Jødeaktionen

I denne bog fortæller en række ofre for ’Jødeaktionen’ hver især en del af historien om sult, angst, svigt og redning. De var børn eller unge, da de blev gemt, arresteret, sendt til havs, tvunget på flugt alene, forsøgt forgivet eller hjulpet af ukendte redningsmænd.

Pris 100,-

Esthers Bog

Bogen indeholder den bibelske fortælling om Esther, der bliver både dronning og heltinden.

"Esthers Bog" udgives nu i ny dansk oversættelse af overrabbiner Bent Lexner. Den er endvidere rigt illustreret af kunstnerne FOS og Tal R.

Pris 269,-

Tags: Film

Goldberg#13

Bødler og andre banaliteter

Af Peter Tudvad

Holocaust har de sidste tre årtier været godt stof på det store lærred. Men efterhånden, som tiden går, og man som biografgænger synes at have set det hele, begynder man uvilkårligt at spejde efter nye tendenser i behandlingen af emnet.

Når man så som denne artikels forfatter er heldig at blive akkrediteret som journalist på Berlinalen, en af de store filmfestivaler, så har man en unik lejlighed til at gøre status.

Tilmed finder Berlinalen sted i Berlin, der engang var hovedstad i Det Tredje Rige, og som med UFAstudierne i Babelsberg i den sydvestlige udkant af byen bidrog sit til den propagandistiske bagvaskelse af jøderne, som vore dages film helst skulle kompensere for.

Det sidste mener jeg naturligvis ikke programmatisk, som skulle enhver instruktør være forpligtet på at skabe mindst ét værk til rehabilitering af de europæiske jøder eller skildring af deres lidelser under Holocaust. Men emnet stiller nogle særlige krav.

Jeg skylder at tilstå, at jeg ikke var på Berlinalen for at skrive for Goldberg, men derimod for at rapportere til filmmagasinet Ekko.

Altså var min eneste interesse under de ti festivaldage i februar ikke alene Holocaust, men strømninger i den internationale filmverden i almindelighed og konkurrencen om den eftertragtede Gyldne Bjørn i særdeleshed.

Alligevel fik jeg lusket mig ind til de film, hvor Holocaust spillede en rolle, om ikke andet som kulisse. For lad det være sagt med det samme, at festivalen ikke diverterede med film som Schindlers Liste eller Sophies Valg, Shoah eller De Skæbneløse.

Tværtimod er det betegnende for de relevante film, at de alle holder folkemordet ud i strakt arm og vender kameralinsen den anden vej.

Enten forudsætter de publikums kendskab til Holocaust. Eller også reducerer de det til en fjern begivenhed i historien, som man kan forholde sig til, som man vil: abstrakt, kritisk eller sågar nostalgisk.

Heltinde og uhyre

Stephen Daldrys filmatisering af Bernhard Schlinks internationale bestsellerroman Der Vorleser er allerede kendt af det danske publikum.

Dels fik Kate Winslet en velfortjent Oscar for sin hovedrolle som Hanna Schmitz, dels går filmen – The Reader – aktuelt i de danske biografer.

Som det derfor vil være bekendt, har Hanna været fangevogter i en kz-lejr, men uden at være blevet retsforfulgt, da hun 36 år gammel i efterkrigstidens Tyskland indleder et erotisk forhold til den kun 15-årige Michael.

Det ulige forhold varer selvfølgelig ikke ved. Men da Michael otte år senere som jurastuderende overværer en af de såkaldte Auschwitzprocesser, genkender han blandt de anklagede sin ungdoms elskede.

Han erfarer ikke blot, at Hanna har rådet over liv og død i en kz-lejr og ladet 300 kvinder og børn indebrænde i en kirke på en dødsmarch i 1945, men gætter også, at hun er ordblind.

At det var derfor, hun altid ville have ham til at læse højt for sig, inden de elskede.

Filmens perspektiv er Michaels. En ung tysker, der i sagens natur ikke selv har blod på hænderne. Men den, man som biografgænger identificerer sig med, er Hanna. Og hun har det sandt for dyden.

Man ser bare intet af dette blod, men hører kun om det i retssalen, hvor de få overlevende vidner mod hende.

Derfor er det hende, man føler med, da hun ikke vover at tilstå sin analfabetisme, selvom det kunne frigøre hende for en kompromitterende mistanke om at have skrevet en bestemt ordre i kz-lejren.

Og derfor skal man tænke sig om mere end én gang, før man studser over, at hun åbenbart skammer sig mere over sin analfabetisme end sit kyniske bidrag til folkemordet.

