Jødeaktionen

I denne bog fortæller en række ofre for ’Jødeaktionen’ hver især en del af historien om sult, angst, svigt og redning. De var børn eller unge, da de blev gemt, arresteret, sendt til havs, tvunget på flugt alene, forsøgt forgivet eller hjulpet af ukendte redningsmænd.

Pris 100,-

Esthers Bog

Bogen indeholder den bibelske fortælling om Esther, der bliver både dronning og heltinden.

"Esthers Bog" udgives nu i ny dansk oversættelse af overrabbiner Bent Lexner. Den er endvidere rigt illustreret af kunstnerne FOS og Tal R.

Pris 269,-

Tags: Kultur

Goldberg#10

Back in the USSR

På sin vej rundt i verden er Goldberg nået til Rusland.

Af Samuel Rachlin

Jeg vidste godt det ville blive a pain in the neck at have Goldberg med til Moskva, men der er ikke noget at gøre. Efter måneders insisteren må jeg hanke op i stædige Goldberg og tage på en todages-tur, der vil blive en blanding af turisme, dannelse og druk.

Vi tager først på en regulær sightseeing-tur for at få en fornemmelse af byen og historiens vingesus – fra Den Røde Plads og mausoleet med den balsamerede storforbryder, det gamle
GUM varehus som nu består af lutter hippe butikker, Bolsjoj-teatret, KGB´s hovedkvarter, Moskvas Universitet med panoramaudsigten over byen og det olympiske stadion på den anden side af Moskva-floden, en tur i metroen til Khrustjovs gravsted, derefter ud til Vladimir Vysotskijs grav, så en gåtur ned ad Arbat-gågaden med frokost på Jolki-Palki eller ”Pindebrænde-restauranten”, en kæde med glimrende mad og meget rimelige priser, den nyopførte Frelserkatedral, det gigantiske monument for Anden Verdenskrig, Dorogomilovskij-markedet bag Kiev banegården – men da jeg foreslår, at vi slutter af med et besøg i synagogen, bliver der skreget på time-out!

Fint, der er også mere end rigeligt at tage sig til om aftenen. Jeg beder chaufføren om at køre os til Hotel National, der ligger et stenkast fra Den Røde Plads, men på vejen forklarer jeg Goldberg at hvis man på to dage skal nå at få et indtryk af en by med 12-15 millioner indbyggere, dens tilbud og historie, så kan man altså ikke ligge på den lade side.

Vi bliver enige om at mødes i lobbyen kl. 20.00 og så gå ad Moskvas hovedgade, Tverskaja, op til Pusjkinpladsen for at spise middag på en af mine favoritrestauranter, Cafe Pusjkin.

Jeg har forstået at min opgave ikke kun er at være tourguide, men også at give en forståelse af landet, folket, historien, mentaliteten. Så allerede fra ankomsten i lufthavnen har jeg taget fat på at fortælle om Ruslands nyere historie og udvikling.

Den er gået fra totalitær, sovjetisk supermagt over Sovjetunionens opløsning, kaosårene under Boris Jeltsin til Vladimir Putins nye knytnæve-Rusland. Det er i dag et land med et særligt miks af statsstyret kapitalisme og autokrati drevet af en alliance af gamle KGBfolk og nyrige oligarker.

Konflikten med Georgien og lynkrigen i august er det seneste eksempel på Putins nye Rusland, hvilket har givet mange en følelse af at man for fuld fart er ”back in the USSR” på en rejse finansieret af Ruslands nye olie- og gasrigdomme.

Hvad Sovjetunionen ikke kunne opnå med atomarsenaler og terrorbalance, prøver Putin og hans folk at realisere ved hjælp af energivåbnet.

Som præsident i otte år, og som den premierminister der sidder på den reelle magt i landet, ønsker Putin at overvinde den ydmygelse Rusland oplevede i årene efter Sovjetunionens kollaps og placere landet som en stormagt, man hverken skal udfordre eller spøge med.

