Tags:
Historie Goldberg#19Fra systue til showroom
De kom, de så, og de syede. Og efter et par generationer satte de indvandrede østjøder scenen for glamour i Hollywood og var toneangivende i den internationale modeverden.
Af Susanne Bernth
Da de russiske jøder i slutningen af 1800-tallet flygtede vestpå til Amerika, havde de et håndværk med sig, som skulle vise sig at blive en guldåre. De kunne sy: tøj, hatte, pelse og sko.
Færdighederne inden for skrædderi, buntmageri eller skomageri var udviklet i en blanding af tilfældighed og nødvendighed. Det var det, de havde beskæftiget sig med, hvor de kom fra, og det var et håndværk, der altid var plads til i kufferten, når de generation efter generation blev skubbet hen over landkortet.
Senere er de jødiske skrædderes ankomst til New York i 1880´erne blevet sammenlignet med at dukke op i Silicon Valley i 1980´erne med 10.000 timers pc-træning i bagagen. Mange forskellige faktorer gjorde, at deres efterkommere kunne sætte præg på internationalt design, og at New York for første gang i historien kunne hævde sig over for den gamle verdens modemekkaer som Milano og Paris.
Designere som Anne Klein, Diane von Fürstenberg, Calvin Klein, Judith Leibner, Ralph Lauren og Donna Karan var de første, der i 1960’erne og 70’erne satte amerikansk mode på verdenskortet. Siden er der kommet yngre kræfter til, som Marc Jacobs, Isaac Mizrahi og Zac Posen. De er vidt forskellige i stil og udtryk, men har alle det tilfælles, at de selv eller deres forældre er kommet til udefra, og at de kunne læse og opfylde ”de indfødtes” behov.
På samme måde som jødiske komponister har skabt nogle af de mest elskede julemelodier, for eksempel Irving Berlins ”White Christmas”, kom jødiske designere til at definere amerikansk stil. Ingen har som Ralph Lauren skabt en pastiche over angelsaksisk overklasseliv, og det slog an i en tid, hvor både begrebet overklasse og den angelsaksiske forrang var under opløsning.
Nordisk Beklædningsindustri
Blandt de mange jøder, der flygtede mod vest, havnede nogle i Danmark. Omkring Første Verdenskrig åbnede Nordisk Beklædningsindustri i en baggård til Strøget i København, og for at gøre opmærksom på dens eksistens udformede de en annonce: ”Jeg vil ikke være arbejdsløs. Har De stof, syer vi Dem en habit med tillæg og to gange prøver for 60 kr.”
Sceneinstruktøren Sam Besekow – for det var hans far og farbrødre, der stod bag annoncen – påpeger i sin erindringsbog Skrædderens søn, at det var et alt andet end nordisk syn, der mødte det købelystne københavnske publikum. Der blev talt et kaudervælsk af jiddish og dansk, men det virkede, og folk stod i kø for at komme til.
I Danmark var cirka halvdelen af de indvandrede jøder i første generation beskæftiget som skræddere, syersker, skræddermestre, bundtmagere eller skomagere. I sin bog De russiske jøder i København skriver forfatteren Morten Thing, at disse myreflittige nytilkomne ikke var lige velsete blandt de indfødte kolleger. De blev betragtet som løntrykkere og usolidariske, og den blev helt gal, da en skræddermester fik en kæmpe-ordre på syning af uniformer til DSB, fordi han ved udelukkende at ansætte russiske jøder, der var villige til at arbejde for en lavere løn, kunne underbyde den eksisterende priskurant.
De kom fra et land, hvor arbejderkulturen var illegal, og i Danmark ramlede de lige midt ind i en ikke alene yderst legal arbejderkultur, men også en yderst velorganiseret. Ingen af de nytilkomne kunne se, hvad de skulle med en fagforeningsbog, skriver Thing. Hvad kunne den gøre for dem? Og når de indfødte skræddermestre endog var villige til at ansætte dem, hvad var så problemet? Løsningen på den ulmende konflikt blev oprettelsen af et forbund for de russiske skræddere, og efterhånden døde konflikten hen.
Besekow og de andre skræddersønner og -døtre tog ikke tråden op. De fleste forlod håndværket, og proportionelt markerede mange sig som analytikere, som sceneinstruktører og -kunstnere, journalister og komponister.
