Tags:
Kultur Goldberg#11Ralph Laurens aftenland
Hans tøj er pendant til Irving Berlins “White Christmas”. Det er billeder fra en angelsaksisk, protestantisk drømmeverden, der oser af overklasse og arvestykker. Læs her om Ralph Lauren, den jødiske 2. G’er fra Bronx, der fortolkede den amerikanske drøm i sit tøj. Det gjorde ham til en af USA´s 100 rigeste.
Designerlegenden Ralph Lauren har leget med begrebet klasse i det samfund, der helst vil opfatte sig selv som klasseløst, og sluppet ualmindeligt godt fra det. FOTO: All Over Press.
Af Susanne Bernth
Alle sejl var sat til, da Ralph Lauren sidste år etablerede sig på et af de mest fashionable strøg i Moskva.
Udover sønnen David, der er chef for markedsføringen i Polo Ralph Lauren, var også modeskribenternes førstedame Suzy Menkes fra International Herald Tribune med i entouragen.
Lauren indledte besøget som hædersgæst hos den amerikanske ambassadør, og dagen efter blev han hyldet af le tout Moscou, da dørene blev slået op til den 745 kvadratmeter store forretning i Tretyakovsky Passagen.
Det var et stort øjeblik for denne amerikanske designer, om hvem det siges – og ikke altid som en ros – at han forestiller sig sine kunder komme i Bentley og med to pudler.
I det nyrige Moskva blev drømmen til virkelighed; den ene Bentley efter den anden rullede op foran den historiske 1800-tals bygning der var istandsat for en formue og nu stod som Moskvas modetempel.
Men samtidig var det også en tilbagevenden for Ralph Lauren. I 1920 havde hans forældre som ganske unge forladt Rusland og var rejst til Amerika, hvor de slog sig ned i Bronx uden for New York. Lifschitz hed familien, og Ralph var den yngste af tre drenge.
Det siger noget om hans brands styrke at det amerikanske flag på hans shorts, puder og plaider ikke forbindes med idealer om frihed og demokrati, men med Ralph Lauren.
Og helt i den ånd var Ralph Lauren den første til at finde 10 mio. dollar, da Museum of American History manglede en donor til restaureringen af det oprindelige Stars & Stripes fra slaget mod briterne i 1812. Oveni gav han 3 mio. dollar til programmet “Save America’s Treasures”.
Det var i 1998 mens dollarkursen stadig var høj, USA havde vundet en golfkrig, og Bill Clinton var præsident i Amerika.
At præsidenten de seneste otte år har heddet George W. Bush, at den anden Golfkrig stadig pågår, og at dollaren har været historisk lav, har ikke betydet noget for brandet Ralph Lauren.
Hans Amerikana står uberørt af Guantanamo og Abu Ghraib med sine høje mahognipaneler, bogreoler, håndkufferter og fotografier af Hollywood-stjerner i sølvrammer. Den lille polorytter rider endnu.
En polsk parlamentariker konstaterede med beklagelse efter valget af Barack Obama som USA’s 44. præsident at det betød enden på den hvide mands overherredømme. Politisk korrekt var det ikke, men det var heller ikke forkert, for den udvikling har været på vej længe.
De sidste tyve år har demograferne i USA talt om the browning of America, og landets udenrigspolitik har i stigende grad været vendt mod Stillehavet, Asien og Mellemøsten.
Og netop i samme tidsrum har Ralph Lauren stadfæstet sin kolossale succes ved at lave en pastiche over den liljehvide angelsaksiske, protestantiske overklasse fra dengang før kufferterne fik hjul, men blev båret af dragere.
Det nye navn uden ’shit’
Ralph Lauren blev født i New Yorkerforstaden Bronx i 1939, uden hverken gods eller guld. Fra bunden, eller som han selv udtrykker det: fra skuffen, skabte han en virksomhed som i dag findes på alle de fashionable forretningsstrøg, hvor det batter, og med Moskva som det seneste flag i masten.
Men af en eller anden grund passer netop den historie ikke ind i hans omhyggeligt iscenesatte selvopfattelse.
“Jeg er dødtræt af at blive beskrevet som den stakkels lille jødedreng fra Bronx som endte med at få succes. Jo, jeg blev født i Bronx, men i den fine ende og havde en dejlig barndom. Mine forældre var ikke rige, men de var heller ikke fattige,” sagde han til Stephen Birmingham, forfatteren til The Rest of Us. The Rise of America’s Eastern European Jews.
”Og jeg er dødtræt af at høre for at jeg ændrede mit navn. Navnet var Lifschitz. Kan du forestille dig hvordan det var for et barn i New York at vokse op med sådan et navn? Det havde shit i sig.”
Desuden var det ifølge flere kilder en af hans ældre brødre og ikke ham selv der fandt på Lauren-navnet. Rejste med arvestykker
Hans forældre kom senere end de fleste. Den store indvandring fandt sted i årene inden Første Verdenskrig, og intet tyder på at de måtte flygte over hals og hoved, da de rejste efter krigens slutning.
De havde taget mere end det mest nødvendige med, og Lauren har senere fortalt at de gammel-europæiske møbler, som han voksede op med, var med til at inspirere ham til det old world-look der senere blev hans kendingsmærke. Men det er som amerikansk patriot og amerikansk designer at han blev rig.
”Jeg er mere Gary Grant end Gary Grant selv,” sagde Lauren engang til journalisten Michael Gross.
Spørgsmålet er så hvad han mente med det. Som den yngste i flokken gik han mest i arvet tøj.
