Tags:
Kunst Goldberg#10Chagall i Paris
Under Chagalls første ophold i Paris fandt han sig selv som kunstner – dog ikke helt på den måde, de fleste måske forestiller sig.
Af Kasper Monrad
Om godt et år vil Goldberg med god ret kunne fejre et af den moderne kunsts vigtige jubilæer, nemlig hundredåret for Marc Chagalls ankomst til Paris fra Rusland i 1910.
Denne begivenhed var skelsættende ikke bare for hans eget virke som kunstner, men for det 20. århundredes kunst i det hele taget.
Chagalls kunst handlede i hans unge år groft sagt bare om én ting, nemlig ham selv og hans egne oplevelser og minder. Det lyder måske ikke så epokegørende, men det var det rent faktisk, når man tager i betragtning, hvad modernismens andre pionerer foretog sig på samme tid.
Paris var den absolutte smeltedigel for epokens landvindinger inden for billedkunsten, da Chagall ankom til byen. Matisse havde i flere år konsekvent arbejdet på at frigøre farverne, så de klare, rene farver fik frit spil på hans lærreder.
Han gav billederne en stærk udtrykskraft, men betegnende nok holdt han sin egen person helt udenfor, og han afholdt sig fuldstændig fra at blotlægge sit eget følelsesliv.
Det samme gjaldt Picasso, selv om hans projekt var et ganske andet. Med sin kubisme nedbrød
han billedets traditionelle struktur og virkemidler og skrællede al kendt betydning af motiverne.
På denne sofistikerede baggrund må det have virket, som om Chagall lige var kommet ind med firetoget. I en vis forstand havde han de rette forudsætninger for at gøre de personlige erfaringer til omdrejningspunkt i den moderne kunst.
Han var nemlig lykkelig fri for en traditionel kunstnerisk ballast!
Kunstner uden tradition
Chagall blev født i 1887 og voksede op i en ortodoks chassidisk familie i den russiske provinsby Vitebsk. Som jøde havde han ingen direkte adgang til at se billedkunst i sin barndom, og hvad han trods alt kom til at se – såsom russiske ikoner – havde han ingen forudsætninger for at forstå.
Han kom derfor til kunsten uden den samme tyngende viden om kunstneriske traditioner som sine jævnaldrende i Vesteuropa. Han skulle derfor ikke som de en tur omkring impressionismen og dens efterklange, før han kunne finde sit eget udtryk.
Han var heller ikke bundet af den traditionelle vesteuropæiske opfattelse af op og ned i et billede eller af perspektiv og tyngdekraft. Det gav ham en enorm frihed, som han udnyttede.
Chagalls forældre var ikke mere bundet af deres religion, end at de lod deres søn følge sit ønske om at blive kunstner. Efter at han havde stået Bar Mitsva, forlod han den jødiske tro og syntes i starten meget opsat på at blive assimileret.
Han fik sin første uddannelse hos en lokal maler i Vitebsk. Her mødte han godt nok en sen aflægger af realismen, men den måtte hurtigt vige for den vitale progressive russiske modernisme,
som han ramlede hovedkulds ind i, da han i 1907 tog til Skt. Petersborg.
Her fik han de afgørende impulser, der gjorde ham klar til mødet med kunsten i Paris, og han blev også tiltrukket af den kristne kultur.
Chagall kom til Paris i 1910 – eller også var det først året efter. Datoen er usikker, som så mange andre datoer i hans liv.
Han valgte uhæmmet, hvad han kunne bruge af de mange nye udtryk, han mødte, og han forenede flere, tilsyneladende uforenelige udtryk, først og fremmest fauvismens frigjorte brug af stærke og rene farver med kubismens opløsning af formerne og rummet og fragmentering af motiverne.
Den usikre, lidt kluntede og naive figurstil, der havde præget de tidlige malerier i Skt. Petersborg, blev til overlagte angreb på alle gældende naturlove i et billede, nu med bevidst udnyttelse af den medbragte naivitet.
Chagall slog hurtigt ind på at dyrke motiver, der var knyttet til hans barndom og ungdom i den russiske provins. Erindringsglimt smeltede sammen med nye indtryk fra Paris.
Indimellem misforstod han sine inspirationskilder. I hans maleri af en gravid russisk bondekone ses barnet i en oval i hendes mave. Ideen stammer sandsynligvis fra en russisk ikon, der viser Madonna, der holder en medaljon med Jesusbarnet.