Industrialisering
USA havde i århundreder været bomuldslandet par excellence med de store plantager i syd, men tidligt etablerede New York sig som stedet, hvor tøjet blev fremstillet. De mange tyske og centraleuropæiske jødiske som ikke-jødiske indvandrere kunne håndværket hjemmefra og havde i midten af 1800-tallet sat deres præg på industrialiseringen af tøjfremstilling. Den amerikanske Borgerkrig (1861-65) bekræftede tesen om, at det er under krige, at de store fremskridt sker: Det store behov for uniformer satte afgørende gang i tekstilindustrien, godt hjulpet af symaskinen, der blev opfundet i begyndelsen af 1850´erne.
Herefter blev det mere almindeligt, at man i stedet for selv at sy købte færdiglavet tøj enten direkte eller per postordre, bortset fra de klasser, som foretrak at få det skræddersyet i Europa. Ikke for ingenting blev Amerika grundlagt af puritanerne, og i New York var det skik at hænge sin hjembragte parisermode i skabet og først tage den frem året efter. I Boston lod de fineste familier tøjet hænge i to år, man skulle endelig ikke virke for frivol!
Det var derfor et blomstrende miljø, som mødte de østeuropæiske jøder, og de havde, som den amerikanske journalist og forfatter Malcolm Gladwell skriver i sin bog Afvigerne, kundskaber, som matchede markedets behov.
For de russiske jøder, der ankom til USA omkring århundredeskiftet, var der på godt og ondt mere frit slag end i fx Danmark. På plussiden var der ingen stålsatte fagforeningsbosser, der holdt øje med lønningerne, kun fantasien satte grænser. Så de to millioner jødiske indvandrere, der kom til New York mellem 1880´erne og 1924, blev for en stor dels vedkommende ved deres læst. Ved århundredeskiftet havde over halvdelen af de beskæftigede jødiske indvandrere job i tekstilindustrien.
Til gengæld steg antisemitismen i takt med de mange indvandrere. Der kom restriktioner for, hvor jøder måtte bosætte sig, og overordnet blev jøder diskrimineret. I 1920’erne og 1930’erne havde de svært ved at opnå ansættelse i de store virksomheder, ligesom der blev indført kvoter i adgangen til højere uddannelse. For eksempel reduceredes antallet af jøder, der kunne optages på Harvard, med 50 pct. i 1920´erne.
Schmattetown
The Garment District i New York lå og ligger stadig i området mellem 34. og 42. Street og mellem 5. og 9. Avenue. Det fik hurtigt et jiddish kælenavn: Schmattetown – kludebyen – og kaldes sådan den dag i dag, hvor symaskinerne for længst er forstummet, og alt forarbejdning er sendt østover til de lavere lønninger i Asien.
For nogle år siden arrangerede kurator Gabriel Goldstein en udstilling på Yeshiva University med navnet The Perfect Fit: The Garment Industri and American Jewry 1860-1960 på baggrund af historikeren Jenna Weissman Joselit’s bog A Perfect Fit: Clothes, Character and the Promise of America fra 2001. I den anledning fortalte han til New York Times, at enhver Bar Mitzvah-fejring ”var som en kongres i beklædningsindustrien”.
Udstillingen viste, hvordan nogle få, der var rundet af miljøet, begyndte at stikke hovederne frem i 1930´erne og hjalp de ligeledes immigrerede jødiske filmmoguler med at skabe Hollywood og den glamour, der tegnede 1930’erne og 40’erne. Kostumieren Adrian (født Adrian Greenberg) lavede kostumerne, fx Dorothy’s legendariske rubinrøde sko i Troldmanden fra Oz, og han påklædte stjerner som Joan Crawford og Greta Garbo.
Den østrigsk fødte Henrietta Kanangeiser blev til Hattie Carnegie og designede tøj til Joan Crawford, Tallulah Blankhead, Clare Booth Luce og hertuginden af Windsor. Blandt hendes mange syersker var også Molly, som senere lærte sit barnebarn at sy. Hans navn var Calvin Klein.
Eleanor Roosevelt fik i 1933 designet sin balkjole til festlighederne i anledning af sin mands første præsidentindsættelse af Sally Milgrim, der forblev hendes foretrukne designer. Milgrims tøj og tilbehør var kendt for sin høje kvalitet, og blandt hendes faste kunder var stjerner som Ethel Merman og Mary Pickford.
Den østrigskfødte Nettie Rosenstein designede Mamie Eisenhowers kjole til hendes mands indsættelsesceremoni, og hun var blandt de første designere, der overbeviste de førende stormagasiner om, at de skulle føre hendes tøj under hendes eget navn. Hidtil havde de foretrukket at holde de enkelte designere i baggrunden og sælge alt tøj under deres eget navn.