En del tyder på at det nye Rusland i de kommende år vil minde mere og mere om det gamle Sovjetunionen.

Det evige Rusland

Mens Goldberg falder i svime over Moskvas byggeboom og gigantiske vejprojekter, griber jeg chancen til at tale om mit syn på ”det evige Rusland” – et begreb som russerne selv gennem århundreder har været både fascineret og skræmt af, afhængigt af politisk ståsted og syn på forholdet mellem Rusland og Vesten.

Det har noget at gøre med splittelsen i russisk selvopfattelse som en kultur, der har rødder i tilknytningen til Byzans og Asien samtidig med tilhørsforholdet til Europa.

Splittelsen har en umiskendelig geografisk dimension med Ural-bjergene som skellet mellem Asien og Europa.

– Hvor er her ualmindelig meget dårlig smag samlet på et sted, udbryder Goldberg. Man burde sende de arkitekter og byplanlæggere til Sibirien.

Jeg fortsætter ufortrødent med at tale om, hvordan Ruslands kulturelle splittelse har været med til at skabe en rivalisering i russisk åndsliv mellem tilhængerne af den slaviskbyzantinske skole og dem der ser Rusland som en del af den vestlige, europæiske civilisation.

Det er det dilemma og den udfordring Rusland har stået over for gennem sin århundredelange historie.

Det udgør kernen bag tanken om det evige Rusland som uanset politiske forandringer, sociale revolutioner og det 21. århundredes modernitet forbliver uforandret og bundet af sin arv – en kultur splittet mellem det evindelige russiske mindreværdskompleks og forestillingen om Moskva som Det tredje Rom – en opfattelse af Ruslands særlige mission i verden og en vision om Ruslands storhed og anseelse.

Russiske tænkere bliver ved med at tale om og søge efter den russiske ide. Og de bliver ved med
at slå opgivende ud med armene og konstatere, at de ikke har fundet den endnu, men de ved, at de ikke er som nogen af de andre nationer. De er noget for sig selv.

Af samme grund var det helt forfejlet da vi her i Vesten troede at Rusland efter Gorbatjovs perestrojka og glasnost ville blive et åbent og frit samfund med Europas liberale demokratier som forbillede.

Det er ikke de russiske forudsætninger. Russerne ser ikke sig selv helt som europæere og bliver ved med at søge deres egen, tredje vej. På mærkværdig vis bliver Rusland ved med at vende tilbage til sit udgangspunkt, bundet af sin historiske arvesynd – sin uafklarede euroasiatiske identitet.

Jeg har talt mig varm, da Goldberg afbryder:

– Og er alt det så godt eller skidt for jøderne?

Jeg havde ventet spørgsmålet, bare ikke midt i min udredning af Ruslands historiske komplekser og kompleksitet, men svaret er at udviklingen i det nye Rusland stort set har været til fordel for jøderne.

Lige siden reformprocessen begyndte under Gorbatjov, har de russiske jøder nydt godt af de nye frihedsrettigheder til at dyrke deres religion og kultur indenfor landets grænser eller rejse til Israel,
hvis de foretrak det.

Det er faktisk gået så godt at man kan tale om en opblomstring for jødisk kultur med nye aviser og tidsskrifter, genoptryk af gamle jødiske klassikere, åbning af jødiske skoler og teatre, byggeri af nye synagoger og med Chabad Lubavitch-repræsentanter i fuld vigør mange steder i det forhenværende Sovjetunionen.

Vladimir Putin har endda taget imod en gruppe højtstående Lubavitch-jøder i Kreml, hvor man i dagens anledning havde indrettet et kosherkøkken efter alle kunstens regler.

Problemet for jøderne er selvfølgelig det evige Rusland med sit evige problematiske forhold til sine jødiske medborgere.

Godt spørgsmål

– Og hvad så med alle de jødiske oligarker?

