Jødeaktionen

I denne bog fortæller en række ofre for ’Jødeaktionen’ hver især en del af historien om sult, angst, svigt og redning. De var børn eller unge, da de blev gemt, arresteret, sendt til havs, tvunget på flugt alene, forsøgt forgivet eller hjulpet af ukendte redningsmænd.

Pris 100,-

Esthers Bog

Bogen indeholder den bibelske fortælling om Esther, der bliver både dronning og heltinden.

"Esthers Bog" udgives nu i ny dansk oversættelse af overrabbiner Bent Lexner. Den er endvidere rigt illustreret af kunstnerne FOS og Tal R.

Pris 269,-

Tags: Samfund

Goldberg#19

Da verden fik øje  på jøderne i Malmø

Det gamle glansbillede af Sverige som jødernes redningsland blev effektivt opdateret i foråret, hvor de trusler og overfald, som er hverdag for Malmøs jøder i dag, vakte opsigt i medier verden over. Goldberg ser tilbage på mediebulderet og søger forklaringer på, hvorfor antisemitismen tilsyneladende trives og har det godt i Sveriges tredjestørste by.
Af Miriam Katz, Malmø

”Jeg troede aldrig, jeg skulle opleve et sådant had igen – og slet ikke her i Sverige.” Sådan siger Limhamnboer Judith Popinski, der selv er overlevende fra Auschwitz. Og hendes ord gik verden rundt, efter britiske The Sunday Telegraph i februar i år skrev om hverdagen for hende og Malmøs ca. 700 jøder.
Det er en hverdag, hvor byens jøder ikke tør bære kippa eller davids-stjerne på åben gade, hvor man frarådes at gå alene på den jødiske begravelsesplads, som har været udsat for flere brandattentater, og hvor antallet af antisemitiske trusler og overfald er fordoblet på et år.
Men det, som gav Malmø en – omend uønsket – plads i de internationale mediers spotlys i årets første måneder, var ikke bare politiets bekymrende statistikker og det faktum, at et stort antal jødiske familier flytter, fordi de ikke længere føler sig trygge i byen.
Nej, det som gav historien om Malmøs jøder et særligt perspektiv, og som løftede den til tops i først den svenske og siden den internationale nyhedsstrøm, var byens øverste politiske ledelses reaktion på situationen.

Borgmesteren, jøderne og Israel
Malmøs borgmester gennem de sidste 15 år, socialdemokraten Ilmar Reepalu, reagerede nemlig på oplysningerne om byens voksende antisemitisme ved at udtrykke sit ønske om, at jøderne i Malmø havde taget offentligt afstand fra Israels overgreb på palæstinenserne under invasionen af Gaza sidste år. At Malmøs jøder ikke har gjort det, ”kan have sendt nogle forkerte signaler,” sagde Reepalu til Skånska Dagbladet, som var det medie, der først satte sagen på dagsordenen.
Den kollektive skyld, som borgmesteren dermed pålagde sine jødiske medborgere, vakte højlydte protester – og gav anledning til anklager om, at Reepalus udtalelser var antisemitiske. Borgmesterens respons var selvfølgelig benægtende, men han formåede ikke desto mindre at give sine mod-standere yderligere ammunition, da han som svar på kritikken sagde: ”Vi accepterer hverken antisemitisme eller zionisme. Begge er yderligheder, som sætter sig over andre grupper og anser dem for mindre værd.”
På denne måde fik Reepalu, der er en mangeårig kritiker af Israels politik, kun gjort ondt værre. For ved således at ligestille antisemitisme med zionisme – den politiske ideologi om et jødisk hjemland i Israel – skabte han selvklart en ny bølge af kritik.
Ilmar Reepalus næste træk var at sige – i øvrigt til dansk tv – at han systematisk er blevet udsat for journalisters fejlciteringer, og at hele miseren skyldes, at ”den israelske lobby forsøger at fordreje mine udtalelser”.

Jan Guillou og Mona Sahlin
Med dette sidste argument fik Malmøs borgmester snublet sig faretruende nær en klassisk antisemitisk retorik, hvilket flere af hans kritikere i den mediestorm, der efterhånden havde rejst sig i Sverige, da også påpegede. Borgmesteren valgte herefter klogeligt tavshed som foreløbig mediestrategi, selvom han også fik støtte, bl.a. fra forfatteren Jan Guillou, der indledte et ihærdigt forsvar for Reepalu i Aftonbladet:
”Det er en bevidst politisk strategi, at man benytter enhver lejlighed til at slå alarm og udpege antisemitter. Aldrig tale om hvid fosfor. Altid tale om antisemitisme,” skrev Guillou bl.a. og fortsatte:
”Dette er tilsyneladende vanvid, men der er system i galskaben. Det handler om en strategi, der i årtier er udviklet minutiøst, for at forvandle enhver debat om Israel til et spørgsmål om antisemitisme. Det handler om, hvem der skal have ret til at definere antisemitisme.”
Den foreløbige afslutning på tumulten blev, at Socialdemokratiets leder Mona Sahlin kom sin partifælle til undsætning i fjernsynets bedste sendetid. I SVTs debatprogram Agenda forklarede hun, at Ilmar Reepalu selv indrømmer, at han har vidst for lidt om antisemitismens omfang i sin by, og at partiet ikke bakker op om Reepalus udtalelser.