Det internationale gennembrud
Depressionen i 1930’erne og rationeringerne efter Anden Verdenskrig lagde en naturlig dæmper på efterspørgslen, men så kom boomet i 1960’erne og 70´erne. Det var på denne tid, at designere som Anne Klein (født Hannah Golofski), Diane von Fürstenberg (født Halfin), Calvin Klein (født Richard Klein), Judith Leibner, Ralph Lauren, (født Ralph Reuben Lifshitz) og Donna Karan (født Donna Ivy Faske) slog igennem.
De designede lige ind i hjertet af Middle America og skiltede på ingen måde med deres etniske herkomst. Tværtimod ændrede de deres navne, så de fik en mere angelsaksisk klang. Endnu havde man i USA illusionen om en kæmpe smeltedigel, et begreb som siden 1990’erne har været under skarp beskydning. Mainstream er nu blevet en mosaik af mindretal, etnisk selvhævdelse er blevet en del af normen, og i de senere år er der opstået en nostalgi i forhold til the schmatte business.
Tilbage til rødderne
Hverken Michael Kors, Marc Jacobs, Zac Posen eller Isaac Mizrahi har gjort noget for at sløre deres jødiske navne. Mizrahi har været fremme med tips om, hvordan kvinder møder velklædte op i shul – synagogen – og han tilrettelagde sin modeuge i 2007, så den faldt sammen med det jødiske nytår, Rosh Hashana.
Den 38-årige designer Alexandre Herchcovitch, hvis bedsteforældre kom fra Polen til Brasilien, er blandt de første, som i stil og udtryk dyrker sin jødiske baggrund – schmatte-chic som den er blevet kaldt. Til den israelske avis Jerusalem Post sagde han for nogle år siden, at han var dybt inspireret af den beskedenhed, hvormed ortodokse jødiske kvinder klædte sig, uden at sætte fokus på kroppen og i skarp kontrast til den kropsbevidste brasilianske kultur. I modsætning til Ralph Lauren er det etnicitet lige i synet, uden at stikke noget under stolen, og med davidsstjerner og tsitsit som en del af stilen.
Efterkommere af østjøderne har for længst forgrenet sig til andre fag og sat deres afgørende præg på de amerikanske universiteter. Til gengæld er en anden gruppe begyndt at gøre sig gældende i beklædningsindustrien. Den taiwanskfødte Jason Wu designede præsidentfrue Michelle Obamas hvide kjole til indsættelsesfestlighederne, og ligesom hans forgængere i branchen hurtigt lagde det jiddishe bag sig, er han næppe flydende på mandarinkinesisk. Han er uddannet i USA og har sikkert en onkel eller en fætter med direkte kontakt til de fabrikker, hvor designere som Ralph Lauren, Calvin Klein og Donna Karan i dag får deres design ført ud i livet.
Om Levi´s
Den første og største jødiske succeshistorie inden for tøjbranchen er uden tvivl 501’eren. Den blev skabt på den amerikanske vestkyst af Jacob Davies, der var født i Litauen. Efter sin ankomst til New York blev han – som så mange i midten af 1800-tallet – grebet af guldfeberen og drog vestpå. Det var dog en helt anden form for guldåre, han ramte i 1870, da han på bestilling og for 3 dollars syede et par arbejdsbukser af groft lærred. Da han var færdig, faldt hans øjne på et par kobbernitter, som han havde liggende til andet formål, og dem satte han på lommerne, så de ikke gik op i sømmene.
Det blev til det ultimative amerikanske bidrag til moderne beklædning, og den er aldrig siden gået af mode.
Efterspørgslen voksede snart Jacob Davies over hovedet, og uden penge til at tage patent på sine bukser skrev han til sin stofgrossist i San Francisco, Levi (Loeb) Strauss, og bad ham om at blive partner. Han vedlagde et par af sine nittebukser, både i lærred og i denim, samt en regning på 350 dollars, der for længst var forfalden.
Levi Strauss var som 18-årig kommet fra Bayern til New York i 1847 og arbejdede i familiens forretning, indtil også han blev grebet af guldfeberen og tog til Californien. Uden selv at have held med guldgravningen åbnede han i stedet en forretning, hvorfra han solgte arbejdstøj til guldgraverne, og da han læste Davies’ brev, sprang han til og tog patent på nittebukserne.
Bukserne fik hurtigt kaldenavnet Levi’s, og det blev også det navn, der blevet taget patent på. Davies og Levi Strauss fremstillede cowboybukser sammen de næste 34 år, indtil Davies i 1907 mente, at han havde tjent penge nok og solgte sin andel til Strauss.
Artikel-oversigt
;)
;)
