Tags:
Religion Goldberg#19Hvordan var det lige med Abraham?
Første Mosebogs Abraham er i traditionen nærmest enstemmigt blevet udråbt som den klippefaste troende, der gjorde, som Gud bød ham. Han drog ud på en ukendt færd til fjerne egne, og end ikke sin egen og eneste søn Isak ville han nægte Gud. Hvis Gud krævede det, ville han ofre Isak. Naturligvis … eller hvad?
Af Leise Christensen
Ved rejsens begyndelse, i Første Mosebog kapitel 12, får Abraham (den gang Avram) besked om at forlade sit land, sin slægt og sin fars hus og drage til det land, som Gud ville vise ham. Abraham hører efter, men på sin egen selvstændige måde, idet han bestemt ikke forlader hverken sin slægt eller sin fars hus som påbudt. Han tager stik mod befalingen sin kone Sarah (den gang Saraj), sin brorsøn Lot, alle sine slaver, ansatte og sin formentlig ikke ubetydelige rigdom med sig. De drager af sted på ganske anden vis end befalet. Det er det første lille hint, vi får om Abrahams selvstændige tolkning af Guds befaling.
Da karavanen er kommet til det forjættede land, opstår der hungersnød. Her viser Abraham for første gang et personligt initiativ, der ikke udgår fra Gud. Han foreslår sin kone, at de drager til Egypten for dér at overvintre, mens det forjættede land sulter. Abraham har indtil da ikke udvist større interesse i det forjættede land eller i det lovede afkom. Han synes mere interesseret i at redde livet og slippe for Faraos bødler ved ankomsten til Egypten. Derfor beder Abraham Sarah om at optræde som en søster, for at han ikke skal blive slået ihjel, hvis Farao skulle ønske hende indlemmet i sit harem. Første gang Abraham gør noget af sig selv, gør han det alene for at redde sig selv. I grunden optræder han som ”alfons”, idet han som bror er den retmæssige ejer af Sarah og derfor kan modtage får, køer og æsler, trælle og trælkvinder, æselhopper og kameler, som skrevet står, for hendes ydelser i haremmet. Både Abraham og Farao synes tilfredse med arrangementet – Farao har fået en smuk kone og Abraham store rigdomme – så der er ikke nogen grund for nogen af dem til at ophøre med den gode hverdag dér i Egypten. Men en enkelt kan ikke være glad og tilfreds, og det er Gud. For hvad skal der blive af folkegrundlæggelsen og det forjættede land? Derfor slår Gud til mod Farao og får ham til at sende Abraham, Sarah og alle rigdommene ud af landet.
Interessekonflikter
Næste hurdle er Lot. Gud bryder sig ikke om Lot og vil have ham skilt fra Abrahams hus og slægt. Men Abraham ser Lot som sin retmæssige arving, da han ikke selv har børn og heller ikke ser ud til at få nogen eller virker særligt interesseret i det. Han er tilfreds med Lot og dennes større frugtbarhed og drager gerne til Lots undsætning ved flere lejligheder så langt borte som nord for Damaskus (kapitel 14,16). Derfor giver Gud Abraham et mere konkret løfte om afkom. Det sker i begyndelsen af kapitel 15. Det er første gang, at Abraham svarer Gud, idet han kommer med den indvending, at Gud jo ikke har givet ham børn, og hvordan forholder det sig så med en talrig slægt? Denne gang tror Abraham på, hvad Gud lover. I hvert fald for en kort stund. For to vers længere nede, i vers 8, kommer Abraham alligevel i tvivl og må spørge nærmere: ”Gud Herre, hvordan kan jeg vide, at jeg skal få alt det (altså landet) i eje?” Hvordan kan denne tvivl være opstået? Fra at tro på, hvad Gud lovede og have regnet det til retfærdighed, og så kræve bevis? Måske er forklaringen at finde i det mellemliggende vers 7, hvor Herren siger, at han er den, der førte Abraham ud fra Ur i Kaldæa til det land, som Abraham skal få i eje. Men det gjorde Gud ikke. Gud førte Abraham ud fra Karan og ikke fra Ur i Kaldæa. Det var Abrahams far, der gik ud fra Ur og ikke Abraham. Det havde Gud ikke noget med at gøre ifølge det, der fortælles i Første Mosebog kapitel 11. Og hvordan kan Abraham have tillid til, at Gud, der tilsyneladende ikke har styr på hændelser i fortiden, kan vide noget fornuftigt om fremtiden? Abraham forbeholder sig derfor retten til at være skeptisk. Med rette, kan læseren tilføje, for Abraham får aldrig så meget som en kvadratcentimeter af det forjættede land i eje. Det lidt, han får, køber han selv, nemlig Makpelas Hule til Sarahs gravplads.
