Tags:
Samfund Kultur Israel Goldberg#19Microsoft-kulturen
og trangen til at eje
En israelsk forfatter mener, at det moderne vestlige menneske er som en computer: det mest fantastiske arbejdsredskab uden skyggen af eget initiativ, mens samfundet er styret af kyniske ledere uden lederevner.
Vejen ud af uføret er at søge tilbage til klassiske værdier, hvilket han mener sagtens kan lade sig gøre uden at smide moderniteten over bord. 
Af Hans Henrik Fafner, Tel Aviv
Moralske og nationale værdier ligger Miron C. Izakson på hjerte. Han beskæftiger sig også meget med grænser. Både dem, man skal overskride for at komme videre i tilværelsen, og dem, der skal respekteres, for at tilværelsen kan få mening.
Alt dette er elementer i hans forfatterskab, der nu omfatter otte digtsamlinger og fire romaner, hvor han tager afsæt i disse tanker for at fortælle, hvor den moderne verden i almindelighed og hans israelske hjemland i særdeleshed er kørt af sporet.
Izakson tager imod Goldberg i en stor, gammel lejlighed på Rothschild Boulevard i det centrale Tel Aviv. Tunge gardiner lukker den hede solskinsdag ude, og i lejligheden er der dunkelt og køligt. Han fortæller, at hans bedsteforældre flyttede ind her, da de kom til Tel Aviv for 70 år siden. Bedstefaderen var læge, citrusdyrker og generalsekretær for landbrugernes centralorganisation. Bedstemoderens far var leder af det hebraiske sprog-akademi.
Selv har han også flere kasketter. Af uddannelse er han advokat – fordi hans far mente, at man ikke kan leve af hans egentlige lidenskab, digt-ningen – og professor i jødisk filosofi ved Bar Ilan Universitetet. Det hele synes at samle sig her i lejligheden, hvor tidligere generationer har sat deres præg, også på hans tanker om moralske og nationale værdier. Noget som det forjagede Tel Aviv ude i den skarpe sol synes at se som et stykke fortid, men som Izakson netop betragter som noget, som ikke bare Israel, men hele den vestlige verden bør tage op for at sikre en bedre og mere meningsfuld fremtid.
Trangen til at eje
”Et af de emner, jeg ofte behandler i min skrivning, er grænserne for menneskelig opførsel,” siger han.
Han taler om den af sine romaner, der på engelsk har titlen Nathan and his Wives. Den handler om den hovedrige Nathan, der ikke kender til grænser for sine aktiviteter og dermed kommer til at stå som symbol på det moderne menneske. Nathan bruger sin rigdom til at købe kunst. Han kan ikke nyde kunst på et museum, men må eje den for at kunne værdsætte den.
Nathans trang til at eje antager konstant nye former. Han beslutter, at hjemmet vil blive lykkeligere, hvis han optager en tiger i husholdet, og tidligt i bogen foreslår hans kone Rina ham, at han tager en kone til. Hun gør det i kærlig forståelse for mandens behov for at besidde for at kunne være lykkelig. Nathan slår til, og fortsætter med nye anskaffelser. Han erhverver en hel landsby i Galilæa, og fortællingen når et højdepunkt, da han sætter sig for at købe en dagbog, skrevet af en fransk konge i det 14. århundrede, mens denne var i eksil i England.
”Hvorfor nu denne dagbog?” spørger Izakson. ”Jeg ved fra historien, at kong Jean i det 14. århundrede, som var præget af endeløs krig mellem England og Frankrig, blev taget til fange og bragt i eksil i London. En konge i eksil fascinerer mig. Dengang var kongen landets virkelige hersker. Han var nærmest synonym med landet. Kongen var landet. Når kongen er taget til fange, betyder det så, at Frankrig ikke længere eksisterer? At englænderne nu har Frankrig i hænderne? Nej – i virkeligheden fortsatte Frankrig, og det betyder, at man aldrig kan vinde totalt.”
Moderne og kynisk
Nathan er en ekstrem. Han går efter at vinde totalt, uden at forstå, at det ikke kan lade sig gøre. Over for ham står den modsatte ekstrem, personen Meir, som er romanens fortæller. Han er Nathans højrehånd i firmaet og den, der effektuerer mange af de absurde projekter. Han gør det uden at reflektere. Hans ansigtsudtryk er det samme, og han formulerer sine meddelelser i samme neutrale sprog, hvad enten Nathan har sat ham til at stå for de praktiske foranstaltninger ved begravelsen af en afdød kollega eller være mellemmand ved købet af den franske konges dagbog. Meir er medløberen, det almindelige moderne menneske, der umælende lader Nathan styre tilværelsen.
Umiddelbart efter begravelsen af den afdøde kollega tager Nathan til en gadefest, som Rina har arrangeret. Meir reflekterer ikke over den voldsomme kontrast i chefens aktiviteter, han registrerer blot, at de finder sted. For Izakson er dette et billede på den moderne verdens ledere, der kun interesserer sig for de store sager, som primært drejer sig om økonomi og akkumulation, mens dagligdagens små hændelser og følelserne bag har mistet deres betydning. Der er ikke længere forskel på en begravelse og en gadefest, og det almindelige menneske accepterer udtryksløst udviklingen.