Goldberg har fat i noget der har undret mange mennesker siden reformprocessen blev sat i gang og forvandlede Rusland fra den monstrøse, socialistiske kolos til et nykapitalistisk forbrydersamfund af et omfang og en karakter, der fik Chicagos gangsteropgør i 1920’erne og
30’erne til at ligne søndagsskoleudflugter.

Der er intet at sige til at så mange russere betakkede sig for demokrati og kapitalisme der kun betød nød og forarmelse for dem, mens nogle få oligarker berigede sig i en helt ufattelig grad.

Det er påfaldende at et stort antal af den første bølge af oligarker var folk med jødiske rødder. De hed Berezovskij, Gusinskij, Friedman, Khodorkovskij, Smolenskij, Abramovitj og andre navne der var nemme for de fleste russere at identificere som typisk jødiske navne.

Oligarkerne blev beskyldt for at udplyndre landet, men den folkelige reaktion udløste ingen angreb
mod de jødiske oligarker, sådan som mange jøder havde frygtet.

Vel var der i nogle nationalistiske kredse tilløb til antisemitiske udfald modoligarkerne for at have bragt landet og folket i uføre, men det udviklede sig aldrig til organiserede kampagner endsige pogromer, som man tit har oplevet gennem historien under kampråb som ”Slå jøderne ihjel for Ruslands frelse!”

Det betyder ikke at antisemitismen er udryddet i Rusland. Det er stadig et af kendetegnene på det evige Ruslands uforanderlighed. For to år siden var jeg i St. Petersborg for at dække genbegravelsen af prinsesse Dagmar for TV2.

Som optakt lavede jeg et indslag om det nye Ruslands syn på sin egen historie og Stalintidens forbrydelser. Fotografen og jeg besøgte et mindesmærke, en bronzeskulptur, der forestiller en udmagret sfinks hvis ene halvdel af ansigtet er et dødningehoved.

Det er et stærkt og skræmmende billede af Stalintidens terror. På skulpturens sokkel er der små
bronzeplader med citater af kendte russiske forfattere, digtere og borgerretsforkæmpere.

På en af pladerne manglede citatet, men da jeg kiggede nærmere efter, så jeg at der var ridset en grafittitekst ind på pladen med en spids genstand.

”Et land, der bliver styret af Ruslands jøder, er ikke noget land” stod der.

En anden og meget mere positiv historie handler om kunstmaleren Aron April, hvis familie – lige som mine forældre – blev forvist til Sibirien i 1941. Aron ville være kunstner, og det lykkedes ham at få afgang fra et af de førende kunstakademier.

I 1972 emigrerede han til Israel, hvor han etablerede sig som succesfuld kunstner med en omfattende produktion af billeder inspireret af bl.a. biblen og Jerusalem. For et par år siden blev han optaget som medlem af et nyt kunstakademi i Moskva og udstillede sine nyeste arbejder i akademiets udstillingssal.

I år udstiller han i Tretiakov-galleriet der er det russiske nationalgalleri og landets mest prestigefulde udstillingsrum.

Der er et stort spring fra sfinksgrafittien i St. Petersborg til Arons udstilling i Moskva, men begge dele er sider af det nye Rusland.

Nye slogans

Middagen på Pusjkin er en ubetinget succes med en forret der er en særdeles velsmagende variation af den klassiske gefillte fish, helstegt and fyldt med boghvede, æbler og svesker og dertil 300 gram Russkij Standard Vodka.

Da vi når til desserten, er vi så mætte at vi nøjes med te og kirsebærmarmelade i små skåle på traditionel russisk vis. Restauranten er åben i 24 timer og genlyder af smuk klassisk musik fra et kammerorkester bagest i salen.

Cafe Pusjkin drives af Arkadij Novikov, Moskvas mest succesfulde restauratør, der ejer en kæde af andre populære restauranter med den bedste beliggenhed i byens centrum. Priserne er på højde med de dyreste restauranter i København.

