Tags:
Holocaust Historie Goldberg#13Rejse til en fortrængt fortid
Ebba Mørkeberg mente, at hun gjorde det rigtige, da hun som ung kvinde meldte sig til Tysk
Røde Kors under SS. Efter krigen måtte hun erkende, at dét, andre påstår er godt, ikke altid er
det. Derfor valgte hun at tie om sin fortid, og først nu – over 60 år senere – er hun klar til at
fortælle.
Af Jacques Blum og Eva Bøggild
Ebba Mørkeberg ville med sine egne ord aldrig være blevet kendt i en større offentlighed, hvis ikke hun var blevet grebet af stemningen i den hyggelige gårdhave en lun septemberaften i Berlin i 2007.
Hun var i godt selskab med to behagelige mennesker. Den ene, kvinden, kendte hun godt, selv om hun bor i USA. Den anden, den danske mand, der var bosat i Berlin, kendte hun slet ikke.
Og det var sikkert derfor, at hun svarede så ærligt på hans spørgsmål om, hvorvidt hun virkelig havde boet i Berlin.
For ja, Ebba Mørkeberg havde engang opholdt sig i længere tid i Berlin. Man kunne måske ikke ligefrem kalde det at bo, for det var under 2. Verdenskrig, og hun havde opholdt sig i en bunker som frivillig sygeplejerske i Tysk Røde Kors under SS.
Skyggesiden af et liv
Den 5. maj 2009 – dagen for Danmarks befrielse og godt halvandet år efter mødet på restauranten – udkommer bogen Sygeplejerske i Det Tredje Rige, skrevet af forfatteren Peter Tudvad. Han var manden, der stillede spørgsmålene den aften og mange gange senere.
I bogen, der er på godt 500 sider, fortæller han Ebba Mørkebergs historie, som her for første gang udfoldes for hendes familie, venner, bekendte og naboer – for ikke at tale om de mange læsere, som hun ikke kender, men som nu vil stifte et nærgående bekendtskab med skyggesiden af Ebba Mørkebergs liv.
Der skal nok være mange, som bliver overraskede over, hvad den smilende, imødekommende og velholdte 83-årige kvinde foretog sig som ung. Men de vil ikke være de eneste, der undrer sig over mængden af hemmeligheder.
Ebba Mørkeberg er såmænd også selv overrasket over, hvad Peter Tudvad i sin overordentlig grundige research har fundet frem. Forklaringen er, at hun på et tidspunkt i sit liv besluttede sig for at glemme. Glemme sin fortid.
Beslutningen om at skubbe fortiden helt ud af sit liv tog hun måske allerede engang i september 1945, da hun og fem andre danskere kom hjem til Danmark.
Inden havde hun tilbragt fire måneder i en interneringslejr uden for Moskva, og da hun endelig kan vende hjem, er de fleste retssager mod danske nazister og kollaboratører overstået.
Ebbe Mørkeberg får tiltalefrafald og slipper dermed for både fængselsstraf, offentlig udhængning og social isolation. Men hun får aldrig sonet. I kapitlet ”Gensyn, gru og glæde” skriver Peter Tudvad om hende og veninden Lili:
For så vidt havde den (fortiden) været nemmere at leve med, hvis de var blevet dømt juridisk, så de én gang for alle kunne sone den fortid, som omverdenen for længst har fordømt moralsk. Men den mulighed er de berøvet i og med det tiltalefrafald, de begge har fået. Altså er der ikke andet for end at lade fortiden ligge som et urokkeligt faktum, man bedst vier så lidt opmærksomhed som muligt.
Sygeplejerske i krigsårene
Den fortid, som Ebba Mørkeberg nu har valgt at stå frem med, omhandler nogle svære ungdomsår i den vestjyske by Tarm, hvor hun er ugleset yngel af byens eneste erklærede nazist.
Men der er også de to år som au pair-pige i den tyske by Kassel, som hun mindes med ømhed og uden erindring om de mange tusinde jøder, der på det tidspunkt blev gennet sammen på banegården og kørt væk.
Herefter er der årene som frivillig i Tysk Røde Kors, hvor hun uddanner sig til sygeplejerske og hjælper med at passe Wehrmacht-soldater, der er blevet såret på østfronten, så de kan komme ud og gøre tjeneste igen.
Og endelig omfatter glemslen – eller fortrængningen, som hun kalder det – månederne i Berlin, hvor krigen er på sit sidste, og alt er kaos.
Fjenden er de hævngerrige russiske soldater, der voldtager kvinderne – også Ebba – og derefter tager hende og nogle kolleger med til Moskva og anbringer dem i en interneringslejr.
I løbet af de fire måneder opholdet varer, forelsker hun sig i en italiensk medfange, inden hun løslades og kan rejse hjem til Danmark.
Frygten for afsløring
Alt dette har Ebba Mørkeberg tiet om i en grad, så det kun er Willie, hendes mand i over 50 år, som hun har talt lidt med om denne del af hendes liv. De medlemmer af Willies familie, som har vidst noget, har været diskrete og ikke taget emnet op.
”Min mand vidste det, men han er et tolerant menneske, siger hun i en samtale med Goldberg og smiler:
”Desuden var han forelsket”.
Skæbnens ironi vil, at hendes forelskede mand var aktiv i modstandsbevægelsen under den tyske besættelse af Danmark.
”Min mand fortalte gerne om sin ungdom og om alt det, han havde lavet under krigen. Han havde jo ligesom ret til det, medens jeg aldrig sagde noget.”
