Men så skete der noget. I 1994 besluttede World Monuments Fund at restaurere Ets Chaim, således at den både kunne fungere som synagoge og fortælle historien om den jødiske arv på Kreta. Den blev genindviet i 1999, og der blev også etableret et bibliotek.

Fra jødisk side var filosofien bag restaureringen ‘Am Jisrael chai’ – ‘Israels folk lever’ – og visionen at transformere synagogen fra at være et monument over nazisternes succes med at udslette jødisk liv på Kreta til at være et centrum for jødisk liv og værdier.

Der er dog ingen menighed og fast rabbiner, for der er næsten ingen jøder tilbage på øen. Men jøder med eller uden familiemæssig baggrund på Kreta kommer til Chania til de religiøse højtider – eller måske for at blive gift. Og det er dem, som gør en stor del af ”arbejdet” med at få realiseret højtiderne. Hertil kommer de ”tilfældige” jødiske turister, der er på ferie på Kreta, og som deltager i de almindelige jødiske bønner.

Men Ets Chaim er også ramme for kultur og forskning med fx foredrag og inter-religiøs dialog, som er med til at bevare synagogen som et levende sted. Frivillige viser gerne rundt, og man er velkommen til at læse i det smukke bibliotek eller sidde i haven – og måske tænke over det lille mirakel det er, at en synagoge uden menighed kan leve.

I en overvejende katolsk befolkning på omkring 3.5 millioner spansktalende indbyggere kan man finde en blomstrende enklave af jøder, nok en 3 til 4 tusinde. Costa Ricas jøder har en markant historie, som går helt tilbage til det 16. og 17. århundredes spansk-portugisiske Marranos, som blev efterfulgt af et rykind af købmænd fra de nærliggende øer Curacao, Jamaica og Panama i det 19. århundrede. I de tidlige 1930ere blev antallet markant forøget af jøder, der undslap nazismens svøbe i Europa, inklusive noget så sjældent som en hel polsk shtetl, der i dag udgør det jødiske samfund. Det består af en strengt ortodoks menighed med imponerende bygninger, der huser en synagoge og et omfattende spansk/hebraisk skolesystem med omkring 350 elever. Desuden er der flere mikvaot, en kosher slagter, nogle restauranter og en delicatessen! Der er også et jødisk museum, et mindesmærke for Holocaust med en statue af Anne Frank, et månedligt nyhedsbrev, sociale organisationer og tætte bånd til Israel.

En pudsig detalje: I stedet for at blive kaldt ‘judeus’ eller ‘israelitas’, som tidligere ansås for at være en antisemitisk benævnelse, bliver Costa Ricas jøder i dag ofte kaldt ‘polacos’ eller ‘klappers’, en reference til den klapren, der kom fra hjulene på de oksetrukne kærrer, som de oprindeligt brugte, når de rejste omkring som bissekræmmere – og dette uden nogen form for nedsættende bibetydning, da det simpelthen er kommet til at betyde sælgere.

Initiativtagerne fastholder, at det ikke bliver noget nyt mindesmærke, men et jødisk museum, der dokumenterer verdens ældste ashkenaziske samfund. Men arkæologerne er også stødt på rester af byens romerske og frankiske fortid, så modparten så hellere, at det blev til et generelt bymuseum. Og endelig mener en gruppe borgere, at de 52 mio. euro, bystyret har afsat til projektet, burde investeres i nye børnehaver, og i farten er projektets modstandere blevet beskyldt for latent antisemitisme.

Der er indtil videre fundet 250.000 genstande, hvoraf nogle går helt tilbage til det 1. århundrede. Og de dækker alle sider af byens jødiske historie – lige fra synagogens ødelæggelse under pogromen i 1349 til det helt dagligdags og profane. I 2011 fandt arkæologerne, hvad de mente måtte være en vigtig rabbinsk inskription. Men i virkeligheden står der blot ”Ekskrementer fjernes gennem dette vindue.”
Det viser, at man allerede dengang havde forståelse for at rydde skidtet bort, og i mellemtiden prøver borgmester Jürgen Roters at fjerne sagens verbale skidt. Han siger, at det med antisemitisme er ren spekulation, og at der skam kommer et jødisk museum ud af projektet.

Jobar er med sine omkring 2000 år den ældste af den snes synagoger, der stadig findes i Damaskus, selv om de jødiske samfund stort set er borte. Synagogen blev bygget over den grotte, hvor profeten Elias ifølge traditionen skjulte sig for sine forfølgere, og i århundreder bragte byens jødiske befolkning deres syge til stedet i overbevisningen om, at en overnatning i grotten ville give dem helbredet tilbage.

