Tags:
Film Goldberg#10Neurotisk på den sjove måde...
Woody Allen har fået hele verden til at hulke af grin, men karrieren begyndte katastrofalt dårligt med bævende knæ og nogle jokes om religion, ekskoner og forældre.
Af Benjamin Krasnik
Han burde være vant til det. At få bragende bifald. For nylig var der stående ovationer til endnu en genistreg i den over 40 år lange karriere, da Woody Allens første operaopsætning havde premiere i Los Angeles.
Men aftenens instruktør og verdenskendte komiker gemte sig bag kulisserne, for genert til at vise sig for de begejstrede fans.
For 48 år siden stod Allen på scenen i Blue Angel, en af 60’ernes mere sofistikerede New Yorker-natklubber. Den kun 25-årige Allen havde skrevet vittigheder til columnister og TV-værter i nogle år, men aldrig selv fremført dem.
Denne søndag var han nervøs og utilpas. Han havde øvet sig i månedsvis på sit manuskript, som var blevet skrevet om og raffineret mange gange.
Iført slips og jakkesæt stillede han sig op ved mikrofonen, rømmede sig og kiggede med sit nu så velkendte bekymrede blik bag de sorte briller ud mod publikum.
Stiv som et bræt fremførte han sit indøvede materiale, monotont og mekanisk uden personlighed eller indlevelse. Efter en halv time gik han ned fra scenen, skuffet og trist.
”Det var ubeskriveligt smerteligt. Jeg rystede hele dagen ved tanken om igen at skulle stå foran folk og være sjov,” husker Allen seks år senere om sin første tur i rampelyset i New Yorks showbusiness.
Den aften lærte Woody Allen en afgørende lektie, nemlig at selv den sjoveste joke kræver personlighed. Og personlighed har vi siden fået fra den lille amerikaner i de brune fløjlsbukser og grå tweedblazer.
Woody Allen har overbevist hele verden med sine jokes og fået de fleste til at hulke af grin, når han i sine klassikere viser et billede af samtidens New York og med sit bekymrede blik fortæller om sine depressioner og ekskoner.
Filmarbejde som terapi
I 1966 var Woody Allen blevet en kendt entertainer. Han havde skrevet manuskriptet til sin første film og deltaget i The Ed Sullivan Show på CBS. Drengen fra den amerikanske arbejderklasse var blevet en stjerne.
Han blev inviteret til Det Hvide Hus for at optræde til statsbesøg og boede i en penthouselejlighed p. det mondæne Upper East Side.
I dag er han Manhattans ukronede konge. Hans 45. film Vicky Christina Barcelona spiller nu i alverdens biografer med Scarlet Johansson og Penelope Cruz i hovedrollerne.
Han er forfatter til 13 bøger og en række teaterstykker, han er amatørmusiker, har vundet et par Oscar-priser og er den mest berømte småneurotiske jøde i verden.
Hvis 72-årige Woody Allen skal bedømmes ud fra karaktererne i hans mange filmoptrædener – hvilket han selv nægter at have nogen forbindelse med – finder man bag de store sorte briller en neurotisk, bekymret, paranoid, hypokondrisk, depressiv og nervøs lille mand med freudianske komplekser og en forkærlighed for unge kvinder.
Det er alt sammen muligvist sandt, men han er stensikkert en af den moderne tids største amerikanske komikere siden Buster Keaton og Charles Chaplin. Og de nervøse og generte træk er han ikke sluppet af med trods den store succes.
Woody Allen gemmer sig for direkte bifald og undgår småsnak med naboerne I elevatoren. Han ser ikke sine film, når de er kommet i biograferne, og han læser ikke anmeldelser.
Men Woody Allen er slet ikke neurotisk, har han forklaret i Time Magazine: ”Jeg har bare været god til at spille skuespil”. Han opfatter heller ikke sig selv som højkulturel, men som en middelklassetype, der går I jeans og drikker øl til baseball-kampe.
Alligevel har han modtaget psykoterapi i ca. 30 år, og mange af hans film indeholder psykoterapeutiske scener. Selv i animationsfilmen Antz, hvor han lægger stemme til hovedpersonen, er åbningsscenen en klassisk Allen-analyse.
Og Woody Allen indrømmer, at filmarbejdet er terapi for ham. ”Jeg laver film for ikke at blive deprimeret,” har han sagt. Måske som terapi for sin knapt så lykkelige barndom.
Königsberg
Det lå ikke i kortene, at Woody Allen skulle f. succes. Han voksede op som Allan Königsberg under trange kår I New York-forstaden Brooklyn, og det var ikke let at være lille Allan i det fattige hjem i slutningen af 1930’erne.
I det tætbefolkede hus i bydelen Midwood, hvor Königsberg-familien boede, var der et konstant leben af fætre, tanter og onkler, og det høje lydniveau har måske været en med virkende årsag til, at Allen senere i livet foretrækker ro og lange perioder i ensomhed.
