Tags:
Musik Goldberg#10Wagner vs. Meyerbeer
Af Peter Nejsum
I en af Storm P.´s ”fluer” fra 1942 siger den ene herre til den anden: – Kan De lide Meyerbeer?
– Ærlig talt, jeg holder mest af en almindelig Pilsner!
Det er slet ikke sikkert, at man i dag forstår vitsen, for hvem i alverden er Meyerbeer? Hvem kender i dag den jødiske, tyske komponist der i midten af 1800-tallet var en af det europæiske musiklivs ubestridte hovedpersoner?
Han havde base i Paris og var tiljublet som en moderne popstjerne, der ikke bare kunne leve af sin kunst, og tilmed leve godt, men som blev en af den tids mest velhavende mænd.
Forfatteren Heinrich Heine, Meyerbeers samtidige, bemærkede vittigt at Meyerbeer ville være udødelig, så længe han levede, og måske endda en smule længere, for det havde han forudbetalt!
Måske havde han alligevel ikke betalt forud, for Meyerbeer måtte efter sin død lide den tort langsomt, men sikkert, at blive dækket af glemslens støv. Hans stjerne faldt, og hans værker opførtes sjældnere og sjældnere.
En ihærdig gruppe mennesker, der kalder sig ”Meyerbeers Fanclub”, har i de senere år forsøgt at rette op på det og skriver med begejstring på deres hjemmeside om de få forsøg på at opføre Meyerbeer, som forskellige operahuse har bundet an med i nyere tid.
Men det ændrer ikke ved, at den engang så berømte Meyerbeer er gledet ud af operahusenes repertoire.
Superstjernen
Giacomo Meyerbeer blev født i Berlin i 1791 som Jacob Liebmann Beer. Fornavnet ændrede han under et ophold i Italien, Meyer tog han af familiære grunde.
Han havde adskillige operaer bag sig, da opsætningen af hans Robert le Diable i 1831 på operaen i Paris gjorde ham til en veritabel super-stjerne.
Senere fulgte hans mest berømte operaer Les Huguenots (1835), Le Prophéte (1849), Dinorah
(1859) og L’Africaine (1865 – opført posthumt).
”Grand Opéra” kaldes den genre han mestrede, og der blev ikke sparet på noget, når Meyerbeer og hans librettist Scribe skabte deres værker.
De indeholdt store optrin og krævende partier med arier, hvor solisterne fik lejlighed til at vise al deres ekvilibrisme.
Dertil kom en melodramatisk handling, der ofte indebar spektakulære effekter såsom synkende skibe, ild på scenen, forførende spøgelsesnonner (!) og levende dyr. F. eks. er Dinorah operahistoriens eneste heltinde, der hele operaen igennem følges med en ged, hvad der ikke altid var uproblematisk.
Det fortælles at geden ved en bestemt lejlighed stangede hovedrolleindehaveren, så hun faldt ned i orkestergraven.
Et møde
Den store mester opsøges på en sommerdag i 1839 af en ung, talentfuld tysk komponist der hellere end noget andet vil slå igennem i musikkens metropol, Paris. Meyerbeer fatter sympati for den unge mand og hjælper ham.
Han får breve fra ham, ikke bare ”med venlig hilsen”, men ”i glødende tilbedelse” og mere af samme slags, der har kunnet få den mest selvbevidste til at krumme tæer:
”Jeg håber i denne verden ikke på andet end den frelse der måtte komme fra Dem”.
Han kalder Meyerbeer sin mægtige skytsengel, som den gode Gud har sendt, og skriver: ”Goethe er død – men han var heller ikke musiker; for mig er der ingen anden end Dem”.
Og et andet sted:
”Mit hoved og mit hjerte tilhører ikke længere mig selv – den er Deres ejendom, min mester,” og han omtaler sig selv som Meyerbeers lydige slave, tilstår villigt at han er af slave-natur.
”Køb mig!”, beder han indtrængende, og underskriver sig ”Deres ejendom - Richard Wagner.” For Richard Wagner var det.
Wagner havde skrevet operaen Rienzi i Meyerbeers stil, og bl.a. ved Meyerbeers mellemkomst lykkedes det faktisk den fortvivlede og fattige Wagner at få teatre til at antage hans ting.
Nogle år senere er Meyerbeer også medvirkende til at hofteatret i Dresden binder an med uropførelsen af Wagners første værk i ”egen” stil, Den flyvende Hollænder, hvad der skulle bane vejen for en ansættelse som hofkapelmester i Dresden.
Den store mester hjalp sin unge, talentfulde tilbeder.
Et faderopgør
Siden hen fik Wagner-tubaen mildt sagt en anden lyd. Glemt var Wagners taknemlighed og ydmygelovprisning af Meyerbeers kunst. Da Wagner først fandt sine egne ben at stå på, kom Meyerbeer – og Paris med for den sags skyld – til at stå for alt det Wagner afskyede.
”Grand Opéra” var nu ”virkning uden årsag”, hvor sangerne blot afleverede deres numre ved scenekanten og ikke blev en integreret del af det drama, Wagner så som det vigtigste i musikdramatik.
Det var overfladisk effektjageri, leflen for en kommerciel og pengefikseret kunstscene, som der måtte gøres op med, hvis kunst ikke bare skulle være pacificerende underholdning og et middel mod rige menneskers kedsomhed.