Senere undersøgelser viser dog, at synagogen er blevet offer for den propagandakrig, som raser i landet. Tidligere på året slog en granat ned i gaden, hvilket førte til mindre skader på bygningens facade, men synagogen står endnu. Det må derfor også kunne afvises, at ”såkaldte zionister” stod bag plyndringen, hvilket Hizbollahs tv-station Al Manar elles kunne meddele.

jødiske menighed forsvandt under 2. Verdenskrig, men byen har bevaret sit tilnavn. Det tiltrækker besøgende fra hele verden, som ved selvsyn vil opleve, hvad der er tilbage af jødiske spor: den smalle gade ned gennem ghettoen, den genopbyggede synagoge med tilhørende mikve, matsa-bageri og slagteri nede i tufo-grotterne, et kulturcenter og nogle småbutikker, der sælger bagværk angiveligt af jødisk oprindelse. Jøderne er væk, stemmerne forstummet, men når man går ned gennem den gamle ghetto, er det ikke svært at forstå, hvorfor Pitigliano kom til at hedde La Piccola Gerusalemme.

Fortsætter man et par hundrede meter op ad Jerusalemgadens forlængelse, Heltmana-gaden, får man øje på den noget forsømte villa i nummer 22. Huset, som har været på flere hænder, var fra februar 1943 til september 1944 beboet af kz-lejrens berygtede kommandant Amon Göth, og gaden hed dengang SS-Strasse. I den tid, hvor han udøvede sit rædselsregimente i lejren, boede han sammen med sin elskerinde Ruth Kalder, der formentlig tog billederne af ham stående på terrassen med bar overkrop, cigaret og riffel, mens han flere gange skød ind i lejren og dræbte fanger, der tilfældigt kom i hans sigtekorn. I husets kælder blev Helena Hirsch holdt indespærret for konstant at kunne stå til rådighed for husherren.

Terrasse-scenen og villaen vil kunne genkendes i Steven Spielbergs film ’Schindlers liste’ – selvom den i filmen var en kulisse. Og lejrsekvenserne blev ikke optaget på det gamle lejrområde, men i et stenbrud nogle hundrede meter mod nord. Rester af Hollywood-kulissen kan stadig ses i bunden af stenbruddet.
Göth blev anholdt og udleveret til Polen efter krigen. En domstol i Krakow dømte ham d. 5. september 1946 til døden, og han blev hængt en uge senere.

Få fat i seneste nummer af Goldberg og nyd godt af de mange godbidder!

ØJEBLIKKETS MAGI af Torben Grøndahl
Fotografen Helmut Newton er især kendt for sine nøgenbilleder ”Big Nudes”. Andre sider af hans talent og virke kan ses på ”Museum für Fotografie” i Berlin, der rummer Helmut og June Newtons store privatsamling.

SNAPSHOTS FRA EN GENERATION Af Susanne Skovgaard
Digteren Allen Ginsbergs fotos kan ses denne sommer på Contemporary Jewish Museum i San Francisco.

MIT NAVN ER HASsan af Lone Spliid
Mød den nyudsprungne forfatter Hassan Preisler i et stort interview med Goldberg. Han har heldigvis alt for tynde ben til at være terrorist!

KONTRA-TALMUDISTER af Hans Henrik Fafner
Frankismen var en mærkværdig gren af jødedommen, med sære ritualer der omfattede både kors og nøgne, dansende kvinder. Og det satte Polen på den anden ende.

SISYPHOS FOR EVER af Helene Apelt
Forfatteren og filosoffen Albert Camus ville være fyldt 100 i år. Det har inspireret kunstneren Ronny Someck til et portræt af ham, og Goldberg til at fortælle om ham.

DET INDBILDTE HJEMLAND oversat af Hanne Friis
Novelle af Etgar Keret, der handler om at tro, at Polen kun eksisterer i sort/hvid.

DEN VREDE BRANDES PÅ af Bodil Kruse
sine ældre dage blev forfatteren Georg Brandes rigtig vred og brugte sin skarpe pen til forsvar for armenierne og mod forherligelse af krig.

ATEIST MED EN SJÆL af Fran Hopenwasser
”36 argumenter for Guds eksistens” hedder forfatteren Rebecca Newberger Goldsteins seneste bog. Hun tilhører den voksende ”New Atheist”-bevægelse.

