Tags:
Historie Goldberg#8Om brune hamstere og jægere og andre samlere
Af Matthias Bjørnlund
Det første billede i det lille, brune fotoalbum er et postkort. Motivet er, som angivet, Haus Wachenfeld, Berchtesgaden, Obersalzberg. En præcisering er tilføjet med hvidt blæk efter den trykte tekst: ”Der Führers Heim”.
Albummet er nu ikke tysk, men dansk, 46 billeder i lille format taget af et midaldrende dansk par på ferie i Tyskland. Postkortet er sendt fra Berchtesgaden den 20. august 1936, til Sparekassen for Kjøbenhavn og Omegn i Valby, med en tekst der lyder:
”De venligste Hilsener hernede fra de bayerske Højalper. Her er jo en pragtfuld Natur med smukke Udsigter og Udflugter, men efter 2 Dages straalende Sol har vi nu haft 2 Dage med skyet Vejr og Halvdagsregn. Men vi har et dejligt Værelse med Altan med Udsigt, det hjælper lidt. Mange Hilsener Ingeborg og Knud Jørgensen.”
Det er ægteparret Jørgensen, der har taget billederne i albummet, det kan der ikke være megen tvivl om. De lægger ud med et billede af Hitlers sommerresidens, men kan man deraf udlede, at de nødvendigvis skulle have nazi-sympatier?
Hvis det var England de havde besøgt, ville det første billede i deres fotoalbum så have været et postkort fra London: ”Buckingham Palace”, med tilføjelsen: ”Her bor Kongen”?
Måske ikke, men der er umiddelbart intet sensationelt at finde i albummet; hvis det repræsenterer eller informerer om noget udover sig selv, er det normalitet snarere end f. eks. fascination: Hitlers Tyskland anno 1936 er naturligvis et sted, et par danskere fra det bedre borgerskab vil besøge som et hvert andet tilgængeligt turistmål.
Ægteparret Jørgensen er i Berchtesgaden, og som turister fotograferer de den ganske rigtigt pragtfulde natur, de pæne huse, et elektrisk lokomotiv og hinanden.
De er i Nürnberg og fotograferer Frauentor, Schönen Brunnen og Adolf Hitler-Platz med hagekors-faner; her bliver der gjort forberedelser til Reichsparteitag.
De er i Berlin og fotograferer Rigsdagen og vagtparaden ved Siegessäule. Det sidste foto er af Storstrømsbroen: ferien er slut.
Fotoalbummet fandt jeg for en del år siden i en rodekasse på et loppemarked i Nørrebroparken, det kostede en flad tier.
Som nævnt: intet sensationelt ved det fund, men ikke desto mindre interessant, tankevækkende at få i hånden uden varsel. Og, som historisk kilde, et unikum.
Det at finde eller samle genstande fra den tid, nazismens epoke og besættelsen, har ellers med megen ret fået et dårligt ry. Rygter går om de ”brune hamstere”, samlere med en i bedste fald fetich-præget, i værste fald ideologisk betinget mani for bøger, dokumenter og fotos af nazistisk herkomst.
En skyggeverden hvor man – hvad ved jeg – bytter en Himmler-autograf for en SS-dolk som var det frimærker, hvor der findes kældre fyldt med sagnomspundne genstande, der aldrig ser dagens lys endsige en seriøs forsker, hvor væsentlighedskriteriet kan koges ned til: jo mere kendt en nazist der har ejet eller haft berøring med genstanden, jo bedre, jo mere værdifuld.
Den slags kunne formentlig give fast arbejde til en god håndfuld psykologer. Det væsentlige i denne forbindelse ligger et andet sted.
Ikke bare i det selvfølgelige faktum, at alt ved nazismen, besættelsen, Holocaust på ingen måde allerede er fundet og vendt og drejet.
Det ligger snarere i, at alt relevant materiale ikke befinder sig på museer, i arkiver eller i utilgængelige private samlinger. Eller, som det desværre ofte sker, er blevet smidt ud ved oprydninger, flytninger eller dødsboer.
En historienørd som undertegnede med få penge på lommen, et i andre sammenhænge ret ubrugeligt jæger og samlergen, samt en indgroet og muligvis let neurotisk modvilje mod at se nyttig information gå til spilde eller komme på forkert hylde, kan med jævne mellemrum finde ting og sager på markeder og hos marskandisere, øjenåbnere af – om ikke andet – så moderat forskningsmæssig interesse.
Lad dette være en opfordring til at finde, bevare, give videre. For at tage et andet eksempel: forrige år ved en hollandsk bogauktion i Helligaandshuset i København snublede jeg over en lille, undselig dagbog af en dansk præst ved navn Niels Krapper, født 1916.
Kun få sider er beskrevne, dækkende perioden juli 1943-august 1944. Hinsides graven har Krapper sendt en hilsen til eftertiden gennem dagbogens første sætning:
”Den som uretmæssigt faar fat i denne Bog og læser den, maa takke sig selv for, at han maaske vil faa Ting at se, som han ikke ønskede at se.”
”Point taken”, som man siger. Niels Krapper var grundtvigianer, og meget handler om at være nyudklækket grundtvigiansk præst i et indremissionsk miljø (han var ”fanget i Jersie”, som han skriver).
Det handler også om den svære kærlighed til Kamma, komplet med hemmelig forlovelse, om tvivl på egen formåen og om tro, naturligvis.
Og så, 8. oktober 1943, om jødeaktionen i Danmark:
”I de sidste Dage har jeg intet skrevet. Det er en frygtelig Tid for vort Land, men jeg haaber paa det bedste for os alle. Det er frygteligt med Jøderne, og det værste er, at de efter dette bliver Martyrer og det har de sandelig ikke fortjent. Men man maa heller ikke behandle dem paa den Maade, for det vedkommer jo ikke Tyskerne.”
Jødeforagt, patriotisme og hvad man kunne kalde humanisme i et og samme åndedrag, et vel ikke uinteressant vidnesbyrd i forhold til f. eks. forskningen i danske teologers antisemitisme.
Der kunne nævnes en hel del andet, f. eks. dele af et tysk fotoarkiv fra nazismens tid, som jeg købte af en marskandiser på Blegdamsvej – det er hovedsagelig billeder af sportsudøvere og filmstjerner – og dermed lidt af et fund, hvis man forsker i f. eks. nazismens ikonografi eller i dens kropsdyrkelse, ”Kraft durch Freude”, den anden side af dødskult og udryddelsesideologi.
Hos samme marskandiser erhvervede jeg for nylig en tom kuffert i dårlig kvalitet, typisk krigstidsprodukt. Hvad der fangede min opmærksomhed ved netop den kuffert blandt andre i samme reol var det, der var skrevet med hvidt på siden, halvt dækket af brunt papir: ”LH 308. 4 Batl. 3 Komp. L. Zneider. Hothers Plads 15. Kbhv Danmark.”
Mistanken var vakt: Det måtte være et medlem af den Danske Brigade i Sverige, og navnet Zneider forekom sært bekendt.
En telefonopringning til en kollega med bedre forstand på perioden satte tingene på plads: kuffertens ejer, menig 308, dansk-jødiske Hirsch Leib Zneider, blev skudt og dræbt 6. maj 1945 ved en træfning ved Landsarkivet i København.
Så står man med en kuffert, der lige pludselig er blevet meget tung.
For en god ordens skyld: disse fund enten er blevet eller vil blive overdraget til relevante forskere og forskningsinstitutioner. Brune hamstere er der nok af.
Artikel-oversigt
;)
;)