Jävla jude!
Netop Mona Sahlins tv-optræden er interessant, nu hvor stormen mod Malmøs stærke mand tilsyneladende er stilnet af. For i debatprogrammet antyder Mona Sahlins opponent – Kristdemokraten Göran Hägglund – at fjendtligheden mod jøderne primært skal findes i Malmøs store indvandrerbefolkning. Over en femtedel af byens små 300.000 indbyggere har rødder i Mellemøsten.
At truslerne kommer fra byens arabiske muslimer er præcist det, som byens jøder selv fortæller om i diverse avisartikler og kommentarer i denne sag. Tilråb som ”jävla jude”, stenkast og trusler kommer typisk fra yngre mænd med muslimsk og/eller mellemøstlig baggrund – ligesom der er blevet råbt antisemitiske slagord på arabisk blandt herboende palæstinensere ved flere af de demonstrationer mod Israels invasion af Gaza, som i løbet af det seneste halvandet års tid har samlet store menneskeskarer i det centrale Malmø.
Men dér går Mona Sahlins grænse:
”Nu synes jeg faktisk det er dig, som skal give Sveriges muslimer en undskyldning. Du står jo her og insinuerer, at jødehadet kommer fra muslimer,” siger lederen af Sveriges største parti til sin opponent. Og så stoppede diskussionen. På tv, i hvert fald.

Dialogsøgende muslimer
På nettet fortsatte debatten. På den liberale netportal Newsmill.se skriver Seyffetin Balta, der betegner sig selv som ”sekulær muslim” fx:
”Som sekulær muslim føler jeg mig uretfærdigt behandlet, når Göran Hägglund i tv-programmet Agenda påstår, at disse forbrydelser begås af muslimer. Jeg har ingen grund til at benægte, at en ekstremistisk form for islam er på fremmarch i Sverige. Men de repræsenterer ikke alle muslimer. Tværtimod, så udgør de moderate og sekulære muslimer sammen med jøderne den primære skydeskive for deres had,” skriver han.
Samme pointe kommer fra Bejzat Becirov, formand for Islamic Center i Malmø, der driver byens store moské. Moskéen, som rummer 90 nationaliteter under sit tag, har de senere år været udsat for brandattentater, skyderier, ja selv grise er som chikane blevet sluppet løs i bederummet. Og Becirov kan sagtens identificere sig med det, som jøderne i Malmø føler, fortæller han Skånska Dagbladet:
”Jeg har været personligt udsat og truet flere gange. Da jeg fordømte angrebene i USA, fik jeg et brev med hvidt pulver i,” siger han, der er kendt for sin dialogsøgende holdning og sit samarbejde med både jødiske og kristne grupper. Og det har sin pris:
”Der findes folk, som ønsker at tænde op under bålet. Selvom det kun drejer sig om en minoritet, er mange bange for at sige fra over for de dårlige kræfter,” siger han.
”Man kan have forskellige holdninger, men grupper skal ikke true hinanden. Det er også forkert at se ned på jødedommen på grund af det, som sker i Gaza,” siger Becirov, der foreslår, at Malmøs minoriteter i stedet bliver forbillede for magthaverne i deres hjemlande:
”Vi kan vise, at Malmø er et godt eksempel på tolerance.”
Svensk berøringsangst
Men der er langt fra Bejzat Becirovs milde forbrødringslinje til de aggressive unge mænd, der under vajende grønne Hamasflag råber ”død over jøderne” og ”heil Hitler” under demonstrationerne i Malmø.
Og det spænd er svært at forstå, måske især i et tidligere vældigt homogent land som Sverige, der i dag står stærkt i manges – og egen – bevidsthed som et åbent og tolerant, multikulturelt samfund. For som den svensk-kurdiske debattør, cand.polit. Sakine Madon for nylig skrev i den svenske avis Expressen: Indvandrere kan også være racister.
”Politikere har svært ved at tale lige ud af posen, eftersom racisme, der udøves af personer med udenlandsk baggrund, er ’følsomt’. Men tavsheden er uholdbar,” mener hun og fortsætter:
”Situationen i Malmø burde ikke komme bag på nogen. Mange har som Reepalu trukket på skuldrene af antisemitismen og fremført, ’at man skal have lov at kritisere Israel’. Politisk positionering har været mere interessant end at reagere mod det jødehad, som udvises af en del indbyggere med rødder i Mellemøsten,” lyder det fra Madon, der påpeger, at berøringsangsten både gælder racisme mellem etnisk ”anderledes” grupper i det svenske samfund og racisme rettet mod ”hvide svenskere”:
”Medierne og politikerne frygter, at de går det fremmedfjendtlige parti Sverigedemokraternes ærinde, hvis konflikterne belyses. Men tror man, at der ikke findes racisme blandt indvandrere, er man reelt blåøjet. Alligevel lader mange som om, det er sådan, det er,” skriver hun.