Bedstefædrene Leon og Isaac – navne som Allen ofte bruger til sine filmkarakterer – var immigranter fra henholdsvis Østrig og Rusland. Allens forældre var vokset op med jiddish, og moderen Netty forsøgte at fastholde de jødiske traditioner og sendte drengen til hebraiskundervisning.
Barndomshjemmet var religiøst med overholdelse af shabbatens bud og søndagsskole. Allan stod bar mitsva i 1948, men han tog ikke religionen til sig. ”Jeg blev ikke særligt berørt af synagogen. Jeg var ikke interesseret i Seder eller hebraisk. Jeg var ikke interesseret i at være jøde … jeg var optaget af baseball og film”.
Allen betragter sig selv som ateist, men humoren og referencer til jødisk liv er gennemgående i hans værker og fylder enormt meget i hans kunstneriske univers.
Eksempler er den kendte joke The Moose om elgen, der er forklædt som the Solomons, eller Allen selv som ortodoks jøde med sidekrøller og hat i Zelig eller som succesfuld instruktør med kvaler, som søger råd hos sin rabbiner i Crimes and Misdemeanors fra 1989, hvor emner som moral og religion bliver taget op mere end i nogen anden Allen-film.
Den rødhårede, blege knægt med stritører blev passet hjemme, mens Netty arbejdede som bogholder for at brødføde familien, fordi den uduelige far Morty ikke kunne holde på et job mere end en måned ad gangen.
Allen legede for sig selv, og når moderen endelig kom hjem, fik han et par på lampen, når han prøvede at få opmærksomhed. ”Mit livs fortrydelse er, at jeg ikke er en anden person”, har han senere sagt.
Allens opfattelse af forældrene er ikke just yndefuld. Simple mennesker, som ikke forstår sig på kultur og kunst, og hvis værdier er ”Gud og tæpper”.
Novelle-filmen Oedipus Wrecks fra 1989, som indgår I trilogien New York Stories, er en memoire over moderen. Filmen handler om en fyr, hvis jødiske, pinlige og manipulerende mor gør livet surt for ham.
Alt, hvad han ønsker, er blot, at hun skal forsvinde, hvilket hun gør, men som en kæmpe altoverskyggende ballon på New Yorks himmel.
Pjæk
Som lille legede Allen ikke på gaden med de andre børn. Han brød og bryder sig ikke om varme og sol og fandt skygge og ro i de kølige biografer, hvor han så Snehvide og Pinocchio.
Han gad ikke lave lektier og læste i stedet Superman og Batman. Da han blev ældre, forelskede han sig i Ingmar Bergman, Fellini, Chaplin, Renoir og Borte med blæsten.
I gymnasiet fortsatte han med at skulke for at se film og læse tegneserier. Hans mor forsøgte at motivere ham ved at give ham en Olympus skrivemaskine, hvilket skulle vise sig at ændre hans liv – ikke fordi han strammede sig op i skolen, men fordi han begyndte at skrive jokes.
Som 16-årig fik han sin første vittighed optaget i New York Daily Mirror. Han blev indskrevet på New York University, hvor han læste film og sprog – til trods for moderens ønske om at sønnen skulle blive apoteker.
Men han blev smidt ud og lavede i stedet vittigheder til columnister og TV-stjerner, med stor succes.
Som 20-årig blev Allen gift med en filosofistuderende. Hun var ateist, han selv agnostiker. Om begivenheden siger han i en af sine tidligere stand-up optrædener: ”Vi blev viet af en reformrabbiner, en meget reform rabbiner: En nazist”.
Hans manglende uddannelse opvejede han ved at følge konens filosofikurser og læse de store græske tragedier bl.a. om Ødipus som han tydeligvis er blevet inspireret af siden hen og brugte i sine film. Ægteskabet var ikke lykkeligt og endte i skilsmisse.
Siden brugte Allen skilsmissen i sine jokes og manuskripter: ”Vi havde to muligheder. En skilsmisse eller en rejse til Bermuda. Vi havde en seriøs og voksen diskussion og valgte skilsmissen, da vi ikke havde mange penge, og så fordi en ferie kun varer to uger, mens man altid vil have en skilsmisse.”
I sine stand-up optrædener i New Yorks natklubber og i TV-shows I 1960’erne forvandlede han sine svagheder til styrker og udviklede den neurotiske, nervøse og intellektuelle personlighed, og trak flittigt på sin jødiske identitet, barndom, forældre og skilsmisser.
”Jeg fik et job i et reklamebureau, der søgte en mand, som kunne sidde i kontoret og se jødisk ud for at vise omverdenen, at de hyrede folk fra minoriteter. Jeg prøvede desperat at se jødisk ud. Jeg læste mine dokumenter fra højre til venstre. Men de fyrede mig til sidst, fordi jeg tog fri på for mange jødiske helligdage.”
