Tags:
Samfund Goldberg#11Lehman bor her ikke længere
Den internationale finanskrise har igen sat fokus på hvor mange jødiske navne der kan forbindes til miljøet i og omkring Wall Street.
Af Hans Henrik Fafner
En ny, antisemitisk konspirationsteori bredte sig i dette efterår på nettet med omtrent samme hastighed som finanskrisen rystede den internationale bankverden.
Det blev hævdet at visse topchefer i Lehman Brothers umiddelbart inden finanskoncernens kollaps overførte 400 milliarder dollar til tre banker i Israel.
Historien optrådte i form af et nyhedstelegram med ganske troværdigt udseende, og det citerede "kilder i Washington".
Man kunne læse at et stort antal kunder havde betroet banken det kolossale pengebeløb med investering for øje, men at slynglerne i Lehman Brothers – alle naturligvis af jødisk baggrund – længe havde planlagt at flygte til Israel for der at leve de søde liv.
Oven i købet i sikkerhed for udlevering til amerikansk retsforfølgelse, fordi israelsk lovgivning angiveligt skulle sikre alle jøder dette privilegium.
400 milliarder dollar er en net sum penge og selv for en gigant for stor en mundfuld til at bevare balancen, hvis det omsættes i et så direkte tab.
Og hermed bringer historien sin egen nonsens-forklaring på årsagen til finanskrisen, der siden hen har ændret hele verden og bragt snesevis af andre finansselskaber til fald.
Det røde skilt i Judengasse
Flere historier af lignende kaliber er fulgt i slipstrømmen af finanskrisen, ligesom, der gennem historien ses en rød tråd af konspirationsteorier, der bygger på koblingen mellem jøder og penge.
Hvilket nok også er naturligt nok, fordi der traditionelt har optrådt mange jødiske navne i internationalt bankvæsen.
Lehman Brothers var brødrene Heinrich, Emmanuel og Mayer der i midten af det 19. århundrede kom til USA fra den lille by Rimpar, nær Würzburg i Bayern.
Alabama, hvor de slog sig ned, var på det tidspunkt centrum for en særdeles lukrativ handel med bomuld, og ad denne vej skaffede de entreprenante tyske indvandrere sig hurtigt en mindre formue som blev begyndelsen til den senere storbank.
Andre af finanskrisens hoved- aktører fra Wall Street har samme baggrund. Goldman Sachs blev grundlagt af Marcus Goldman der også med tysk baggrund bosatte sig i Philadelphia i 1848, hvor han blev småhandlende med en hestetrukken kærre som butik.
Det gik imidlertid så godt at han besluttede at flytte til New York City, hvor han slog sig på handel med gældsbeviser fra et lille kontor i Pine Street, parallelgaden til Wall Street.
Da hans datter giftede sig med Samuel Sachs, og denne viste sig at have tæft for bankforretninger, blev svigersønnen gjort til partner, og hvad senere blev endnu en gigantisk investeringsbank var skabt.
Et andet af finanskrisens tunge ofre, Bear Sterns, blev grundlagt i 1923 med en Harold Mayer som partner, og snesevis af overvejende tysk-jødiske navne som Abraham Kuhn, Salomon Loeb, Jacob H. Schiff, Otto Kahn, Benjamin Buttenwieser og Felix Warburg dukker op overalt i Wall Streets historie.
Og i europæisk bankvæsen kommer man ikke udenom at nævne, hvad der må være finansfamilien over alle finansfamilier.
Den startede som de øvrige i beskedne omgivelser, i Judengasse i Frankfurt am Main, i en lille forretning med et rødt skilt på facaden. Det gav dem navnet Rothschild.
Historisk nødvendighed
Uden at man på nogen måde kan beskylde avisen for antisemitisme, greb New York Times til en af stereotyperne, da den skulle illustrere finanskrisen mens den var i udbrud.
Billedredaktøren på dagbladets finanssektion valgte et foto af nervøse jødiske børsmæglere uden for en af New Yorks store synagoger.
Det er Rosh Hashana – det jødiske nytår – og trods helligdagen checker mændene febrilsk dagens markedsbevægelser på deres Blackberries.
”Mange mennesker i USA ser Wall Street som synonymt med jøder,” skrev den kendte rabbiner Shmuley Boteach i en kommentar, hvor han udtrykte stor bekymring over krisens mulige antisemitiske følger.
”Ideen om at Wall Street er ´jødisk´ er en antisemitisk stereotyp. Ikke desto mindre arbejder mange jøder på Wall Street, og den seneste tids finanskaos må tvinge os til at gentænke jødisk sikkerhed. Jøder i USA har indflydelse langt ud over deres antal, fordi de er finansielt velstående. Men er det først og fremmest, hvad vi ønsker at være kendt for?”
Boteach nævner i grunden blot en velkendt problemstilling, der har en logisk historisk forklaring. Visse taler om en historisk nødvendighed, som har noget at gøre med det jødiske folks forhold til resten af samfundet, og ikke mindst dets magthavere.
Langt op i historien var jøder i Europa underlagt store begrænsninger. Det var i de fleste lande forbudt dem at eje jord, ligesom en lang række arbejdsområder var lukket land.
