for ”dem”. I det gamle Europa i vest er frygten meget rettet mod indvandring, ikke alene fra syd, men i stigende grad også fra øst. I Øst-Europa derimod er frygten mest rettet mod indre ”fjender”, fx romaer, seksuelle mindretal, kommunister eller jøder. Ydre fjender finder især højreekstre- mister i øst mest i IMF (International Monetary Fund) og EU, og ofte udtrykt i antisemitisme.

I dag ser mange, også jeg selv, populisme som en ”patologisk normalitet”, der også præger de etablerede partier og civilsam- fundene og derfor udgør en alvorlig trussel mod det etablerede liberale demokrati.

Det har været diskuteret, i hvor høj grad populisme og høj- reekstremisme skyldes økonomiske og sociale problemer. Den ”gamle” ekstremisme fra mellemkrigstiden blev forbundet med den økonomiske krise, men i dag er sammenhængen ikke entydig. Den eksisterer, som vi ser det i Grækenland, men i årene fra 2000 til 2008 var der høj vækst samtidig med stigende højreekstremisme. Et land som Ukraine, fattigt og dybt kor- rupt og hårdt ramt af finanskrisen, fik først valgt et højreeks- tremt parti, partiet ”Frihed”, ind i parlamentet i 2012. I stedet peges der som årsag på de civile samfund, der er splittede og på mange måder ”ucivile”. Ungarn er et godt eksempel. Her er højreekstremismen ikke blot udenomsparlamentarisk, for antisemitiske ytringer kommer også fra parlamentets talerstol! De nye sociale medier har skabt nye muligheder for mobilise- ring og grænseoverskridende samarbejde, også for de ekstreme miljøer. Det ekstreme højre, fx partiet Jobbik i Ungarn, har således effektivt forstået at udnytte internettet og de nye sociale medier.

Der er trods alt grund til behersket optimisme. Men det skyldes vælgerne, ikke EU, der som bekendt lige nu er noget handlingslammet på grund af eurokrisen. I Tyskland er høj- reekstremismen – og venstreekstremismen for den sags skyld – lykkeligvis en marginal faktor. De polske vælgere har stemt den populistiske bondebevægelse ”Selvforsvar” og det eks- treme Ligaen af polske Familier ud af parlamentet. Ved valget i Slovakiet i 2011 gled det højreekstreme Slovakiets Nationale Parti helt ud af parlamentet. Ungarn har, al højreekstremisme til trods, oprettet et Holocaust museum og markeret Holo- caust årsdagen. Mange utilfredse i øst har stemt ”med fød- derne” gennem at emigrere til det ”gamle” Europa.

Det er derfor for meget sagt, at der er ”pest over Europa”. Men regeringerne og EU må langt bedre håndtere proble- merne med integration af indvandrere og romaer. EU kan her yde et bidrag, men desværre ikke meget mere, for staterne forfølger nationale interesser, og ressourcerne er begrænsede. Samarbejdet i EU på asylområdet fungerer ikke godt, men no- get er der dog sket i EU på roma-området.

Det populistiske og højreekstreme ”spøgelse” er en realitet, vi må forholde os til. Men hvad kan vi gøre? Efter min mening: at få skabt bæredygtig vækst og flere jobs vil hjælpe, men kan ikke stå alene. Et dybt alvorligt problem er de stadig alt for store forskelle i levestandard mellem henholdsvis Øst- Syd og Nord-Vest Europa. Her har EU et stort ansvar og også visse muligheder. Mere opmærksomhed må rettes mod ”ucivile” civilsamfund og ekstremisters aktive brug af sociale medier. Og, ikke at forglemme, må vi overvinde de problemer, som det udbredte politiske misbrug af historien rejser, frem for alt staters og regeringers mangel på erkendelse af egen historisk skyld.

Få fat i seneste nummer af Goldberg og nyd godt af de mange godbidder!

HVIS DU TØR KALDE DET KATASTROFE, BLIVER DU USÅRLIG
Goldberg har talt med forfatteren Daniel Dencik om hans bog ”Via katastroferne” – og om meget andet.