Kunst og kvinder
Fra 1960-70 gik det hurtigt i Woody Allens karriere. Han optrådte bl.a. I det populære Johnny Carson Tonight show sammen med en anden berømt jødisk instruktør, Mel Brooks.
Inden Allen fyldte 30, var han allerede en stjerne. Han skrev til magasinet The New Yorker, havde sin første Broadway opførelse Don’t Drink The Water i 1966 og optrådte på forsiden af Life i 1969.
Men han var ikke den slags stjerne, som ellers prægede tidens musik- og filmshowbusiness under sloganet sex, drugs and rock ’n’ roll. Allen hader rockmusik og har aldrig været den store livsnyder, når det kommer til sprut og røg.
Men interessen for kvinder er noget helt andet. I et CBS-indslag fra 1967 om den 31-årige up-coming komiker siger han på en vandretur gennem et museum:
”Jeg går på museum for at finde kvinder. Jeg går gennem 2000 års fantastisk vestlig kunst på fem minutter for at se på piger, men i ny og næ opsuger jeg noget af kunsten.”
I midten af 60’erne bad Warren Beatty ham om at lave manuskriptet til Whats up, Pussycat, som blev filmet i London. Peter Sellers og Allen spillede hovedrollerne, men manuskriptet blev ændret så mange gange, at Allen til sidst følte, at det ikke længere var hans værk.
Da han vendte tilbage til New York i 1965, lovede han sig selv, at han aldrig ville lave en film igen uden at have total kontrol over manuskriptet.
Det løfte har han holdt. Med debuten Take The Money And Run indledte Allen en lang karriere som instruktør for sine egne film og med sig selv i centrale roller. Han har næsten lavet en film om året siden.
De seneste ti år har det været udpræget dramafilm som f.eks. hyldesten til jazzlegenden Django Reinhardt Dur & Mol fra 1999 og thrilleren Matchpoint fra 2005.
Allens største og mest berømte film fra 70’erne og 80’erne består udpræget af dialogscener med intellektuelt opdaterede middelklassekarakterer og deres kultur og neuroser.
Med en kynisk tilgang diskuterer og udlever personerne by- og parlivets problemer ud fra Allens selvreflekterende litterære, politiske og seksuelle humor, som især fremhæves i klassikeren Annie Hall fra 1977. Her opleves Allens kvindebesættelse, hans forhold til forældre, barndom, værdier og frygt for sygdomme og død.
Oscars til Woody Allen
Woody Allen er mest kendt for sine humoristiske værker, som toppede fra begyndelsen af 80’erne og ti år frem med bl.a. Zelig, Hannah And Her Sisters, Mighty Aphrodite, Husbands And Wives og Manhattan Murder Mysteries.
Mia Farrow havde i mellemtiden overtaget den rolle, som Diana Keaton havde indtaget både på film og privat. Men Farrow havde tilsyneladende svært ved at tilgive Allen efter at have fundet nøgenfotos af hendes 19-årige adoptivbarn Soon-Yi, fotos Allen havde taget.
Allen siger selv, at han aldrig havde følt et familiært forhold til Soon-Yi, og at de var blevet forelsket. De er stadig sammen i dag og har to børn.
Efter bruddet med Farrow i 1992, vendte Diana Keaton tilbage og Farrow har ikke siden vist sig i en Allen-film.
Men der er også alvorstoner i Allens film, hvor hans mere filosofiske sider træder frem, f.eks. i September fra 1987, hvor moralske spørgsmål og eksistentialisme er omdrejningspunkt.
Woody Allens senere værker bærer præg af hans fascination af europæisk film, især idolet Ingmar Bergman nævnes ofte i filmene. Hvad gør livet værd at leve, spørger han sig selv liggende i en sofa I 1979-filmen Manhattan:
”Jeg vil sige Groucho Marx, Willie Mays, Louis Armstrong, svenske film, Marlon Brando, Frank Sinatra, Cézannes æbler og pærer, Tracys ansigt”.
Tracy er den 17-årige pige, som han i Manhattan dropper til fordel for Keaton, men som vender forgæves tilbage i slutningen.
I 1977 blev Allen Oscar-nomineret for både bedste film, bedste manuskript og bedste kvindelige hovedrolle med filmen Annie Hall. Han vandt dem alle.
Siden er han blevet nomineret et antal gange for manuskripter og skuespillere, men han er kendt for sin modstand mod Hollywood og for sin undskyldning for ikke at deltage i Oscar-uddelinger:
Han vil ikke svigte drengene i det jazzband, han spiller med hver onsdag på Michael´s Pub på 55th Avenue i New York. Om det er sandt, eller om det skyldes den neurotiske side af Woody Allen, vides ikke.
Artikel-oversigt
;)
;)
