Tags:
Holocaust Historie Goldberg#9Retssagen i Ulm
For 50 år siden, i august 1958, påbegyndtes domsafsigelserne i retssagen i den tyske by Ulm.
På anklagebænken sad tidligere ledere af de nazistiske Einsatzgrupper. Ulm-processen, som
den siden har heddet, blev begyndelsen på en spirende tysk forståelse for omfanget af de
nazistiske forbrydelser, der var blevet begået i Østeuropa.
Af Torben Jørgensen
Kort efter 2. Verdenskrigs afslutning blev den tidligere politichef i den tysklitauiske grænseby Memel (Klaipeda), Bernhard Fischer-Schwede, af en afnazificeringsdomstol kendt ”ikke berørt”.
Den tidligere SS-Oberführer og indehaver af NSDAP’s sjældne gyldne partiemblem var dermed i stand til at indtage posten som leder af en flygtningelejr uden for byen Ulm. Da det ca. 10 år senere kom frem, at han havde foreholdt retten oplysninger, valgte delstaten Baden-Württemberg at afskedige ham.
Fischer-Schwede anlagde derefter sag mod sin tidligere arbejdsgiver med krav om genansættelse. Forløbet blev omtalt i aviserne bl.a. gennem et læserbrev, som Fischer-Schwede skrev i lokalpressen, hvor han bl.a. beskrev sig selv som ”en ven af jøder og polakker.”
En tidligere medarbejder ved politipræsidiet i Memel blev imidlertid opmærksom på sagen og anklagede Fischer-Schwede for at have beordret massenedskydninger i distriktet. Således kom den tidligere politichefs andel i den såkaldte Einsatzkommando
Tilsit for en dag.
Som ved så mange andre af de tidlige retssager skyldtes afsløringen snarere et tilfælde end resultatet af en systematisk efterforskning. Det var der flere grunde til.
Dels var den almindelige holdning i Tyskland, både blandt jurister, politikere og befolkningen som helhed, at de egentlige hovedmænd bag alle misgerningerne var Hitler, Himmler og Heydrich. Alle andre havde blot været hjælpere, som det ikke kunne nytte at retsforfølge, og hovedmændene var jo allerede døde.
Efter det internationale tribunals retssager i anden halvdel af 1940’erne var der tillige en udbredt træthed i Tyskland vedrørende naziretssager. Man sukkede efter en afslutning på det hele, Schlusstrich.
Endvidere hindrede den strenge decentralisering i Vesttyskland, at anklagere og politimyndigheder i de forskellige delstater kunne koordinere sagerne.
Og endelig herskede der en vidt udbredt forestilling om, at nazisternes forbrydelser hovedsagelig var begået i Tyskland, og ikke, som vi ved det i dag, i de østeuropæiske stater man dengang ikke tilkendte den store betydning.
Kollektivt mord
Einsatzgruppe Tilsit var en ad hoc gruppe, oprettet i juni 1941 i dagene umiddelbart efter starten på operation Barbarossa, den militære operation der udgjorde Tysklands angreb på Sovjetunionen.
Gruppen, der hovedsagelig bestod af lokale Gestapo-, SD- og politifolk samt lokale litauiske kollaboratører, opererede i et 25 km dybt bælte langs grænsen mellem Østpreussen og Sovjetunionen og beskæftigede sig især med såkaldte udrensningsaktioner.
Ved retssagen i 1958 kom navnlig forbrydelserne i de tre småbyer Garsden, Krottingen og Polangen i fokus.
Fischer-Schwede og yderligere ni tidligere medlemmer stod anklaget for drabene på i alt 5.500 mennesker, fortrinsvis jøder, i løbet af få uger. Gruppen havde først skudt alle mænd og drenge i den våbenføre alder, siden kom der også kvinder og børn til blandt ofrene.
Gerningerne dokumenterede gruppen selv i de såkaldte ”Einsatzsmeldungen UdSSR”. Blandt de øvrige anklagede var den tidligere chef for Gestapo og SD, Hans-Joachim Böhme, der nu arbejdede som jurist i en sparekasse, og den tidligere chef for det litauiske politi i Memel, Pranas Lukys, der siden krigen havde levet i Vesttyskland.
Chefanklageren, Erwin Schüle, der havde været drivkraften bag Ulmprocessens gennemførelse på trods af, at politikerne opfattede den som ømtålelig, forlangte oprindeligt, at anklagen skulle lyde på mord.
Men på grund af anerkendelsen af den konstruktion, hvor der havde været ganske få hovedansvarlige, og at de anklagede ”inderligt havde været imod” disse handlinger, blev de kun anklaget for ”kollektiv medvirken” til ”kollektivt mord”, hvilket indebar en betydelig lavere strafferamme.
Spirende forståelse
Retssagen, der løb fra april til domsafsigelserne i slutningen af august 1958, kom imidlertid til at betyde en afsløring af flere ting.
Dels fik omverdenen et indblik i de anklagedes livsførelse på gerningstidspunktet. Böhme havde f.eks. fundet tid til en promenade langs stranden før han stod i spidsen fornedskydningen af 100 jøder i byen Garsden.
Aftenerne havde gruppen tilbragt på værtshus, hvor de under indflydelse af betydelige mængder af alkohol havde gennemgået dagens rov i form af smykker og penge, som de medbragte i sække.
Og dels, hvilket måske var mere betydningsfuldt, var det Ulm-sagen, der blev begyndelsen på en spirende tysk forståelse for omfanget af de forbrydelser, der navnlig var foregået i øst. Ofrene begyndte også at få ansigter. Schüle sagde således om de dræbte i sit sidste indlæg i retssagen:
”Det var mennesker, der havde leet, grædt, elsket og arbejdet […] Gennem 17 år har solen ikke skinnet for dem, og ikke engang deres grave havde man ladet dem beholde. Ligene blev senere gravet op og brændt og asken spredt for vinden”.
Den vigtigste følge af Ulm-processen lå nok deri, at man fra politisk hold indså nødvendigheden af en central instans til efterforskning af naziforbrydelser.
I oktober 1958 besluttede justitsministre fra alle Länder at oprette den såkaldte centrale enhed i Ludwigsburg. Fra dette sted udgik der over de næste år en lang række sager, af hvilke flere nok havde større folkelig gennemslagskraft end Ulm.
Hvad skete der så med morderne fra Einsatzkommando Tilsit? Som sagt kom kun ti af dem for domstolen i Ulm, og de blev kun anklaget for kollektiv medvirken til kollektivt mord.
Fischer-Schwede, der på en måde var den der havde startet hele sagen, blev således idømt 10 års fængsel for 526 tilfælde af drab, Böhme fik 15 års fængsel for 3.907 tilfælde, Werner Hersmann 15 år for 1.656 tilfælde og den litauiske politimand Lykus 10 år for 315 tilfælde af medvirken til mord – læs drab.
De øvrige anklagede fik mellem to og fem år for medvirken i gennemsnitligt 500 tilfælde af drab. Blandt vidnerne i retssagen var også dr. jur. Martin Sandberger, der som tidligere leder af en Einsatzgruppe var blevet dødsdømt for lignende forbrydelser ved retssagen i Nürnberg i 1945. Han stod i retten som en fri mand i 1958.
Ingen af de dømte fra Ulm-processen afsonede tiden ud.
Artikel-oversigt
;)
;)