Ægte kunst skulle ændre samfundet, mente Wagner, og give menneskets dets menneskelighed tilbage, ikke adsprede et fordringsløst publikum.
Men det var også pariser-publikummets gunst han havde stræbt efter, det var på den selv samme
kunstscene han havde villet slå igennem, og det var Meyerbeer han havde ønsket at ligne.
I den proces hvor Wagner finder sit eget ståsted og i en række teoretiske skrifter fremlægger et helt nyt syn på musikdramatikken, forvandles hans forsmåede kærlighed til had. Det får også Meyerbeer, der legemliggør det alt sammen, at føle.
”Jødedommen i musikken”
Det der mest af alt ligner et faderopgør, får også et antisemitisk udtryk. I 1850 udgiver Wagner under pseudonym en pamflet om ”Jødedommen i musikken”.
Selvom Meyerbeer ikke nævnes ved navn – det gør han først da Wagner tyve år senere reviderer
og genudsender skriftet – er denne navnløse, ”vidt og bredt berømte jødiske komponist”, hvis værker er en ”forvirring af leflen for enhver musikalsk smag”, til stede i alt hvad der siges.
Wagner identificerer primitivt pengenes magt og det jødiske – i øvrigt ligesom Karl Marx og den franske socialist Proudhon, som Wagner læste med begejstring i de år.
Wagner forblev antisemit resten af livet, en underlig én af slagsen dog, for han havde livet igennem mange og nære jødiske venner.
Det var således den jødiske dirigent Hermann Levi der stod med taktstokken ved uropførelsen af det værk, der måske stod Wagner nærmest, nemlig Parsifal, i det endnu nye festspilhus i Bayreuth i 1882.
Wagners antisemitisme forblev teoretisk, og da den egentlige politiske antisemitisme begyndte at gøre sig gældende i 1870’erne, undsagde han den og afviste også at skrive under på en adresse, der ville begrænse jøders borgerlige rettigheder, da han blev opfordret til det.
En af de relativt få gange Wagner selv var i operaen, så han Halévys Jødinden, og han roste værket til skyerne. Hans begrundelse er imidlertid interessant:
Det smukke ved operaen er, at den slet ikke er jødisk. Det er måske mærkeligt sagt når komponisten er jøde, helten er jødisk guldsmed og man bl.a ser en jødisk pesach-fejring på scenen, men for Wagner er sand kunst netop noget dybereliggende end om det er jødisk eller ej.
Antisemitisk opera?
Derfor er der heller ingen spor af antisemitisme i Wagners musikdramatik. Man har set den feje dværg Mime fra Siegfried og den pedantiske smagsdommer Beckmesser fra Mestersangerne fra Nürnberg som jødiske karikaturer, men intet peger i den retning, begge figurer har andre inspirationskilder.
Kundry fra Parsifal, der spiller på Ahasverus-myten om ”den evige jøde”, har også været tolket sådan. Imidlertid betegnes hun slet ikke som jøde, men som ”hedning”, og eftersom hun er en af
dramaets hovedpersoner og identifikationspunkter for tilskueren, er det meget svært at se hvori det antisemitiske skulle bestå.
Det er i grunden ikke så mærkeligt at Wagners antisemitisme ikke sætter sig spor i musikdramaerne, for formålet for Wagner var at komme et spadestik dybere end de racemæssige
og kulturelle skel der deler os. At frisætte det han kaldte det rent menneskelige.
Wagner vs. Meyerbeer?
Er det Wagners skyld at Meyerbeer blev glemt? Eller er det udtryk for historiens til tider nådesløse udvælgelse af, hvad der skal blive stående, og hvad der skal glemmes?
Om Meyerbeer ”holder” kan man selv dømme om, hvis man søger på Meyerbeer på youtube.com – her kan man høre nogle af hans mest populære arier. At Wagner skulle være skyld i at Meyerbeer er glemt, er nok at tillægge ham for meget magt.
Sandt er det dog at det er Wagners musik der ”overlevede”, og Meyerbeer der blev glemt – men hele grand-opera-genren delte skæbne med Meyerbeer og opføres så godt som aldrig.
Selv Wagners opera i den stil, Rienzi, som onde tunger har kaldt ”Meyerbeers bedste opera”, opføres yderst sjældent – og kun fordi det trods alt er Wagner.
Meyerbeer huskes som den der blev medvirkende til Wagners berygtede antisemitisme – i sandhed en trist måde at huskes på, men også uretfærdigt for en komponist der burde huskes for så meget andet.
Men historien rummer også sin egen ironi: For Wagner huskes for sin antisemitisme og nazisternes udnyttelse af ham, hvad der har betydet, at han den dag i dag er udskældt og vækker
meget stærke følelser.
Da dirigenten Daniel Barenboim i 2001 af kærlighed til musikken vovede at spille uddrag af Wagners Tristan og Isolde som et uannonceret ekstranummer ved en koncert i Israel, vakte det en voldsom debat, og adskillige udvandrede fra teatret mens de råbte skældsord.
Så nok fik Wagner sin hævn i sin tid, men spørgsmålet er hvor sød hævnen viste sig at være, når det kom til stykket.
Artikel-oversigt
;)
;)
