Tags:
Litteratur Goldberg#12Det var bare noget jeg fandt på …
Hanne-Vibeke Holst har skrevet en bog om en 2. generationsindvandrer, der bryder med sin opvækst - tiltager sig magten og bliver pæredansk toppolitiker.
Af Jacques Blum og Eva Bøggild
Danmark har fået en ny verdensberømt jøde. Hun hedder Elisabeth Meyer, og i efteråret 2008 optrådte hun som en sand heltinde, da hun reddede livet for sin kollega, Charlotte.
Hun ”tog en kugle”, som det hedder, når man kaster sig ind foran nogen, der bliver skudt på og derved bruger sin krop som skjold.
Om Elisabeth Meyer døde eller overlevede mødet med kuglen, må man læse bogen Dronningeofret for at få at vide, for hun er en konstruktion, skabt af forfatteren Hanne Vibeke Holst.
Men berømt for sin heltegerning, dét bliver hun. Hvis salgstallene for denne tredje bog i Holsts trilogi kommer til at ligne de to forrige, så vil over 200.000 danskere købe bogen, den vil blive oversat til mindst fire andre sprog og sikkert også filmatiseret.
Romanerne er politiske samtidsskildringer om intriger i toppen af Socialdemokratiet og på Christiansborg. Dronningeofret foregår under en valgkamp.
Kampen mellem lederne af de to store partier, Socialdemokratiet og Venstre, er et dominerende tema, men bogens 661 sider omhandler også persongalleriets private forhold, herunder deres etniske og religiøse baggrund.
Elisabeth Meyer nævnes allerede i trilogiens første bind, Kronprinsessen, men dengang var hun blot en af mange bipersoner.
Ligeledes i andet bind, Kongemordet, men i bind tre springer hun ud som hovedrolleindehaver, jøde med russisk baggrund, formand for Socialdemokratiet og bærer af en uhyggelig hemmelighed om en nedarvet sygdom.
Det første er overraskende, og ikke mindst er det overraskende, hvor meget det jødiske efterhånden kommer til at fylde i Elisabeth Meyers liv og i romanen. Side op og side ned, i beskrivelser, bemærkninger, dialoger og opildnende taler, fortælles der om det danskjødiske liv fra begyndelsen af forrige århundrede til i dag.
Men hvorfor nu det? Hanne-Vibeke Holst svarer gerne, og svaret er for så vidt enkelt:
”Allerede i bind ét udstyrer jeg Elisabeth Meyer med en jødisk baggrund. Jeg skriver, at hun er datter af en jødisk buntmager, og at det er en af grundene til, at hun aldrig er blevet til noget, fordi den daværende formand for Socialdemokratiet syntes, hun er en jødisk burgøjsertøs.”
”Egentlig var det bare noget jeg fandt på, fordi jeg ville lægge afstand til Ritt Bjerregaard, så læserne ikke skulle tro, at det var hende, jeg skrev om i skikkelse af Elisabeth Meyer. Og alle og enhver ved jo, at jøde, dét er Ritt Bjerregaard i hvert fald ikke!”
”Men da jeg så senere ville skrive bog nummer tre med Meyer som hovedperson, så hang jeg jo på bemærkningen om den jødiske baggrund.”
Research
At Hanne-Vibeke Holst, måske lidt uovervejet, valgte at bruge jødedommen som hovedpersonens særkende, kom til at koste hende mange måneders research i og om en verden, som hun næsten intet kendte til på forhånd.
Hun har læst stort set alt, hvad hun kunne komme i nærheden af om de danske jøders historie, deres liv, integration, flugt til Sverige, fangenskab i Theresienstadt, sprog, familiemønstre, traditioner og religion.
På bibliotekets læsesal har hun pløjet sig gennem hele årgange af Jødisk Orientering, Det Mosaiske Troessamfunds interne månedsblad.
Hun har besøgt jødiske museer og Holocaustmuseer over hele verden, vandret rundt på Mosaisk Vestre Begravelsesplads i Valby, været i Synagogen i København, til shabbatmiddag hos overrabbiner Bent Lexner og ført lange samtaler med hans mor Esther Lexner.
Da der i løbet af vinteren 2007-08 blev sendt en del dokumentarprogrammer i tv, førte hendes engagement til en fast vittig bemærkning i familien: ”Nåh, nu er klokken 7, så skal mor se jøder!”.
Hun har endda forsøgt at lære sig jiddish og er blevet vild med klezmermusik.
”Det kom lidt bag på mig, hvor spændende det er, og researchen tog måske nok lidt overhånd. På et tidspunkt tænkte jeg faktisk: Skulle jeg konvertere?”, ler Hanne-Vibeke Holst.
”Men det kan jo ikke lade sig gøre. Eller rettere, det kan det jo godt, men det er hårdt arbejde. Og det der med at holde kosher, det … Nej!
”
Overklasseløg
Den omfattende research og engagementet har lønnet sig, og gennem personen, den 64-årige Elisabeth Meyer, giver Hanne-Vibeke Holst et loyalt billede af den dansk-jødiske minoritet.
Pedanterne skal nok finde fejl hist og pist, for det ville være en nærmest overmenneskelig bedrift på så forholdsvis kort tid at fange alle detaljerne i en anden kultur.
Ikke mindst når kulturen, som i tilfældet med den dansk-jødiske, består af mange større og mindre grupperinger med forskellig geografisk, historisk og kulturel baggrund.
Måske er billedet af de danske jøder en smule for venligt, som fx når Hanne-Vibeke Holst lader Meyer påstå, at ”… hvis ikke vi jøder var opdraget til, at vi altid skal hjælpe hinanden, altid åbne døren for en trosfælle i nød, var vi for længst udslettet som folk”.
