Af Silvia Goldbaum Tarabini Fracapane
I oktober måned er det 65 år siden, at jødeforfølgelserne kom til Danmark, hvilket som bekendt førte til, at størstedelen af landets jødiske indbyggere flygtede til Sverige.
Danmarks historie i oktober 1943 er unik og adskiller sig fra andre besatte landes historie ikke bare ved, at langt størstedelen af den jødiske befolkning kom i sikkerhed, men også fordi 89 % af dem der blev deporteret overlevede.
Men den danske historie om Holocaust er fuld af undtagelser. Her er nogle af dem:
Af de 472 personer som blev deporteret fra Danmark i oktober og november 1943, kom langt størstedelen, nemlig 470, til koncentrationslejren Theresienstadt i det nuværende Tjekkiet.
53 af dem døde i fangenskab, dertil kom to spædbørn født i Theresienstadt.
Men ikke alle 470 deporterede kom direkte fra Danmark til Theresienstadt:
16 personer blev i november 1943 sendt fra Horserødlejren i Nordsjælland til hhv. Sachsenhausen og Ravensbrück, hvorfra 14 kom videre til Theresienstadt i løbet af januar og april 1944.
To mænd blev ikke sendt videre til Theresienstadt – én forblev i Sachsenhausen indtil begyndelsen af 1945, hvor han sammen med de andre arbejdere i falskmøntnerkommandoen "Operation Bernhard" blev deporteret videre til kz-lejren Mauthausen i nærheden af Linz i Østrig.
En anden mand blev allerede i december 1943 sendt videre til kz-lejren Majdanek ved Lublin i det besatte Polen. Han døde en måned senere.
I den gruppe som kom til Theresienstadt fra Danmark, var der også undtagelser. Således blev fem personer, to mænd, to kvinder og en lille pige, allerede i januar 1944 efter pres fra Udenrigsministeriet sendt tilbage til Danmark.
De var blevet "fejldeporteret" som det hed sig. Det var der ifølge lister udarbejdet i ministeriet flere andre der var, men kun de fem blev sendt hjem.
At størstedelen af den danske gruppe i Theresienstadt overlevede skyldes også en undtagelse – nemlig den aftale, der blev indgået i november 1943 mellem den tyske rigsbefuldmægtigede i Danmark Werner Best og fra Reichssicherheitshauptamt den ansvarlige for deportationerne Adolf Eichmann om, at ingen af fangerne fra Danmark skulle deporteres videre fra Theresienstadt, og derfor undgik den danske gruppe deportation til udryddelseslejrene.
Med undtagelse af én person: en 45-årig mand, der i marts 1944 blev sendt på transport fra Theresienstadt til et i dag ukendt sted.
Ingen af de 45 personer i denne transport overlevede, og derfor er det tidligere blevet antaget at transporten enten gik til Auschwitz eller Bergen-Belsen, men stedet har aldrig kunnet bekræftes.
Men det er ikke kun de deporterede, der danner undtagelser om, at ikke alle nåede den svenske kyst i sikkerhed – mindst 21 personer druknede i forsøget på at nå Sverige.
De tilgængelige kilder nævner forskellige antal og antallet her er baseret på navne.
Mindst 13 personer begik selvmord af frygt for deportation – også her mangler der præcise tal.
Et ægtepar tog f.eks. gift sammen i en skov, en mand skar halsen over på kone og børn, mens hans eget forsøg på at begå selvmord ikke lykkedes, og atter andre begik selvmord ved hjælp af gas eller gift i eget hjem.
En kvinde blev skudt under arrestationen og døde senere af sine kvæstelser på et tysk militærlazaret på Frederiksberg.
Der neue Weg
Historien om "oktober 1943" rummer altså mange andre skæbner end dem, for hvem det lykkedes at komme til Sverige.
Fælles for dem er, at deres historie i 65 år er blevet overskygget – eller man fristes til at sige overstrålet – af den fantastiske historie om den vellykkede flugt over Øresund.
En anden undtagelse er den mindre gruppe af mennesker, som blev i Danmark og levede her under resten af besættelsen.
Bl.a. den tidligere rektor og stifter for Hanne Adlers fællesskole, den 84-årige Hanne Adler, der i oktober 1943 blev frigivet fra Horserød-lejren efter en underskriftsindsamling foretaget af 400 af hendes tidligere elever.
Men der var også langt mere dramatiske skæbner: små børn, som blev overladt i fremmede menneskers varetægt indtil forældrene kom tilbage fra Sverige i 1945.
Og så er der gruppen "Der neue Weg". Begivenhederne udspillede sig godt nok før oktober 1943, men er i lige så høj grad del af dansk Holocaust-historie.
"Der neue Weg" blev dannet af en gruppe jødiske landvæsenselever, som var kommet til Danmark sidst i 1930´erne for i et år at tilegne sig viden om landbrug.
Egentlig skulle de når året var omme rejse til Palæstina, men på grund af krigsudbruddet og senere besættelsen kom en del af dem til at sidde fast i Danmark.
Medlemmerne af "Der neue Weg" ønskede at finde en ny vej til Palæstina; de ville rejse ned gennem Europa og via Tyrkiet til Palæstina – et ønske, der fik en dødelig udgang for fem af gruppens medlemmer.
Gruppen dannedes i 1941, og de unge gik med det samme i hård fysisk træning; derudover studerede de tyrkisk, kortlæsning, køreplaner etc.
Men hoveddelen af deres anstrengelser gik i første omgang ud på øve sig i at rejse gemt under en særlig type tog, hvor man kunne ligge mellem hjulene.
Dette var både besværligt og risikabelt, og gruppen mistede da også sin leder, som blev opdaget i Hamburg under en sådan prøvetur og sendt videre til Auschwitz.
Derefter gjorde man to forsøg med at gemme sig i godsvogne, der skulle eksportere varer til Tyrkiet og Schweiz.
Begge forsøg blev opdaget af tyskerne, og fælles for de fem personer, som rejste ud af Danmark på denne måde i foråret og sommeren 1943 var, at de alle blev sendt til Auschwitz og for enkeltes vedkommende videre til andre lejre.
Kun en enkelt overlevede.
Denne artikel har ganske kort beskrevet nogle af de forskellige undtagelser, der er fra historien om "oktober 1943", som den oftest bliver fortalt.
Den danske historie om flugten til Sverige er kendt og elsket verden over, men det er vigtigt også at huske de mennesker, som ikke kom i sikkerhed.
Dels fordi der var mennesker i Danmark og fra Danmark, som mistede livet på grund af "jødeaktionen", dels fordi man bør huske, hvad det egentlig var, jøderne i Danmark flygtede fra.
Holocaust nåede også til Danmark – men resultatet deraf blev heldigvis et andet end i størstedelen af Europa.