Det er bestemt prisværdigt, at film fremstiller nazibødler som det, de var: mennesker af kød og blod som os selv og ikke dæmoner besat af en metafysisk ondskab.

Men det er betænkeligt, når filmene ikke vil vise os deres gerninger råt for usødet og i stedet lader os pirre af disse gysende menneskelige gerningsmænd og -kvinder.

Når The Reader kun akkurat tangerer Holocaust i al dens konkrete gru ved at sende jurastudenten Michael på besøg i en udryddelseslejr som turist på et museum.

Og når Hanna – som Andreas Kilb skrev I Frankfurter Allgemeine Zeitung – bliver »historiens heltinde, uhyre og lystobjekt«.

Bødler og ofre

Filmens ofre er ikke nær så interessante. Det vigtigste af dem er en ung jødisk pige, Ilana Mather, der som en af de eneste har overlevet branden i kirken.

Som ældre, rig og stilfuld kvinde får hun besøg af Michael i sin liebhaverlejlighed i New York, hvor der hænger dyr kunst på væggene.

Hun har i mellemtiden skrevet en bog om sine oplevelser i Holocaust, så man aner en sammenhæng. Holocaust-industri!

Det er selvfølgelig ikke instruktørens hensigt at få publikum til at mistænke overlevende jøder for at kapitalisere på Holocaust. Men man tvivler alligevel på, at Ilana Mather kunne være fremstillet som en almindelig middelklassekvinde.

Nogen hensigt ligger der selvfølgelig heller ikke til grund for, at den unge Ilana Mather spilles af Alexandra Maria Lara, der tidligere har haft en stor rolle som Hitlers sekretær i Der Untergang.

For instruktøren er det bare et spørgsmål om casting, men konsekvensen er – om man kan lide det eller ej – at publikum uvilkårligt associerer fra naziofferet Ilana Mather til nazimedløberen Traudl Junge.

Og på den måde i sidste ende nivellerer forskellen på ofrene og deres bødler. Det er faktisk alvorligt, for når filmen ikke vil vise Holocaust i al dens krasse realitet, så insinuerer den, at det i virkeligheden er lige så tilfældigt, om man ender som bøddel eller offer, som det er, om man i filmen bliver castet som det ene eller det andet.

I filmen er vi alle skuespillere. Og i virkeligheden er vi alle mennesker.

Således har vi også set Bruno Ganz som Hitler i Der Untergang, mens man på Berlinalen både kunne se ham i Theo Angelopoulos’ The Dust of Time som jøden Jacob, der har mistet sine forældre i Holocaust, og i The Reader som professor Rohl, der nøgternt overvejer kz-vogteren Hannas juridiske skyld.

Spørgsmålet er så, om der bliver nogen afgørende forskel tilbage på skyld og uskyld, når man snart er det ene, snart det andet, snart bøddel, snart offer. Det er alt sammen kun et spørgsmål om casting, ligegyldigt om det er instruktøren eller skæbnen, der vælger vores rolle.

Møde med en morder

Hvis man ser så fatalistisk på det, bliver erindringen om Holocaust netop reduceret til et drama, hvor rollerne var fordelt på forhånd, og hvor kulisser og sætstykker allerede stod på scenen, da skuespillerne trådte ind på den.

Så bliver »historien bare det, der bliver tilbage«, som Algis siger i Das Vaterspiel, den østrigske instruktør Michael Glawoggers filmatisering af landsmanden Josef Haslingers roman.

Her er erindringen nemlig i centrum, men omtrent lige så lidenskabsløst sat i scene som et oldtidsfund i en museumsmontre.

Algis har skudt hundreder af jøder under en massakre i Litauen, men har undgået retsforfølgelse ved at gå under jorden. I 32 år har han boet i kælderen under sit barnebarns hus på Long Island i
New York.

Altså trænger kælderen efterhånden til en renoverering, som det falder i barnebarnets ungdomskærestes lod at foretage.

Rupert, som ungdomskæresten hedder, er selv barnebarn af en litauer, en jøde, der overlevede Dachau og siden forsøgte at få Algis stillet for retten.

Nu møder den unge mand en gammel gubbe, der uden spor af anger tilstår sine forbrydelser – en gammel gubbe, der i kraft af sine rynker og sit grå hår ikke just gør indtryk på Rupert som en bøddel.

Hvis Rupert overhovedet væmmes over Algis, så er det som en gammel og beskidt mand, der i 32 år har levet i en indelukket kælder.