Tæt på midnat går vi tilbage til hotellet ad Tverskaja, der er fuld af liv, boder og unge mennesker der trænges om natklubberne, casinoerne og barerne. Bygningernes facader er oplyste af en vrimmel af reklamer for internationale brands.

Jeg indvier Goldberg i min undren over synet af reklamer for Coca Cola, McDonalds, Prada, Gucci, Samsung og andre kapitalistiske symboler på de bygninger som i sovjettiden var udsmykket med partislogans som f.eks. ”Længe leve det kommunistiske parti!”, ”Kommunismen
vil sejre!” eller ”Lenin er med os!”

Lenin må vende sig i sit mausoleum. På mig virker erindringen nærmest surrealistisk, som et billede fra en fjern fortid eller planet.

Jeg tog Goldberg med i seng, men gik ud som et lys inden jeg havde fået læst en halv side.

Et mordforsøg

Næste morgen går turen til Moskvas Choral Synagoge lige bag Kitaj-Gorod Metrostationen og de gamle centralkomitebygninger, som nu er en del af præsidentadministrationen. På vejen passerer vi Dumaen, Bolsjojteatret og Hotel Metropol hvor min kone og jeg boede da Danmarks Radio i 1977 åbnede sit kontor her.

På Lubjankapladsen, hvor KGBbygningen ligger, er det mest mindeværdige for mig fjernelsen af den gigantiske statue af Feliks Dzerzjinskij, grundlæggeren af KGB. Moskva er formentlig det eneste sted i verden hvor man har rejst en statue af en berygtet og frygtet grundlægger af det hemmelige politi.

Men der har han stået i masser af år som et symbol på KGBs magt og centrale position i det sovjetiske samfund. Det endte dramatisk i august 1991 i kølvandet på det mislykkede statskup mod Gorbatjov, da en stor og ophidset folkemængde samlede sig på pladsen og krævede at man fjernede Dzerzjinksij-statuen.

Panikslagne KGB-folk fulgte dramaet fra bygningens vinduer, hvor de kunne følge, hvordan en kranvogn ankom på pladsen og en stålwire blev lagt om halsen på jern-Feliks, der blev trukket op med rode fra sin sokkel og hang og dinglede i luften, detroniseret og magtesløs.

Senere endte han på historiens skrotbunke i en særlig park for sovjettidens afsatte bronzehelte. For mig står det som det stærkeste billede på Sovjetstyrets fald.

Fremme ved synagogen beundrer vi det smukke, velproportionerede rum, hvor morgengudstjenesten netop er forbi. Goldberg insisterer på at se mikvaen, åstedet for et bizart overfald for ca. otte år siden.

Formanden for forbundet af jødiske menigheder, Avrohom Berkowitz, var ved at forlade synagogen, da han blev passet op af tre ukendte mænd der greb ham og trak ham ned til mikvaen.

De smed ham i med al tøjet på og holdt ham under vandet. Berkowitz lod som om han var død, og
de tre mænd flygtede overbeviste om at deres forehavende var lykkedes.

Berkowtiz er amerikaner og tilhører Lubavitchmenigheden, og man mener at overfaldet måske var et led i et opgør mellem rivaliserende jødiske fraktioner. En anden teori er at Kreml stod bag og ønskede at sende et budskab, men forbrydelsen er aldrig blevet opklaret.

Venner med Vodka

Efter synagogebesøget tager vi til Luxury Village, et shoppingcenter i superluksus-klassen. Det ligger 45 minutters kørsel fra byen i et område der i sovjettiden var reserveret alle partibosserne.

Her byggede de sommerresidenser beskyttet af politi og sikkerhedsvagter, så de kunne nyde deres luksus langt fra folket. Nu er området beboet af nyrige russere, der har bygget gigantiske villaer bag høje mure og hegn beskyttet af politi og sikkerhedsvagter.

