Tags:
Videnskab Goldberg#9Om at google
Som så mange andre mødre plager også Sergey Brins mor sin søn om at han snart må afslutte
sit universitetsstudie. Han er over 30 år gammel og bør have noget at falde tilbage på. Også
selv om han har skabt Google og rangerer som den 32. rigeste i verden.
Af Michel Solovej
Det er så få forundt, at det må være en af de største anerkendelser man kan opnå: at få en kage opkaldt efter sig. I skrivende stund kan jeg kun komme i tanke om to: Napoleon og Sarah Bernhardt.
For et firma er den største udmærkelse at firmaets varemærke – brand – giver anledning til dannelsen af et verbum.
I skolen lærte vi at en støvsuger på engelsk hedder vacuum cleaner, men i daglig tale er det mere normalt at sige ”to hoover the carpet”. Det er måske ikke så mærkeligt at et gammelt hæderkronet selskab som Hoover, der bl.a. producerer en hverdagsting som støvsugere, kan danne et verbum.
Mere bemærkelsesværdigt er det at et firma der ikke har eksisteret i 10 år, og som ikke producerer noget som helst, kan gøre det samme. Og så har Google endda opnået at skabe et enslydende verbum på alle verdens sprog.
”At google” betyder at søge efter information på Internettet. Man kan google hvad som helst. Googler jeg mit efternavn, finder jeg ca. 60.000 Internetsider, men kun en sølle håndfuld hvis jeg googler hele mit navn.
Tidligere surfede man på Internettet. Men ordet ”at surfe” er stort set forsvundet. Kun få surfer ustruktureret rundt uden mål og med. Anderledes er det med at google. Det er struktureret aktivitet, hvor der søges efter viden. At google gør klog – eller?
Al verdens information
Firmaet Google har formuleret sin mission således: ”at organisere verdens information for at gøre den almindeligt tilgængelig og nyttig”.
Google blev stiftet i 1998 af to studerende ved Stanford universitet: Sergey Brin og Larry Page. Og udover den ædle mission har Google også gjort de to studerende ganske velhavende. I dag er Google 180 mia. dollars værd, og Brin og Page, der nu er i begyndelsen af 30’erne, rangerer som hhv. nummer 32 og 33 på Forbes’ liste over verdens rigeste.
I maj i år deltog Sergey Brin i Israels ”Presidents convention”, og i den anledning blev han interviewet til dagbladet Jerusalem Post (interviewet findes live på JerusalemOnline).
Intervieweren spørger om Google er et særligt jødisk selskab, idet de to stiftere og de første der blev ansat i firmaet alle er jøder. Et spørgsmål han undskyldende siger kun kan være politisk korrekt i Israel.
Brin svarer vævende at Google ligesom Israel fra sin start opnåede meget med meget få ressourcer, og at evnen til at improvisere fortsat er en bærende værdi i Google.
Havde Brin haft lidt mere tid til at overveje sit svar, kunne han have sagt at hele Googles mission bygger på en jødisk tradition – at søge information i tekster og gøre den til nyttig viden.
Et helt andet jødisk træk er Brins historie om sin mor. Selv efter den enorme forretningsmæssige succes plager hun ham for at gå tilbage til Stanford og gøre sin uddannelse færdig. Det er jo godt at have noget at falde tilbage på!
Arbejder p.t. for Google
Google bygger på Brins og Pages forskning i informationssøgning. Googler man Sergey Brin, finder man hans oprindelige hjemmeside på Stanford universitetet med et billedeaf en meget ung Brin og den pudsige bemærkning til ære for hans mor: ”I am currently at Google – jeg arbejder p.t. for Google”.
Yderligere kan man læse at Brin i efteråret 1998 underviste i kurset CS349 sammen med Larry Page. Af kursusbeskrivelsen fremgår det at de studerende skulle have forudsætninger i programmeringssproget C og basale forudsætninger i grafteori og lineær algebra. Enhver der har snuset til datalogi og matematik vil vide, at der her er tale om helt elementære forudsætninger.
Kursets emne var informationssøgning på Internettet, og specielt ville en dengang nyudviklet algoritme (en struktureret trin for trin-metode) kaldet PageRank blive gennemgået.
For at tiltrække studerende til kurset skrev Page og Brin at der allerede var mange der havde draget nytte af den nye algoritme.
Det skulle vise sig at være en underdrivelse af dimensioner. PageRank er kernen i Googles teknologi og benyttes i dag af milliarder af mennesker verden over foruden at have gjort Brin og Page til multi-dollars milliardærer.
Vær ikke ond
Det er ikke tilfældigt at Google er den mest anvendte søgemaskine på Internettet. For Google leverer på få millisekunder prioriteret information som svar på en forespørgsel. Opgaven er ikke blot at finde Internetsider hvor et bestemt ord forekommer.
For at gøre information tilgængelig og nyttig gælder det om at finde den information som bedst passer til en forespørgsel. Det er denne opgave PageRank løser.
Google gør et stort nummer ud af at de ikke på nogen måder manipulerer med resultaterne. Om denne integritet skriver Google på sin hjemmeside:
”Googles komplekse, automatiserede metoder gør menneskelig indblanding utrolig svært. Og selv om vi viser relevante reklamer over og ved siden af vores resultater, sælger Google ikke resultaternes placering (f.eks. kan ingen købe sig til en højere PageRank). En Google-søgning er en nem, ærlig og objektiv måde at finde kvalitets-websteder med oplysninger der er relevante for din søgning.”