SKILDPADDEN OG HAREN
teMa Psykologen Daniel Kahneman er specialist i menneskers dømme- og beslutningsprocesser. En ny bog på dansk fortæller om at tænke – hurtigt og langsomt.

ET FREDENS OG BORGERNES EU?
EU markerer sig som eksempel på fred, demokrati og menneskerettigheder. Men hvordan står det til for de mest udsatte grupper i fællesskabet og for de kræfter, som Unionen skal værne imod?

GAMLE MINORITETER OG SPECIELLE RETTIGHEDER
De nationale mindretal fylder ikke meget i den europæiske integrationsdebat. Goldberg har talt med Tove Hansen Malloy, direktør for European Centre for Minority Issues.

EUROPAS ’SORTE JØDER’ ER STADIG LAGT FOR HAD
Romaerne er EU’s største etniske minoritet. De har i praksis meget ringe mulighed for at bruge de rettigheder, som ”EU-borgernes år 2013” opfordrer til.

POLITISK KOMMENTAR: EUROPAS SPØGELSE
Det populistiske og højreekstreme “spøgelse” i Europa er en realitet, vi må forholde os til.

RIGET I EU-MIDTEN
Tyskland har i kraft af sin størrelse og historie en særlig plads i det europæiske fællesskab. Men Englands trusler om at forlade EU puster til mange tyskeres håb om mere selvstændighed.

EN EUROKRAT TÆNKER UD AF BOKSEN
EU-modellen skal styrke forholdet mellem mennesker i 27 lande – ikke ulig det jødiske folks transnationale dynamik.

ROSE AUSLÄNDER FRA CZERNOWITZ
Lyrikeren Rose Ausländer levede et næsten klassisk jødisk rodløst liv fra 1901 til 1988.

EN JØDISK ONEGIN I COVENT GARDEN
Goldberg tog til premiere på Kasper Holtens opsætning af Tchaikovskys Eugene Onegin. Goldberg beretter fra Covent Garden.

GOLDBERGS ALTERNATIVE REJSEGUIDE
Følg Rejseguiden til finurlighederne i Kigali, Rangoon, Gibraltar – og endnu flere steder.

FRA ”NORDLYSET” TIL ”GOLDBERG”
I den anden af to artikler om de dansk-jødiske blade og magasiner ser Goldberg på tiden fra 1945 til i dag.

“DEN GAMLE RABBIN”
Digteren B.S. Ingemann mente, at jødernes vej til frelse skulle gå gennem den eftertragtede, men for dem forbudte kristendom. Han er helt på linje med de samtidige H.C. Andersen og St. St. Blicher.

FORBUDEN FRUGT
Verdens mest berømte æble stammer fra Bibelen og er slet ikke et æble. Bibelske Tidende handler om økonomisk fornuft og politisk nødvendighed, og om en bid af noget, man ikke har smagt før.

KITAJ – KUNSTNER I EVIG BEVÆGELSE
En udstilling af R.B. Kitajs værker viser en rastløs, original kunstner, der ikke fulgte trenden og altid var på vej.

EN TYSKERS SONING AF FORTIDEN
Den tyske kunstner Anselm Kiefer er født i 1945. I sine værker fastholder han arven fra nazitiden, så at hverken glemsel, fortrængning eller benægtelse skal udslette mindet om rædslerne.

…

Magasinet Goldberg kan købes i abonnement eller løssalg.

God læselyst!

Få fat i seneste nummer af Goldberg og nyd godt af de mange godbidder!

MARILYN MONROE af Eva Bøggild og Hanne Friis
I 2012 er det 50 år siden, Hollywoods store kvindeikon tog sit liv, og interessen for hendes dramatiske og omtumlede liv er atter blusset op.

DISKRET OPHOLD af Hans Henrik Fafner
Han er et Liga-barn, et af de få tilbageværende, der var på diskret ophold i Danmark under Anden Verdenskrig. Goldberg har talt med Dan Yaalon alias Hardy Berger.

HVERT MENNESKE ER ET UNIVERS af Henrik Lewis-Guttermann
Ikea, tavshed, identitet og ansvar. Stort interview med svenske Elisabeth Åsbrink, forfatter til den aktuelle roman Og træerne står stadig i Wienerwald.