Men hendes indsigt i minoritetens historie viser sig i sætningerne lige efter:
”Som diasporajøder har vi fået overleveret bevidstheden om udsatheden. Af smertelig erfaring ved vi det, som mange andre tilsyneladende har glemt. (…) Vi ved, fordi historien igen og igen har mindet os om det, at alle har et bristepunkt.”
At Holocaust har så stor en plads i de danske jøders identitet og bevidsthed, kom bag på Hanne-Vibeke Holst. Men jo mere hun læste, hørte og så, jo mere forstod hun hvorfor.
”Bare det forhold, at Holocaust lod sig gøre, er så skræmmende, at det må blive en del af én selv, hvis man er jøde. Også for de unge, der ikke selv har oplevet krigen.”
Hanne-Vibeke Holsts egen krigsfamiliehistorie kom også tættere på under arbejdet med Dronningeofret. Fx bedstefarens: Han var politimand under 2. Verdenskrig og deltog ivrigt i modstandsbevægelsen og i arbejdet for at redde de danske jøder til Sverige. Han måtte også selv gå under jorden og gemme sig for nazisterne, indtil besættelsen ophørte.
”Det var skræmmende, da det gik op for mig, at man kunne være havnet på en hvilket som helst side under krigen.”
Med til historien om bedstefaren hører, at han ikke brød sig om jøder.
”Han gik i skole i København, på Metropolitanskolen, og kunne ikke lide de jøder, han mødte dèr. Og det sagde han højt. Men egentlig handlede hans modvilje bare om, at han syntes, at de var nogle overklasseløg og super-arrogante.”
Ingen negative reaktioner
I modsætning til, hvad man måske skulle tro i en tid, hvor antisemitisme er et varmt emne i de danske medier, og jøder ikke er lige populære i alle miljøer, har Hanne-Vibeke Holst ikke på nogen måde mødt negative reaktioner på sit valg af Elisabeth Meyers herkomst.
”Tværtimod synes mange jeg har talt med, at det er enormt spændende at høre og lære om det dansk-jødiske miljø. Det er jo meget lukket for os andre – vi aner da ikke, at der har været en jødisk håndværkerforening og en jødisk syklub i 100 år i Danmark!”
”Vi tænker heller ikke over, hvor stor indflydelse de danske jøder har haft på kulturen her i landet, for mange jøder siger ikke noget om, hvem de er. Men det viser sig jo, at den jødiske identitet har rigtig stor betydning. Også for de unge jøder. Meget større betydning, end man tror.”
Er det ligefrem populært at vælge en jødisk hovedperson?
”Nu har Elisabeth Meyer jo alle de rigtige meninger. Hun ville fx have været imod Israels invasion i Gaza. Men det er helt klart, at det betyder noget for hende, at hun tilhører en minoritetskultur og har en Holocaust-erfaring, der ligger under huden og er en skygge i familien.”
Hanne-Vibeke Holst fremhæver et karaktertræk ved sin hovedperson, som hun mener både er positivt og typisk for den jødiske minoritet:
”Afvisningen af at blive gjort til offer. Det er en del af kulturen, og det har også været vigtigt for Elisabeth Meyer. Derfor mener hun, at det er bedre at være offensiv. At gå frem og tage magten.”
Magtens nødvendighed
Der er ingen tvivl om, at Holocaust har fået en ny og større betydning for Hanne-Vibeke Holst efterhånden som hun læste, så og hørte mere og mere om det:
”Jeg blev nødt til at spørge mig selv, hvordan det ville have været, hvis det var mig. Hvordan ville jeg have det, hvis jeg tilhørte generationen efter? Hvis det var min familie, der var perished in the Holocaust, som det ofte hedder. Og jeg er nået frem til, at det nok ville have betydet to ting.”
”Det ene er en stor smerte, en kæmpestor sorg, som ville ligge indgroet i mig. Og også en stor vrede. Jeg ville være rigtig vred. Og den anden er en stor vagtsomhed. Jeg ville altid have en angst for, at det ville ske igen.”
”For Elisabeth Meyer er de ting til stede. Hun bærer dem med sig. Det er ikke højt oppe i hendes bevidsthed, men jeg tror, at en del af hendes langvarige afstandtagen til det jødiske handler om at unddrage sig den skæbne, og smerten og den dér alertness.”
Hanne-Vibeke Holst mener ikke, at nazismen er ”overstået”, tværtimod:
”De seneste år har de historiske betingelser for nye jødeforfølgelser været til stede i Europa. Nynazister og antisemitter vinder frem, de vokser som mycelium i en mørk kælder. Og vi gror dem selv – i vores egen baghave!”
”Det skræmmer mig meget, når folk som os selv, vores naboer eller gamle skolekammerater, bliver tiltrukket af nazismen eller bliver Holocaustbenægtere. Det gør mig bange!”
I Dronningeofret beskriver Hanne-Vibeke Holst nogle repræsentanter for den højreradikale svampevækst hun ser vokse frem i Danmark. Men gennem den stærke politiker Elisabeth Meyer giver hun også en handlemulighed:
”Jeg tror, at Elisabeth Meyers baggrund betyder, at hun har et meget mere realistisk forhold til magt og magtens nødvendighed, end hendes kolleger har. Og det frustrerer hende, at de ikke forstår, at det handler om, at hvis ikke vi går ind og tager magten, så kan det her ske igen!”
”Magtens nødvendighed – og det er noget, jeg var og er meget optaget af – handler i sin ultimative konsekvens om at undgå et nyt Holocaust. Undgå at ismerne genopstår. Det er det, det handler om! Og derfor mener jeg, at man altid skal gå frem og tage magten, hvis man har evnerne til at gøre det. Og så kæmpe på de godes side.”
Artikel-oversigt
;)
;)
