Tags:
Litteratur Goldberg#9Ib Lucas
Lektor og forfatter Ib Lucas er et eksempel på en dansk jødisk families assimilationshistorie.
Den første dansker i familien indvandrede fra Slesvig til Fåborg i 1793. 200 år senere er hans
efterkommer, Ib Lucas’ søn, blevet præst i København.
Af Jacques Blum og Eva Bøggild
”Privat” synes der at stå hen over Ib Lucas’ liv. For en mand der vandt 1. præmie i dagbladet Politikens novellekonkurrence i 1979, og som siden har udgivet en stribe romaner, novellesamlinger, bidrag til antologier og tv-film, er der forbavsende få oplysninger at finde om ham i den store kilde, Internettet.
Selv helt enkle oplysninger som hvor han bor, om han har børn – og i givet fald hvor mange – er overraskende utilgængelige. En hjemmeside der fortæller at sitet er ”under opbygning”, og som man ved selvsyn kan konstatere ikke er blevet helt færdigt, leverer kun et portrætfoto og fire sløset opsatte forsider af hans bøger.
Konfronteret med hvor vanskeligt det er at finde sådanne oplysninger om ham, trækker han blot på skuldrene og smiler venligt: ”Tja, det er nok rigtigt at der ikke står så meget … ”
Om han kan lide det sådan, og om det er noget han har valgt fordi han er genert eller ydmyg, er svært at sige. Men det er nærliggende at tro at det ligger i opdragelsen, hvor meget af det private vitterligt var privat.
Til Fåborg
Til Ib Lucas’ privatsfære hører bl.a. familiens stamtræ, som han har liggende derhjemme, og som han faktisk er meget glad for, selv om han ikke har brugt så megen tid endnu på at kigge i den.
Der er mange oplysninger at hente, bl.a. at familiens danske ”stamfar”, Lucas Abraham, var grundlægger af den jødiske menighed i Fåborg. Han var født i Slesvig og kom som kun 17-årig til Fyn i 1793.
Den 9. september 1796 får han Kgl. Lejdebrev og må herefter nedsætte sig i byen og drive handel. I starten er han den eneste jøde i byen, men han får sine to brødre og nogle andre unge mennesker fra Altona til at komme til Fåborg.
I 1804 bliver der givet tilladelse fra myndighederne til at der må afholdes gudstjeneste i nogle værelser i en privat lejlighed. Lucas Abraham og hans kone Trine Wulff fik 5 børn. Den ældste Hanne blev gift med Abraham Moses.
De fik datteren Rikke der sammen med Levin Moses Wallach også fik en datter, Bertha. Hun blev gift med Arnold Melchior der var far til tidligere overrabbiner i København, Marcus Melchior. Og sådan hænger de to jødiske Fåborg-familier Lucas og Melchior sammen. Lucas Abraham døde i 1853.
Fru Lucas
Ib Lucas er opvokset på Østerbrogade i København. Hans far, Robert Lucas, fik fra sit 56ende år og seks år frem i alt fire børn, hvoraf Ib er den ældste. Ib Lucas’mor, der var 28 år yngre end Robert Lucas, havde mødt ham kort inden nazisternes besættelse af Danmark.
Under hans flugt og ophold i Sverige fra 1943 - 45 forblev hun i Danmark, men de to bevarede forbindelsen med hinanden indtil befrielsen. Efter krigen blev de gift, og Ib blev født i 1946.
Robert Lucas var uddannet i Landmandsbanken – ”endelig ikke Handelsbanken, for den er anti-semitisk og vil ikke ansætte jøder!” – men kom som ganske ung ind i sin brors firma for elektriske artikler. Ibs mor var hjemmegående husmor i mange år, men ønskede senere at arbejde i firmaet, hvilket affødte sjove situationer derhjemme.
På den tid var alle kontorets medarbejdere De’s, og for ikke at gøre forskel var Hr. og Fru Lucas også De’s på arbejdet. Ib Lucas husker at det hændte at hans far af vane ved middagsbordet kunne begynde en sætning med at sige: ”Ved De hvad, fru Lucas … ”.
”Min mor var ikke oprindeligt jøde, og det jødiske var noget som min far og min faster stod for. De talte sammen om jødisk kultur og om de andre i deres bekendtskabskreds. Min faster Elsa havde mange jødiske veninder, og jeg husker tydeligt navne som Fru Cohn og Fru Meta Melchior”.