Google har et motto, som alle ansatte – kaldet ”googlers” – kan udenad. ”Don’t be evil” – Vær ikke ond. Men selv en virksomhed med høje og ædle idealer som Google må sande at virkeligheden byder på dilemmaer. I Googles tilfælde opstår dilemmaerne på grund af Googles enorme udbredelse.
Internettet er fuld af information. Elskere af nettet priser den demokratiske struktur der giver mulighed for enhver at publicere hvad som helst. Men det er virksomheder som Google der gør denne overflod af information og misinformation tilgængelig og brugbar.
Hos Google findes de endegyldige svar på alt – en moderne udgave af oraklet i Delphi. Sandheden er dog ofte ilde hørt, og det er bestemt ikke alt hvad der skrives der er sandt.
Kina og censur
I disse tider hvor Kina er i fokus med De Olympiske Lege, kan man ikke komme uden om det dilemma som Google i 2002 blev anbragt i.
På daværende tidspunkt var Google ikke repræsenteret i Kina. Kinesiske brugere kunne benytte hjemmesiden www.google.com i en kinesisk version og havde derfor adgang til at søge efter de samme oplysninger som f.eks. danske brugere af Google. Men de kinesiske myndigheder overvåger og censurerer al Internetinformation som går ud af og ind i landet.
For de kinesiske myndigheder var Google et særligt problem. Da Google ikke var repræsenteret i Kina, havde regeringen ingen autoritet overfor Google. Censuren virkede kun delvist, idet Google som sådan ikke var problemet, det var derimod de Kinakritiske hjemmesider som Google fandt via søgningerne.
Hvis man inden for Kinas grænser søgte efter en forbudt hjemmeside på www.google.com, ville en henvisning til siden fremgå af Googles liste, men et klik på linket ville ende i en fejlmeddelelse.
Dette var utilfredsstillende for de kinesiske myndigheder, fordi kinesiske borgere til stadighed blev mindet om myndighedernes censur. Men Google var for populær i Kina til at myndighederne helt ville blokere den. På forskellig vis blev Google chikaneret, og situationen blev uholdbar for Google.
I 2005 åbnede Google en service med base i Kina. Søger man via www.google.cn får man ikke de samme resultater. Her er de Kinakritiske sider sorteret fra. Til gengæld fungerer siden og bliver ikke chikaneret. Google placerer nederst på siden en kommentar om at visse søgeresultater er sorteret fra pga. lokal lovgivning. Måske det bedste alternativ: Information om manglende information.
Googles beslutning om at udøve selvcensur overfor de kinesiske myndigheder blev ikke positivt modtaget i USA. Selskabets ledelse blev indkaldt til en høring i Kongressen og blev her bl.a. kaldt nazi-kollaboratører.
Ikke hele sandheden
Hvordan kan Google leve med mottoet ”Don’t be evil”, når det censurerer på vegne af Kinas regering? Hvordan kan Google leve med mottoet ”Don’t be evil”, når hadefulde antisemitiske hjemmesider er de første der præsenteres ved søgning på ordet ”Jew”?
En anden kontroversiel episode opstod da Steven Weinstock, en tidligere *jeshiva-student og nuværende ejendomsinvestor fra New York, googlede ordet ”Jew.”
Højst prioriterede resultat var (og er) den stærkt antisemitiske hjemmeside "Jewwatch”. Weinstock startede en online underskriftsindsamling for at få Google til at fjerne siden. Google nægtede med henvisning til at der ikke manipuleres med søgeresultaterne.
I interviewet med Jerusalem Post forsvarer Sergey Brin denne holdning og siger at Googles søgeresultater er et spejlbillede af verden.
På Googles hjemmeside findes en forklaring på, hvorfor nogle søgninger giver uventede resultater. ”Hvis du for nylig har brugt Google til at søge efter ordet ”Jew”, kan du have fået meget foruroligende resultater. Vi forsikrer dig om at synspunkter på sådanne Internetsider ikke på nogen måde støttes af Google.”
Søges der i stedet på ”Jewish”, ”Jewish people” eller ”Judaism” er resultaterne mere informative. Google henviser til to artikler der delvist beskriver problemet. Ordet ”Jew” bruges ofte med en antisemitisk undertone. For eksempel er det mere almindeligt at beskrive en jøde som ”Mrs. Goldberg being Jewish” i stedet for ”Mrs. Goldberg is a Jew”.
Det er desværre ikke hele sandheden. Anti-Defamation League kom måske endnu tættere på med bemærkningen: ”Det langvarige ejerskab, måden artikler er sat op og links til og fra sitet samt strukturen af selve sitet tilsammen øger rankingen af “Jewwatch” i Googles system”.
Om ordet jøde også på dansk har haft en antisemitisk undertone, skal jeg ikke kommentere yderligere. Googler man ordet jøde, dukker det første antisemitiske resultat op som nummer elleve.
Den største hæder en person kan opnå er at få en kage opkaldt efter sig. Få virksomheder kan bryste sig af at deres brand bliver brugt som verbum. På dansk har vi sandelig jødekager – måske en hædersbevisning.
Verbumsformen af ordet jøde er derimod afskyelig. Men det er en helt anden historie.
I denne artikel er samtlige faktuelle oplysninger fundet på Google.
Artikel-oversigt
;)
;)