En dansk undersøgelse
Sverige er ikke alene om at lide af berøringsangst, når det gælder antijødiske holdninger blandt indvandrere. Tilbage i 2003 skabte det postyr, da EU’s Center for Observation af Racisme og Fremmedhad, EUMC, valgte at tilbageholde en undersøgelse om den europæiske antisemitismes omfang og årsager. Officielt lød begrundelsen, at undersøgelsen var fagligt utilfredsstilllende, men kritikere mente, at tilbageholdelsen skyldtes modstand mod en af rapportens hovedkonklusioner, nemlig at antisemitismen er udbredt i muslimske og propalæstinensiske grupper.
Men måske er det alligevel blevet nemmere at tage emnet op i den offentlige debat. Sidste år præsenterede en dansk forsker, Peter Nannestad, professor ved Institut for Statskundskab ved Aarhus Universitet, en stor undersøgelse blandt indvandrergrupper i Danmark, den første af sin art herhjemme. Resultaterne, som blev bredt omtalt i danske medier, viste, at modvilje mod jøder er helt almindelig i indvandrerkredse, og altså ikke forbeholdt ekstremistiske grupper.
”Jeg vil tro, at mekanismerne bag de antijødiske holdninger, som man ser i Sverige i dag, er de samme som dem, der er på spil i Danmark – for det stemmer overens med, hvad vi ved fra forskning i en lang række europæiske lande. Men mig bekendt har svenskerne ingen forskning på området. Mit indtryk er, at den debat har svære kår i Sverige,” siger Peter Nannestad.
Hans undersøgelse, der omfatter 1.503 indvandrere samt 300 etniske danskere, viser, at op mod 75 procent af indvandrerne og knap 20 procent af de etniske danskere har antijødiske holdninger.
Undersøgelsen bygger på interview med indvandrere fra fem forskellige grupper i Danmark: tyrkere, pakistanere, somaliere, palæstinensere og eks-jugoslaver.
Alle blev stillet spørgsmål, som handler om deres holdninger til en række forskellige grupper i samfundet – heriblandt til jøder. Og det er jøderne, som de fem indvandrergrupper er klart mest mistroiske og fordomsfulde over for.
Samlet svarer 65,8 procent fra de fem indvandrergrupper ja til, at man "ikke kan være forsigtig nok i forhold til jøder i Danmark."
75,2 procent "ser ikke så gerne et familiemedlem gifte sig med en dansk jøde".
Og 31,9 procent mener, at "der er for mange jøder i Danmark."
Det skønnes, at der er ca. 7.000 jøder i Danmark. I Sverige skønnes der at være ca. 20.000 jøder.

Angsten for de andre
Netop konflikten mellem Israel og palæstinenserne bruges ofte til at forklare, hvorfor antijødiske holdninger især trives i muslimske indvandrermiljøer. Og konflikten spiller da også en rolle. Men den er ikke hovedforklaringen på det jødehad, der findes i vor tids Danmark, påpeger Peter Nannestad.
”Den mekanisme, der primært er på spil i nutidens antisemitisme, er den samme som til alle tider: Et grundlæggende fjendtligt tankesæt præget af stærk modvilje mod alle, der står uden for ens egen gruppe, ikke bare mod jøder,” siger han.
”Man kan kalde det Allofobi. Angsten for De Andre, fjendtlighed mod de anderledes. Jo større modvilje man nærer mod personer, der står uden for ens egen gruppe, jo mere antijødisk er man, fremgår det af vores tal. Og det er et karakteristisk træk, som har været påvist flere gange i den klassiske forskning i antisemitisme. Nazisterne var jo heller ikke ’kun’ antijødiske, men også antihomoseksuelle, antisigøjnere osv.,” siger Peter Nannestad.
Undersøgelsen viser også, at det ikke er palæstinenserne, men pakistanerne, der er mest negativt indstillet over for jøderne i Danmark. Det skyldes, at pakistanerne i Danmark generelt er mere religiøse end palæstinenserne, fortæller Peter Nannestad og uddyber:
”Graden af religiøsitet er den næstvigtigste faktor for, hvor antijødisk en person er. Jo mere religiøs, du opfatter dig selv som, jo mere fjendtligt indstillet er du over for andre grupper generelt, og over for jøder især. Dernæst spiller det en rolle, hvilken religion du har. Muslimske palæstinensere er mere antijødisk indstillet end kristne palæstinensere. Og endelig, på en sidste plads, kommer den etniske oprindelse ind – dvs. at oprindelseslandet har en betydning for, hvor udbredte de antijødiske holdninger er i den givne indvandrergruppe,” forklarer han.

