Tags:
Litteratur Goldberg#8Kafkas uhyre lovverden
Franz Kafka var en mester i at skildre det moderne menneskelivs eksistens. Selv tilhørte han en marginaliseret samfundsgruppe: det tysktalende jødiske borgerskab i Prag.
Af Birte Kont
Modsat den danske kan den amerikanske Kafka-forskning bidrage til at belyse Kafkas værk fra en jødisk synsvinkel og vise, at det, vi i dag forstår som kafkask, er betinget af hans baggrund.
Franz Kafka levede 1883-1924. Han voksede op i en assimileret jødisk familie i Prag, i en tid præget af politiske, sociale og etniske spændinger.
Demonstrationer mellem tjekkiske og tyske studenter endte ofte i antisemitiske uroligheder. Kafkas absurde og symbolske værker blev til i en atmosfære af fjendtlighed mod jøder; han havde aldrig kendt andet.
Kan man da undlade at tillægge det betydning, at det kafkaske hidrører fra en forfatter med baggrund i jødens erfaring med at være truet?
Rødder og identitet
Faren Hermann Kafka var søn af en slagter. Som ung flyttede han fra landet til Prag, og med midler fra ægteskabet med Julie Löwy åbnede han en galanteriforretning. Franz var familiens førstefødte. Så fulgte to drenge der døde, og herefter tre piger.
Faren var en temperamentsfuld patriark, som Kafka livslangt stod i et misforhold til. Misforholdet rummer både et alment generationsog værdiopgør i tiden og en særlig værdikonflikt.
I gymnasiet diskuterede Kafka identitet med Hugo Bergmann, der var aktiv i Bar Kochba – en kulturelzionistisk forening fra 1899, opkaldt efter en jødisk leder i det andet århundrede.
Kafka var tilhænger af Theodor Herzls politiske zionisme, men brød sig ikke om at deltage i politisk-jødiske møder.
Dog læste han Selbstwehr, det tysksprogede zionistiske ugeblad i Prag, og planlagde i 1923 at udvandre til Palæstina med sin sidste kærlighed Dora Diamant.
Men tuberkulose kom i vejen for planerne.
I 1911 da en jiddish teatertrup fra Galicien optrådte i Prag, så Kafka deres forestillinger 20 gange. Ifølge den amerikanske professor i tysk litteratur Ritchie Robertson anså Kafka det jiddishe drama ”ikke så meget for at være kunst som udtryk for jødisk liv”.
Det vakte hans følelse af at være jødisk uden det ”ubehag”, han følte ved politiske møder. Fra det jiddishe drama fik Kafka en ny viden om en østjødisk verden, og han blev ven med Jitzchak Löwy, truppens ledende skuespiller.
I december 1911 skriver Kafka i sin dagbog: ”På hebraisk hedder jeg Amschel … ”. Herefter følger ca. 100 sider om det jiddishe teater og forskellighederne i vestjødisk levevis og de østjødiske traditioner.
Inspirationen herfra ses bl.a. i fortællingen Forvandlingen og romanen Amerika og er behandlet af Evelyn Torton Beck i bogen Kafka and the Yiddish Theatre.
En værdikonflikt
I 1919 skriver Kafka et langt brev til sin far, Brief an den Vater. Den danske udgave Kære far, forstå mig ret … har forord af forfatteren og filosoffen Villy Sørensen. Han skriver, at Kafkas far aldrig læste brevet:
”Kafka gav sin mor brevet, og hun gav det ikke videre. Men hun har formodentlig læst det, og måske var hun den egentlige adressat”.
Brevet er et dokument, hvori Kafka gør op med sin far. Han skildrer sin opvækst som en uendelig kamp mellem far og søn, der altid ender med at sønnen er skyldig.
Kafka iagttager i brevet sig selv med farens øjne og ser, hvad han ikke er: en søn efter farens hjerte. Faren eller den virkning, han har på Kafka, fremkalder en skyld, der gør ham afmægtig.
Moren skildrer han som en depressiv kvinde, der underkaster sig farens ”domme”. Farens ord er lov, og det er nærliggende her at indføre begrebet Faderloven som benævnelse for den styrende orden i familiær og religiøs henseende.
Kafka skriver, at faren reagerede imod hans venskab med Löwy: ”Uden at kende ham sammenlignede du ham (…) med utøj, ”Ungeziefer””.