Og derfor skilles de i en art venskabelighed, der får fortiden til at fortone sig bag en kunstig forsoning mellem den ynkelige gamle mand og den desillusionerede yngling. En yngling, der har set ondskaben i øjnene – og blot fundet en oldings matte blik.

Holocaust på skemaet

Andre har større held med at holde mindet om Holocaust i live. Nogle synes endda at gøre mindet til en art religionserstatning. Det er i hvert fald det, man får indtryk af i den delvist danskproducerede dokumentarfilm Defamation.

Her har den israelske instruktør Yoav Shamir sat sig for at undersøge, hvor udbredt antisemitismen egentlig er i dag. Og om den og Holocaust ikke i nogen udstrækning bliver instrumentaliseret af lobbyister med bugnende budgetter.

Svaret er et rungende ja, selvom Shamir på sine rejser til USA og Europa også præsenteres for antisemitisme og Holocaust-benægtelse på gadeplan.

Den slags synes bare ikke for noget at regne i forhold til de organiserede modparter i den jødisk-amerikanske organisation Anti-Defamation League, der spekulerer i europæisk skyldfølelse over Holocaust, og ikke mindst den israelske stat, der opbygger sine yngste medborgeres nationale identitet ved at sende dem på dannelsesrejse til Polen.

Således følger filmen en israelsk skoleklasse før og under dens rejse, hvor den lærer, at hele verden hader jøder. Ikke mindst polakkerne, så de unge mennesker under deres ophold i Polen ikke tør forlade deres hotel om aftenen af frygt for at blive overfaldet.

Tilmed har klassen fået en efterretningsagent med, der bestandigt instruerer den i, hvordan den skal identificere faren. Altså er det ikke nogen overraskelse, at de unge jøder selv holder sig på stor afstand af polakkerne og derfor føler sig bekræftet i at være ugleset.

Klassen er da heller ikke kommet for at møde polakkerne, men for at se ghettoen i Lublin og udryddelseslejrene i Majdanek og Auschwitz. I nævnte rækkefølge.

På den anden station skammer en pige sig så meget over, at hun ikke kan fremkalde den foreskrevne gråd over sit folks lidelser i lejren, at hun begynder – at græde.

Endelig på den sidste station vælder tårerne frem i oprigtig sorg og forfærdelse over rædslerne.

Og så kan hun og hendes kammerater stille op til klassefotografering under porten – »Arbeit macht frei« – og for at fremkalde et mekanisk smil sige »Auschwitzzz«.

Yoav Shamir har sikkert ramt hovedet på sømmet i forhold til noget af den brug, den israelske stat gør af Holocaust. Men lige så sikkert er det, at han undervurderer den omfattende antisemitisme og tilbøjelighed til at banalisere Holocaust, der i dag breder sig i dele af Europa.

Hans film er derfor et glimrende diskussionsoplæg til en så kritisk offentlighed som den, man har i Israel. Men ikke som oplysning til tyskere og polakker, franskmænd og danskere om fænomenet antisemitisme.

Derfor må man mobilisere sin kritiske sans, når filmen i løbet af året bliver vist på DR.

Jøden som bad guy

Man bør bestemt også være vågen, når Lone Scherfigs næste engelsksprogede film, An Education, får dansk premiere den 18. september. Ikke fordi den skævvrider perspektivet på Holocaust, men fordi den risikerer at kolportere en klassisk antisemitisk stereotyp.

Hovedpersonen i filmatiseringen af Nick Hornbys drejebog er 16-årige Jenny, en begavet og nysgerrig skolepige, der spilles eminent af britiske Carey Mulligan (om føje tid en ny Audrey Hepburn).

Hun forelsker sig hovedkulds i den mere end dobbelt så gamle charmør og levemand, jøden David. Med ham som ledestjerne emanciperer hun sig hurtigt fra et rigidt skolesystem og en fad morals åg – indtil hun får en lærestreg, hun aldrig vil glemme.

Og her skal jeg så advare læseren om, at jeg nu røber filmens plot, så der ikke bliver nogen overraskelse tilbage til september – medmindre man springer de følgende tre afsnit over:

Det viser sig nemlig, at David lever af meget tvivlsomme investeringer i ejendomme og kunst. Han får sorte familier flyttet ind i husene, så gamle hvide damer flytter derfra, hvorefter han kan overtage lejlighederne billigt.

Og han frakøber uvidende mennesker deres dyre kunst til spotpris, så han selv kan sælge den videre på auktion eller klaske den op på sine egne vægge.