LITTERATURGUIDE redigeret af Lone Spliid
Læs med og bliv inspireret. Goldbergs skribenter har dykket ned i bunken af 2012-udgivelser og giver anbefalinger til decembers gaveorgier.

“INGENS FRIHED UDEN ALLES FRIHED” af Mette Ydebo
Forlaget Bonnier, der er blevet en af Skandinaviens største på markedet, bygger på et værdigrundlag, der indebærer stadig kamp for ytringsfrihed, demokrati og liberalt samfundssyn.

FRA NORDLYSET TIL GOLDBERG af Merete Næsbye Christensen
Den første af to artikler, der fortæller om de mange dansk-jødiske tidsskrifters historie, fra begyndelsen af 1800-tallet til i dag, fx Monatsschrift, Jeshurun og Jødisk Familieblad.

I NORDENS JERUSALEM af Michael Rachlin
3 x Rachlin – far, søn og onkel – har været på en rejse tilbage til den ældstes fødeby i Litauen.

ARON NIMZOWITSCH – SKAKMESTER af Dan H. Andersen
Ny biografi fortæller om “Danmarks skakmester”, der lagde grunden til en ny måde at tænke over skak på.

GUDS BRILLER af Peter Nejsum
At blive set kan både være livsnødvendigt og livsfarligt. Det kommer an på øjnene der ser. Bibelske Tidende stiller skarpt.

GOLDBERGS ALTERNATIVE REJSEGUIDE redigeret af Jeanne G. Kempinski
Tag med til de lidt anderledes rejsemål, når Goldberg viser vej.

HVORDAN STEMTE DE SÅ? af Jonas H. Karpantschof
I Goldberg #32 var det et åbent spørgsmål, hvem af de to præsidentkandidater, der ville vinde de amerikanske jøders stemmer. Nu kender vi svaret.

POLITISK KOMMENTAR: DOBBELTMORAL
Af Michael Moynihan

SÅ TYNDT SOM MULIGT OG ALDRIG I MIDTEN af Susanne Skovgaard og Janus Wald
Arne Jacobsens verdensberømte højryggede stol fylder 50 år. Goldberg ser nærmere på “Danish Design”- mesteren, der meget hellere ville være arkitekt.

MODERNE JØDISK KUNST af Kasper Monrad
Mange kunstnere og ikke-kunstnere benægter, at man overhovedet kan tale om jødisk kunst som et samlet begreb. Alligevel lever begrebet i bedste velgående.

…

Magasinet Goldberg kan købes i abonnement eller løssalg.

God læselyst!

Da Jyllands-Posten bragte de nu herostratisk berømte Muhammed-tegninger i 2005, reagerede Iran ved at arrangere en konkurrence om Holocaust-karikaturer og en international konference for Holocaust-benægtere. En talsmand for det iranske styre forklarede logikken bag konkurrencen: “De tillader, at Profeten bliver latterliggjort, men når vi taler om Holocaust, straffer de folk for at betvivle det.”

ISLAMISTERNE HAR RET
Der er stor forskel på at benægte en historisk hændelse som Holocaust og håne en profet, men islamister, som peger på en dobbeltmoral i forhold til ytringsfrihed i Europa, har desværre ret.

I Tyskland og Rusland er tryk og salg af Mein Kampf forbudt (selv om Tyskland for nylig har overvejet at udgive en kommenteret udgave af bogen), og i en række europæiske lande kan Holocaust-benægtere retsforfølges. Andre lande forbyder ikke direkte Holocaust-benægtelse, men retsforfølger efter paragraffer som fx “opfordring til racehad”. Og i alle disse lande kan man gøre nar ad religioner – hvad enten det er islam eller kristendom – under henvisning til ytringsfriheden.

Lovene er nok velmente, men de har ringe indvirkning på udbredelsen af stødende materiale. Et forbud har måske ligefrem skabt en interesse der ikke tidligere var der. Men trods de manglende beviser, mener nogle, at forbud mod stødende udsagn er både berettigede og nødvendige, set i lyset af nyere europæisk histories rædsler. Ved et møde om ytringsfrihed i Toronto i 2010 forsvarede Elie Wiesel ytringsfriheden med én undtagelse: “Holocaust-benægtelse bør efter min mening være ulovligt af hensyn til ofrenes efterladte.” Salman Rushdie var uenig, men Wiesel står ikke alene med sit synspunkt.

