Tags:
Musik Goldberg#10Med smil i stemmen
I år er det tiåret for Raquel Rastennis død. Hun blev landets første popdronning, og med sin klare og glade stemme står hun for en tid fra før verden gik i cyberspace.
Af Susanne Bernth
Den stod på Morten Korch-film, Rich’s-billeder og tørresnore i gården, da Raquel Rastenni for alvor sang sig ind i de danske hjem i 1950’erne. De brølende 20’ere og de højspændte,
ideologiske 30’ere var kulmineret i katastrofen med Anden Verdenskrig.
Så da freden endelig kom, var lidt honning for sjælen, tak, det man havde behov for.
”Det var det, vi hørte i mit barndomshjem, det som gjorde en glad, for hun havde altid smil i stemmen,” husker sangerinden Birthe Kjær.
Raquel Rastennis populæreste sange var glade, uden kanter, og højst med et stænk af vemod. Når hun ”rev et blad ud af min dagbog” – vindersangen i dansk Melodi Grand Prix 1958 – var det i erkendelse af, at nok var skaden sket, men ikke værre, end at skårene kunne klinkes.
Når hun sang om hjemmefronten, var det med ”En vovse i et vindue” eller ”Her i vores hus er glæde”, i en verden, som ikke kendte til delebørn og selvrealisering.
Ordet multietnisk var ikke opfundet, og det var et Danmark med Giro 413 trukket ned over ørerne. Bøvlet med Jerntæppet, den stigende atomtrussel og NATO-forhandlingerne blev overladt til politikerne, når bare de ikke øgede forsvarsbudgettet.
En glad og ren stemme var det, som samlede befolkningen.
Birthe Kjær, som mange har udråbt som Raquel Rastennis sande arvtager, fortæller, at da hun som 12-årig skulle debutere med ”Sunshine Trioen”, var det med Raquel Rastennis repertoire.
”I den alder kunne jeg ikke stå og synge alt for heftige kærlighedssange, og her passede Raquels repertoire godt. Det var også hende, jeg altid havde lyttet til. Hun var en meget stor inspiration.”
Det jødiske indvandrermiljø
Raquel Rastenni står som indbegrebet af dansk refrænsang, men blev født i 1915 i et miljø, hvor de færreste voksne talte dansk. Hovedsproget blandt disse polsk/russiske immigranter var jiddish – eller polsk eller russisk, når børnene skulle holdes udenfor.
Når man sang og spillede teater, var det også på jiddish. Det var længe før parabolantennerne
hentede hjemlandets programmer ned fra æteren, og endnu længere før de billige flyrejser, så børnene, som man nu om stunder ville kalde for 2. G’ere, lærte dansk.
Det var billetten til fremtiden, og det var også det sprog, de svarede forældrene på, når de blev spurgt på jiddish.
Hendes far, Salomon Wolff Rastén, var som næsten halvdelen af hans generation i det miljø, skrædder, og moderen, Elka Elkanowitz var syerske.
Uafhængigt af hinanden flygtede de fra Rusland og landede i København i 1906, hvor de senere giftede sig og fik tre børn, først den senere udenrigskorrespondent i Tyskland, Adolph Rastén og siden tvillingepigerne Anna Rachel og Lea.
Lea slog sig ned i Sverige. Miljøet var lige så fattigt, som det var velorganiseret, og blev springbræt for en af de mest markante sociale opstigninger i det tyvende århundrede.
I ”Immigranter” beskriver historikeren og journalisten, Bent Blüdnikow, hvordan antallet af ansatte i de utallige skrædder- og skomagervirksomheder meget hurtigt dalede i takt med, at antallet af værelser øgedes per familie.
Det vil sige, de blev enten selvstændige eller fik bedre lønnet arbejde uden for ghettoen, og det satte dem i stand til at flytte typisk fra en etværelses eller toværelses lejlighed til tre værelser.