Ebba Mørkeberg virker ikke bitter over, at hun i mere end 60 år har holdt tand for tunge. Hun havde i det mindste betroet sig lidt til sin mand og ikke gjort som veninden Lili, der har holdt det hemmeligt for alle.
Men frygten for at blive afsløret har siddet dybt i hende i alle årene. Således ville hun i den første lange tid i sit ægteskab ikke ud på arbejdsmarkedet, selvom hun godt kunne have fået et job. Først i dag er hun klar over, at det var angsten for, at nogen skulle snuse i hendes fortid, der gjorde, at hun holdt sig hjemme.
Hun var bange for, at det også skulle ramme Willie, at han havde giftet sig med sådan én som hende. Og da hun få måneder efter vielsen bliver gravid, bekræfter det hende i beslutningen om hemmeligholdelsen.
Peter Tudvad skriver:
Ebba ved, hvordan det er at være datter af et lille samfunds paria, som for sin nazisme blev lønnet med chikane, boykot, hærværk og trusler. Hun ved, hvordan det er at skulle være nervøs, hver gang hendes far åbner munden i et selskab med risiko for at stemple sig selv og hele familien som landsforrædere og medløbere. Og hun ved, at det ikke er alle i Danmark, der ser med så milde øjne på en tidligere sygeplejerske i Tysk Røde Kors, som Willie gør.
Medlem af nazipartiet
Peter Tudvad har i sin research til bogen fulgt i Ebba Mørkebergs fodspor. Fra Tarm til Kassel, Breslau og Deutsch-Brot, hvor hun arbejdede som sygeplejerske på lazarettet, og til Berlin.
Bid for bid har han nidkært og med dokumenter sammenstykket et menneskes fortrængte historie ud fra de stumper, hun selv ville eller kunne huske.
Undervejs på denne fælles rejse har de to fået et nært, respektfuldt og ærligt forhold til hinanden, som tilsyneladende kun er blevet styrket af de svære situationer, når noget uventet og ubehageligt er dukket op.
Ebba Mørkeberg husker navnlig en bestemt telefonopringning fra Peter Tudvad. Hun fortæller til Goldberg:
”Han var så sød og forsigtig, da han skulle fortælle mig noget vigtigt, han havde fundet ud af. Han sagde: ´Ebba, hør her, det var ikke kun din far, der var medlem af nazistpartiet, din bror meldte sig også ind.´”
”Jeg blev noget overrasket, men så sagde han: ´Din mor var også medlem.´ Og det troede jeg først slet ikke på, men han sad jo med papirerne. Og så kom det: ´Og du var også medlem Ebba.´ Der fik jeg et chok. Og den dag i dag kan jeg ikke huske, at jeg har underskrevet papirerne, men det står der jo, alt sammen.”
Nu skal det hele frem
Det er ikke ofte, at et tidligere medlem af DNSAP, Danmarks Nationalsocialistiske Arbejderparti, giver interview i Goldberg. Men det er heller ikke ofte, at netop dette tidligere medlem af nazipartiet taler med journalister om den tid. Det er faktisk første gang.
Ebba Mørkeberg er helt klar over, at hun med bogen har kastet sin fortid og nutid i mediernes vold. At tale ud til Peter Tudvad, til Willie og til døtrene har været en lettelse – en forløsning, kalder hun det – men nu skal hun til at tale med vildt fremmede mennesker. Og hvorfor så ikke begynde her i Goldberg?
”Jeg er taknemmelig over, at det er et jødisk blad, jeg skal tale med først,” siger hun. ”For det med jøderne, det har jeg haft det svært med.”
Ebba Mørkeberg har aldrig kendt nogen jøder. Heller ikke da hun som barn og ung kvinde i Tarm hørte sin far tordne mod dem. Første gang, hun overhovedet mindes at have mødt nogen jøder, var under opholdet i Kassel, da hun så to mennesker på gaden med gul stjerne på tøjet.
Først som voksen er det gået op for hende, at der i familien var en ”halvjøde”, men det var ikke noget, man talte om. På spørgsmålet om, hvad hendes far sagde om dem, tøver hun lidt pinligt berørt:
”Det var jo det med, at jøder er hensynsløse. At de kun tænker på penge. Og at de er udanske. Først og fremmest det: at de er udanske. Men for mig var der overhovedet ingen forbindelse mellem de mennesker, der blev talt om, og dem, det gik ud over. Slet ingen. Og derfor tilskriver jeg det også min fars indoktrinering, at jeg meldte mig ind i partiet, og at jeg tog til Tyskland.”
”Det var hans påvirkning og hans meget faste overbevisning om, hvad der var rigtigt og forkert, der gjorde, at jeg handlede, som jeg gjorde. Og så mente jeg jo, at Røde Kors gjorde noget godt, og at jeg som sygeplejerske hjalp mennesker i nød. Jeg tænkte ikke over, hvad de soldater, som jeg passede og plejede, kom fra, og hvad de skulle lave igen.”
Ebba Mørkeberg er klar til offentligheden nu. Det har været afskyeligt at møde sig selv på den måde, som Peter Tudvads research har tvunget hende til, siger hun, men nu vil hun gerne stå frem.
Rejsen til den fortrængte fortid fortsætter. Hun vil også gerne ud på skoler og fortælle de unge mennesker, at de skal passe på.
At man skal være varsom med at lade sig forføre af folk, som påstår, de har sandheden. Og at det, man tror, er det gode, ikke altid er det.
Artikel-oversigt
;)
;)