EUROPA HAR OPHØJET LØGNERE
Irans konference om Holocaust-benægtelse understreger den iboende fare ved at kriminalisere ideer, en fristelse som mange europæiske regeringer er faldet for. Ved at fængsle pseudohistorikere for at benægte historiske kendsgerninger skaber de martyrer. Hvorfor kender vi for eksempel David Irving og andre revisionister, men ikke dem der benægter det cambodjanske folkemord, eller dem der påstår, at massakren i Srebenica er opdigtet, eller at angrebene den 11. september var støttet af israelerne? Det skyldes dels at vi kender ofre for Holocaust og deres slægtninge – dem om Wiesel forståeligt nok vil beskytte – og dels de tyskere, der sagde nie wieder og insisterer på, at Tyskland kæmper med sin fortid ved at kræve, at der skal undervises i Holocaust i skolerne. Men vi kender også revisionisterne, fordi de er slæbt i retten flere steder.

Tidligere i år hædrede den iranske præsident, Mahmoud Ahmadinejad, revisionisten Robert Faurisson med en pris for hans “mod og styrke” mod den jødiske fjende. Det er resultatet af ikke at stole på, at almindelige mennesker kan vurdere historiske sandheder; Europa har uforvarende ophøjet løgnere.

KUN ET KLIK VÆK
Love har aldrig kunnet stoppe udbredelsen af Holocaust-benægtelse, men teknologien muliggør nu en næsten uhæmmet strøm af informationer uden skelen til kvalitet eller sandhed. De, der tror på virkningen af love mod Holocaust-benægtelse eller Tysklands anakronistiske forbud mod salg af Mein Kampf, må kæmpe mod en uhindret strøm af underlødige udgydelser på nettet, hvor et eksemplar af Hitlers manifest kan fås gratis på flere sprog. Hvis man søger en vidtløftig, kommenteret og helt igennem forloren ‘undersøgelse’ af de manglende gaskamre i Auschwitz, er de altid kun et klik væk, trods den tyske regerings henstillinger til, at de fjernes fra Google. Hvis målet med begrænsninger i ytringsfriheden er at forhindre yderligere højreekstremisme, har sådanne tiltag stort set ikke virket. Og hvis love mod Holocaust-benægtelse gør særlinge til martyrer, skal de så være der for at beskytte ofrene for pseudohistorikere?

Det er et spejlbillede af argumenter fremført af kloge hoveder, politikere og religiøse ledere, der lader sig forføre af en ubehjælpsom YouTube-video som Innocence of Muslims.

Guiden redigeres af Goldberg, men bidragyderne findes både blandt såvel vores læsere som faste skribenter. Og du kan også være med: Kender du et sted, som du mener, det vil interessere Goldbergs læsere at få viden om, så send meget gerne en kort beskrivelse af den til jeannegkempinski@gmail.com.

Reglerne er enkle:

1. Stedet må ikke være beskrevet i de mest kendte Rejseguides
2. Beskrivelsen skal være kort, max 1000 enheder inkl. mellemrum
3. Stedet eller seværdigheden skal beskrives generelt, dvs. at du ikke skal fortælle om dine egne oplevelser på stedet, men om hvad dine læsere vil kunne opleve der. Husk evt. at
4. angive, hvordan man kommer dertil.
5. Vedhæft gerne foto eller et tip om, hvor vi får et billede af stedet.
6. Historierne skal passe til resten af magasinets interesseområde og stil.

Du får ikke honorar for dit bidrag, men fornøjelsen ved at være med til at gøre Goldberg til et endnu bedre magasin!

Varme hilsener!

Jeanne G. Kempinski
Redaktør

Få fat i seneste nummer af Goldberg og nyd godt af de mange godbidder!