”Min far fortalte med stolthed om fremtrædende jøder som Niels Bohr og Albert Einstein, og om flugten til Sverige. Han var medlem af Det Mosaiske Troessamfund og fik et månedsblad derfra som jeg kiggede i og syntes var meget kedeligt. Jeg kan huske farven på det … det var blåt.”
Familien Lucas var ikke religiøse. Man gik i Synagogen en enkelt gang imellem, holdt ikke kosher, men kunne ikke drømme om at spise svinekød eller rejer. Børnene blev ikke døbt, og drengene blev ikke omskårne.
Da Ib er en halvstor dreng vælger hans mor alligevel at konvertere til jødedommen. Han husker stadig lyden af de hebraiske bønner, fordi hun skulle øve sig i dem.
”Hun gjorde det nok mest for at glæde min far, for jeg husker ikke at det ændrede noget derhjemme.”
Næsten på samme tid vælger Ib Lucas at lade sig døbe og konfirmere. Han husker ikke nogen fordømmelse af sit valg, måske fordi det var klart, at han kun gjorde det for ikke at skille sig ud fra kammeraterne. Såsnart det var muligt, meldte han sig ud af Folkekirken igen.
Klangbund
Ib Lucas’ eget forhold til sin jødiske opvækst har indtil nu tilhørt området med mærkaten ”Privat”. Igen er det ikke fordi, der er noget hemmeligt ved det – men sådan har det bare altid været. Som barn sagde han aldrig noget om sin jødedom og han havde ingen jødiske kammerater hverken i eller uden for skoletiden.
”Jeg er vokset op med en fornemmelse af, at det at være jøde var noget særligt. Men jeg nævnte aldrig noget om det i skolen. På Østersøgade Gymnasium blev der talt meget positivt om jøder, sådan opfattede jeg det i hvert fald. Men når der f.eks. blev sagt at nogen havde ’jødet noget’ – altså stjålet – så følte jeg mig personlig ramt. Men jeg sagde ingenting.”
”Kun én gang har jeg for alvor markeret mig udadtil som jøde, og det var engang på Københavns Universitet, hvor studenteraktivisten, den senere historiker Morten Thing fremsatte nogle synspunkter om Israel som var så negative, så anti-jødiske, at dér reagerede jeg og fortalte ham, hvad jeg – som jøde –mener om andre jøder, der fremstår som så anti-jødiske. Men jeg ventede
til forelæsningen var slut.”
At det netop er i forholdet til Israel at Ib Lucas en sjælden gang er faret i flint og har ”givet sig til kende”, mener han hænger sammen med et kibbutz-ophold i 1965. Opholdet varede kun nogle uger, men det gjorde et uudsletteligt indtryk på ham – i en sådan grad at han i dag siger kibbutzens navn, Ein Dor, med både stolthed og varme.
Interessen for Israel holder stadig ved, men i forhold til den jødiske kultur vender han også blikket mod New York og ”det der ekstremt besynderlige jødiske område lige på den anden side af broen … ”
Med en så tydelig assimilation, hvad er det så der tiltrækker ved f.eks. Israel og de jødiske kvarterer i New York:
”Det jødiske er en klangbund i mit hjerte. Det er svært at forklare. Der er en samhørighed der rammer mig en gang imellem. En genkendelse. Som da jeg var til koncert med Leonard Cohen i København i sommer. Jeg blev meget blød om hjertet, fordi der på scenen står en ældre mand, der minder mig så meget om min far. Jeg kunne helt klart genkende min far i ham. Sådan har jeg det også med andre ældre jødiske mænd, som f.eks. forfatterne Philip Roth og Amos Oz.”
Indsigt og ydmyghed
Det jødiske har aldrig direkte været et tema i Ib Lucas’ mange bøger. Ikke fordi han ikke vil, men fordi det jødiske også er noget der kalder på en ydmyghed i ham:
”For at skrive noget om jøder skal man have en vis indsigt, synes jeg. Og den har jeg ikke”.
”Det jødiske i mine bøger er nok at de alle handler om en fornemmelse af at lede efter identitet. Jeg føler mig fuldkommen dansk, men for mange jøders vedkommende er der en usikkerhed i livet. En psykologisk fornemmelse af fremmedhed. Forklaringerne om identitet og usikkerhed i livet, og hvordan det viser sig i hans bøger, bliver sagt langsomt og med eftertænksomhed. Men
pludselig slår Ib Lucas en latter op og siger med fasthed i stemmen:
”Jeg ville aldrig kunne gøre jøder til skurke i mine bøger."
PS. Ib Lucas bor i dag på Frederiksberg og har tre børn.
Artikel-oversigt
;)
;)
