Tags:
Kultur Goldberg#9Golems, Kafkas og Vaclav Havels by - Prag
Af Pavla Rossini
Trafikintensiteten i Prag er stadig stigende, så selv om man både skal med metro og bus for at komme fra centrum ud til lufthavnen, så vælger jeg det, da jeg skal hente Goldberg.
Turen tager ca. tre kvarter, og jeg kender den så godt at jeg kan lade tankerne gå deres egne veje. Prag er min barndoms- og ungdomsby.
Jeg boede her indtil 1985 – men historien om hvordan jeg kom gennem jerntæppet med mine ejendele i en lastbil og min 6-årige søn på skødet, og ankom til mit nye hjem i København netop den dag, hvor der rundt om hjørnet sprang en bombe ved Synagogen og kort efter ved et rejsebureau – det er alt sammen en anden historie.
Jeg har været tilbage her mange gange siden og betragter stadig Prag som ”min” by. Jeg tænker også på alt det jeg gerne vil vise Goldberg. Det er i år 40-året for Sovjetunionens invasion af Tjekkoslovakiet.
Der bliver ikke gjort meget ud af det i Prag, så vi skal hverken se udstillinger eller høre foredrag i den anledning. Det er noget der tales om privat, og måske vil jeg også fortælle Goldberg om hvordan jeg som teenager, der var mere optaget af tøj og drenge end af politik, pludselig blev ”vækket” af virkeligheden omkring mig.
Den nye lufthavnsterminal der er bygget til at skulle servicere ”Centraleuropas hjerte” – altså Prag – virker stor og tom. Det burde den egentlig ikke, for der ankommer 20 millioner turister om året til Prag. Der er mindst 5 daglige fly fra København, og Goldberg ankommer i god tid til at vi kan nå et eftermiddagsprogram.
Årsdag for okkupationen
Der er varmt i Prag i august, så Goldberg har kun taget en lille weekendtaske med som vi kan skiftes til at bære. Vi tager derfor direkte med metroen til Národní Museum, byens nationalmuseum, som de russiske soldater dengang for 40 år siden beskød, fordi de mente at det rummende kontrarevolutionens højborg.
Der var selvfølgelig tale om en logistisk fejl, tropperne skulle i stedet have fundet frem til Radiohuset der ligger lige om hjørnet. Man kan stadig se skudhullerne i museets mure, men det er ved at være sidste chance, for restaureringen af bygningen går snart i gang.
Russerne lukkede alle aviser og radioen, men på pladsen foran museet delte pragborgere løbesedler ud med de seneste nyheder. Mange indbyggere, deriblandt mine forældre, gik derhen hver dag for at kunne holde sig orienterede.
Vi unge gymnasieelever gik også derhen, men vi ville hellere diskutere med soldaterne der sad der med deres Kalashnikov’er. Vi var gode til russisk og provokerede dem, for de var unge mennesker ligesom os, og situationens alvor var ikke gået op for os.
Først da en ung mand, Jan Palach, på samme plads hældte benzin over sig og satte sig selv i brand som en modstand mod okkupationen, forstod vi det.
Solgt for 1 koruna
Lige foran museet går der en motorvej på tværs – en af de få byplanmæssige bommerter i Prag. Parlamentet lå der, så derfor blev vejen bygget så politikerne kunne komme hurtigt til og fra.
Parlamentet flyttede senere. Da Vaclav Havel i 1989 efter den såkaldte Fløjlsrevolution blev præsident solgte han hele bygningen for 1 koruna til Radio Free Europe. Nu er radioen flyttet til andre lokaler på grund af konstante bombetrusler, idet den foretrækker at være et andet sted som er nemmere at bevogte.
Goldberg og jeg går fra Museet og ned ad Wenzelpladsen der egentlig mere ligner en boulevard end en plads. I bunden af pladsen – eller ”boulevarden” – samledes folk i 1989, hver dag flere og flere. De blev mødt af politiets vandkanoner, men blev ved indtil den kommunistiske regering gik af.
