Tags:
Religion Goldberg#13En parodi på en profet
Der er mange små profeter / men den mindste jeg har kendt / var kun tyve centimeter, uden sko på. / Efter første profeti / Svandt han ind til bare ni. / Så nu er der ikke meget mer’, at tro på!
Af Peter Nejsum
Sådan skriver Halfdan Rasmussen i et af sine Tosserier. Af de ”små” profeter i Bibelen er Jonas vel én af de mindste. Han var så heldig at blive slugt af en hval, og derfor kender de fleste ham.
Men han er ikke bare en ”lille” profet, han er en parodi på en profet. I modsætning til de andre, der forkyndes om side op og side ned i de andre profetbøger, hører vi ikke et ord om, hvad han har på hjerte.
Vi hører kun om ham; om hans ynkelige forsøg på at undslå sig og hans højlydte utilfredshed med den Gud, der sender ham. Men på en mærkelig måde kommer denne utilpassede bibelske antihelt til at tematisere nogle vigtige spørgsmål.
Kaldet og flugten
Jonas flygter fra Gud. Da han hører, at han skal til Assyriens hovedstad Nineve og fortælle indbyggerne dér, hvor ugudelige og rædselsfulde de er, siger han:
”Nej tak, find en anden!”
Der er i grunden ikke noget mærkeligt i, at en profet vægrer sig, når Gud kalder på ham. Det hører sig faktisk til. Moses gør fx et utal af verbale krumspring for at blive fri for at være den, der skal føre folket ud af Ægypten.
Han spørger, hvem han skal sige, der har sendt ham. Han lufter sin skepsis overfor, om folk vil tro ham, og han siger endelig, at han stammer og slet ikke har ordet i sin magt, og at Gud må vælge en anden.
Sådan går det som bekendt ikke. At vægre sig hører med – selv for de største.
Jonas skal ikke nyde noget
Men Jonas nøjes ikke med at slå sig i tøjret. Han flygter. Han skal ikke nyde noget! Han suser ned i havnen og tager et skib, der sejler så langt væk som muligt.
”Han betalte, hvad det kostede”, står der, som om den flugt kunne købes for penge. Jonas må selvfølgelig sande, at det ikke nytter at flygte fra Gud.
Bedst som han har set kysten og sin uønskede profetkarriere forsvinde i horisonten og veltilfreds har lagt sig til at sove nederst i skibet, bliver skibet ramt af voldsomt uvejr, der er ved at slå skibet til pindebrænde.
Søfolkene bliver bange og beder til hver deres gud om at redde dem. De rusker Jonas vågen og siger: ”Hvordan kan du sove? Stå op og råb til din gud!” Men Jonas ved jo godt, hvem der er skyld i orkanen.
Han går med til at blive kastet over bord. Han vil hellere dø end at indlade sig på guds plan. Så snart han er kastet over bord, falder havet til ro, og søfolkene står tilbage fulde af ærefrygt for Jonas’ Gud.
Men Gud lader ikke Jonas dø i synden. Han lader ham sluge af den berømte hval (eller hvad det nu er for en fisk, det hebraiske ord betegner som ”et stort havdyr”) og redder ham dermed fra druknedøden.
Og efter at have tilbragt tre dage og tre nætter i fiskens bug gylper fisken på Guds foranledning Jonas op på land, præcis på det sted, hvor han havde indskibet sig.
Gud beder ham endnu en gang om at tage til Nineve, og denne gang har Jonas i hvert fald lært så meget, at det ikke nytter at undslå sig. Og så tager han modvilligt af sted for at prædike dom over Nineve og forkynde for dem, at om 40 dage vil Gud udslette byen.
Jonas alligevel i Nineve
Det forunderlige er, at Jonas´ domsprædiken har en effekt. En bodsbevægelse kommer i gang, og kongen beordrer både mennesker og dyr til at faste og klæde sig i sæk og aske i håb om, at Gud vil ombestemme sig.
Jonas går uden for byen, tilfreds med sig selv over sin indsats, slår han sig ned dér på et højdedrag for at se, hvad der sker med byen. Men der sker ikke noget.
Gud har fortrudt. Han skåner byen. Han fører ikke den straf ud i livet, han har truet med, og som han sendte Jonas ud for at forkynde.
Da det går op for Jonas, bliver han forbitret og vred. Hvad er meningen? Hvordan kan Gud i et anfald af øllebrødsbarmhjertighed lade nåde gå for ret?
Men Jonas vidste bare, at det ville ende sådan, siger han, det var derfor, han flygtede. Han kender jo Gud.
