Tags:
Samfund Israel Goldberg#20Kan demokratier vinde krige?
Fremtidens demokratier må tage ved lære af, hvorfor Tyskland blev taberen i de store verdenskrige, mener en ledende militærhistoriker. Forklaringen er enkel: Landet var for lille, for skal man vinde en krig, er det størrelsen, det kommer an på.
Af
Jacques Blum og Chaim Lahav
Det Danske Forsvarsakademis Center for Militærhistorie havde i juni besøg af ”en af nutidens højest profilerede militærhistorikere”, sådan som professor Azar Gat blev præsenteret på akademiets hjemmeside.
Han var inviteret til Danmark for bl.a. at forelæse om tankerne i sin nyeste bog Victorious and Vulnerable: Why Democracy Won in the 20th Century and How it is Still Imperiled – hvor han giver sin forklaring på, hvorfor det var de demokratiske lande, der gik af med sejren i det 20. århundredes store krige, og hvorfor det på ingen måde kan tages for givet, at det fortsætter sådan.
Azar Gat er ikke kun akademiker og uddannet på de bedste universiteter rundt om i verden. Han er bl.a. også major af reserven i den israelske hær. Men den hæder, han har opnået blandt fagfolk, skyldes først og fremmest, at han anlægger et videnskabeligt set meget bredt syn på krigsførelse. Han inddrager både etymologi, udviklingslære, udviklingspsykologi, antropologi, arkæologi, historie, sociologi og statskundskab i sin forskning, og det har fået fagfolk fra både den akademiske såvel som fra den militære verden til at høre efter.
Goldberg mødte Azar Gat på hans hotel i København. Han gav sig tid til både forklaringer og spørgsmål, selv om han egentlig var på vej til lufthavnen, og selv om arrangørerne af hans besøg i Danmark havde ”kørt ham hårdt”, som han sagde. Men han var klar til endnu en gang at forklare, hvad han mener, for det er vigtigt, hvad han har at sige. Det handler om fremtiden for verdens demokratier, deres styrker og svagheder – og det er dødsens alvorligt.
Det store spørgsmål
Azar Gat er først og fremmest militærhistoriker, og det er dér, samtalen tager sit udgangspunkt – i historien.
- Det vigtigste spørgsmål at besvare er, hvorfor demokratierne vandt krigene i det 20. århundrede, og hvad vi kan lære af de sejre, for derigennem at forstå, hvad der kan og vil ske for den demokratiske verden i det 21. århundrede.
- Efter den kolde krig og de kommunistiske landes sammenbrud triumferede demokratierne og forventede, at alle andre lande i verden ville gå samme vej – hvis de ikke allerede havde gjort det. Men billedet er langt mere komplekst, og som jeg ser det, er der bestemt andre muligheder i spil. Vi har derfor en forpligtelse til at undersøge, hvorfor demokratierne vandt, så vi måske bedre kan forstå, hvad der vil ske i fremtiden.
For at forklare hvorfor Vesten vandt, må der ifølge Azar Gat skelnes mellem de militære sejre over det militaristiske og derefter totalitære Tyskland samt Japan i de to verdenskrige og de fredelige sejre over de kommunistiske regimer i Sovjet og Kina.
De kommunistiske lande
Hvad angår de kommunistiske lande er billedet klart, mener Azar Gat. Systemet fejlede ganske enkelt, det leverede ikke den vare, som var blevet stillet befolkningerne i udsigt – heller ikke økonomisk.
- Både Kina og Sovjetunionen var meget større end Vesteuropa, og hvis de havde haft økonomisk succes, og hvis de havde udviklet sig på samme måde som Vesten, så havde de to været en meget, meget større magt, end de er nu. De kunne have fejet Vesten af banen. Men helt uafhængigt af hinanden opgav Kina og Sovjetunionen den kommunistiske styreform. Kina begyndte at indføre reformer i slutningen af 1970’erne, og Gorbatjov fulgte efter fem år senere.