Lygtepaladset
På venstre side af Wenzelpladsen ligger en stor bygning, Lucerna, der betyder lygte. Den blev bygget af Vaclav Havels farfar i årene 1913-16, og de syv etager over jorden og tre under, rummer bl.a. en stor koncertsal, flere restauranter, en lang række forretninger og en biograf.
Bygningen er i typisk Prag-stil med et mylder af passager og mindst 15 ind- og udgange. Vi skal i biografen, i den gammeldags slags med halvdårlig belysning og knirkende sæder der giver mindelser om byens storhedstid i mellemkrigsårene.
Foran biografsalen er der en smuk bar med et lille springvand. Her kommer ingen turister, og der er aldrig ret mange tilskuere til filmene, så det er et spørgsmål hvor længe den får lov til at overleve.
Den film vi skal se varer to timer, men vi vælger alligevel at se den først og spise bagefter, så vi kan diskutere den over middagen. Vi skal se dokumentarfilmen Borger Havel, der bl.a. viser hvor kejtet Vaclav Havel var og hvor ubeslutsom, ikke mindst i forhold til sine repræsentative pligter.
Havel er nok mere kendt og beundret i Vesten end i sit hjemland, og filmen stiller spørgsmålet: Hvem er denne mand egentlig? En tænker, filosof og dramatiker der blev præsident.
Jeg husker da han modtog Sonning- prisen i Danmark og holdt en meget flot tale om magt. Om hvor nemt det er at blive magtmisbruger, og om spejlet der skal vendes udad mod andre og indad mod sig selv.
Cirina og en tjekkisk øl
Nu skal vi spise, og vi tager en smutvej gennem en af passagerne i Lucerna til en lille restaurant, som ejes af Vaclav Havels tidligere kok. Restauranten hedder Cirina lige som kokken selv. Hun annoncerer aldrig for stedet, der er ikke plads til ret mange, og Cirina går rundt mellem bordene i sin hvide kittel og ser til at alt er godt.
Her er det nok på sin plads at nævne at hvis man kan lide at rejse på grund af de kulinariske oplevelser, så skal man ikke tage til Tjekkiet.
Det traditionelle tjekkiske køkken består hovedsagelig af knödel og saucer i et utal af
variationer. Hovedingrediensen i knödel er mel eller kogte revne kartofler, evt. tilsat tørt franskbrød, og saucen kan være med dild eller peberrod, det er lige meget så længe den opfylder funktionen: at kunne suges op af knödelerne.
Et frontalangreb på sidebenene er det tjekkiske køkken blevet kaldt. Men knödel indskriver sig i den centraleuropæiske madtradition. Man finder noget lignende i Østrig og i Bayern, og de kendes i jødisk madlavning som kneidler. Faktisk er der er lavet en meget smuk kogebog: 100 måder at lave knödel på.
Hos Cirina får man serveret det ægte tjekkiske og slovakiske køkken, og vi spiser ”Perkel”: Kylling ipaprikasovs halusky, den slovakiske udgave af knödel.
Vi slutter dagen af med en traditionel tjekkisk sort øl i gårdhaven U Fleku. De små bryggerier er kommet på mode i Europa, men det her er et af de gamle. Bryghuset er fra år 1430 og har 1.200 siddepladser fordelt over syv sale ude og inde. Her skal man ikke nævne ordet flaskeøl!
På vejen hjem slentrer vi blandt andet forbi Det dansende Hus der er tegnet af arkitekterne Gehry og Milunic. Huset blev i 1996 kåret til årets bygning af Time Magazine, men mødte megen lokal kritik.
En godnathistorie
Jeg har lejet et værelse til Goldberg på et lille pensionat, centralt beliggende i et kvarter på grænsen mellem Vinohrady og Zizkov. Førstnævnte betyder vinbjerget og sidstnævnte er et gammelt arbejderkvarter beboet af fattige gamle pensionister og romaer. Området er selvfølgelig ved at blive in nu.