Han bruger endda de selv samme ord, som Israel i umindelige tider havde bekendt sig til og trøstet sig med, at Gud er ”en nådig og barmhjertig Gud, sen til vrede og rig på troskab” – men han bruger dem som en anklage!
Den egentlige grund er altså ikke frygt for ninevitternes vrede, men at han ikke kan tåle Guds blødsødenhed.
Jonas tilføjer, at han hellere vil dø end at stå model til det her. Men Gud svarer Jonas:
”Har du ret til at være vred? Hvorfor er du vred over, at jeg gør godt? Under du ikke disse fremmede min tilgivelse? Hvor er det småligt.”
Gud lader så en bredbladet plante vokse op, så den kan skygge for Jonas´ hoved og befri ham fra hans mismod. Jonas bliver glad for planten, for solen stikker. Men næste morgen befaler Gud en orm at gnave i olieplanten, så den visner og går ud. Og den hede og skrappe ørkenvind rammer Jonas i ansigtet, så han er ved at besvime.
”Har du måske ret til at være vred over olieplanten?” siger Gud til ham.
”Ja, dødeligt vred!” fnyser Jonas.
”Nå,” siger Gud, ”du har ondt af den plante, som du ikke har haft noget arbejde med at få til at gro, som voksede op den ene dag og visnede den anden. Skulle jeg så ikke have ondt af en by med 120.000 indbyggere?”
Tilgivelse og retfærdighed
Sådan udstilles Jonas’ smålighed. Jonas må sande, at tilgivelsen strider mod et princip om retfærdighed – og det gør ham vred. Han under ikke byens indbyggere tilgivelsen.
En mærkelig parodi på en profet, der ikke bare gør sig selv til grin, men også ufrivilligt kommer til at antaste sine gravalvorlige profetkolleger – både de store og de små – og deres løftede pegefingre og småtruende dommedagsprofetier.
Gud overhaler dem indenom med sin tilgivelse. Han viser dem – og os alle – at hans retfærdighed ikke består i, at de ugudelige får deres velfortjente straf, men i at nåde går for ret.
Det er oven i købet de fremmede, hedningerne, der på Jonas´ bekostning udmærker sig i fortællingen:
Det er søfolkene, der omvender sig, og det er Nineves indbyggere, der gør det samme i stor målestok. Israel advares om, at deres særlige status over for Gud ikke kan bruges til at stille krav, der begrænser Guds planer med andre folkeslag.
Det er gennem Jonas’ uduelighed som profet, at Gud herliggør sig. Så lige så overraskende det er, at Bibelens profetgalleri også rummer sådan én, lige så stor trøst er der i virkeligheden i den tanke.
Flugten fra det gode
Men Jonas er også et tragikomisk billede på ethvert menneske, der forsøger at flygte fra det, tilværelsen kræver af ham.
Det interessante er, at han flygter fra det gode. Han indrømmer jo, at det overhovedet ikke var af skræk for at blive lynchet af Nineves indbyggere, han tog flugten, men fordi han kendte Gud og vidste, at han til sidst ville forbarme sig over dem.
Det er ikke mærkeligt, at man flygter fra det onde. Det paradoksale er, at man flygter fra det gode.
Det kender man imidlertid godt. Det sker fx, når jeg ikke gør det, der er bedst for mig, selvom jeg udmærket godt ved, hvad det er, og ikke mindst kan alle andre se det.
Jeg gør det alligevel ikke, men bliver ved med at gentage gamle mønstre og tænke på samme måde – med samme nedslående resultat.
Men det er også det, der sker, når et menneske står fast på sine principper – selv i de situationer, hvor det mest medmenneskelige ville være at fravige dem. Eller dér, hvor man holder liv i gammelt nag i årevis, selvom prisen er høj.
Det, Jonas bliver så fortørnet over, er jo, at Gud fortryder, og at han sætter et bestemt retfærdighedsprincip ud af kraft, nemlig det, der siger, at det skal gå efter fortjeneste.
Den særlige tryghed, man kan klamre sig til her, udstiller Jonasbogen som et forsøg på at flygte fra det gode.
Det opbyggelige er, at Gud ikke lader Jonas slippe. Han lader det gode ske, på trods af Jonas’ surhed, og bruger ham som en brik i en demonstration af sin barmhjertighed.
Så det kan godt være, at Jonas er én af de mindste profeter, en parodi på en profet – måske ikke meget mere end Halfdan Rasmussens 20 cm uden sko på – men han kommer alligevel til at bevidne Guds storhed.
Artikel-oversigt
;)
;)
