Tags:
Holocaust Historie Goldberg#19Udødelig
Fra Auschwitz til l’Académie Francaise
Af Merete Reinholdt
Hun er den mest populære kvinde i Frankrig, og for mange af sine franske medsøs-tre har hun i årtier været et forbillede og en rollemodel af de sjældne. Den 82-årige Simone Veil er smuk, karismatisk og viljekraftig, og så er hun en del af Frankrigs historie. For 35 år siden var hun hovedarkitekten bag den fri aborts lovliggørelse i Frankrig, hun har gennem livet bestredet en række fremtrædende politiske og juridiske hverv, og for nylig indtrådte hun i det prestigefyldte franske akademi, l’Académie Francaise.
Alt sammen på trods. For det første fordi hun som jøde fik revet sit verdensbillede itu under Anden Verdenskrig, for det andet fordi hun i en række politiske spørgsmål har måttet stå imod trusler og verbale angreb fra det yderste højre, og så fordi hendes mand i sin tid mente, at alle var bedst tjent med, at hun blev hjemmegående frem for at skabe sig en karriere.
Hun blev født i Nice den 13. juli 1927. Hendes far var en anerkendt og prisbelønnet arkitekt, moderen havde studeret kemi men var siden blevet hjemmegående for de i alt fire børn, hvoraf Simone var den yngste. Familien var, som Simone Veil skriver i sin biografi Une Vie, ikke-troende jøder, og på grund af jødeforfølgelserne skiftede de efternavnet Jacob ud med det mere franskklingende Jacquier.
Men i marts 1944 blev familien arresteret, deporteret og splittet – Simone Veil blev med sin mor og den ene søster sendt til først Auschwitz og senere Bergen-Belsen. Kort før befrielsen døde moderen af tyfus. Faderen og broderen vendte aldrig tilbage. Kun de tre søstre overlevede.
Simone Veil begyndte at læse jura og politisk videnskab umiddelbart efter krigen. På universitetet mødte hun Antoine Veil, som hun giftede sig med, og sammen fik de tre sønner. Som 27-årig blev hun den første kvinde, der gennemførte en form for læretid i det franske magistratssystem. I årene 1970-74 var hun generalsekretær for magistratens øverste råd, indtil hun blev hentet til posten som sundhedsminister i en centrum-liberal regering. Senere bestred hun også posterne som social-, familie- og byminister i diverse borgerlige regeringer, og i 1979 valgtes hun ind i Europaparlamentet for UDF (Union pour la Démocratie Francaise) og blev den første kvindelige parlamentsformand.
I en årrække sad hun ligeledes i det franske forfatningsråd, hun har arbejde som advokat, og hun har gennem årene modtaget en lang række priser og hædersbevisninger, ligesom hun er æresdoktor ved Ben Gurion universitetet i Negev og ærespræsident for Fondation pour la Mémoire de la Shoah (Holocaust-mindefond).
Gennem årene har Simone Veil været en utrættelig fortaler for forsoningens politik. Hun har ønsket et politisk stærkt Europa, og hun har kæmpet for, at menneskerettigheder og respekt for minoriteter både på nationalt, europæisk og internationalt niveau overholdes.
Den 18. marts i år indtog Veil sæde nr. 13 i det, som hun kalder ”templet over det franske sprog, l’Académie Francaise – en plads der tidligere tilhørte politikeren Pierre Messmer og førhen var den faste stol for folk som Racine og digteren Paul Claudel. Kort forinden havde en stor meningsmåling udpeget hende som den mest populære franske kvinde hos både højre og venstre, høj og lav – og begrundelsen? Hun er noget så sjældent som en politiker, der forener.
Uddrag af Simone Veils tale ved hendes indtræden i Det Franske Akademi, 18. marts 2010
"Det er værd at tænke over, at siden I inviterede mig til at slutte mig til jer, har jeg – der ellers har tænkt på min mor hver eneste dag i et trekvart århundrede efter hendes død i Bergen-Belsens helvede, nogle få dage før lejrens befrielse – haft min far, der også blev deporteret og døde i Baltikum, i mine tanker. Som den talentfulde arkitekt han var, ærede han det franske sprog, og det er ikke uden bevægelse, at jeg genkalder mig mindet om de familiemiddage, hvor jeg søgte hjælp i ordbogen for at afgøre en uoverensstemmelse omkring ords stavemåde. Det var selvfølgelig altid ham, der havde ret. Han ville have været endnu mere berørt, end jeg er det, over at hans datter nu kan sætte sig i Racines sæde hér."
"Man møder hér en procedure og et sprog, som er mig velkendt og får mig til at tænke, at jeg i virkeligheden befinder mig midt i en (parlamentarisk) forsamling, det vil sige et sted, hvor der samles mænd og kvinder, der mener, at holdninger fra de mange er rigere og bedre motiverede end fra en enkelt alene. Gennem mit liv har jeg siddet i Nationalforsamlingen og Senatet, og jeg har været medlem af Europaparlamentet, som jeg også har været formand for. Jeg har disse steder nydt de muligheder for udvekslinger, debatter og kontroverser, som udtrykker det bedste af den menneskelige ånd, når de foregår i en respektfuld atmosfære. Er det af denne årsag, at jeg befinder mig godt tilpas hos jer? Jeg takker jer under alle omstændigheder for at give mig denne berigelse."
"Et lille anekdoteagtigt minde frigør sig fra det uforglemmelige indtryk af Racines tragedier, som vi læste i min ungdom. I de ældste gymnasieklasser i Nice måtte Fædra ikke citeres, eftersom Minos og Parsifaës datter var omgærdet af en incestuøs aura og derfor på den tid ikke blev anset for at være noget, unge piger burde omgås."