LEDER

TEMA: FACEBOOK-MANIFEST OM OMSKÆRELSE af Samuel Rachlin

TEMA: ET RUNGENDE MÅASKE af Allan Silberbrandt
Obama og Romney har deres at slås med op til valget i USA den 6. november. Hvad er værst: At være mormon eller demokratisk præsident på genvalg?

TEMA: DEN JØDISKE STEMME af Jonathan Sarna / Oversat og Bearbejdet af Hanne Friis
I 1862 beordrede General Grant en lokal fordrivelse af “jøder som klasse”. Da han fire år senere var præsident-kandidat måtte amerikanske jøder vælge: Vejede antise- mitisme tungere end landets velfærd?

TEMA: JØDERNE OG VENSTREFLØJEN af Adam Kirsch / Oversat og Bearbejdet af Hanne Friis
Bliver den århundredlange amerikansk-jødiske alliance med venstrefløjen brudt ved valget i november?

FRØKEN DANMARK af Ditte Okman
Danmarks repræsentant ved Miss World-konkurrencen, Iris Reuben Adler Thomsen, har indisk-israelsk-dansk baggrund. Vi mødte Iris og hendes mor i den jødiske slagterforretning i København.

GOLDBERGS ALTERNATIVE REJSEGUIDE

ANNE FRANK LEVER af Fran Hopenwasser
De amerikanske forfattere Nathan Englander og Shalom Auslander benytter sig af både humor og satire i deres 2012-udgivelser, hvor Anne Frank bringes til live.

GULDFEBER I TREBLINKA af Jan T. Gross / Oversat og Bearbejdet af Louise Riewerts-Laursen
Ny bog dokumenterer, at Anden Verdenskrig knapt var slut, før polske bønder drog på en makaber jagt efter værdier i udryddelseslejrenes massegrave.

DA SELVHAD VAR ET POSITIVT TRÆK af Hans Henrik Fafner
Anton Kuh mente, at jødisk antisemitisme måtte være det bedste middel mod nationalisme – i 1920ernes Tyskland.

ANARKIST UNDER PALMER af Therkel Stræde
Heinrich Goldberg skiftede navn til Filareto Kavernido og drog af sted til Sydamerika for at lave Revolución!

THE BORSCHT BELT / Oversat og Bearbejdet af Susanne Skovgaard
Fotografen Marisa Scheinfeld er urbexer, en tilgang hun bruger i sin fotoskildring af barndommens forfaldne paradis i the Catskills.

SURREALIST OG MODSTANDSMAND af Iréne Itkine
I august 1944 døde Sylvain Itkine af sine bødlers tortur. Gestapo dræbte dermed et banebrydende teatermenneske og aktivt medlem af den franske modstandsbevægelse.

POLITISK KOMMENTAR: “ENDELIG FORTJENER VI VORES FRIHED”
Af Steffen Jensen

DET STÅR I BIBELEN! Af Peter Nejsum
”Det står i Bibelen” kan være et hårdtslående argument. Men der står rigtig mange overraskende ting i den bog, og hvad ”gælder” så, og hvad kan man springe over med et skuldertræk?

SYND OG FORSONING af Bent Melchior
Efterårets store jødiske helligdag, Jom Kippur, nærmer sig. Det giver anledning til en række betragtninger.

EN KOSMOPOLIT MED KUNSTEN I ØJET af Torben Grøndahl
Heinz Berggruen var en af de tunge kunstsamlere. Han donerede sin imponerende samling til Berlin, hvor den dette efterår åbner i det nyrenoverede Museum Berggruen.

DEN OVERSETE AVANTGARDEMALER VUILLARD af Kasper Monrad
Intimisme er en betegnelse, der ofte hæftes på Edouard Vuillards kunst.

…

Magasinet Goldberg kan købes i abonnement eller løssalg.

God læselyst!

En kort periode under revolutionen var Azawy Egyptens kulturminister, indtil han blev sparket ud, fordi Det øverste Militærråd udnævnte sin egen regering. Til daglig leder han Azawy-kulturcentret, en mellemting mellem Den Grå Hal på Christiania og Huset i Magstræde, bare på egyptisk. Et fristed for unge egyptere, religiøse og sekulære, unge piger og mænd, kunst- og kulturinteresserede, politisk engagerede og dem, der bare vil spille og lytte til musik.