For dem, der havde midlerne til det, var det derfor nærliggende at investere i et varelager og leve af handelsvirksomhed, og herfra var der ikke langt til bankvirksomhed.
Den katolske kirke forbød allerede i 1100-tallet de kristne at udlåne penge mod rente til andre kristne, og derfor var det nu kun jøder der måtte låne penge ud til kristne.
Dette medførte had mod jøder, selv om både fattige og rige, og endog kirken, havde brug for at låne penge, ikke mindst i renæssancen, hvor overdådig livsførelse og krigsførelse gældsatte mange europæiske fyrstehuse.
Renteforbudet blev hurtigt omgået grundigt af de kristne, og så kom der til at eksistere både jødiske og kristne lånevirksomheder, specielt i Italien, hvor mange jøder fik lov at bosætte sig i en hel del byer mod at de ville låne penge ud til en ´rimelig´ rente.
Jøderne dominerede således pengeudlån i Vest- og Centraleuropa fra 12.-15. årh. – hvorefter de kristne selv overtog det meste af denne virksomhed
De første europæiske banker, hvad enten de var jødiske eller ej, opstod således som finansieringsdelen i handelskompagnier, så i det forhold fulgte brødrene Lehman og mange af de øvrige i og omkring Wall Street i og for sig kun denne tradition.
Da Al Qaeda angreb og forvandlede World Trade Center til støv den 11. september 2001 mistede Lehman Brothers sit hovedkvarter. Omkring 6.500 af bankens ansatte havde haft deres daglige gang i bygningerne, hvor mange selskaber med tilknytning til Wall Street havde deres kontorer.
Men i modsætning til andre, som led svære tab i menneskeliv, mistede kun en enkelt medarbejder hos Lehman Brothers livet under angrebet, hvilket ikke overraskende affødte nye konspirationsteorier.
Paradoksalt nok lod Lehmanfamilien sig købe ud af storbanken mange år før både kollapset i 2008 og angrebet den 11. september. Lehman bor her ikke længere, bemærkede en amerikansk dagbladskronikør lakonisk, men det forhindrer ikke at navnet hænger ved.
Og bankens sidste direktør, Richard Fuld, har jødisk baggrund, ligesom nationalbankdirektør Ben Benanke og dennes forgænger Alan Greenspan, der blev taget med på råd ved udformningen af den amerikanske regerings redningspakke til finanssektoren.
Selvransagelse
Finanskrisen har derfor givet anledning til en vis jødisk selvransagelse der også kommer til udtryk i den offentlige debat. Rabbiner Boteach taler således om jødisk sikkerhed og spørger, om jøder ønsker at blive husket for deres penges skyld. Hvilket finanskrisen på mange måder viser, har sine problematiske sider.
Han påpeger at de kaotiske tilstande i Wall Street allerede har givet USA´s jødiske befolkning ny inspiration til, hvad den gerne vil være synonym med.
”Engang, da jøder hverken havde penge eller noget hjemland og var verdens mest forfulgte folk, fandt de sikkerhed i deres familier og samfund,” skriver han i en kommentar.
”Mens andre nationer beherskede magt og territorium, var jøder mestre i menneskelige forhold og forbindelser.”
I flere store synagoger på det centrale Manhattan har alle medlemmer af menigheden mistet store formuer i finanskrisen, og flere også jobbet. Synagogerne er blevet til krisecentre der yder psykologstøtte og anden hjælp, og det taler ifølge mange iagttagere tydeligt om sagens omfang.
Den ultraortodokse journalist og forfatter Jonathan Rosenblum ønsker ikke at kommentere den store jødiske tilstedeværelse i den internationale finansverden, men ved at udtale sig generelt får han alligevel skubbet en holdning ind mellem linjerne.
”For længe siden læste jeg, at et samfunds økonomiske fremtid kan bedømmes ved at måle antallet af ingeniører i forhold til advokater,” siger han fra sit hjem i Jerusalem.
”Men i de sidste 15 år har alt for mange af de skarpeste, måske endog de bedste, unge mennesker i USA ladet sig tiltrække af Wall Street og dets kapitalfonde. I stedet for at opfinde bedre dimser eller finde en kur mod kræft valgte de den hurtigste vej til at tjene millioner.”
Mens han ser finansverdenen som en uundværlig del af det maskineri, der gør verdensøkonomien mulig og skaber grundlaget for den moderne verdens rigdom, ser han også et moralsk aspekt i den aktuelle situation.
Han taler om unge mænd i 20´erne, hvis eneste stolthed i tilværelsen er deres bonus, og om hvordan penge er blevet altings målestok.
Således tænkte brødrene Lehman næppe. De har som de øvrige jødiske indvandrere på Manhattan uden tvivl set bankvæsenet som en naturlig del af den handelstilværelse, der skabte grundlaget for en attrået social mobilitet.
Men mange kommentatorer siger som Rosenblum, at finanskrisen måske kan blive den faktor, der får dette til at ændre sig. Den historiske nødvendighed er ikke længere til stede, hedder argumentationen.
Artikel-oversigt
;)
;)