Politisk Kommentar: ISRAEL SKYLDER USA – IGEN, IGEN
Af Anders Jerichow

KROPPEN, SJÆLEN, ÅNDEN, JEG’ET, MENNESKET af Leise Christensen
Gud skabte først kroppen og derefter ånden. Bibelske Tidende slår til lyd for at kroppen, sjælen og ånden er ligeværdige partnere.

ET FESTSCHRIFT af Lene Andersen
Overrabbiner for Storbritannien og Commonwealth Jonathan Sacks går på pension i år. Gode venner har lavet et ægte Festschrift til ham med titlen Radical Responsibility.

LIDT OM TSINIZM OG SARKAZM oversat af Hanne Friis
Kan det virkelig være rigtigt, at jiddish og hebraisk ikke har sine egne ord for noget så flittigt anvendt som kynisme og sarkasme?

DEN ALTERNATIVE REJSEGUIDE, red. Jeanne G. Kempinski
Følg Rejseguiden til Faro, Køln, Rangoon, Krakow – og mange flere steder.

HELLIGE DRUER af Henrik K. Goldschmidt
I over 5000 år har vinen været en del af kulturen i området mellem Syrien, Iran og Israel. I dag dyrkes den efter højteknologiske metoder, men bygget på viden fra de første pionerer.

FORSKER OG FEMINIST PÅ EGNE PRÆMISSER af Eva Heltberg
Sprogforskeren Lis Jacobsen stod bl.a. for at Danmark fik en Ordbog over det danske Sprog i 28 bind. Hun var foregangskvinde og leder – historien om hende er et stykke dansk kvindesag.

AT FORANDRE I DIALOG af Claudia Weltz
Kierkegaard, Rosenzweig og Buber – tre eksistensfilosoffer, der kan mødes i en forståelse af tid, sprog og kærlighed.

DEN SEFARDISKE ENEGÆNGER af Kasper Monrad
Den italienske maler Amedeo Modigliani var jøde og modernist – begge dele på sin egen særlige måde.

…

Magasinet Goldberg kan købes i abonnement eller løssalg.

God læselyst!

Dermed skylder Israel én – til USA.

Og hvis Jerusalem Post, en anden go’ avis, også har ret, skyldte Israel én i forvejen. For Netanyahu-regeringen lovede for to år siden USA, at den ikke ville lade de ’yderligt liggende, ulovlige’ bosættelser bygge ud. Godt nok er det næsten kun Israel, der betragter nogle bosættelser som mere ’lovlige’ end andre. Glem lige dét et øjeblik. Men nu har Fred Nu-bevægelsen ifølge avisen afsløret, at regeringen er ved at lovliggøre fire bosættelser helt ude i de dele af Vestbredden, som hverken USA eller andre venner af Israel nogensinde ville anerkende som et bare potentielt forhandlingsspørgsmål. Og det netanyahu’ske argument skulle være, at palæstinenserne angiveligt har ’solgt’ jorden til bosætterne. Her må så indskydes, at alverdens opfattelse af international lov, også USAs og EUs, ikke anerkender, at en besættelsesmagt kan opkøbe besat land. Man kunne også indskyde, at verden er ligeglad med, at Marokko gør det samme i det besatte Vestsahara. Altså flytter egne statsborgere ind, bygger bosættelser og har opført en sikkerhedsmur. Glem også dét til en anden artikel. Pointen her er, at Israel har blæst på USA og gang på gang på gang har fortsat sine bosættelsesbyggerier trods de amerikanske protester. Og hvis USA nu har hjulpet ved at trække i nødbremsen for EUs mærkning, vil der være tale om et af to: Enten har USA virkelig planer om at give Israel et tilbud om en fredsproces, som Netanyahu ikke skal kunne sige nej til – og slet ikke, hvis han skylder for en frisk tjeneste. Eller også har USA bare opgivet at få Israel til at standse den krybende israelisering af de besatte områder. Opgivet at sætte stop for bosættelserne. Opgivet at få Israel til at bygge i sine egne områder frem for palæstinensernes. Opgivet at lægge pres på produktionen i bosættelserne. Og dermed opgivet fredsprocessen. Under alle omstændigheder: Ingen ædruelig mægler kan forestille sig, at palæstinenserne vil sige ja til fred, hvis Israel overtager Vestbredden og fastholder sin enekontrol med Jerusalem. Det er ikke et nemt valg, men et klart valg: Israel kan ikke få fred og beholde de besatte områder på én gang. Men Israel kan måske få fred, hvis det lader palæstinenserne skabe en stat på Vestbredden med hovedstad i et poli-
tisk delt Jerusalem. Lige nu importerer EU ifølge Verdensbanken varer for 230 mill. euro fra bosættelserne. Det er 15 gange så meget, som EU-kredsen importerer fra palæstinenserne.