Size matters
Helt så enkelt er billedet ikke, når det gælder styrkeforholdet mellem de demokratiske lande og de ikke-demokratiske kapitalistiske lande som Japan og Nazityskland, og Azar Gats forklaring er da også flersidet.
- De to lande var ikke mindre effektive end de vestlige demokratier. Tyskland var et højt udviklet samfund på alle planer. Så hvorfor tabte de? Mit bud er, at Tyskland og Japan tabte, fordi landene var for små.
- Tyskland var – som alle europæiske lande – et mellemstort land, der blev konfronteret af en kæmpemæssig alliance, hvor den afgørende komponent var det gigantiske USA. USA var et land på en helt anden skala, det var ikke bare et land, men et helt kontinent, der ragede op over alle andre lande, ikke mindst de europæiske. Og tilfældigvis var denne faktor demokratisk.
- Tyskland var både stærkere, mere effektivt, mere militant, mere udviklet og bedre oprustet end noget andet land i Europa, og havde Første og Anden Verdenskrig været begrænset til Europa, så havde Tyskland knust sine fjender.
Tyskland forpassede chancen
Spørgsmålet melder sig naturligt, hvornår et land kan betragtes som værende ”stort”? I eksemplet med Tyskland, så voksede det enormt under nazismen. To tredjedele af Frankrig og store dele af Østeuropa og Skandinavien kom under nazistisk styre, så hvorfor var det ikke ”et stort land”?
Spørgsmålet leder til det mest afgørende i udviklingen af Anden Verdenskrig, pointerer Azar Gat og forklarer, at Tyskland simpelthen forspildte chancen, da den viste sig.
I de afgørende år 1940-42, da Tyskland havde mulighed for at mobilisere og underlægge sig hele Europa, producerede landet ikke ret meget. Selv England mobiliserede og producerede mere end Tyskland. Der er flere grunde til den tyske passivitet:
- Tyskland mente ikke, at det var nødvendigt med en massiv produktion. Man mente, at krigen allerede var vundet. Og der var stadig masser af varer til civilt brug. Men man var simpelthen for dårligt udrustet til Operation Barbarossa – invasionen af Sovjetunionen i 1941 – og først i 1942 – efter at Nazityskland var på tilbagetog i Rusland – begyndte man at rationalisere sin krigsøkonomi og produktion. Hitler ønskede at udnytte de store ressourcer, der lå i hele det kæmpemæssige Østeuropa, men man kom i gang for sent.
- I årene 1942-44 voksede produktionen 10 gange i forhold til årene før, men da var det for sent. Det er det store held, at Tyskland forpassede chancen for at absorbere de kæmpe reserver, der lå i de okkuperede europæiske områder. Hvis Tyskland var begyndt oprustningen i 1940, ville mange af os ikke være her i dag.
Universel syndebuk
Ifølge Azar Gat ville demokratier som England og Frankrig have tabt både i Første og i Anden Verdenskrig, hvis det ikke havde været for USA.
- USA var udslagsgivende – i kraft af sin udvikling javel, men sandelig også i kraft af sin størrelse. Hvis det ikke havde været for USA, havde demokratierne højst sandsynligt tabt i krigene i det 20. århundrede. Lande som Frankrig og England ville have tabt både Første og Anden Verdenskrig (og det er ikke en selvfølge, at Frankrig i så fald var forblevet demokratisk).
- Alle ved, at USA er den universelle syndebuk, der får skyld for alverdens ting, og noget af det er helt åbenlyst retfærdigt, og andet er ikke. Men man må også se i øjnene, at havde det ikke været for det demokratiske USA, så havde verden været et meget anderledes sted. Og det ville ikke have omfattet et frit og blomstrende Europa. USA var ansvarlig for demokratiets sejr i Første Verdenskrig, i Anden Verdenskrig, (samt i den Kolde Krig og på Balkan) og i Golfkrigen.
