Tags:
Litteratur Goldberg#10Stadier på antisemitismens vej - Søren Kierkegaard og jøderne
Af Peter Tudvad
Hvis man som denne artikels forfatter gennem mange år har haft en faible for Søren Kierkegaard, så bliver man ikke just begejstret, når nogen forsøger at pille ’den store danske filosof’ ned fra piedestalen.
Mange har i tidens løb søgt at reducere ham til et psykiatrisk tilfælde, der med al sublimeringens verdensfjerne patos udtømte sig i en opgejlet retorik om den korsfæstede frelser, men ikke evnede at elske en kvinde af kød og blod.
Andre har gjort ham til en arrogant aristokrat og hellig hykler, der kun på prent gav til de fattige, men ellers forbeholdt sig sin mægtige formue på restaurationsbesøg og rejser, komfortable lejligheder og en herskabelig husholdning med et talstærkt tyende.
Eksemplerne er talrige, men sædvanligvis kan man med en smule research afsløre profaneringen af mesteren som den pureste spekulation, mens vandalernes motiver fortoner sig i en tåge af misundelse og smålighed eller herostratisk stræben efter at rage op over den knuste helligdoms ruiner.
Anderledes stiller sagen sig, når nogen med knap så megen selvhævdelse tager Kierkegaard på ordet og lader to og to forblive fire. Nu er det ikke som matematiker, Kierkegaard tæller som en autoritet, men som moralfilosof, eksistenstænker og teolog, så derfor forbliver regnestykket en kilde til uro, selvom resultatet står fast.
‘Kierkegaard er ikke alene Danmarks største Geni’ hed det således den 17. februar 1940 i en kronik i et af landets ugeblade, ‘hans Skrifter indeholder tillige de fortræffeligste Anvisninger til det danske Folks Frigørelse fra den jødiske Aand, der mere og mere har taget Overhaand i Danmark, og som han ansaa sig for kaldet af Forsynet til at bekæmpe. Saa man kunde for saa vidt være berettiget til at hævde, at Søren Kierkegaard var den første danske Nationalsocialist’
Herre jemini, var han virkelig det? Eller er det bare en ideologisk projektion, som kronikøren – en vis herre ved navn Richard Geill – foretog til glæde for abonnenterne på bladet, nemlig National-Socialisten, der ikke just gjorde en røverkule af sit antisemitiske sindelag?
Selvfælgelig er det en projektion, al den stund Kierkegaard allerede døde i 1855 og således 75 år før, det danske naziparti brød ud af antisemitismens og nationalismens moderliv.
Og dog er kronikøren ikke i ond tro, for Kierkegaard støber selv kuglerne til den kanon, der saluterer ham lige lukt ind på det brune parnas i Europas mærkeste årtier.
Dér hører han i virkeligheden til, skriver Geill, der giver visse ’jødiske Lærdes og Kritikeres Behandling’ af Kierkegaard skylden for, at han ikke hidtil er blevet associeret med den nationale antisemitisme.
Synderen er frem for alle Georg Brandes, der i 1877 skrev den første biografi om Kierkegaard. Men også Meïr Aron Goldschmidt, der allerede på Kierkegaards egen tid ødelagde hans renommé med sine satiriske slag under bæltestedet, hører til på Geills animositetsliste.
Det var nemlig Goldschmidt, der i tidsskriftet Corsaren foranstaltede en veritabel kampagne mod Kierkegaard, der efter alle den letbenede journalistiks regler blev latterliggjort så dygtigt, at Kierkegaard selv – som Geill citerer – senere talte om, hvordan ’en trællesindet Jøde øvede Herskermagt’.
Ja, Goldschmidt var, som Kierkegaard skrev, og som Geill atter krediterer ham for, en blot og bar ’Jøde-Dreng’. Kierkegaard er notorisk forudindtaget mod Goldschmidt, der kun og netop kun handler, som han gør, fordi han er jøde, og ikke fordi han er ung, republikaner og antiautoritær.
Denne motivforskydning får Kierkegaard til at skrive langt rammere ting end dem, Geill citerer. Således noterer han sig om pressens diktatoriske magt i almindelighed og Corsarens i særdeleshed, at ’kun en Jøde kunde være skikket til dette af alle tvetydigste Tyrannie, endnu tvetydigere end en Aagerkarls (hvortil dog Jøder bedst egne sig)’.
Jødernes karakter viser sig i deres ’Forkjerlighed for Penge’, og derfor er kun døden som ubønhørlig ågerkarl ’værre end den blodtørstigste Jøde’. Trods sin vrede over Corsarens karikaturtegninger af ham, mente Kierkegaard selv så let at kunne kende en jøde på hans udseende, at det undrer ham, når en anden ’Kjender af Ansigter ikke kjender en Jødes fortrinligviis marquerede Physionomie’.