David er en bedrager, men mere end det, for da han efter Jennys 17-års fødselsdag har friet til hende og fået hendes ja, opdager hun, at han allerede er gift.

Hun opsøger fortvivlet hans kone, som hun møder uden for deres hjem – med deres fælles barn i hånden.

»Gud, er du så ung!« siger Davids kone, der røber, at han har gjort noget lignende mange gange før. »Du er vel ikke gravid, vel?«

Med andre ord er David, som vi bestandigt får at vide er jøde, en bedrager og forfører, der ikke står meget tilbage for hovedpersonen i Jud Süss.

I den berygtede UFA-film fra 1940 bedrager den listige jøde sig også til store værdier, ligesom han forelsker sig i en kristen pige, som han straks sætter sig for at forføre uden hensyn til hendes interesser.

Filmen må i dag ikke vises i Tyskland uden en oplysende kommentar.

Grobund for antisemitisme

Jeg påstår naturligvis ikke, at Scherfig og Hornby er antisemiter. Og jeg tror heller ikke, at ret mange blandt publikum vil reagere så skarpt på filmen, som jeg gør.

Men når de ikke gør det, skyldes det så, at de som fordomsfrie mennesker blot besinder sig på, at en jøde kan være lige så stor en bedrager og forfører som nogen kristen, hindhu eller ateist?

Eller skyldes det en ligegyldighed over for det billede, filmen giver af jøden, fordi det harmonerer med den gængse fordom om jøder som ærgerrige spekulanter, der gerne bryder traditionens bånd for at nå deres mål?

Svaret er ikke givet på forhånd, men jeg tilstår, at jeg undrede mig over efter filmen at stå alene med mine betænkeligheder ved dens portræt af David som jøde.

Faktisk var det kun i filmmagasinet Screen, at anmelderen opholdt sig ved hans jødiske identitet, men da kun for at bemærke, at han »som jøde foregiver at være offer«.

Det gør David imidlertid ikke, så påstanden vidner i stedet om anmelderens forventning om, at en jøde nødvendigvis forsøger at trække veksler på Holocaust.

Hvis man hypotetisk forestiller sig, at An Education var blevet produceret i Syrien, Iran eller Egypten, så ville den nok have vakt et ramaskrig, der kunne have fået vestlige ledere til at rasle med sablerne og true med afbrydelse af de diplomatiske forbindelser til de ansvarlige lande.

Af dem forventer vi nemlig, at de er antisemistiske, men som oplyste europæere med en uhyggeligt lærerig historie bag os kan vi ikke forestille os, at vi selv gør os skyldige i antisemitisme.

Europæisk antisemitisme har vi meget bekvemt defineret som nazistisk. Derfor får vi kun øje på den, når den gør behørigt opmærksom på sig selv med hagekors og heilen.

Således kunne de tyske aviser, mens An Education gik for fulde huse på Berlinalen, med bestyrtelse rapportere, at statsadvokaten i Budapest netop havde opgivet at rejse tiltale mod nogle nynazister, der i juli 2008 havde vist Jud Süsss.

Statsadvokatens tvivlsomme begrundelse for tiltalefrafaldet var, at filmen ikke i praksis fungerede som en antijødisk hetzfilm, fordi antisemitismen ikke længere havde grobund i det ungarske samfund.

Tør man virkelig tro det?

Artikel-oversigt

Præsenterer:
Marco Evaristti

Den dansk-chilenske multimediekunstner Marco Evaristti udforsker religionens rolle som opretholderen/nedbryderen af menneskeheden. Han gør det ved hjælp af iturevne, brændte stumper fra de religiøse tekster tilsat billeder
af Buddha. Evaristti har udviklet projektet bestående af ti værker specielt til Goldberg, og de enkelte værker kan købes til en fordelagtig pris.

Når du køber gennem Goldberg's Galleri, får du et unikt stykke kunst af Marco Evaristti for
KUN 1.800,-
Alt hvad du skal gøre er at sende en e-mail til: goldberg@goldberg.nu eller ringe på: 5024 9450

Alle billederne måler: 27,5 x 22 cm inkl. passepartout (21 x 16 cm uden)

10

Doris Bloom

Den anerkendte dansk-sydafrikanske billedkunstner, Doris Bloom, stiller 10 af sine værker til rådighed til en særlig pris for læserne af Magasinet Goldberg: Hvert billede sælges for kr. 500 under normalpris.

Ønsker du at købe et af Doris Blooms værker så kontakt Goldberg på goldberg@goldberg.nu eller ring på 50 24 94 50