- I det 20. århundrede har USA været på den vindende side, uanset hvilken koalition landet har meldt sig til, hvilket har været tre, nemlig i Første Verdenskrig, i Anden Verdenskrig og i Golfkrigen. Hver gang har USA’s deltagelse ændret balancen i krigen. Det er sket på grund af landets krigsførelse, men også alene på grund af landets størrelse.
- Alle er klar over, at det 20. århundrede er ”demokratiets århundrede”, men jeg kalder det også for ”det amerikanske århundrede”. Folk forstår ikke fuldt ud, hvor meget de to ting hænger sammen.
Giganten Kina
Den kommende store spiller på banen er Kina, som ifølge Azar Gat uden tvivl vil blive en supermagt, og måske allerede er godt på vej til at være det. Kina skiftede lynhurtigt fra en kommunistisk økonomi til en form for kapitalisme, som er skyld i den fantastiske udvikling i økonomien, der er sket i landet siden 1975. I løbet af 30 år er økonomien vokset med næsten 10 % om året, så landet i løbet af en generation eller to vil opnå samme udviklingsstade som stort set resten af Sydøstasien.
- Da Kina samtidig er et kæmpestort land, og da det hele tiden moderniserer sig, bliver det sandsynligvis en gigant, når vi analyserer det på denne måde. Der er teorier fremme om, at der i Kina vil ske den samme udvikling, som vi har set rundt om i verden, nemlig at når et land først bliver rigt nok, bliver urbaniseret nok, og når der kommer en stor middelklasse med et stigende uddannelsesniveau, så kommer der også en udvikling hen imod demokrati. Men når det kommer til Kina, mener jeg, at det er en forhastet slutning.
Det er en slutning, som tager sit udgangspunkt i det 20. århundredes historie. Efter 1945 blev de lande, der hverken var demokratiske eller kommunistiske, udsat for et kolossalt pres fra den vestlige demokratiske verden, hvad enten det var direkte eller indirekte. Presset kom selvfølgelig fra USA som den toneangivende, men også fra andre vestlige demokratier.
- I modsætning til disse lande er Kina immun over for denne hegemoniske indflydelse. Fordi det i sig selv er et kraftcenter. Dets ledere kan vælge at gå den vej de vil, og det er ikke givet, at det er den demokratiske. Til gengæld er det ikke sandsynligt, at der bliver krig mellem USA og Kina, ligesom der i 50 år ikke var åben krig mellem USA og Rusland, men ind imellem vil de to befinde sig på hver sin side i mindre konflikter rundt om i verden.
Fremtiden
Efter den kolde krig talte mange politikere og lægfolk om ikke kun en fredelig verden, men også om en konfliktfri og demokratisk verden.
- Ingen kan udtale sig sikkert om fremtiden, men bygget på den historiske erfaring vi har, ser vi to konkurrerende blokke. Rivalerne, de vestlige demokratier på den ene side og Kina og andre autoritære regimer på den anden, er alle kapitalistiske og en del af den globale økonomi. De vil gerne være handelspartnere – og det er den kæmpemæssige forskel på den kolde krig og nu. - Men der er ikke nogen automatik i, at fred og økonomisk samarbejde fører til demokrati, eller i at demokratier er stærkere end ikke-demokratier, og deri ligger en af fremtidens store udfordringer.
- I min seneste bog taler jeg også om en anden udfordring: Den ukontrollerede udbredelse af både nukleare og især biologiske våben. De forskellige stater vil kunne holde hinanden i skak ved at afskrække hinanden militært og ved hinandens kendskab til parternes evne til at skade hinanden. Men det gælder ikke, når vi taler om fanatiske smågrupperinger eller endda helt ned til enkelte individer, der er i besiddelse af nukleare og især biologiske våben, som ved deres eventuelle benyttelse vil have helt nye konsekvenser både for freden i verden, men i særdeleshed for vores demokratiopfattelse, slutter Azar Gat.
Artikel-oversigt
;)
;)