Hvordan mon palæstinenserne fortolker disse tal? Som modvilje mod bosættelserne? Som støtte til drømmen om en palæstinensisk stat? Måske er det lige meget. Israelerne og palæstinenserne har i hvert fald én ting til fælles. De strutter af selvtillid og mistillid på én gang. Selvtilliden får begge parter til at tro, at de nok skal klare sig i det lange løb.

Netanyahu-regeringen tror, at han vil komme uden om det demografiske og demokratiske problem – altså at der i løbet af to årtier vil være et mindretal af israelske jøder til at kontrollere et flertal af palæstinensiske arabere mellem Jordanfloden og Middelhavet. Enten satser han på så stor jødisk indvandring, at det vil udskyde problemet. Eller også mener han, at truslerne mod Israel vil være så seriøse, at Israel må prioritere sin sikkerhed frem for sit demokrati.

Bare ærgerligt, palæstinensere. Og palæstinenserne er overbevist om, at de i det lange løb vil overmande israelerne. Enten fordi de kommer i flertal. Eller fordi de vil have en stærkere moral end israelerne, som de har mistænkt for i virkeligheden ikke at have the balls til at stå kampen igennem.

Bare ærgerligt, Israel.

Og på begge sider satser 5-10 procent på, at de har Vorherre på sin side. Men de næres også af mistillid. Ikke kun til hinanden, dét er dog velbegrundet. De har en fælles mistillid til omverdenen og deres såkaldte venner. Palæstinenserne er vant til at blive svigtet af den arabiske verden og såmænd også af resten af verden. Se bare salgstallene og udbygningstakten i de israelske bosættelser. Og Israel er vant til at blive svigtet af den kristne verden og da også af resten af verden. Se bare de tilbagevendende palæstinensiske raketangreb på Israel og terror både hér og dér. Så helt ærligt: Hvilken israelsk eller palæstinensisk leder vil stole på, at FN, USA, EU, Rusland eller den Arabiske Liga leverer varen, når de taler om fred og venskab? De har jo travlt med konflikten i Syrien, med Irans atomprojekt osv. Og har de måske leveret fred til Vestsahara, til Afghanistan, til Irak, til de arabiske forårslande, til de undertrykte bahrainere, de krigsplagede syrere?

Det er en meget deprimerende historie. Men hvem havde lovet gode nyheder? This is the Middle East, stupid.

Sædvanligvis vil man på jødiske gravpladser se, at stenene vender i samme retning, oftest mod Jerusalem; og hvor de ashkenaziske sten står op, ligger de sefardiske ned. Så her er der tydeligvis tale om en sefardisk gravplads. Og noget af det særlige ved denne begravelsesplads er, at stenene ligger i flere retninger.

Forklaringen på de mange retninger lyder, at nogle af stenene vender mod Jerusalem, nogle mod Nordafrika, som mange af de genindvandrede jøder kom fra i 1800-tallet efter fordrivelsen fra Portugal i 1496 – og nogle er vendt i retning af den første stjerne, der kommer til syne på himmelen på sabbaten.

En nærmere undersøgelse afslører dog, at der faktisk ikke er nogle absolutte forskrifter i jødisk lov for retninger af gravsten, men rent praktisk sparer samme retning af alle sten plads. Gravstenen sættes ved afdødes hovedgærde, og fødderne tættest på retningen mod Jerusalem, så man ved genopstandelsen kan rejse sig og gå direkte til den hellige stad.

Foran centret for jødisk historie i Faro står en mindesten over en bog og dens jødiske forlægger. Og netop Faro i det sydligste distrikt i Portugal, Algarve, er en by, som kan bryste sig af at være den første i landet, der fik udgivet en bog på print. Det var Tora, De fem Mosebøger, på hebraisk, og trykningen fandt sted i 1487.

Arbejdet foregik i Samuel Gacons værksted i byens jødiske kvarter, som der ingen spor er af i dag, bortset fra at man ved, hvor det lå – nemlig der, hvor Faros Bymuseum nu er placeret. Sporene efter et af Portugals større jødiske kvarterer forsvandt gradvist, efter at jøderne i 1497 var blevet fordrevet fra Portugal eller blevet tvangsdøbt.

Afsløringen af mindestenen foran det jødisk-historiske center blev af Algarves turistforening brugt som anledning til at tilslutte sig Portugals netværk af jødiske kvarterer, Rede de Judiarias de Portugal, en privat organisation hvis formål det er at ’fremme og styrke interkulturel dialog om jødisk identitet’.