Det var sjældent moderne, når det nåede ham, men i stedet for at surmule så han muligheden i det og kombinerede de kiksede bukser med læg med et smart bælte eller satte det rigtige halstørklæde til en arvet jakke med (for) brede revers, med en aldrig svigtende kærlighed for prep-school stilen med tweed og butterflies på et tidspunkt, hvor alle andre gik med læderjakke og stramme cowboybukser à la James Dean.
Især pigerne fik øje for ham og syntes at hans stil med mere gentleman end gadedreng var sexet.
Freda og Freddy Lifschitzs søn skulle have været læge eller sagfører – eller i det mindste revisor, mente moderen, og han blev sendt i yeshiva-skole.
Faderen var maler og havde specialiseret sig i at male falsk træ og marmor på masonit og kan have været den første inspiration til at virkeligheden for så vidt er OK, men efterligningerne står langt renere og stærkere.
Han endte med at tage en BA i business fra New York City College – et fag han hadede. Efter eksamen arbejdede han som ekspedient i diverse herreekviperingshandler i New York, deriblandt det distingverede Brooks Brothers, hvor han købte klassiske outfit til personalepris.
Han var, med Stephen Birminghams ord, ”allerede i færd med at gøre Helena Rubinstein kunsten efter, da hun en generation tidligere viste sig som en formidabel forædler af stilarter fra den amerikanske og britiske fortid og give dem en ny dimension”.
I begyndelsen var brede slips
Sit første faste job fik han hos Beau Brummel som havde specialiseret sig i at lave billige færdigbundede butterflys.
For en ung mand med idoler som udover Gary Grant talte Fred Astaire og Douglas Fairbanks jr. – og fra den virkelige verden John F. Kennedy og trendsætteren Hertugen af Windsor – var det ikke nok, og han bad om lov til at lave brede slips i den stil som Hertugen af Windsor eller Prins Charming gjorde moderne op til Anden Verdenskrig.
Ralph og broderen Jerry sad oppe en hel nat ved køkkenbordet og prøvede at finde navne, fortalte han Birmingham. Det skulle helst være noget sportivt, elegant, dyrt og emme af tweed, og efter at have været hele vejen over cricket, rugby og rævejagt landede de på Polo, om ikke andet fordi det forekom at være den mest overklassede, dyre og eksklusive sportsgren de kunne komme i tanke om.
At sporten ikke var særlig udbredt i USA betød mindre. Det her handlede om at skabe en drøm.
Til at begynde med gik salget mere end trægt. I 1950´erne var det de rigeur at slipsene var smalle, og Ralph Lauren kørte rundt i sin brugte MG sportsvogn med slipsene i en kuffert og prøvede at overbevise om det modsatte.
Da en indkøber fra stormagasinet Bloomingdale’s lod sig overtale til at tage en mindre ordre skete der noget. Slipsene blev revet væk, og Lauren indså at disse otte cm brede slips ikke rigtigt faldt i hak med tidens mode.
De manglede de rigtige skjorter, og da han hverken kunne tegne eller sy, og stadig arbejdede fra sin skuffe – endelig ikke kontor! - i New Yorks beklædningsindustri, behøvede han en partner.
Beau Brummel var ifølge Birmingham en ældre konservativ virksomhed der ikke ønskede at lave andet end deres færdigbundne butterfly, og i stedet indgik Lauren i et partnerskab med den ligeledes etablerede, men knapt så forsigtige Norman Hilton der tilbød Lauren 50.000 dollar i startkaital.
Afskeden med Brummel foregik i god ro og orden, og topchefen Ned Brower lod generøst Lauren tage både Polo-navnet og resten af kollektionen med sig.
Det var i 1969, og da Birmingham små tyve år senere talte med Brower i forbindelse med researchen til The rest of Us, indrømmede han at det nok var lige lovligt generøst.
”I tilbageblik ville jeg ønske at jeg havde beholdt navnet og bedt om fem pct. af omsætningen. Og så på den anden side: Hvis jeg havde holdt navnet, men ladet designeren gå, var det jo ikke meget værd.”
Lauren hævder at han var den første amerikanske designer der lavede et fuldstændigt look til mænd.
I 1973 lancerede han sin første kollektion for kvinder og blev verdensberømt året efter i forbindelse med filmatiseringen af F. Scott Fitzgeralds Den store Gatsby – med undertitlen: Forsvundet er den romantik der var så guddommelig.
Det var med Robert Redford og Mia Farrow i hovedrollerne, sat i luksuriøse omgivelser, men filmen blev mindst lige så kendt for kostumerne.
Det var dog ikke Ralph Lauren der skabte dem, men den meget anerkendte Broadwaykostumier Theoni V. Alridge.
”Og jeg har en Oscar der beviser det,” som hun pointerede over for Birmingham. Men Lauren fremstillede dem og endte med at få al publicityen for dem.
Ralph Laurens koncept er ens over hele kloden. Det er en del af oplevelsen, når man køber det. I 1992 blev han hyldet af sine egne, da Fashion Designers of America gav ham The Life Time Achievement Award for hans store bidrag til amerikansk mode og design.
Med sine europæiske rødder havde han lært det hele udefra og gjort det tydeligere, leget med begrebet klasse i det samfund, der helst vil opfatte sig selv som klasseløst, og sluppet ualmindeligt godt fra det.
Hovedsædet ligger i New York, og med store afdelinger i Milano, Paris, Moskva og London er han den mest markante amerikanske designer i Europa. Men der er sket noget under turen frem og tilbage over Atlanten, hvilket især springer i øjnene på Savile Row i London.
Her ligger en stor Ralph Lauren forretning, hvor der afgjort ikke er sparet på noget, side om side med de diskret tilbagetrukne herreskræddere der gjorde Savile Row verdensberømt.
Det er her den rigtige overklasse køber ind. Men det er en anden historie.
Artikel-oversigt
;)
;)