Det kunne Chagall formodentlig ikke aflæse korrekt, men udnyttede sin frodige fantasi til et helt andet billedudsagn!
Motiver fra Rusland
Det tidlige hovedværk Jeg og landsbyen, der blev malet i 1911 kort efter hans ankomst til Paris, har nærmest karakter af et programværk.
Billedets hovedaktører er dels skoledrengen Marc – eller rettere Moyshe, som han egentlig hed – dels en ko (eller kalv), der ser hinanden lige ind i øjnene.
Rundt omkring dem går, svæver og står mennesker, dyr og bygninger fra Chagalls hjemland, nærmest hulter til bulter: et bondepar på vej hjem fra arbejde, en malkepige ved sin ko, beboelseshuse og en russisk ortodoks kirke.
Tilsyneladende er det hele kaldt frem fra hans barndom, men også kun tilsyneladende! Ved en nærmere betragtning afslører billedets titel, at der er tale om en bevidst udtænkt konstruktion: Chagall voksede slet ikke op i en landsby blandt bønder!
Den jødiske shtetl havde mere karakter af en mindre købstad end af en landsby, og jøderne var byboere og levede skarpt adskilt fra de russiske bønder.
Billedet udtrykker en samhørighed med det simple liv på landet, som Chagall ikke selv havde del i som barn (og som ikke svarede til det til tider modsætningsfyldte forhold mellem de russiske bønder og de jødiske håndværkere og handlende).
Ser man nærmere efter opdager man en antydning af en splittelse hos drengen: Han har et kors om halsen og en Davidstjerne på fingeren! Igen en efterrationalisering, for det var først som voksen, han i Skt. Petersborg rigtigt mødte den kristne kultur!
Som en slags modbillede malede Chagall et maleri, han kunne have kaldt Jeg og Paris, men som har fået titlen Paris set gennem mit vindue. Her ser jegpersonen ud over sin nye verden, hvor Eiffeltårnet og de omkringstående huse er badet i et stærkt hvidt lys.
Også i dette tilfælde er han splittet mellem to verdener, hvilket markeres
af hans Janus-hoved, der også ser tilbage.
Katten med menneskeansigt er tolket som en hentydning til kunstnerens forlovede hjemme i Vitebsk, Berta (senere som hustru kaldet Bella). Men toget, der kunne føre ham tilbage til Rusland, vender betegnede nok på hovedet.
Det berømte Selvportræt med syv fingre, der viser den alvorlige og målbevidste kunstner ved sit staffeli, viser også hans ståsted midt mellem de to verdener.
Maleriet har vakt en del undren – hvorfor syv fingre?
Men svaret er lige til, hvis man som Chagall-forskeren Benjamin Harshav kender den jiddische kultur nøje: det illustrerer talemåden at gøre noget ”med syv fingre” dvs. med brug af alle sanser, eller om man vil, med alle rationelle og irrationelle kræfter.
Men bortset fra dette indslag (og jiddishe/hebraiske bogstaver i flere billeder) er det overraskende nok snarere den russiske kultur end den jødiske kulturarv, Chagall kredser om i Paris.
Der er flere ortodokse kirker og praktisk talt ingen synagoger i billederne, og han syntes primært opsat på at markere sig som russisk kunstner.
Jiddish var mest praktisk som et fælles sprog for flere indvandrede kunstnere.
Jødernes forsvundne verden
Chagalls første ophold i Paris blev på mange måder bestemmende for hans kunst, men ikke på alle. Han blev i byen til 1914, da han ville tage på et kortere ophold i Rusland.
Han ”strandede” imidlertid på sin hjemegn ved verdenskrigens udbrud og måtte blive i Rusland i flere år.
Han gav sig nu til nærmest systematisk at skildre liveti Rusland i sine billeder. Men stadig ikke specielt de jødiske motiver. Det skete først, da tyskernes invasion i landet i 1915 tvang en million russiske jøder på flugt.
Da gik det op for ham, at hans eget barndomsland for alvor var ved at forsvinde. Da blev den forsvundne jødiske verden et afgørende tema for ham. Men det er en anden historie.
Inspiration og illustrationer er fundet i Benjamin Harshav: Marc Chagall and the Lost Jewish World. New York (Rizzoli) 2006.
Artikel-oversigt
;)
;)