Fordommene i Sverige fortsætter
Modviljen mod De Andre – og især mod jøder – genkender fil.dr. Pernilla Ouis, der til daglig er ansat som forsker ved Malmö Högskola med speciale i bl.a. muslimsk æres-kultur. I 1980’erne konverterede hun til islam og levede i mange år som troende muslim i Skåne med sin algierskfødte mand og deres fire fælles børn. I dag har hun lagt den del af sit liv bag sig og udgør i kraft af sin personlige og faglige baggrund en kritisk – men aldrig unuanceret – stemme i den svenske debat om islam.
”Helt almindelige holdninger i det muslimske miljø, jeg var en del af, nemlig det Muslimske Broderskab i Sverige, var fx, at Holocaust er en løgn, at jøder styrer Vestens medier og kulturliv, og at jøderne står bag terrorangrebet 11. september,” fortæller Pernilla Ouis, der efterlyser en åben debat om den muslimske antisemitisme i Sverige.
”Især på den svenske venstrefløj har man meget svært ved at se i øjnene, at Den Anden ikke altid er god. Det er som om, det er for kompliceret at erkende, at der faktisk også findes en dyb intolerance og racistiske holdninger blandt dem, man har besluttet at holde med. Men for mig at se slår det over i en misforstået og i virkeligheden dybt arrogant hvid middelklassementalitet, når man lukker øjnene for, at dele af det muslimske miljø i Sverige i dag er stærkt præget af den radikale politiske islams had mod jøder, kvinder og homoseksuelle. Ingen er tjent med, at vi lader de holdninger stå uimodsagt.”
Et enkelt navn personificerer i ekstrem grad den tendens, som Pernilla Ouis ser, til enten at idealisere eller dæmonisere muslimer i den offentlige debat i Sverige: Digteren Mohammed Omar. Han var indtil for få år siden en af det svenske kulturparnas’ mest elskede og fejrede muslimske intellektuelle og en flittigt benyttet kommentator i diverse medier. Indtil han pludselig sprang ud som radikal islamist. I dag leder han det såkaldte Antizionistiske Parti, der med sin åbne antisemitisme og Holocaust-benægtelse paradoksalt nok appellerer til både det ekstreme højre og til yderligtgående venstregrupper. Og tavsheden har sænket sig om ham i mange af de medier, der tidligere ivrigt eksponerede ham.
”Spørgsmålet er, om den demokratiske debat i Sverige er tjent med disse yderpositioner, hvor vi enten idealiser eller dæmoniserer Den Anden. Jeg håber, vi kan begynde at lytte og tage hinanden mere alvorligt, også selvom det kan give nogle ubehagelige og vanskelige diskussioner,” siger Pernilla Ouis.Artikel-oversigt

Præsenterer:
Marco Evaristti

Den dansk-chilenske multimediekunstner Marco Evaristti udforsker religionens rolle som opretholderen/nedbryderen af menneskeheden. Han gør det ved hjælp af iturevne, brændte stumper fra de religiøse tekster tilsat billeder
af Buddha. Evaristti har udviklet projektet bestående af ti værker specielt til Goldberg, og de enkelte værker kan købes til en fordelagtig pris.

Når du køber gennem Goldberg's Galleri, får du et unikt stykke kunst af Marco Evaristti for
KUN 1.800,-
Alt hvad du skal gøre er at sende en e-mail til: goldberg@goldberg.nu eller ringe på: 5024 9450

Alle billederne måler: 27,5 x 22 cm inkl. passepartout (21 x 16 cm uden)

10

Doris Bloom

Den anerkendte dansk-sydafrikanske billedkunstner, Doris Bloom, stiller 10 af sine værker til rådighed til en særlig pris for læserne af Magasinet Goldberg: Hvert billede sælges for kr. 500 under normalpris.

Ønsker du at købe et af Doris Blooms værker så kontakt Goldberg på goldberg@goldberg.nu eller ring på 50 24 94 50