Og for heller ikke at stå tilbage for senere tiders konspirationsteoretiske mistænkeliggørelser af jøderne konstaterer Kierkegaard under sit bråvallaslag med Goldschmidt, at hans blad egentlig er ’en Jøde-Opstand mod de Christne, (det Omvendte af en Jødefeide)’.
Kierkegaard sigter tilden litterære jødefejde i 1813 – hans eget fødeår – da visse litterater gik til verbalt angreb på jøderne, som de anså for et nedbrydende element i staten, der per konstitution var kristen.
Nu mener Kierkegaard altså, at jøderne i mellemtiden har vundet så stor indflydelse og selvtillid, at de trods deres ubetydelige antal vover at gøre oprør mod den kristne hegemoni.
Dette oprør må naturligvis ikke forveksles med en religiøs krigserklæring, for her forstår Kierkegaard ikke i egentlig forstand jødedommen som religiøs, men derimod som en social, kulturel og politisk faktor, der udløser tidens emancipation, modernisme og sekularisering.
Man skal nemlig ikke lade sig besnære vor tids behagesyge magistre, professorer og æresdoktorer, når de i en håndevending gør Kierkegaard til feminist, demokrat og reformator.
Han var, som han selv skrev, en grundkonservativ aristokrat, og derfor så han med bestyrtelse på den litterære bevægelse syd for grænsen, der i 1830´erne blev kendt som ’det unge Tyskland’.
På programmet havde den netop en frisindet kønsmoral, en liberal samfundsomvæltning og en bidende religionskritik – og blandt sine prominenteste medlemmer talte den jødiske publicister som Heinrich Heine og Ludwig Börne.
Af samme grund blev bevægelsen både af Kierkegaard og andre associeret med jødedommen, sådan at filosoffen Poul Martin Møller uden videre kunne kalde et af dens medlemmer, Heinrich Laube, for ’en af Tydsklands ultra-liberale Jøder’ – selvom han overhovedet ikke var jøde.
Ét er imidlertid Kierkegaards politiske forståelse af jødedommen som en samfundsomstyrtende kraft – ja, sågar som jødernes projekterede mord på deres europæiske værter – noget andet hans teologiske tolkning af jødedommen og jøderne.
I den sammenhæng tjener jødedommen ham til en markering af, hvad kristendom er, sådan at den jødiske position over for den kristne kan forstås som det jordiske over for det himmelske, det timelige over for det evige og det materialistiske over for det åndelige.
’Den jødiske Fromhed hænger altid fast ved det Jordiske’, skriver han, ’jo frommere, jo bedre gaaer det En her paa Jorden, man lever længe o:s:v:’
Mens kristendommen derimod er forsagelse af den timelige eksistens, der ikke bør vække andet end livslede, er jødedommen ’den guddommeligt sanctionerede Optimisme, idel Forjættelse for dette Liv.’
Og hvor kristendommen som sin guds moder undfanger i jomfruelighed, så er jødedommen ’Ægteskab, Ægteskab, forplanter Eder og vorde frugtbare, Velsignelser over Slægten o:s:v:’
Det sidste reproducerer selvfølgelig den klassiske fordom om jødernes dyriske fertilitet – jøderne, der med Kierkegaards egne ord ’ret til gavns forstod sig paa Slægts-Forplantelsen’ – mens det første foregriber den puritanske foragt for deres verdslige væsen.
Kierkegaard kunne derfor uden betænkeligheder have tilsluttet sig pkt. 24 i det tyske nazipartis program fra 1920, som konstaterer, at partiet ’bekæmper den jødiskmaterialistiske ånd inden i og uden for os’.
En konsekvens af den nazistiskåndelige kampgejst er en dødsforagtende vilje til at ofre sig – en offervilje, som nazisten dr.phil. Viggo J. von Holstein-Rathlou i Jul i Norden 1942 glæder sig over også at kunne finde hos Kierkegaard.
Vel tilstår han, at det ikke var et rige af denne verden, Kierkegaard ville ofre sig for, men hans lære om martyriet og pligten er ikke desto mindre værd at lade sig inspirere af.
’Kristendom er ikke nem og bekvem, den er ikke Halvhed og Humanisme, Venlighed og Bedstefaderlighed’. Det var nazismen som bekendt heller ikke, så selvom Kierkegaard ikke var nationalsocialist, må vi desværre erkende, at den litterære antisemitisme ikke bare findes i Zions Vises Protokoller, men også i Stadier paa Livets Vei og andre værker af Søren Aabye Kierkegaard – ’Danmarks store filosof’.
Artikel-oversigt
;)
;)
