Tags:
Religion Goldberg#10Nye medlemmer af flokken
De fleste af verdens ca. 12 millioner jøder bor enten i Israel eller i USA – næsten lige mange
hvert sted. I USA udgør den jødiske befolkning kun to procent, men da der bor jøder i alle
USA´s stater og storbyer, er det ikke usædvanligt at møde eller kende en. Alligevel har et helt
nyt jødisk samfund i sydstatsbyen Cairo vakt opmærksomhed.
Af Leo Goldberger
Den lille amerikanske by Cairo ligger langt nede sydpå i staten Illinois, der hvor floderne Mississippi og Ohio møder hinanden nær grænsen til staterne Kentucky og Missouri.
Fattigdom, arbejdsløshed, kriminalitet, alkohol- og narkomisbrug præger dagligdagen for byens ca. 4.000 indbyggere der lever uden meget håb om at deres vilkår vil ændre sig.
Cairo har masser af kirker, næsten en i hver gade, men de står halvtomme. Der er også en gammel synagoge som stammer fra ca. 1870, dengang da Cairo var en stor og blomstrende
havneby med et indbyggertal på ca. 20.000.
I århundredet efter gik det tilbage for byen, og nu er mange flyttet derfra. Den smukke synagoge er
lukket og tjener et andet formål. Kun en enkelt jødisk Cairo-borger har holdt stand.
Men på det seneste er der sket noget usædvanligt i byen. Et nyt jødisk samfund med over 60 medlemmer er skudt op, og det påstås at menigheden snart vil vokse til op mod 100.
Begivenheden i den hensygnende by er yderligere interessant ved at de nye menighedsmedlemmer af ydre ikke ligner gennemsnittet af andre amerikanske jøder, idet at de alle er afroamerikanere.
Historien om de nye jøder i Cairo er blevet omtalt i flere store aviser i USA og Israel og skal her genfortælles for GOLDBERGs læsere.
Tilbage til rødderne
Det hele begyndte for nogle år siden da Philip Matthews, en 35-årig afroamerikaner med job i computerbranchen, blev fascineret af jødedommen og satte sig for at lære så meget som muligt om denne religion.
Han læste alle de bøger han kunne få fat i, ikke bare Tora – Bibelen – men også bøger om jødiske ritualer, skikke og helligdage, og hvordan man lever som praktiserende jøde.
Til medierne har han fortalt at hans interesse opstod, fordi han blev mere og mere skuffet over sin egen religion, baptismen, som han følte varfyldt med hykleri, uærlighed osv.
Han var overbevist om at jødedommen ville være anderledes, fordi den som den ældste af de store religioner måske var den mest troværdige.
Han var også tiltrukket af det centrale budskab i jødedommen, at man gennem religionen kan finde styrke til at møde livets udfordringer og vanskeligheder.
Det mente han var et godt og relevant budskab både for ham selv og for hans fattige brødre og søstre i Cairo.
Efterhånden som Matthews’ familie og bekendte hørte ham fortælle om jødedommen, blev de interesserede, og der samlede sig en lille gruppe der mødtes hver uge for at diskutere jødedommens værdier, lære om den hebraiske gudstjeneste, bønnerne, shabbat-sangene og det jødiske liv.
Efter et års tid tog gruppen en vigtig beslutning: de ville være jøder, og de ville offentligt anerkendes som jøder. De ville med andre ord konvertere.
Gospel i Synagogen
Philip Matthews tog kontakt til rabbinere i de nærmeste byer, men det var vanskeligt at finde en som var parat til at hjælpe med konverteringen.
Først da han mødte rabbiner Lynn Goldstein fra St. Louis, Missouri, ca. tre timers kørsel fra Cairo, kom der skred i processen.
Lynn Goldstein, der er uddannet reformrabbiner fra New Yorks Hebrew Union College, blev imponeret over Philip Matthews oprigtighed og mod på at overgå til jødedommen.
Hun inviterede derfor hele gruppen på besøg, og gennem det følgende halvandet år afholdt hun ugentlige studiemøder i sin private bolig.