En af fordelene som turist ved at bo i netop dette område er at man altid kan finde hjem: man skal bare stile efter tv-tårnet. Undervejs fortæller jeg Goldberg en ”godnathistorie” fra min egen skoletid om netop tv-tårnet.
Dengang blev alle børn tvunget til at deltage i frivilligt arbejde. Min gruppe blev sat til at rydde en lille jødisk begravelsesplads. Vi skulle køre de ituslåede gravsten væk og rive jorden. Det var en makaber og uhyggelig oplevelse for os 8-9-årige børn, og mine forældre var fortvivlede, men hvad kunne de gøre? I dag er der kun et par gravsten tilbage på jorden hvor tv-tårnet nu står.
Slottet og Kampa-øen
Næste morgen henter jeg Goldberg. Vi har besluttet at begynde dagen med et besøg på slottet Prazsky Hrad, eller borgen Hradcany som den også kaldes. Selv om det går hurtigere med metro, sætter vi os til rette i en sporvogn og slingrer gennem byen.
Vi står af på Pohorelec og tager en smutvej og kommer ad bagvejen til slotsområdet, uden om de værste turistkøer. På vejen skrår vi over pladsen Hradcanské námestí hvorfra der er en fantastisk udsigt over hele byen.
Vi passerer også den markante renæssancebygning på pladsen, Schwarzenberg-paladset. Den nuværende udenrigsminister, Karel Schwarzenberg, er af denne slægt. Familien er en gammel adelsslægt, men greven blev alligevel valgt til sin nuværende post af partiet De Grønne.
Hvis vi skulle hele turen rundt i borgsystemet ville vi ikke kunne nå mere den dag, så vi nøjes med at besøge den gotiske Skt. Veits-domkirke som det tog 600 år at bygge. Tilbage på Hradcanské námestí fortsætter vi ned ad bjerget, parallelt med Nerudovagaden.
Selv om vi snydes for de mest pittoreske huse undgår vi alle turistfælderne og snirkler os i stedet ned gennem de små gyder til vi lander på Karmelitska.
Hvis man ikke kender den, vil man næppe opdage den fine trekantede barokhave Vrtbovska zahrada med de symmetriske trapper, dekorative krukker, buksbom og fontæner. Desværre er det nu dyrt at komme ind, så de gamle der plejede at komme og læse deres avis i haven bliver væk.
Vi sætter os og lader roen falde over os indtil vi er klar til mere Prag. Vi bevæger os ud af Mala Strana kvarteret der slutter ved et andet af Prags kendte holdepunkter, nemlig Karlsbroen. Men der skal vi ikke hen.
Vi skal til Kampa-øen hvor man på hushjørnerne kan se mærker efter hvor højt vandet stod i Prag for seks år siden, da byen blev ramt af den værste oversvømmelse i flere hundrede år. Selv Karlsbroen var ved at give efter for vandmasserne hvilket gjorde ondt på tjekkerne.
Broen er, ligesom universitetet, bygget i 1357 af ”Fædrelandets far”, kejser Karl IV, i en periode hvor landet oplevede sin absolutte storhedstid.
Nu knurrer vores maver af sult, og vi finder en lille restaurant hvor vi spiser toast med æg og spinat og drikker et glas hvidvin til – den eneste vin man kan drikke her. Det meste af tjekkisk rødvin er udrikkeligt på grund af de klimatiske forhold.
Opera i det fri
Efter det lette måltid spadserer vi i det gode vejr over Moldau-floden ad broen Most Legií. Lige på den anden side af broen sætter vi os på cafe Slavia som er helt på højde med cafekulturen i f.eks. Wien. Goldberg skal have ægte æblestrudel, mens jeg vælger en ligkiste – ja, det hedder kagen faktisk, og den ligner det også. Men den smager godt!