"Jeg husker, at jeg i Auschwitz i begyndelsen af juni 1944 samlede resterne af en tysk avis op, hvori der stod om landgangen i Normandiet. Afsløringen af denne begivenhed vækkede et stort håb i os, mine kammerater og mig. Må det være mig tilladt at hylde dem, der dengang legemliggjorde den genfundne ære og den indsats, det var, at få friheden i sigte."
"Mine damer og herrer, man kan ikke komme ind på denne ulykkelige tid (den franske Algier-krig, red.) uden at henvise til et smertefuldt kapitel. Som tidligere retsembedsmand, der har arbejdet meget på at forbedre vilkårene for FLN-fangerne (den algeriske befrielsesfront, Front de la Libération Nationale, red.) i Algeriet og i Frankrig, er jeg desto mere tilfreds med at kunne komme ind på en anden tragisk side i vores historie. Algeriske muslimer accepterede at gøre tjeneste i den franske hær. Man kaldte disse folk ”moghaznier” eller mere almindeligt ”harkier”. Deres effektive styrke nåede op på 90.000 mænd og deres familier. Evian-aftalen fastsatte, at ingen algerier skulle være bekymret for sine tidligere engagementer, særligt ikke i den franske hær. De franske myndigheder havde til hensigt at følge denne traktat og satte alt i værk for at den blev respekteret. For mange franske officerer var det en smerte at forlade de mænd, som havde kæmpet med dem. Nogle (af harkierne) ønskede at blive sendt til Frankrig. Efter at have givet tilladelse til dette i en periode og oprettet beboelseslejre offentliggjorde de franske myndigheder nye skrappe regler, der gjorde en ende på hjemsendelsen. De fleste harkier måtte derfor blive i Algeriet, hvor de var udsat for hån og ofte med frygtelige repressalier til følge. Hvor stort var antallet af ofre? Historikerne er stadig uenige om tallene. Tragedien for disse svigtede familier sætter i alle tilfælde en uudslettelig plet på vores nyere historie."
"Endnu en gang indordnede Pierre Messmer sig under statens ubøjelighed, undersåttens forpligtelse. Inderst inde smertede dette drama ham, og han omtalte det senere som ”undladelse af hjælp til folk i fare”. På dette tidspunkt havde han mere end nogen anden den frygtelige rolle at inkarnere den statslige autoritet. Litteraturen har lært os om Antigones heroiske figur sat op mod Kreons strengere af slagsen. Følelser, idealisme og datterkærlighed er med til at nære Ødipus’ datters kamp i højere grad end Thebens konges strenge principper. Antigone er af vor tid, og Kreon er udslynget af den. Men er Kreon så afskyelig? Lad os lytte til ham i Sofokles stykke: ”Hvis en eller anden kriminel gør vold mod loven eller får i hovedet at give ordrer til sin chef, opnår han aldrig min anerkendelse. Det er den, som byen har placeret i toppen, man bør adlyde, og dét ned i de mindste detaljer, og i dét som er ret, og i dét som ikke er det.” Ja, er han virkelig så afskyelig, ham der kræver respekt for byens love, lige meget hvad prisen er?
En ofte lidet tiltrækkende pligt påhviler politikeren. Når han accepterer et mandat eller en mission, må han udviske sin person og sine følelser. Han bør ud fra en generel interesse definere sig og føre den mest ensartede politik ud i livet. En del af storheden ved dette fag findes her. Det kaldes mod. Man bør ikke reducere Sofokles´ tekst til en ubehagelig lovprisning af kynismen i politik. Den er en forsvarstale for ansvarligheden. En politiker bør ikke søge at behage, men handle."
"Lad det være mig tilladt at henlede opmærksomheden på en ambition, som jeg har viet en del af mit liv til: Europa. Det var den horisont, som grundlæggerne rettede deres blikke mod lige efter krigen for at forsage broderkrige for altid."
"Dette europæiske eventyr var og forbliver den store udfordring for den generation, som jeg tilhører. Emmanuel Berl (tidligere fransk-jødisk journalist og forfatter, red.) har sagt, at Europa bør være et fællesskab for både ønsker og doktriner. Den udfordring, som blev stillet de gamle nationer, har jeg taget imod og fulgt med større optimisme end Pierre Messmer. Og som tidligere formand for Europaparlamentet er jeg glad for i dag i denne sal at blive en af fortalerne for den europæiske idé, som siden begyndelsen har kastet glans over Akademiet."
"Europas fædre har villet konstruere en virkelighed ud fra en drøm fra en mand, hvis stemme har givet genlyd mange gange under denne kuppel. Victor Hugo. I 1841, da han netop var valgt til Akademiet, helligede han sig udarbejdelsen af en tekst om Rhinen, hvor han skitserede projektet for en europæisk union, grundlagt på det, som det i dag er vedtaget at kalde det tysk-franske makkerpar. Han skriver: ”Frankrig og Tyskland er i bund og grund Europa. Tyskland er hjertet, Frankrig er hovedet. Følelserne og tankerne, tilsammen det civiliserede menneske. Mellem de to folk er der nære bånd, et uomtvisteligt blodsslægtskab. De udspringer fra de samme kilder; de har kæmpet sammen mod romerne; de er brødre i fortiden, brødre i nutiden og brødre i fremtiden.”
Broderskab og fremtid, under skjoldet af disse smukke ord, som naturligt hersker hos jer, er jeg stolt over at blive modtaget i jeres forsamling."
Artikel-oversigt
;)
;)