Luxury Village er et shoppingcenter midt ude i skoven, med alle verdens kendteste og dyreste
mærkevarer – biler, tøj og smykker.

Luksuslandsbyen med luksusbutikkerne er smagfuldt bygget moderne arkitektur i streng minimalistisk stil med hver enkelt butik opført i canadisk cedertræ. Det er den destillerede udgave af de nyrige russeres dyrkelse af luksus og rigdom.

Hverken millionærerne, deres koner eller elskerinder behøver at tage til London, Rom eller Paris for at vælte sig i nydelse, her er al ønskelig luksus efter mottoet: jo dyrere desto bedre.

På vejen tilbage til byen fortæller jeg Goldberg om de millionær- og milliardærmesser der hvert år bliver gennemført i Moskva for købestærke russere. Her er udbuddet diamantbesatte mobiltelefoner, luksusvillaer på Cote Azur til priser fra 50 millioner euro, fuldblodsheste, lystyachter og motorbåde i millionklassen.

Det er en opvisning i ekstremt dårlig smag, og de rige russere strømmer til i tusindvis for at se og blive set.

Om eftermiddagen tager vi til Tretiakov-galleriet for at se Aron Aprils udstilling, og bagefter kører vi
ud til et nyt kunstgalleri, Garagen, indrettet af overoligarken og multimilliardæren Roman Abramovitjs kæreste, Darja Zjukova, i en kæmpestor, gammel busterminal bygget af den berømte russiske konstruktivist Konstantin Melnikov i 1929.

Vi ser også Melnikovs berømte runde hus der ligger lige bag udenrigsministeriet, og så er det tid til at slappe af sammen med nogle af mine gamle venner nede i kælderklubben/restauranten Petrovitj i Mjasnitskajagaden bag den gamle KGB-bygning.

Restauranten ligger dybt inde i en baggård og kan være svær at finde, men belønningen er et
førsteklasses russisk køkken med pelmeni, den russiske variant af kreplach i kyllingebullion, i
omgivelser der omhyggeligt er indrettet med gammel sovjetisk kitsch og karikaturtegninger af en
kendt russisk avistegner.

Vodkaen flyder i stride strømme skænket med ægte russisk gavmildhed og om kap med endeløse historier og anekdoter om kultur, politik, de seneste kærlighedseventyr og dramaer blandt gamle venner og bekendte ledsaget af latter og jazzmusik fra et orkester i restaurantens midte.

Goldberg og jeg er nødt til at bryde tidligt op, for vi skal af sted næste morgen. Så vi går allerede kl. 3.30.

– Jeg elsker dine venner og de der kreplach, le chaim, hikker Goldberg på vej gennem den mørklagte baggård.

Nogle timer senere står den på ”Back to Denmark”.

Artikel-oversigt

Præsenterer:
Marco Evaristti

Den dansk-chilenske multimediekunstner Marco Evaristti udforsker religionens rolle som opretholderen/nedbryderen af menneskeheden. Han gør det ved hjælp af iturevne, brændte stumper fra de religiøse tekster tilsat billeder
af Buddha. Evaristti har udviklet projektet bestående af ti værker specielt til Goldberg, og de enkelte værker kan købes til en fordelagtig pris.

Når du køber gennem Goldberg's Galleri, får du et unikt stykke kunst af Marco Evaristti for
KUN 1.800,-
Alt hvad du skal gøre er at sende en e-mail til: goldberg@goldberg.nu eller ringe på: 5024 9450

Alle billederne måler: 27,5 x 22 cm inkl. passepartout (21 x 16 cm uden)

10

Doris Bloom

Den anerkendte dansk-sydafrikanske billedkunstner, Doris Bloom, stiller 10 af sine værker til rådighed til en særlig pris for læserne af Magasinet Goldberg: Hvert billede sælges for kr. 500 under normalpris.

Ønsker du at købe et af Doris Blooms værker så kontakt Goldberg på goldberg@goldberg.nu eller ring på 50 24 94 50