Tags:
Litteratur Goldberg#8Drømmeinterviewet
Leo Silberberg har langt om længe mødt forfatteren Paul Auster til en lang natlig samtale på en bar i New York.
Af Claus Secher
Leo Silberberg lå alene i mørket og vendte og drejede verden i hovedet, mens han kæmpede sig igennem endnu et anfald af søvnløshed, endnu en vågen nat i den danske hovedstad.
Han var vred over, at en af hans yndlingsforfattere, amerikaneren Paul Auster, de næste dage besøgte København sammen med sin kone, forfatterkollegaen Siri Hustved, i forbindelse med en dansk litteraturfestival, uden at han overhovedet ville kunne komme i kontakt med sit idol.
Billetterne til deres optræden blev hurtig revet væk, og et ekstraarrangement i Politikens Hus blev også udsolgt, inden Silberberg havde nået at blinke med øjnene.
Et velment forsøg på at stable et interview på benene blev bremset af deres danske forlægger, som benhårdt satsede på de store medier: tv, dagblade og de store boghandlere.
Silberberg lå og tænkte på Austers sidste roman Mand i mørke. Han havde læst den med stor interesse; den var langt bedre end forgængeren fra 2006, Rejser i scriptoriet, men ligheden med Austers søvnløse mand i mørket irriterede ham. Benet gjorde ondt. Måske skulle han stå op og spise noget.
Pludselig skifter scenen. Silberberg står foran en lille cigarforretning i Brooklyn, New York. En mand træder ud af butikken med en stor cigar i munden, helt blå i ansigtet.
Silberberg vil fortælle ham om det usunde ved rygning, da han selv får lyst til nogle cerutter, træder ind i butikken og ser Harvey Keitel ekspedere en smuk, mørkhåret, gråsprængt herre.
Da han hører mandens dybe, modulerede stemme, er han ikke i tvivl, om at den tilhører Paul Auster og udbryder uvilkårligt:
”Men skulle du ikke være i Danmark?”
Auster vender sig og udbryder med et stort genkendende smil:
”Leo Silberberg, min entusiastiske læser, skulle vi ikke købe vore cerutter og sætte os ned, så du kan få det interview, du altid har drømt om”, og i det samme forvandles den lille butik til en hyggelig, afslappet bar.
Keitel stiller sig bag bardisken og serverer to Carlsberg.
Silberberg er mildt sagt lidt forvirret og spørger, hvorfor Auster ikke allerede er i Danmark. Auster ler og forklarer sin danske fan, at også han er blevet ældre og er ved at være træt af turnelivet som amerikansk stjerneforfatter:
”Hvis du lover ikke at sige det til nogen, så har jeg hyret Daniel Quinn til at spille mig på mine rejser til Europa”
”Jeg troede, Daniel Quinn var forsvundet?”, udbryder Silberberg.
”Så har du vist glemt, at han dukker op igen i scriptoriet”, svarer Auster mildt bebrejdende.
”Daniel Quinn var mit første pseudonym, senere blev han min detektiv. Han var min mest brugte agent, og nu bruger jeg ham til at erstatte mig på lange rejser. Ingen har endnu opdaget noget”.
”Vil det sige, at Siri turnerer sammen med Quinn?
”Nej, hun er også her i Brooklyn. Lige siden Edgar Allan Poe har amerikanske forfattere excelleret i dobbeltgængere. Siri har en aftale med skuespillerinden Sophie Fanshawe om at spille hende. Du ved jo, at hos os smelter roman og biografi sammen i én stor gådefuld tekst. Stil nu de spørgsmål, der virkelig betyder noget for dig. Drømme varer ikke evigt”.
”Okay. Dine Samlede digte udkom på dansk i 2007, men er skrevet igennem 1970’erne. De er præget af en dyster krisestemning, er lukkede og uden dynamik og liv – synes jeg. I 1985 slår du igennem med By af glas, og i de to følgende år kommer de to andre bind i New York-trilogien, Genfærd og Det lukkede værelse. De er mystiske og gådefulde, men fulde af fortællemæssigt drive. Hvad skete der, hvordan var en sådan forvandling mulig?
Auster smiler: ”Jeg er ked af, at du ikke kan lide mine digte, men du har måske ret. Du glemmer Opfindelsen af ensomhed fra 1982. Den er både krise- og helbredelsesbogen. Jeg konstruerede en form, der var både biografi (af min far), selvbiografi og essay.”
”Min far var et mærkeligt menneske – et tomt hylster uden indre og tilsyneladende uden glæder. Det er i den bog, jeg fortæller den fortiede historie om min farmors jalousidrab på min farfar. Bagefter var han retoucheret væk fra alle fotografier; min fars tavshed var et produkt af den fortrængning. Min fars historie lærte mig, at man intet ved om andre mennesker, men også at den eneste måde, vi overhovedet skaber mening på, er ved at fortælle historier.”
”Opfindelsen af ensomhed blev skrevet, da jeg selv blev skilt fra min første kone og var angst for at miste forbindelsen til min søn. Daniel var tæt ved at dø på det tidspunkt, og mit forfatterskab var gået i stå”.
”Og alligevel får litteraturen en stor positiv betydning i bogen”, indskyder Silberberg.
”Ja, det er rigtigt. Jeg brugte litteraturen som spejl. Ligesom jeg sad isoleret på mit arbejdsværelse i New York og skrev, på samme måde blev Jonas fra Jonas Bog og Pinocchio opslugt af hvalen. For at kunne træde ud i verden, må man undertiden først gå ind i sig selv.”
