Tags:
Kunst Goldberg#12Visuel grammatik
På hebraisk findes den grammatiske form udvidet nutid ikke, men Boris Carmis billeder får tiden til at stå stille.
Af Yoram Kaniuk
Sidste gang jeg så Boris Carmi, var på Café Diza i Tel Aviv. Det var vel en måned, før han døde. Han fortalte mig, at den store Alexandra (Nocke) fra Berlin hårdnakket insisterede på at arrangere en udstilling af hans værker i Berlin – i Tyskland, hans ungdoms land, som han engang havde elsket så højt.
Men det ville der nok ikke komme noget ud af, for hvem kunne være interesseret i en udstilling af hans værker?
Han talte, som han altid havde gjort: forsigtigt, næsten hviskende, plaget, men ikke klagende, tydeligt udmattet, selv om han ikke ville have, at man lagde mærke til det. Men han kunne slet ikke forestille sig muligheden af en udstilling.
Et år tidligere var hans kone, Shula, død. De havde i mere end 40 år været vores bys elskende par og kommunikerede med hinanden via telepati.
Nu sad han der, knuget, men alligevel fuld af håb som et barn. Med fugtige, uskyldige øjne kiggede han på mig og hviskede, at det helt sikkert ikke ville blive til noget.
Boris var det yngste gamle menneske, jeg kendte. Engang, da han var omkring de 60, arbejdede vi sammen på en reportage om et skib, der havde sejlet jøder fra et land, der endnu ikke formelt havde givet dem tilladelse til at emigrere til Israel.
Vi sejlede langt ud i Haifa-bugten og gik om bord på skibet. Jeg interviewede nogle af folkene, og Boris var himmelhenrykt. Han havde fundet et perfekt sted, hvorfra han kunne tage billeder.
En høj bølge, der væltede ind over dækket, havde nær skyllet ham over bord. Han var begejstret over solen, der netop var ved at gå ned bag Karmelbjerget, og dybt bevæget over disse menneskers skæbne.
De vidste knap nok, hvor de var. Han var oprigtigt interesseret i dem, men samtidig tog han bestik af dem, og i hans hoved var de allerede fotografier.
Da historien senere blev offentliggjort i avisen Davar, som vi begge to arbejdede for, spurgte jeg ham, om han havde læst min artikel. Han nikkede, men da jeg stillede et par spørgsmål om den, indså jeg, at teksten for ham kun var ’indpakning’, en ’ramme’ om hans fotografier.
Og sandt at sige har min artikel ikke overlevet, mens de øjeblikke, der er indfanget i hans fotografier, i høj grad er bevaret for eftertiden. Hans fotografier er dokumenter.
Han så virkeligheden, som den ville fremstå 50 år senere. Ingen af Boris’ fotografier hævder at være kunstværker, selv om han var klar over, at de ville blive betragtet som kunst, og fuldt ud forstod, hvad kunst var.
Han ville dokumentere virkeligheden, men ville langt hellere bevare et sigende øjeblik frem for en situation i sin helhed. For han vidste, at virkeligheden på den måde måske kunne videregives og forstås, selv når den ikke eksisterede længere.
På et billede fra 1948 står en smuk pige i shorts af den slags, der var på mode dengang. Det fotografi blev et symbol for min generation. Med pistolhylsteret tæt presset ind til hoften og en kefije om hovedet læner hun sig op ad en træstamme og udstråler både kvindelighed og styrke.
Omkring hende sidder en gruppe unge mænd, deriblandt en af mine gode venner, Amos Katz. For mig illustrerer fotografiet ikke det oplagte emne, krigen i 1948, men et motiv af Amos’ dejlige smil, fanget af Boris og bevaret for eftertiden i beskrivelsen af øjeblikket.
Amos og jeg var gode venner dengang, men jeg mistede forbindelsen med ham. Jeg tror, han blev dræbt i krigen.
Da en udstilling med Boris Carmis fotografier for nogen tiden siden åbnede på Haganahmuseet, ventede jeg, indtil gæsterne havde spredt sig, så jeg kunne se fotografierne i fred.
Det var, som om tiden havde stået stille, og at jeg som den eneste kunne bevæge mig frit i den. Her var billeder af mennesker, som jeg havde kendt, og som nu var gamle, men stadig i live.
Pludselig stod jeg ved siden af en kvinde på omkring 70 med en sart, næsten gennemsigtig skønhed. Der var et trist glimt i hendes øjne, mens hun betragtede pigen med pistolen.