Og på trods af et andet sprog og en anden kulturel baggrund klarede de sig gennemgående ikke ringere end resten af den danske befolkning.
Især den første gruppe af indvandrere, der kom til landet før 1907, klarede sig særlig godt, skriver Blüdnikow med reference til Cordt Traps undersøgelser af de russiske jøders forhold i
København før 1920.
Der var rotter og andet utøj, men der må også have været en særlig gryde med fremdrift og talent i
Adelgade, Borgergade eller Nansensgade, som børnene og børnebørnene af disse immigranter blev dyppet i.
Udover Raquel Rastenni kom navne som musikeren, skuespilleren og tekstforfatteren Simon Rosenbaum, sceneinstruktøren Sam Besekow, mangeårig chefredaktør på Politiken Herbert Pundik og sceneinstruktøren og teaterlederen Leon Feder fra det miljø i enten anden eller tredjegeneration, foruden de talløse læger, jurister og andre akademikere, som måske ikke er offentligt kendte, men gjorde et markant spring opad på den sociale rangstige.
I det jødiske miljø i 1950’erne og 1960’erne var Raquel Rastenni stjernen, siger skuespilleren Pia Rosenbaum.
”Det var hende, der sang for de israelske soldater, en slags dansk Vera Lynn. Det var jo en meget lille menighed, nærmest lidt provinsagtig, og snakken gik livligt, når nogen var noget specielt, og blev måske gjort lidt større, end de var i virkeligheden. Jeg gik på den jødiske skole, hvor hun af og til kom og sang for os, og selvom hun måske ikke ligefremvar et forbillede, var det sådan lidt:
Tænk, når hun kan blive sanger og stjerne – selvom hun er jøde – kan vi også blive til noget. Dengang skilte jøderne sig mere ud, end de gør i dag, hvor vi har fået så mange andre, der også ser anderledes ud. Og når min søster Ina – skuespilleren Ina Rosenbaum – og jeg sang fredag aften med far ved klaveret, var det altid Raquel Rastenni-numre, vi sang.”
En sang med undertoner
Oprindeligt blev Raquel Rastenni, mens hun stadig stavede sit fornavn med ch, sat i lære som handskesyerske, men teatret trak, og i begyndelsen af 1930’erne begyndte hun som danserinde.
”Hun optrådte i kabaret med en dansepartner i stil med Fred Astaire og Ginger Rogers, blandt andet på National Scala. Senere fik hun lejlighed til at synge,” fortæller Simon Rosenbaum, faderen til Pia og Ina.
Som barn betragtede han hende på afstand og så, hvordan hendes karriere tog form. Senere kom de til at arbejde sammen.
”Vi kendte hinanden, vi kom jo samme sted fra og mødtes i foreninger, men hun gav ikke ved døren af den grund. Da jeg begyndte, henvendte jeg mig til hende, og hun lyttede venligt og sagde: Lyt til Povel Ramel. Mere blev det ikke til. Senere sendte jeg hende ”Mød mig i en vals”, som hun indsang sammen med Gustav Winckler. Jeg var meget stolt, når jeg hørte den i radioen.”
Som sanger havde hun en dejlig naivitet over sig, fortsætter Simon Rosenbaum.
”Hendes tekster var helt ukontroversielle. Men vi – kollegerne – kunne ikke lade være med at grine,når hun sang den dér med klokkelokke-lokke.”
Teksten lyder:
Der var engang en urmager
i Frederikshavn.
Han var en flot fyr og han gjorde gavn.
En urmager-Romeo alle ku’ li
pigerne sukked når han gik forbi
med sit klokke-lokke-lokke-lokkeværk
og dinge-linge-ling.
Jeg ordner dit ur – får pendulet i sving.
Ding-dong, ding-dong
(…)
En pige ku’ sætte sit ur ud af trit.
Urmageren kom – og han kom faktisk tit.