Jødedommen blev endnu et hjemsted for Kafkas skyld. Som et psykologisk fænomen udspringer skylden af far og søn-konflikten, og som et moralsk og religiøst fænomen står skylden i forbindelse med Loven i den ortodokse jødedoms rabbinske tradition, som faren er rundet af.
Kafka er via Löwy begyndt at vurdere farens jødedom kritisk og undrer sig over, at faren bebrejder ham, at han ikke gør som denne ”af pietet”. For hans jødedom er set med Kafkas øjne ”det rene ingenting.”
I synagogen opfatter han farens attitude som uengageret og formel.
Faren rasede over sin søn, som foretrak forfattervirksomheden frem for det faren mente var en jødisk ung mands pligt: at efterleve Moseloven, få en karriere og stifte familie. Kafka blev jurist, men det eneste bud, han fulgte, var kunstnerens.
Som Robertson peger på, skyldes Kafkas afvisning af farens jødiske praksis hans fremmedgjorthed over for ”den vestlige jødedoms halvhjertede ceremonier”.
Gennem opvæksten havde Kafka med Faderlovens værdier indoptaget farens fortolkning af jødedommen. Det indbefatter billedet af en straffende Fader-Gud – en dømmende retfærdighed, som er fattig på kærlighed. Ifølge jødisk etik er retfærdighed uden kærlighed blot en kold dom.
I 1921 skriver Kafka til Brod, at hans ”faderkompleks” ikke har med ”den uskyldige far, men med hans jødedom at gøre”. I Kafkas oprør mod Faderloven spiller Moseloven altså med.
Et generationsopgør
Kafka læser ”grådig og lykkelig” i den tyske historiker Heinrich Graetz’ storværk om det jødiske folks historie. Via Löwy får han kendskab til jiddish og hebraisk litteratur. Der er dagbogsnotater om spørgsmål i Tora, i Talmud, idéer i chasidismen og kabbala, den jødiske mystik.
I februar 1912 arrangerede Kafka i regi af Bar Kochba en foredragsaften med Löwy og indledte med en Rede über die jiddische Sprache, et forsvar for jiddish, som det assimilerede bourgeoisi i Prag ikke længere talte.
Ifølge Robertson var Kafkas formål at ”informere om sprogets oprindelse” og ”give det social oprejsning” for at få Prags vestjøder til at ”overvinde deres modstand imod slægtsskabet med jiddish”.
Før 1. Verdenskrig havde jiddish lavstatus i Prag blandt den ikke-jødiske befolkning, zionister og verdslige jøder, der satte assimilation over forbindelsen til de kulturelle rødder.
Det bragte ikke Kafka nærmere sin far. Han skriver:
”Ved min mellemkomst blev jødedommen dig afskyelig, jødiske skrifter ulæselige, du ”væmmedes” ved dem – det kunne betyde, at du stod fast på at lige præcis den jødedom, du havde vist mig i min barndom, var den eneste rigtige, derudover var der ingenting”.
Og det kunne ”kun betyde, at du ubevidst vedgik svagheden ved din jødedom og min jødiske opdragelse, at du ikke på nogen måde ville mindes om den og reagerede på alle erindringer med åbent had”.
Kafka forstår dog, at farens generation af jødiske indvandrere havde mistet religionens ånd i deres tilpasning til den tyske kultur i Prag. Men også at faren ikke følte tab, da han ikke som Kafka led af identitetsproblemer.
Åndelig nød var – som far og søn-opgøret – et tema i tiden og angik Kafkas generation af jødisk-europæiske sønner. Med Kafka gjorde en generation af intellektuelle op med deres fædres assimilationsjødedom.
Den hidrørte fra den jødiske oplysningsbevægelse Haskala, hvis mål var at tilpasse jødedommen til den verdslige, kristne kultur. Men på Kafkas tid bevirkede antisemitiske anklager i Vest- og Østeuropa, at det ikke længere var muligt at opretholde troen på, at jøder kunne assimileres i de europæiske samfund.
Sønnerne søgte tilbage i den jødiske kulturs rødder, nogle i den ortodokse tradition, andre blev zionister. Kafka rettede sin åndelige søgen mod chasidismen.
Rabbinsk lov og chasidisme
En problemstilling, der optog Kafka, findes i spændingsfeltet mellem rabbinsk lov og østeuropæisk chasidisme. Chasidismens idéer udtryktes i aforismer og legender om store tsadik’er (åndelige ledere).