Vi smilede til hinanden, og så sagde hun: ”I disse billeder er vi stadig de skitser, vi engang var.”
Jeg så på hende og så på fotografiet, og pludselig gik det op for mig, at hun både var her og der: den pige, hun engang havde været, og denne gamle kvinde, som sikkert både havde børn og børnebørn, og alligevel var hendes blik ikke formørket af længsel.
Det udstrålede snarere blid modstand som lys, der strejfer sandets rolige overflade. Vi stod der og så os selv, som vi var engang: unge mennesker med store drømme.
Og samtidig så vi os selv, som vi var: gamle mennesker med frygt i blikket, men også med en følelse af stolthed over, at vi var blevet bevaret i fotografierne.
Boris havde udødeliggjort os, som vi var i den forfærdelige tid. Det var den dybere mening, som jeg også kunne læse i de smukke øjne hos kvinden, der stod ved siden af mig.
Vi begyndte at snakke. Hun hviskede blidt, og jeg vil beskrive atmosfæren som en vis ærefrygt over livets mysterium – det var, som om vi var gravsten over vores egne ruiner, gravsten over det, vi engang havde været.
Med alle disse tanker stod vi foran Boris’ fotografi; og på en mærkelig måde er vi, efter mere end 50 år, forblevet i fotografiet.
Indtil da havde jeg altid ment, at et fotografi tilhørte den tid, det var taget i, men Boris Carmis fotografiske billeder er mere os, end vi nogensinde selv har været. Dem, vi engang var, klynger sig til dem, vi er blevet.
På hebraisk (og på dansk) findes den grammatiske form udvidet nutid ikke. Vi har ikke noget, der svarer til det engelske ’I am sitting’, kun til ’I sit’. ’To sit’ er en proces, der foregår i tid.
Det hebraiske sprog har i den grad tilpasset sig det israelske klima. Det ene øjeblik er det sommer og ulidelig varmt, det næste er det vinter – der er ikke noget rigtigt efterår imellem.
Og sådan er vores tilværelse her i enhver henseende. Sådan er det altid, når dagen går på hæld.
Alting er knivskarpt. Solnedgangen i Tel Aviv varer kun nogle få minutter. Den er fantastisk smuk, men meget kortvarig. Den har ikke den mildhed, den langsomme udvikling, som den har i Europa.
Her er alt enten varmt eller koldt, dag eller nat, eksistens eller ikke-eksistens.
Mens jeg skriver det her, sidder jeg på café Masada i Tel Aviv. Jeg spiser ostekage med hindbærsauce og drikker en dejlig kop kaffe, og foran mig ligger strandpromenaden. Den promenade, som Boris Carmi så ofte fotograferede, eksisterer ikke mere.
Det, vi ser i hans fotografier, er for længst væk. En ny promenade blev anlagt under den gamle, og jeg sidder og betragter havet, der forsvinder i mørket, i skumringens brusende bølger.
Det var præcis her, foran havet, på den gamle strandpromenade, at Boris fotograferede en flamencodanser i 1950’erne. Hun svinger yndefuldt armene gennem luften og ser ud, som om hun åndeligt tilhører havet, som altid er i bevægelse, og strandpromenaden, som ikke længere er der.
Og selv om danseren nu er en gammel dame, lever hun videre som en ung kvinde på strandpromenaden, som ikke længere er der. For Boris forsøgte ikke at tage et billede. Han forsøgte at indfange et øjeblik, der kunne række ind i fremtiden fra fortiden.
Den oprindelige betegnelse for jøde var ’ivri’, der betyder hebræer, men også en, der kommer fra den anden side af floden. Vi, jøderne, er et folk, der er kommet fra den anden side.
I Bibelen omtales vi som ’folket fra den anden side af floden’. De, der kommer fra den anden side, og som bliver ved med at komme.
Jøderne er altid kommet fra et sted og taget videre til et andet. I 2000 år var deres hjemland længslen efter noget, der endnu ikke var sket. Vores Messias var en messias, der ikke kunne komme.
Han legemliggjorde længsel, ønske, ikke virkelighed. Men så grundlagde jøderne en stat og måtte overbevise hele verden om, at de skulle være der – og alt det var Boris en del af.
Han formåede at indfange denne epoke i vores historie med sit kamera. Han var optændt af ungdommens begejstring. Han fotograferede alt, så vi kunne se, hvor vi var kommet fra.
