Tags:
Kunst Goldberg#8Kulturens mange spor
Nærgående møder mellem meget forskellige kulturer har præget billedkunstneren Doris Blooms liv, og de har også sat sig dybe spor i hendes kunst.
Af Kasper Monrad
I den danske kunsthistorie regner man ikke kun en kunstner for dansk, når hun eller han er født i landet, men også hvis hun har tilbragt hovedparten af sit kunstnerliv i Danmark. I den forstand er der ingen tvivl om, at Doris Bloom er en dansk kunstner.
Hun bosatte sig her i landet i 1976, 22 år gammel, blev uddannet ved Kunstakademiet i København og har siden haft Danmark som base for sit arbejde.
Men Doris Bloom er ikke kun dansk. Med sig havde hun sin personlige og kunstneriske ballast fra sin barndom i Sydafrika. Og det har haft afgørende betydning for hendes kunst.
Selv betragter Doris Bloom sin baggrund som ikke-europæisk – uanset at hendes mor er Holocaust-overlever fra Litauen, og hendes fars familie stammer fra Wales.
Hun er vokset op ude i bushen – uden fjernsyn – og var 18 år, før hun satte sine ben på et kunstmuseum. Dvs. hun har ikke kendt den vesterlandske billedtradition fra barnsben. Det sydafrikanske billedstof, hun bragte med sig i sit indre lager, er derfor primært de billeder, hun selv dannede på nethinden under opvæksten.
Elementer fra barndommens land er hele tiden gået igen i hendes malerier. I første omgang som løsrevne fragmenter i de ofte panoramiske landskaber, hun maler – godt blandet med de senere indtryk hun har modtaget efter ankomsten til Danmark.
Der kan være tale om detaljer fra landskabet i bushen, om motiver fra afrikanske hulemalerier, om bygninger og menneskeskikkelser eller om mønstre eller hytter hentet fra den sorte befolknings hverdag.
Hertil kommer så hendes nye kulturelle ballast fra Europa.
Da Doris Bloom i 1989 malede det store, vigtige maleri ”Uddrivelsen af Paradis”, var de to hovedfigurer helt åbenlyst hentet fra den italienske renæssancemaler Masaccios berømte skildring af samme motiv.
Baggrundslandskabet er efter hendes eget udsagn inspireret af de italienske landskaber og deres varme brune farver, som hun så under sit ophold ved Det Danske Institut i Rom i 1985, men opfattelsen af landskabet går også igen i de decideret sydafrikanske motiver.
Billedets hovedmotiv er imidlertid ikke bare et kunsthistorisk citat. Valget af syndefaldet skal ses som led i en søgen efter den tabte utopi.
At være en hvid kvinde fra Sydafrika her i Europa har sikkert ikke været let, i hvert fald ikke inden apartheidstyrets fald. Noget af den smerte, tvivl og splittelse, Doris Bloom givetvis har følt, synes overført til flere af hendes malerier.
Mest håndfast tog hun fat på problematikken, da hun i 1995-96 arbejdede med projektet ”Snakes and Ladders” (hvis navn er hentet fra et brætspil med indbyggede forhindringer).
Projektet var todelt. Sammen med nogle sydafrikanske kunstnerkolleger genskabte hun i en serie af fotografier en række scener med voldelige overfald på sorte mennesker i Sydafrika.
Motiverne er den slags brutale optrin, som man i Doris Blooms barndom og ungdom hørte om, så i nyhedsmedierne eller måske ligefrem selv oplevede – hvis man altså valgte at se dem. Doris Bloom så dem og kunne ikke slippe
dem.
I anden omgang gentog hun fotografiernes motiver i en serie malerier. Men her har hun nærmest afmonteret dem. Volden, brutaliteten og ydmygelsen er veget for den maleriske bearbejdelse, hvor farverne er lagt på i tykke lag.
På denne måde har hun øjensynligt udlevet mareridtsscenerne og lagt dem bag sig.
Selve maleprocessen er meget vigtig for Doris Bloom. I mange tilfælde nøjes hun ikke med at bruge de traditionelle redskaber, altså malerpenslerne, men hun maler, som hun selv siger, ”med kroppen”, dvs. med flittig brug af hænder og fødder.
Målet er at give billederne et kropsligt udtryk. Hun begrænser sig heller ikke til maleri. Performance og lysprojektion indgår også i hendes arbejde.
Doris Bloom frabeder sig at blive kaldt en jødisk kunstner og betoner, at den afrikanske arv er stærkere. Men hun indrømmer dog straks, at hendes jødiske baggrund alligevel spiller en stor rolle for hende.
Hun har således lavet en serie ”tegninger”, hvor motiverne er skabt af røg, der har sat cirkelformede spor på papiret – hvilket helt klart appellerer til en jødisk bevidsthed og er en smertelig hentydning til alle Holocaustofrenes skæbne.
På sin seneste udstilling i Galerie Asbæk i 2006 viste Doris Bloom et gigantisk maleri, ”Scroll”, der er næsten 7 meter bredt. Titlen betyder direkte oversat ”rulle” og refererer til den engelske betegnelse for en Torarulle.
Ligesom den hellige skrift er maleriet så bredt, at det ikke kan overskues med ét blik, men må gradvist ”rulles ud” for at opleves i sin helhed.
Billedets motiv – eller måske snarere: ophobning af motiver – er tilsvarende encyklopædisk. Det består af et frodigt mylder af billedelementer, der uden central styring fylder billedfladen.
En vandret opdeling i zoner – ligesom i renæssancens maleri – er den eneste synlige strukturering. Billedelementerne udgør kunstnerens egne referencerammer, og i mylderet ses genkendelige skikkelser som Mozart og Niels Bohr ved siden af en kopi af en af H.C. Andersens primitive tegninger fra Italien.
Ved siden af disse overlagte motiver ses en stor plamage af udsplattet farve, hvor tilfældighed har bestemt udformningen.
Centralt i maleriet genfinder vi Adam og Eva fra Masaccios ”Uddrivelsen fra Paradis”, og deres nøgenhed sættes op mod en burkaklædt kvinde, en havfrue aftegnet fra en børnetegning og en meget letpåklædt side 9-pige.
Herudover findes flere referencer til mediebilleder, som ifølge kunstneren er blevet en erstatning for virkeligheden.
Doris Bloom er netop ”kommet på finansloven”, dvs. hun har fået tildelt en livsvarig årlig ydelse fra Statens Kunstfond.
Ifølge Kulturministeriets bekendtgørelse for denne fond kan den livsvarige ydelse ”tildeles kunstnere, der har en sådan kunstnerisk produktion bag sig, at vedkommende har placeret sig afgørende som kunstner”, og det betones, at tildeling alene sker ”på grundlag af en vurdering af kvaliteten i den kunstneriske produktion.”
Altså en hædersbevisning som tildeles uden skelen til kunstnernes økonomiske situation, men som i praksis også har en helt kontant funktion som et økonomisk sikkerhedsnet i perioder med lavere indtjening.
Kun de mest fremtrædende danske kunstnere kan komme i betragtning ved tildelingen af de livsvarige ydelser. Doris Bloom er en af dem.
Artikel-oversigt
;)
;)