Abrahams hustru og ”søster”
Sarah har ikke tid til at vente på alle trakasserierne mellem Abraham og Gud. Hun vil have afkom, og det skal være med det samme. Derfor får hun den idé at stille sin trælkvinde til rå-dighed sådan, at et barn kan fødes. Abraham er ikke særligt interesseret – han har jo Lot til arving – det er alt sammen Sarahs initiativ. Men Abraham gør, hvad Sarah siger og uden modsigelser som i tidligere tilfælde med Gud!
Men Sarahs vilje er ikke Guds vilje. Han vil have, at Abraham skal få en søn med sin hustru, og det meddeler han Abraham. Nu er vi vant til at høre om, at den skeptiske Sarah lo bag forhænget (18,12). Men det er i første omgang Abraham, der er skeptisk, idet han ligefrem falder om af grin, da han hører, at de to gamle skal blive forældre (17,17). Og han spørger, om det ikke kan være nok med Ismael. Det kan det imidlertid ikke efter Guds plan. Tilbage står et billede af Abraham, der tilsyneladende ikke tror Gud over en dørtærskel, hvad angår land og afkom.
Inden Isak, det lovede barn, kan komme til verden, viser Abraham igen et selvstændigt initiativ, idet han i nabolandet Gerar over for dets konge igen foregiver, at Sarah er hans søster. Han håber således at blive endnu rigere, når hun er indlemmet i Gerar-haremmet. Men her griber Gud ind, idet der står væsentlige sager på spil. For hvem besvangrer Sarah? Der må ikke herske tvivl om, at det er Abraham. Igen er Abraham forbløffende ligeglad, han har både Lot og Ismael, hvad skal han med en ekstra arving? Gud griber nu til at true Gerars konge med al landsens ulykker. Det siges eksplicit, at kongen intet har haft at gøre med Sarah i seksuel forstand. Men Abrahams list lykkes dog i det omfang, at han både får mange gaver og Sara med sig tilbage fra den skrækslagne konge i Gerar. Igen viser Abraham sin forkærlighed for den rigdom og de arvinger, der ligger lige for, frem for den rigdom og de børn, der forjættes af Gud i en ukendt fremtid.
En prøve på tro og troværdighed
Hele fortællingen om Abraham kulminerer i beretningen om Isaks binding eller nærofring. Er Abraham villig til at ofre sin søn på alteret for at adlyde den almægtige Gud? ”Ja”, siger det meste af traditionen, ”for så trofast er han”. ”Nej”, siger Abraham, ”for det kan Gud ikke kræve”. Beretningen om Isaks binding bør ikke læses separat fra resten af fortællingen om Abraham. Hvis man bider mærke i Abrahams selvstændige måde at forholde sig til Guds befalinger og forjættelser på gennem fortællingen, vil det være vanskeligt at holde fast i, at han vil adlyde Gud i dette skrækkelige tilfælde. Hvorfor skulle han gøre det?
Der er to muligheder:
1. Hvis Gud de facto ønsker, at Abraham skal ofre Isak, behøver Abraham ikke at gøre det, for så viser Gud sig som en stærkt utroværdig Gud, der har lovet noget, som det viser sig, at han ikke kan holde. For så har Abraham ingen arving længere og kan dermed ikke blive til den for-jættede talrige slægt. Lot og Ismael har Gud kørt ud på sidespor, og de er ikke mere arvinger. Og hvorfor skulle Abraham ofre sin søn for en utroværdig Guds skyld? Nej, i dette tilfælde kan han vandre ned af bjerget igen med Isak og vil således have afskediget Gud, som han i forvejen har forholdt sig tøvende overfor.
2. Hvis Gud er en troværdig Gud, vil han stoppe Abrahams hånd, før han med kniven dræber Isak. Og han vil vise Abraham et offerlam – sådan som det sker. I dette tilfælde forstår Abraham, at offerlammet i bogstaveligste forstand er netop et offerlam og ikke Isak.
Med andre ord kan Abraham ikke tabe her, det kan kun Gud. Men Gud er jo Gud og kan derfor ikke tabe. Det må hedde sig, at han satte Abraham på prøve, selvom det, der i grunden var på prøve, var Guds troværdighed og ikke Abrahams tro(fasthed). Sidenhen blev forholdene mellem Gud og Abraham mere rolige. Måske blev de begge klogere, i hvert fald ældre. Og således slutter fortællingen om Abraham på forjættende vis – han blev trods alt en udvalgt.
Artikel-oversigt
;)
;)