”Det moderne menneske er blevet kynisk,” forklarer Izakson. ”At være kynisk betyder, at man ikke forholder sig seriøst til noget. Som Nathan. Ingen andre end han har betydning. Vi har så mange politikere, forretningsmænd, kunstnere, journalister, som er så optagne af sig selv, at de bliver kyniske over for resten af verden. Vi plejede at have en engelsk kultur og en fransk kultur. Nu er det blevet til Coca Cola-kultur og Microsoft-kultur, og mange mennesker identificerer sig mere med disse selskaber og mærkevarer end med deres land. Nogle siger, det er godt, for nu er vi alle verdensborgere, men det synes jeg ikke.”
Moses som moralsk ideal
Miron Izakson ser problemet som globalt. Han kan konstatere en voldsom materialisme omkring sig i det israelske samfund, men mener ikke, at Israel er mere materialis-tisk end andre dele af den vestlige verden. Også i Europa ser han, at folk har givet slip på de traditionelle værdier. Nathan’er og deres medløbere findes over hele verden, og han ser udvejen for denne dårligdom i en venden tilbage til nogle mere oprindelige kulturtræk. Selv tager han udgangspunkt i det jødiske:
”Moses er den ultimative jøde. Hvad står der om ham i Bibelen? At han var det klogeste menneske og alt muligt andet, men også at han var det mest beskedne menneske. Og kun fordi han var så beskeden, var han i stand til at udfylde sin store rolle, sin pligt. I modsætning til de græske filosoffer som Platon, der ønskede at udforske livets sandheder for sig selv, var det for Moses kun legitimt som et middel til at bibringe sit folk en stor arv. Det var ikke et personligt anliggende, men et nationalt anliggende.”
Miron Izakson er religiøs, men understreger, at det ikke er religiøsiteten, men dens moralske indhold, der for ham er det væsentlige. Han er opvokset i en traditionel familie og valgte som 12-årig, helt på egen hånd, at tage religionen til sig. På eliteskolen Gymnasia Herzliya i Tel Aviv var han den eneste af ca. 1.200 elever, der bar kalot. Ingen tog anstød af det, men han ser det som et personligt lærestykke i at turde skille sig ud fra mængden. En evne, som romanens Meir er totalt blottet for, og som det moderne menneske også har glemt.
Fordi hans afsæt er moralsk og ikke religiøst, mener Izakson, at han har et globalt budskab, selvom han tager udgangspunkt i jødedommen og zionismen.
”En svømmer trækker luft ned i lungerne, inden han springer i bassinet, og efter nogen tid må han vælge mellem at gå til bunds og drukne eller stige op til overfladen for at trække mere luft. Jeg mener, at zionismen har brug for at komme op til overfladen og trække lidt luft fra jødedommen. Det inkluderer at være mere beskeden, mere forsigtig, mere dyb, mere lærd.”
Den dyrebare sabbat
Izakson nævner sabbatten, den ugentlige hviledag, som eksempel på, hvordan mennesket skal søge tilbage til nogle oprindelige værdier og sætte nogle moralske og etiske grænser.
”Jeg ser sabbatten som noget dyrebart, og de, som ikke har den som en del af deres liv, går glip af meget. Folk spørger mig, hvad jeg laver på sabbatten, når jeg ikke kører bil. Men hvorfor skulle jeg bruge tiden på fx at købe ind, når jeg en gang om ugen har mulighed for at være sammen med min familie og have noget dyrebart i 25 timer.”
Han hentyder til de store indkøbscentre, der flere steder i Israel – i diskret afstand af byerne og den religiøse befolkning – er blevet mål for lørdagsturen for en stor del af landets befolkning. Der er kø foran disse megabutikker, og det store flertal af befolkningen har glemt vandreturene og den fysiske oplevelse af landet, som førhen var en central del af den kollektive folkesjæl. Set gennem Izaksons briller er trangen til at eje blevet et fremtrædende kulturtræk, som det ikke er svært at overføre til andre vestlige lande, og han tilføjer:
"Det er rædselsfuldt og et paradoks, at det moderne menneske er meget mindre frit, end det tror. Det moderne mennesket tynges hele tiden af forestillingen om andre menneskers vurderinger: Har jeg succes efter andres målestok? Hvor står jeg ifølge disse nye værdier? Og det hele kan offentliggøres. Der bliver skrevet om succesfulde mennesker, og der bliver hele tiden taget fotos af os alle sammen, og vi bliver citeret. Det moderne menneske har taget meget store skridt hen mod at miste sit privatliv og dermed sin frihed. Vi fremhæver med stolthed, at den moderne livsstil består i, at ingen kan bestemme over os, men i virkeligheden efterlader vi meget lidt plads til os selv og vores familieliv."
Bliver Miron Izaksons tanker opfattet som konservative og bagstræberiske? Selv mener han det ikke. Han indrømmer, at hans kalot og religiøse fremtræden kan give et konservativt indtryk, men understreger, at han i sin skrivning og tankegang har mange elementer, der ikke stemmer overens med religiøs konservatisme. Som når Nathan tager en ekstra kone.
"Nøglen ligger i uddannelse," smiler han. "Og det behøver hverken være gammeldags eller konservativt. Men uddannelsen skal tage udgangspunkt i den enkelte folkegruppes egen kulturelle baggrund."
Artikel-oversigt
;)
;)