Hans interesse var meget oprigtig. Han ville rejse et gravmonument, hvor liget var graven, og graven var liget.
På fotografiet fra 1948 er Amos Katz ikke blot et minde, men også min ungdoms ven. Han er fastlåst i objektiv tid. Vi kan nok være subjektive, men det kan tiden ikke.
Erets Israels tid, som Boris genskabte, var meget kort, men i en anden forstand også meget lang. Hans fotografier skildrer ikke det flygtige øjeblik, men udødeliggør snarere øjeblikket.
Boris var ikke optaget af kunstnerisk manipulation. Begejstret og henrykt stod han foran sit motiv, tog sit billede, lod det blive en komposition. Han opsøgte ikke kompositioner, han fandt dem. Eller rettere de fandt ham.
I Boris Carmis fotografier kan man se folk stå eller sidde i rækker. En lejr med primitive boliger: nys ankomne indvandrere, der boede i blikskure eller telte. Boris kunne indfange det evige i det flygtige uden at gøre sig store anstrengelser for at opsøge det.
Og alligevel er hans fotografier ikke resultat af indre tvang eller et middel til at genskabe virkeligheden og derved bevare den og ej heller noget helt nyt, som andre ikke havde fået øje på endnu – hvad enten det var en arabers telt eller en munk med paraply.
Hans fotografier beskriver ikke virkeligheden med husene langs strandpromenaden, som senere blev ødelagt og nu er genopbygget. Hans fotografier beskriver en ny virkelighed, for han indfangede i dem det øjeblik, hvor fortiden blev fremtiden.
Russeren Boris Carmi, som gik i skole i Tyskland og talte tysk, blev israeler, før Israel blev oprettet. Han kom aldrig til at tale flydende hebraisk, men hans fotografier er så hebraiske som noget.
De har den stive, men dog smukke hebraiske grammatik, som savner den ’ægte’ nutid, for fotografiets nutid ligger i dets betydning. For Boris havde fotografier ingen fortid eller fremtid.
På et andet fotografi ser vi en teltby. I dag er den erstattet af en pulserende storby. På et tredje står en mand med en hest eller et muldyr foran en kiosk ved siden af en politistation.
I dag er den erstattet af en meget større og er fuld af betjente og de forbrydere, der har anholdt.
Og alligevel rummer nutidens storby stadig den teltlejr, vi ser på fotografiet, og de overlevende fra Holocaust, der boede i den, og de marokkanere, der, legalt eller illegalt, kom til Israel, lige efter at staten formelt var blevet grundlagt.
I det sekund, fotografiet blev taget, krydsede disse mennesker den fine grænse mellem deres egen fortid og den fremtid, der lå foran dem.
Boris Carmi fotograferede på hebraisk, og det var netop det, der kendetegnede hans værk. Han var beskeden og pustede sig aldrig op.
Når vi diskuterede en bog og en udstilling med ham, var han meget glad, og hans øjne lyste op. Han ville sige, okay, hvis denne vidunderlige kvinde fra Berlin, som havde fundet vej til den fjerneste afkrog af byen for at se hans billeder, absolut ville, skulle hun bare gå i gang og forsøge at gennemføre det.
Men så ville han straks tilføje, at sådan nogle planer aldrig blev til noget, heller ikke denne gang. Selv om han oprigtigt ønskede, at det ville blive til noget, var han konstant tvivlende. Han savnede den ofte hensynsløse stræben efter anerkendelse og triumf.
Han ville se på den person, han talte med, og uanset hvor meget han eller hun holdt af ham, ville han have mere og anglede efter en bekræftelse, som han så affærdigede, så snart den var formuleret.
Når Boris Carmi tog et billede, blev han selv et kamera. Han for ikke rundt, som mange fotografer gør nu om dage, på jagt efter de bedste motiver.
Erfaringen, hans rejser i Afrika, ørnene i Negevørkenen havde lært ham at stå stille, som naglet til stedet, vente og så slå ned. Et fotografi. Måske to. Boris ventede altid på det rette øjeblik, og så greb han sit kamera og tog et par billeder – og det var det.
De billeder var ikke smukke, og de var ikke grimme. De var ægte. God kunst er hverken mere eller mindre end det ægte. Det kan kun være, hvad det er. Og et sted derinde, hvor Boris Carmi ville være som fotojournalist, var han en stor kunstner.
Copyright 2003-2008, Nextbook, Inc. Oversat af Hanne Friis
Artikel-oversigt
;)
;)
