Tags:
Film Goldberg#11At hele verdens sår med billeder
Film kan være en helende kraft i en splittet verden. Det mener filminstruktør Jay Rosenblatt, hvis personlige og bevægende essayfilm har vundet hæder på filmfestivaler verden over. Goldberg har mødt ham i hans hjem i San Francisco til en snak om film, følelser og politik.
Jay Rosenblatt er ikke nogen helt almindelig filminstruktør. Hans essay-film er mildest talt smalle. Men de taler direkte til publikums følelser. FOTO: Pressefoto.
Af Simon Apelblat
I Jay Rosenblatts barndomshjem blev Jesus aldrig nævnt ved navn. Når det var nødvendigt at referere til Jesus Christ, sagde man i stedet ’Jersey City’.
I 2000 år var jøder blevet dræbt i kristendommens navn, fik Jay som barn at vide af sine bedsteforældre.
Og i sin livlige fantasi forestillede han sig, at det var Jesus, der personligt havde slået jøderne ihjel.
I december 1960, få dage før juleaften, fik hans mor fribilletter til en filmpremiere. Hverken moderen eller Jay vidste hvilken film der ville blive vist. Det viste sig at være Nicholas Rays King of Kings, et storværk om Jesu liv og korsfæstelse.
Jay blev skræmt fra vid og sans, da Jesus tårnede frem på lærredet. Men som filmen skred frem, gik noget skelsættende op for den 6-årige dreng: Jesus var ikke ondskaben selv. Jesus var jøde!
Denne oplevelse i en biograf i 1960’ernes New York omsatte den amerikanske filminstruktør små 40 år senere til et lille mesterværk af en film ved navn King of the Jews.
Filmen tager udgangspunkt i Rosenblatts barndomsoplevelse, men bevæger sig videre for at fortælle den kristne antisemitismes historie. Den begynder med myten om at ’jøderne dræbte Jesus’ og bygger på opfattelsen af Jesus som ’den første
kristne’.
I filmens tredje akt klippes Nicolas Rays skildring af Jesu korsfæstelse i King of Kings sammen med billeder fra de nazistiske udryddelseslejre.
Dermed vender Rosenblatt den kristne historiefortolkning på hovedet og gør Jesus til én af de millioner jøder, som gennem tiderne har måttet lade livet.
Tilbage står det håb om udfrielse fra ondskaben, som er filmens og Jesu budskab. Det symboliseres af en række blomster, der springer ud ved filmens afslutning.
Film som livsbane
Fra åbenbaringen i Radio City Music Hall til produktionen af King of the Jews var der sket en del i Jay Rosenblatts liv. Han var blevet voksen, flyttet fra New York, havde taget en universitetsgrad i psykologi og var begyndt en karriere som praktiserende psykolog med egen klinik i Seattle.
Da han nogle år senere fulgte et kursus i filmproduktion på universitetet, vidste han dog med d t samme, at det var filmen, der skulle blive hans liv og virke.
Og film er hvad Jay Rosenblatt lever og ånder for den dag i dag. Både som filmmager og underviser på San Francisco Art Institute. Goldberg møder ham i hans vidunderlige lejlighed med udsigt over San Francisco, hvor den nu 53-årige filminstruktør flyttede til for over 20 år siden.
Arketypiske billeder
Jay Rosenblatt er ikke nogen helt almindelig filminstruktør. Han arbejder ikke i et Hollywood-studie, men fra sin egen kælder. Han optager sjældent nye billeder, men foretrækker at bruge arkivmateriale, klip fra undervisningsfilm og amatøroptagelser fra sin egen barndom.
Billedmaterialet klipper han sammen på kryds og tværs, så det illustrerer de dybt originale historier han fortæller.
De er typisk både mørke og højstemte. Temaer som angst, tab, sorg og forsoning går igen i værkerne, der handler om alt fra religion og børneopdragelse til homoseksuelles rettigheder og diktatorers sexliv.
”I mangel på et bedre ord kalder jeg mine film for essayfilm”, siger Rosenblatt. ”Nogle af dem er dokumentariske, mens andre ikke er det. Men ingen af dem kan kaldes fiktionsfilm.”
Det lyder smalt, og det er det sådan set også. Alligevel er Rosenblatts film meget populære. Han har modtaget et hav af priser og overraskende meget opmærksomhed.
Forklaringen er at Rosenblatts film taler direkte til følelserne. Det skyldes ikke mindst den effektfulde måde som Rosenblatt bruger billeder på.