Hun underviste dem i jødisk historie, Toraen, halakha (de jødiske love), helligdagenes betydning, osv.
Hun arrangerede også udflugter til St. Louis Holocaust Museum, til en kosherslagter og ikke mindst til reformsynagogen, Beth Jacob, i Carbondale, Illinois, som hun er tilknyttet som rabbiner.
I Beth Jacob-synagogen blev Cairo-gruppen varmt modtaget, og særlig stor begejstring vakte deres overraskende fortolkning af bønnen ”Shema”, der er en af de vigtigste i den jødiske gudstjeneste.
I stedet for den sædvanlige alvorsfulde melodi blev den afsunget som en slags Gospel med den rock-rytme, der er kendetegnende for gudstjenesterne i baptistkirken.
Stemningen i synagogen løftede sig, man holdt hinanden i hånden og svajede i takt fra side til side.
Rabbiner Goldstein beskriver denne gudstjeneste som et vendepunkt i Cairo-gruppens vanskelige og kontroversielle konverteringsproces, men det siger sig selv, at der var tale om en fordomsfri menighed.
Det kunne ikke være sket i en hvilken som helst synagoge i USA.
Overgangen til jødedom har til alle tider været besværlig, betragtet fra forskellige synspunkter, men i dette tilfælde gjaldt det ikke bare en mere "almindelig" konvertering til jødedommen, men om en gruppe der på mange måder var atypisk.
Rabbiner Goldstein kendte kun alt for godt til diskriminationsproblemer i Israel over for blandt andre "mizrachi-jøderne”, der stammer fra de arabiske lande, så hun var derfor forberedt på at racismen også kunne findes blandt USA’s jøder.
Et problem kunne derfor være modstanden hos de forskellige typer jødiske menigheder: næsten halvdelen af USA´s jøder er tilknyttet en synagoge, enten en reform (38 %), en konservativ (33 %) eller en ortodoks (20 %).
Efter alle bogens regler
Men trods alle vanskelighederne på den lange vej mod jødedommen lykkedes det til sidst.
Mændene gennemgik en rituel omskærelse – en brit mila – og hver enkelt ansøger mødte op foran en jødisk domstol – en beit din – bestående af tre rabbinere, der eksaminerende dem i deres kundskaber om jødedommen og forhørte sig om deres motivation for at konvertere.
Mindst 14 rabbinere fra både reform og konservative menigheder tilbød sig som frivillige deltagere i beit din-udvalget.
Den sidste del af proceduren var mikve-ceremonien, hvor de alle en efter en dyppede sig i bassinet, mikven, i det rituelle badehus.
Da der opstod vanskeligheder med at skrabe de penge sammen, som det ville koste at benytte mikven i St. Louis, trådte rabbiner Aaron Rubensteins konservative synagoge, Beth Shalom, i Memphis, Tennessee, til så det til sidst lykkedes at få arrangeret ceremonien, og konverteringen
kunne gennemføres.
Den store dag oprandt hvor hver enkelt fik overrakt sin shtar giur, en smuk konverteringsattest. Philip Mathew og hans gruppe var nu endelig jøder, og alt var sket i korrekt overensstemmelse med halakha, de jødiske love.
Heling og gode gerninger
Cairos nye afroamerikanske medlemmer af jødedommen er glade for deres nye tro. Phillip Matthews forklarer:
”Jeg mener at der er et vigtigt formål med vores konvertering, nemlig udøvelsen af vores lokale
version af det jødiske koncept, ”tikkun olam”, der betyder heling eller udbedring af verden”.
Cairo-jøderne gør hvad de kan for at udføre deres pligter i henhold til halakha: de holder shabbat og kosher og udfører mitsvot, altså gode gerninger.
Mændene går rundt i byens gader med deres kalotter på og er i det hele taget meget tilfredse med
at være blevet jøder. Ja, nogle har endda allerede opnået at blive udsat for antisemitiske forhånelser.
Artikel-oversigt
;)
;)