Og mænd’ne så undrende dag efter dag
urmageren komme til der’s nabolag
med sit klokke-lokke-lokke-lokkeværk og
dinge-linge-ling.
”Hun end ikke ænsede undertonerne, men troede fuldt og fast på det, hun sang. De tænkte også, indimellem, når hun foldede sig ud i sin refrænsang: Hvorfor synger hun den? Underforstået: Hun kan noget mere.”
Hebraiske og jiddishe sange
Under nazisternes besættelse af Danmark måtte hun i 1943 flygte til Sverige, men var allerede kendt dér og fik hurtigt noget at lave.
I de få biografiske oplysninger, der findes om hende, kan man læse, at hun under sin optræden på kabareter og varietéer slog ind på et lidt andet repertoire og blev sammenlignet med den store amerikanske jazzsanger Ella Fitzgerald.
”Ja, i Sverige fik ingen jo at vide, hvad man gik og lavede,” siger Simon Rosenbaum.
”Jeg havde forestillet mig, at hun også herhjemme påtog sig ting med mere bid i, lidt à la den mere samfundskritiske Lulu Ziegler.”
Raquel Rastenni var gift to gange, men ægteskaberne var korte og hun værnede meget om sit privatliv. Sin sang med den glade klang, tydelige udtale og positive tekster, var det, hun viste udadtil; resten var hendes eget.
Birthe Kjær fortæller, at det var først, da Raquel Rastenni lidt senere i sin karriere begyndte at synge hebraiske og jiddishe sange, at det gik op for hende, at hun var jøde.
”Det havde jeg aldrig tænkt over.”
Simon Rosenbaum fortæller, at hun altid stillede op i jødiske sammenhænge, og sammen lavede de sangen ”Ræk din hånd – tænd et lys” til fordel for Israel.
Hun var meget aktiv i Wizo – Women’s International Zionist Organization. Det kom ikke til at spille den store rolle i offentligheden, at Rastenni begyndte at synge hebraiske og jiddishe sange, og
derigennem gøre opmærksom på sin baggrund.
”Ingen tog notits af det, og folk blev ved med at bede om hendes ting i Ønskekoncerten. Men der var mere sjæl i disse jiddishe og hebraiske sange,” tilføjer Rosenbaum.
Hun blev kult I 1963 – efter at begge ægteskaber var opløst – adopterede hun datteren Charlotte. Denne har ikke ønsket at medvirke til nærværende portræt af moderen.
Imidlertid havde hun også en professionel ”datter”, nemlig sangerinden Dorthe Kollo. Via mail fra
Tyskland fortæller Kollo, at hun som barn tit var sammen med Raquel Rastenni rundt omkring i landet.
”Folk troede faktisk, at hun var min mor, da vi lignede hinanden meget og havde den samme tydelige måde at synge vores tekster på. Da Raquel ikke selv kunne få børn, kaldte hun mig altid for sin datter, når vi var sammen. Det var jeg meget beæret og stolt over. Hun var en meget kær og varm pige, og jeg kunne godt forestille mig, at have hende som mor.”
Efter at Raquel Rastenni trak sig tilbage og ikke havde optrådt i flere år indspillede Birthe Kjær en
CD med hendes repertoire.
”Det faldt ikke i god jord. Hun sagde, at hun følte det som en nekrolog, skønt det var ment som en hyldest,” siger Birthe Kjær.
På det tidspunkt var hun allerede blevet kult i den forstand, at hun stod for en tid med skåneærmer, mor derhjemme, fællesskab og sammenhæng i tingene.
Hun gik – om end modvilligt - med til, at der blev lavet en kabaret på en intimscene i Odense med hendes og Gustav Wincklers sange, fortæller Simon Rosenbaum.
Efter Raquel Rastennis død i Skodsborg i 1998 indspillede Dorthe Kollo en CD med hendes største hit og smil i stemmen. ”Den blev et stort hit – også for mig!”
Artikel-oversigt
;)
;)