Han er ikke bange for at udnytte den symbolske kraft, som optagelser fra koncentrationslejre eller paternalistiske undervisningsfilm fra 1950’erne besidder:
”Jeg bruger arkivmateriale, fordi det har en arketypisk karakter. Til King of the Jews kunne jeg godt have optaget en dramatisering af min barndom. Men at jeg rent faktisk bruger optagelser fra perioden, gør min egen film mere universel. Alle, der er vokset op i 1950’erne, kan genkende stilen.”
Personligt og universelt
Netop det universelle er et nøgleord hos Rosenblatt. Selv hans mest personlige historier har en universel betydning i sig. Phantom Limb handler om hvordan Rosenblatt som barn blev ramt af en jagende skyldfølelse, da hans bror døde efter lang tids sygdom.
Familiens egne filmoptagelser er det gennemgående billedmateriale, men filmens struktur og brug af supplerende arkivmateriale breder historien ud:
”Filmen er struktureret efter de faser som en person gennemgår efter et dødsfald: benægtelse, vrede, sammenbrud, forhandling, depression og erkendelse”, fortæller Rosenblatt.
For at illustrere sammenbrudsfasen afløses Rosenblatts hjemmevideo af flere minutters arkivoptagelser af bygninger der styrter i grus. På samme måde vises horder arbejdsløse fra 1930’ernes USA som et symbol på hans egen depression.
Ved at bruge billeder, der aflæses metaforisk, kan Rosenblatts personlige historie læses både konkret, symbolsk og universelt. Altid dybt bevægende.
At føle sig forfulgt
I 2007 tog San Francisco-filminstruktøren Stacey Ross sit eget liv. Hendes bekendte bad Rosenblatt om at overtage et projekt, som hun havde arbejdet på indtil da.
Resultatet blev Four Questions for a Rabbi, som blev vist på San Francisco Jewish Film Festival tidligere i år.
”Hvor meget handler jødisk identitet om at være forfulgt?”, lyder et af filmens fire spørgsmål. Rosenblatt svarer med en collage af billeder.
Den starter ved staten Israels fødsel i 1948 og bevæger sig tilbage i tid gennem 2. Verdenskrig, Østeuropas pogromer, Jesu korsfæstelse (et klip fra King of the Jews) for overraskende at slutte med den palæstinensiske intifada i 2000.
”Når jeg viser israelske soldater, der overfalder en palæstinenser, er det for at illustrere hvordan nogle jøder er gået fra at være de undertrykte til pludselig selv at undertrykke andre”, forklarer Rosenblatt.
Han mener, at det er vanskeligt at kritisere Israel i USA, fordi kritikken let forveksles med den antisemitisme som ifølge instruktøren stadig trives i landet. Den har skabt en destruktiv angst blandt jøder:
”For min generation betyder følelsen af at være forfulgt stadig enormt meget. I Brooklyn, hvor jeg voksede op, var alle enten jøder eller katolikker, men grupperne boede adskilt i hver deres kvarterer. Jeg var rædselsslagen for katolikkerne. For de irske drenge der overfaldt mig på vej hjem fra skole. Og for nonner. Først da jeg var 19 år og rejste i Europa, turde jeg overhovedet gå ind i en kirke.”
Otte deprimerende år
Følelsen af angst gennemsyrer Rosenblatts film. I Afraid So fra 2006 stilles en række dystre spørgsmål:
”Kommer det her til at gøre ondt? Er vi fortabt? Kan det blive endnu værre?” Det uudtalte, men underforståede svar ligger i filmens titel. Det er let at se filmen som et portræt af det mentale klima i USA efter terrorangrebene 11. september 2001.
”De sidste otte år under George Bush har været enormt deprimerende for mig”, fortæller Rosenblatt. ”Jeg var slet ikke klar over, hvilken byrde jeg bar rundt på, før Barack Obama vandt præsidentvalget.”
En uge efter terrorangrebene den 11. september tog Rosenblatt og hans samarbejdspartner Caveh Zahedi initiativ til projektet Underground Zero. De bad over 150 filminstruktører om at bidrage med en reaktion på de tragiske begivenheder i New York og Washington.
Rosenblatts eget bidrag, Prayer, er en opfordring til forsoning og eftertænksomhed. Den tre minutter lange collage viser blot bedende børn fra de forskellige verdensreligioner. Inklusiv Islam.
”Der er en stærk forbindelse mellem frygt og tro”, siger Rosenblatt. ”Frygten er i sig selv negativ. Men den kan føre til en stærk og positiv tro der kan være en helende kraft i verden. Det er min spiritualitet og formålet med mine film. At forsøge at hele verdens sår med billeder.”
Klip fra Jay Rosenblatts film kan ses på
www.jayrosenblattfilms.comArtikel-oversigt
;)
;)
