Tags:
Politisk kommentar Goldberg#20Armadillo
Af Jeppe P. Trautner
Dokumentarfilmen “Armadillo” har skabt stor opmærksomhed om de danske soldater i Afghanistan. For forfatteren Carsten Jensen er den nyvundne indsigt “et jordskælv”, og han konkluderer, at “i forsvaret for civilisationen kan vi blive nødt til midlertidigt at alliere os med de instinkter, der trives bedst i barbariet”. For filmens instruktør Janus Metz er krig ligeledes “barbari”, et “syndefald” og et dyk ned i “menneskets mørke urkræfter”.
Krig indebærer barbariske handlinger, men er krig barbari? Krigsfilosoffen Clausewitz har en pointe om væbnede konflikters logik: Jo mindre intensive krige er, jo mere politiske er de. Når parternes mål er at gøre hinanden forsvarsløse, indtage hovedstæder og fordrive befolkninger, fører det til panserslag, artilleridueller og nedbrændte byer.
I en sådan krig behøver demokratiske politikere ikke at gøre sig større umage med strategien. Det synes at være undtagelsen snarere end regelen, at de involverer sig i brugen af militære midler. Som oftest ser politikere deres indsats som afsluttet, når de har formuleret målene for indsatsen. Denne manglende politiske villighed til at interessere sig for, hvad der i Danmark kaldes “militærtekniske” anliggender, er særligt uheldig i små krige, der, hvis Clausewitz har ret, er særdeles politiserede.
Et eksempel på langtrukken krig om land og ret er krigen mellem Israel og dets nære og fjernere naboer. Siden 1920’erne har den kostet ca. 42.000 arabere og 22.000 jøder livet. Når den fortsat syder, skyldes det primært, at de arabiske flygtninge og deres efterkommere bruges som indenrigspolitiske skakbrikker af diverse diktaturstater og derfor ikke kan skabe sig en rimelig tilværelse. At muslimer i samme periode har dræbt omkring 11 millioner andre muslimer har ikke i samme grad haft den vestlige offentligheds bevågenhed. I stedet er den arabisk-israelske konflikt, som er den mindst tabsgivende og mest politiserede i regionen, blevet den mest diskuterede. Jo mindre krig, jo bedre plads til politik, for, som Clausewitz foreslår, er krig politik, blot med andre midler.
Hvorfor er det så gængs at mene, at krige er meningsløse? At en kugle går igennem den enes ærme og den andens hoved er i menneskelig forstand meningsløst. Men krigen, hvis essens er retten til at bestemme, giver i sig selv god mening. Danmark er fx uenig med en løs gruppering kaldet Taliban om afghansk indenrigs-, udenrigs- og skolepolitik. Vi ønsker, at Afghanistan ikke skal være et religiøst diktatur, ikke skal give islamistiske terrorister husly, og at afghanske piger skal have ret til at gå i skole. Måske man kunne dyrke kompromisets ædle kunst? Så Taliban fik halvdelen af magten i landet, så kun halvdelen af de fem millioner afghanere, der er vendt tilbage, efter at Vesten væltede Taliban-regimet i 2001, skal flygte igen, og så piger får lov at gå i skole en gang om ugen og lærer at skrive deres eget navn og tælle til hundrede? Danmark og dets allierede står stejlt på deres, og Taliban på deres, og uenigheden kan kun løses med væbnet magt. De slår os og især de afghanere, der støtter os, ihjel, og vi slår dem ihjel. Kampen om den politiske magt er meningen med “barbariet”.
Det er attraktivt at tro, at krig blot er vanvid. Først og fremmest kan man fratænke sig sit personlige ansvar og ryste fortvivlet på hovedet. Kulturpersonligheder kan gratis være imod krig uden tanke for omkostningerne ved en pludselig tilbagetrækning fra Irak og Afghanistan. Politikere behøver ikke at flytte rundt på ressourcer og beføjelser og tage stilling til ret og uret, risiko og gevinst, men kan kalde de politiske spørgsmål for “militærtekniske”. Mediefolk trættes ikke med at udrede og forklare sammenhænge, men kan med minimalt besvær formidle umiddelbare indtryk. Historikere slipper for at tænke kontrafaktisk og vurdere, hvad den ene eller anden beslutning kunne have medført, for krigens meningsløshed gør jo alt uforudsigeligt og tilfældigt. Forskere kan finde internationale mønstre og juridiske spidsfindigheder og slipper for al den besværlige detailviden, der skal til for at overveje om doktrin, taktik, våben, mål og politik harmonerer.
Bedsteforældre kan gøre våbnene til fjenden og slippe for at afveje godt og ondt, fred og frihed. Og frem for alt giver forudantagelsen om krigens meningsløshed iagttageren et selvgodhedens trumfkort på hånden: Soldaten, der gør noget grumt, må være grum. Kører han sin pansrede bulldozer hen over en kvindelig fredsaktivist, må han være ond. At han frygter at blive revet i stykker af en raket, hvis han holder stille et øjeblik for længe, og heller ikke kan se alt, forstås ikke. Marinesoldaten på båddækket der troede, at han skulle tale med fredsaktivister, men overfaldes og dræber jernrørs-aktivister og en rasende kampsportsmester, er et vilddyr. Måske følte han sig i livsfare?
Tilskuerne kan glæde sig over, at Armadillo viser unge, førstegangsudsendte soldater opføre sig militært kompetent trods deres korte uddannelse, men også forundres over den valgte doktrin: Vi gør det rigtigt, men er det det rigtige, vi gør? Spørgsmålet kræver en betydelig indsigt at besvare, og det er prisværdigt, at Janus Metz rejser problemet, når det nu ikke er akademisk, politisk eller militært comme il faut at interessere sig herfor. Filmen anbefales varmt, dog med en ledsagende anklagende pegefinger i dens intellektuelt dovne dellefedt af påstande om krigens meningsløshed.
Artikel-oversigt
;)
;)