Ved det første frie valg blev Azawy valgt ind i det parlament, som Militærrådet og Forfatningsdomstolen senere erklærede ugyldigt. Men som de øvrige parlamentarikere nægtede han at acceptere, at de, der var udnævnt af diktaturet, skulle vurdere, om demokratiets folkevalgte repræsentanter var legitime eller ej. Så i skøn tværpolitisk forening fortsatte de med at mødes for at regere landet på trods af de væbnede styrker og sikkerhedspolitiet.

Selvom Azawy, som absolut ikke er islamist, hellere havde set en verdslig regering, så accepterer han fuldt og helt, at folket har talt, og at islamistiske politikere skal lede landet. I det mindste er det ikke generalerne eller en marionet-præsident udpeget af militæret. Og selvom Azawy-kulturcentret nemt kan komme i konflikt med islamisternes snævre moralnormer og puritanske kulturopfattelse, så vil han hellere have den kamp end leve under et korrupt regime ledet af generalerne og landets rige, privilegerede overklasse.

I Egypten som i Libyen og Tunesien er det islamister i forskellige indpakninger og sværhedsgrader, der har fået magten efter omvæltningerne. I Libyen ganske vist som en del af noget, der udadtil ligner en sekulær politisk alliance, men i realiteten består af en række islamistiske grupperinger. Når krigsrøgen i Syrien på et eller andet tidspunkt letter, og præsident Bashar al-Assad er flygtet, fanget eller død, så kommer islamisterne sikkert også her til at spille en afgørende rolle.

Uanset om vi kan lide det eller ej, så bliver det islamister, der vinder Det arabiske Forår, og det næsten uanset om overgangen fra totalitarisme til demokrati sker fredeligt eller med våben. De sekulære oppositionspolitikere er ofte totalt ukendte, nye og uprøvede, inkompetente, har været i eksil eller en del af regimet som symbolsk opposition. Islamisterne derimod har via moskeer, skoler, klinikker og socialcentre længe haft både infrastruktur og befolkningens støtte. Ofte har de eksisteret halvt forbudt/semi-tilladt, så diktatoren havde et politisk fugleskræmsel, som han kunne vise Vesten: ”Se! Det er enten mig eller disse Bin Laden-kloner!” Tidligere støttede vi derfor ofte tyrannerne. De sikrede dog en vis stabilitet i en region, der blandt andet på grund af olien er strategisk vigtig for os. Nu kommer de islamistiske regeringer alligevel, og vi skal beslutte, om vi vil støtte dem eller gentage vores fodfejl fra Hamas’ magtovertagelse i Det palæstinensiske Selvstyre. Da den militante Hamas-bevægelse ved et demokratisk valg i 2006 smed det korrupte Fatah på porten, lukkede vi af til den nye Hamas-regering, som blev presset i armene på Iran og fortsatte sin militante politik over for Israel. Vores indflydelse blev svækket, Hamas blev mere stålsat anti-forhandling, Fatah så ingen grund til at rense ud, og Israel-Palæstinakonflikten er lige så uløselig som altid.

Den modsatte politik er heller ikke bare lykken. Mange i Vesten vil argumentere for demokrati i den arabiske verden, fordi de tror, at det vil føre til fred og stabilitet i området. Men det vil det ikke. Ikke på kort sigt. Enhver bevægelse fra tyranni eller autokrati til demokrati i den arabiske verden vil uvægerligt blive influeret af områdets islamistiske bevægelser, og det vil meget sjældent ske uden ballade og ustabilitet.

Vi i Vesten må være villige til at arbejde sammen med disse bevægelser, selvom vi ikke sympatiserer med deres politiske mål, og gennem langsommeligt slid og møjsommeligt diplomatisk brobygningsarbejde støtte kræfter, vi ikke kan lide, så de kan få magten og udøve den – om ikke til alles bedste, så til mange fleres end i diktaturets dage – for i det mindste at styrke de demokratiske tendenser og få valg til at fungere. Ikke bare ved én enkelt lejlighed, men gang på gang, så valg bliver reglen snarere end undtagelsen. Det bliver en lige så svær proces for os som for den arabiske verden.