Tags:
Samfund Goldberg#13Myter og facts om den israelske lobby i USA
FOTO: Zimbio.com. / iidlonYGRrd / Creative Commons.
Af Frank Esmann
Da præsidenten for The Middle East Policy Council, USA´s tidligere ambassadør i Saudi-Arabien Charles W. Freeman Jr., for nylig trak sig som kandidat til posten som overordnet chef for USA´s 16 efterretningstjenester, lagde han utvetydigt skylden på den israelske lobby.
Det var fuldstændig rigtigt. I et af de hårdeste og mest direkte angreb mod dette tilbagevendende og tit dæmoniserede fænomen i amerikansk politik sagde han, at han havde været udsat for en ”hetz af injurierende fordrejninger af mine synspunkter og karriere”.
Kampagnen, tilføjede han, var baseret på en stribe anonyme eller fordækte henvendelser til politikere og medier, som ikke ville høre op.
Også rigtigt – hvis man altså betragter det som injurierende, at ens økonomiske forbindelser til det dybt reaktionære Saudi-Arabien bliver krævet undersøgt og endevendt, før man bliver USA´s topspion.
Udnævnelsen af Freeman var ikke betinget af en bekræftelse i senatets efterretningsudvalg, men da de syv republikanske medlemmer gjorde det klart, at så længe Freeman var chef for The National Intelligence Council (NIC), ville de være over rådet ”som høge”, gav han op.
Men … det er jo netop efterretningsudvalgets opgave. Så spørgsmålet er, hvad der er galt i dette forløb?
Det har politikere, opinionsdannere og akademikere i USA skændtes om i årevis, og Freemansagen har fået diskussionerne til at blusse op på ny.
Hermed er der føjet et nyt kapitel til en historie, som er lige så gammel som alle de andre påståede konspirationer, jøder gennem tiden er blevet beskyldt for at stå bag. Det er meget mærkeligt, at det bliver ved.
At der skulle eksistere en fast sammentømret jødisk lobby, som i etnisk og religiøs enighed og ved hjælp af etisk tvivlsomme metoder promoverer én ganske bestemt linje i israelsk udenrigs- og sikkerhedspolitik, er nonsens.
Man skal være enten idiot, døv, blind eller alle tre ting på en gang for at tro på den slags. Undskyld, men jøder er aldrig enige.
Sagen stiller sig anderledes, når der som her tales om en ”israelsk lobby”, forstået som en gruppe enkeltindivider og organisationer af forskellig karakter, politisk observans eller etnisk og religiøst tilhørselsforhold, som forsvarer israelske sikkerhedsinteresser.
Sådanne grupper eksisterer og fungerer i bedste velgående. Det er der en hel stribe andre lobbygrupper, der også gør. Der er også en arabisk lobby, en italiensk mafia, og briterne hævder, at de har ”et særligt forhold” til USA.
Man kan blive ved … Sådan er det amerikanske system. Blandt de mægtigste er pensionisternes lobby, fagbevægelsens lobby, medicinalindustriens og lægernes lobby og, selvfølgelig, den forkætrede våbenlobby.
I samme liga er The American Israel Public Affairs Committee (AIPAC). Den er rig, den er stærk, og den er slagkraftig og har i talrige tilfælde været på den vindende side i diskussioner om USA´s holdning til specifikke spørgsmål, der vedrører Israels sikkerhedspolitik.
I andre gange ikke. Og det er værd at huske, når man diskuterer den israelske lobby i USA.
Blandt de mest ekstremt pro-israelske amerikanere er der nemlig mange, der aldrig har så meget som sat deres ben i en synagoge, og hvis støtte til ulovlige bosættelser, brutal fremfærd mod civile og fanatiske forstillinger om et Storisrael bunder i en kristen-fundamentalistisk læsning af Bibelen og i forhold til jøderne faktisk har alt andet end ædle motiver.
I tilfældet Freeman havde AIPAC således ingen holdning og foretog ingen form for lobbyvirksomhed for at hindre hans udnævnelse. Til gengæld var en af Freemans hårdeste kritikere en tidligere lobbyist for AIPAC, nemlig Steve Rosen.
Han blev i 2005 anklaget af Bush-administrationen for at have brudt intet mindre end den amerikanske spionagelovgivning, og AIPAC fyrede ham. Sagen begynder i maj.
Steve Rosen er nøglefiguren bag kampagnen mod Freeman, og hvad enten man bryder sig om det eller ej, lykkedes det ham at gøre syv senatorer så urolige, at de hejser advarselsflaget.
At han skulle have bestukket dem eller truet dem med at få bidragene fra AIPAC standset forekommer ikke sandsynligt. Manden er lidt af en paria. Det er altså ikke så gennemskueligt, som man tror.
En fair, men ikke fuldstændig beskrivelse af den israelske lobby i USA er, at den er del af et symbiotisk forhold, altså det, vi i naturen kender som et tæt samarbejde mellem en aktiv og en passiv partner. Symbionten, den aktive partner, er lobbyen, den passive partner, værten, er USA.
USA accepterer lobbyens eksistens, så længe den ikke strider imod fundamentale amerikanske interesser. På det jordnære, men absolut ikke uvæsentlige plan, handler det om, at lobbyen kan generere penge til politikere, som støtter Israels aktuelle politiske imteresser.
Det kan handle om penge til politiske kampagner. Det kan også handle om kampagner mod politiske modstandere. Saudierne laver de samme numre.
Det giver sig ubehagelige eller decideret vederstyggelige udslag, og det er udbredt, at disse eksempler gør, at folk forarges over lobbyens indflydelse.
Men den ”israelske lobby” er altså ikke nødvendigvis og altid ”jødisk”. Mange israelere vil, eksempelvis, frabede sig den støtte, de får fra amerikanske kristne fundamentalister, ganske som de vil være uenige med de jødiske nykonservative, som er med til at tegne ’lobbyen’.
Men der er en forskel, og vil altid være det, mellem taktiske og fundamentale amerikanske politiske interesser.
Strider den israelske lobbys argumenter mod de sidste, løber den erfaringsmæssigt panden mod en mur.
Artikel-oversigt
;)
;)