Vi vandrer videre forbi Nationalteatret, en af byens tre operascener, og fortsætter mod en anden af dem, Stavovske Divadlo, hvor Mozarts opera Don Giovanni havde sin premiere i 1787, og hvor Milos Formann i 1984 optog scenerne til Amadeus, den kendte film om Mozart.
Opera skal vi se, men operahusene holder sommerferie, og da vejret er varmt vælger vi udendørsoperaen med forestillingen Rusalka – delvist baseretpå Den lille Havfrue – komponeret af Antonin Dvorak.
Efter et måltid som ikke behøver nærmere omtale, sætter vi os i den lune aften og ser opera. Omgivelserne er perfekte til den romantiske forestilling. I sin glimrende bog om Prag skriver Inge Bro Jørgensen om forestillingen og stedet:
”Man oplever et sandt orgie af farver, musik og vand. Den ene formation afløser den anden i åndeløst tempo. Snart er det slanke ”søjler”, snart brede ”søanemoner”.
Snart spiller et lille hjørne af scenen, snart hele arealet. Indimellem svæver ”balletdanserne” af sted.”
Det jødiske Prag
Næste morgen tager vi metroen til stationen Staromestská. Indtil Goldberg skal med flyet hjem vil vi bruge dagen i Staré Mesto, ”den gamle by”, hvor jøderne boede fra 900-tallet indtil 1850 hvor deres kvarter Josefov ophørte med at være en selvstændig bydel.
Jøderne fik oprindeligt tilladelse til at bebo kvarteret, fordi de havde hjulpet med at bekæmpe slaverne – hedningene! Efter 1850 blev mange af de gamle bygninger revet ned og erstattet med nærmest pariseragtige gader med de mange smukke Art Nouveau huse.
I den gamle ghetto er fem synagoger blevet bevaret. De fire af dem er museer, og i en af dem kan man læse de mange navne på de tjekkiske jøder, der blev dræbt under 2. Verdenskrig.
Den ældste, Altneu-synagogen i gotisk stil fra 1270, fungerer stadig og er således den ældste fungerende synagoge i Europa.
Prag er også hjemsted for Golem, Rabbiner Löws lerfigur der blev levende, gjorde tjenester for menigheden, men kom i det ondes tjeneste og til sidst måtte slås ihjel. Fortællingen siger at da Golem døde, anbragte menigheden resterne af ham på loftet i Altneu-synagogen.
Kosher og kubisme
Ligesom både den verdensberømte tjekkiske forfatter Franz Kafka og Golem sælges på bedste kommercielle vis til turister, er der også gået inflation i skilte der fortæller at her serveres koshermåltider.
Det skal man nu ikke helt tro på, og hvis man vil være sikker på at maden er kosher, skal man gå til restauranten i kvarterets gamle rådhus. Her kan man også få sig en blommebrændevin til maden.
Under det østrig-ungarske dobbeltmonarki der varede indtil 1918, skulle blommebrændevinen en tur til hovedstaden Wien for at overrabbineren der kunne prøvesmage og godkende den.
Efter frokosten går vi til den smukke spanske synagoge som de sefardiske jøder lod bygge i maurisk stil i 1860’erne, og som blev genåbnet for nogle få år siden.
På vej mod metrostationen og lufthavnen skrår vi over den 9.000 m2 store rådhusplads og stiler mod ”Huset med den sorte Madonna”. Det er opført i 1911-12 i den helt specielle tjekkiske stil: kubismen. Det lille museum har vi ikke tid til, men får en kop kaffe i kaffehuset på 1. sal der
er indrettet helt i stilen fra den tid.
På vej ud fristes vi af udvalget i forretningen i stueetagen hvor man kan købe kopier af både møbler, brugsgenstande og smykker i kubistisk stil. For vores vedkommende bliver det dog kun til en souvenir fra Prag i form af en fin lille porcelænsdåse.
Artikel-oversigt
;)
;)