Kafka tog aforismeformen til sig, og om legenderne skriver han til Brod i 1917, at de er ”det eneste jødiske, som jeg uafhængig af min tilstand straks og for altid føler mig hjemme i…”.
I fortællingen En landlæge og i Kafkas aforismer ses inspiration fra chasidismen. Chasidismen hentede idéer i den rabbinske tradition, indførte en opblødning af Lovens bogstav og satte værdier som inderlighed og henrykkelse over den rabbinske jødedoms rationelt betonede Tora-lærdom.
Herved forvanskedes ifølge traditionel rabbinsk opfattelse de religiøse værdier, hvorved chasidismen kom i konflikt med den etablerede tradition.
Det var en sådan værdikonflikt, der på et personligt plan udspilledes mellem Kafka og hans far – et misforhold mellem farens fortolkning af den rabbinske tradition og sønnens fascination af chasidismens idéer.
Lov og eksil
Hos Kafka er den, der ikke kender Loven, skyldig. Loven er på en gang universel og hemmelig og peger – bogstaveligt talt utydelig – tilbage på sig selv.
Det bevirker, at individet lades uden mulighed for at handle i forhold til Loven. Men Loven gælder alligevel. F.eks. ses i Foran Loven (et kapitel i Processen) et absurd misforhold mellem en mand fra landet og hans formodning om gældende lov.
Manden kommer til Lovens hus og beder om at få adgang, men vildledes ”år igennem” af dørvogteren (en typisk
kafkask faderfigur):
”Men mærk dig dette. Jeg har stor magt. Og dog er jeg kun den laveste dørvogter. Fra sal til sal vil du finde andre dørvogtere, den ene mægtigere end den anden. Allerede synet af den tredje er mere end selv jeg kan udholde.”
Hele livet venter manden foran den åbne port. Døden nær spørger han: ”Alle stræber jo mod loven (…). Hvoraf kommer det så, at jeg er den eneste, som i alle de mange år er kommet her og har forlangt at blive indladt?”
Dørvogteren (…) brøler til ham: ”Her ville ingen anden blive sluppet ind, thi denne port var kun bestemt for dig. Nu går jeg hen og lukker den.”
En kort fortolkning vil være, at manden ikke får adgang til den åndelige Lov-verden, men dør i eksilet.
Eksilet løber som en rød tråd igennem Kafkas værker. Kafkas antihelte rejser enten fra eksil til eksil, f.eks. landmåleren K, som tilkaldes i Slottet, eller er en borger i samfundet, der eksileres, dvs. får frataget sine borgerrettigheder i sit hjem.
I Processen bliver bankmanden Josef K. en morgen ”arresteret uden at have gjort noget ondt”. Omstændighederne er absurde, men – set i lyset af, hvad der skete omkring tyve år efter Kafkas død i 1924 – realistiske.
Abraham og Isak
I sin åndelige arv søgte Kafka udtryk for, hvad han i 1913 kalder: ”Den uhyre verden, jeg har i mit hoved”. Blandt hans aforismer findes omskrivninger af Bibelens legender og modfigurer til Abraham-skikkelsen, bl.a. en, som ”ikke engang havde en søn, men som alligevel måtte ofre ham.”
Man kan mene, at Kafkas far i sin ofring af sønnen mistolkede sin rolle som Abraham; Gud bad jo Abraham om at holde inde med ofringen. Men Kafka hengav sig til ofringen som ingen anden Isak i den jødiske historie.
I Kafkas fiktion går sønnerne til grunde. Faderloven består. I Dommen dømmer en far sin søn til druknedøden, hvorefter sønnen kaster sig i floden. I Forvandlingen bliver en søn Gregor Samsa til en kæmpebille, udstødes af familien og dør.
Som Kafka i brevet til faren ser sig selv med farens normer – der ser Kafkas galiciske ven som ”Ungeziefer” – bliver Gregor til det ”Ungeziefer”, familien ser ham som. Det svarer til den historiske realitet på Kafkas tid, hvor jøder som en slags omverdenens ”utøj” var i færd med at blive udstødt af de europæiske samfund.
Ordet ”Ungeziefer” blev siden i Hitlers racistiske propaganda brugt som benævnelse for en jøde.
Kafkas søstre døde i kz-lejr. 125 år efter Kafkas fødsel er ordet kafkask – med dets udgangspunkt i den jødiske erfaring – på over 100 sprog gået ind i det daglige livs tale.
Artikel-oversigt
;)
;)