”Mallarmés digt om at miste sin søn gjorde stort indtryk på mig og spejlede min egen angst, og jeg oversatte det til engelsk. Ligesom jeg også så min situation afspejlet i den tyske digter Hölderlins isolation i et tårn”.
’”Er det forkert at sige, at Opfindelsen af ensomhed også er din mest jødiske bog?
”Begge mine forældre var jøder, og jeg blev opdraget som en jødisk dreng og stod bar mitzva. Jeg opsøger Anne Franks hus i Amsterdam og konstaterer, at hun har haft fødselsdag samme dag som min Daniel. Jeg nævner, at en navnebror til min søn har været borgmester i Amsterdam”.
”Føler du dig som en jødisk forfatter?
Auster smiler: ”Der må jeg vist svare som Kafka: Hvad har jeg til fælles med en jøde? Jeg har ikke en gang noget til fælles med mig selv”. Jeg er ikke et barn af en religiøs tradition, jeg er et barn af litteraturen.”
”Jeg tænker ikke identitet som et produkt af specielle kulturer eller essenser, men som et spørgsmål om de fortællinger, du fortæller dig selv ind i eller bliver fortalt ind i. Med min familiehistorie var jeg måske disponeret for at tænke, at mennesket er tomt og primært spiller roller.
”Amerika har haft store jødiske forfattere i det 20. århundrede: Singer, Bellow, Malamud og Roth for at nævne de største? Har du følt noget slægtskab med dem”?
”Nej, ikke specielt. Jeg kan se, at det, Philip Roth har gjort i sine senere bøger med Nathan Zuckerman minder om det, jeg gør i mine romaner, dvs. leger med grænserne mellem fiktion og virkelighed, spiller forskellige roller og ser litteraturen i dens intertekstuelle spil med andre tekster.”
”Roth er jo en gammel Newark-dreng ligesom jeg, men han er ligesom de andre langt mere realistisk og bundet til virkeligheden derude, end jeg nogensinde har været. Jeg føler mig både knyttet til amerikansk litteratur og til den globale. New Yorktrilogien er fuld af allusioner til det 19. århundredes amerikanske litteratur, samtidig med at den spiller på en lighed med den hårdkogte amerikanske detektivroman.”
”I den periode hvor jeg skrev digte i 1970’erne, læste jeg kriminalromaner ved siden af. Den første roman, jeg overhovedet skrev, var kriminalromanen Squeeze Play. Men jeg har også været under stærk indflydelse af Knut Hamsun, Samuel Beckett og Kafka. Når jeg i Opfindelsen af ensomhed omtaler mig selv som A., så er Kafka-inspirationen svær at løbe fra.”
”For mange litteraturlærere er dine romaner vel yndlingseksemplerne på litterær postmodernisme”?
”Jeg har aldrig haft et program for, at nu skulle jeg skrive postmoderne eller i tråd med visse franske poststrukturalister. Den måde jeg opfatter mennesket og fortællingen på, opfattelsen af at vi lever som brikker i tekstverdener, udsprang som erfaringer af mit eget liv. Det samme gælder oplevelsen af livets mange tilfældigheder, som har hobet sig op i mit liv.
”I gamle dage ville de mange tilfældigheder – som når f.eks. din far blev 67 år gammel, og du sætter dig ind i hans nye, næsten ubrugte bil og ser, at den kun har kørt 67 miles – være blevet kaldt skæbne”?
”Ja, det er rigtig. Mine egne sære oplevelser fascinerede mig så meget, at jeg stod i spidsen for radioprojektet The National Story Project, hvor 4.000 almindelige amerikanere fortalte ualmindelige historier fra deres liv. Det førte i 2004 til bogen Jeg troede min far var Gud.
”Det dragende ved disse fantastiske oplevelser er ikke, at de er skæbnebestemte, men at de eksisterer i et mellemrum mellem en moderne rationel, gudløs verden og en ældre mere metafysisk. Men som jeg skriver i Opfindelsen af ensomhed: Fordi man vandrer i ørkenen betyder det ikke, at der findes et forjættet land”.
”Kan man opdele dit forfatterskab i to grupper. På den ene side de stramme korte metafiktive bøger, der følger bestemte genremønstre og er tydeligt litterære, og på den anden de bredere, mere realistiske romaner, der forholder sig til samtidens USA og dets mennesker? Til den første gruppe ville jeg regne New York-trilogien, Illusionernes bog og Rejser i skriptoriet, og til den anden Moon Palace, Leviathan og Brooklyn dårskab”.
”Jeg opfatter det ikke helt sådan. De romaner, du kalder brede, realistiske og samtidshistoriske er lige så litterære som de andre. Når jeg skriver, tænker jeg altid i form, komposition og genre. Moon Palace med fader/søn-historierne forholder sig tæt til Dickens’ romaner, Leviathan er bl.a. skrevet i dialog med Don de Lillos romaner, og Brooklyn dårskab citerer i høj grad også det 19. århundredes romaner, samtidig med at det en helt aktuel samtidspolitisk roman med reference til det skandaløse præsidentvalg i 2000. Den slutter med, at hovedpersonens livsglæde konfronteres med flyangrebene på World Trade Center”.
”I dine to sidste romaner er hovedpersonen en forfatterskikkelse, der er noget ældre end dig selv. I Rejser i scriptoriet hedder han Mr. Blank, er svagelig og temmelig dement, bortset fra når han skal digte videre på et manuskript. Han er forfatter til romanskikkelser som Anna Blume, Peter Stillmann, Sophie Fanshaw og flere andre. Mr. Blank er altså Paul Auster i en skrækkelig tilstand?”
”Ja, han er en forfatterskikkelse der er spærret inde i sit eget fiktionsunivers. Du ved hvordan det er at blive ældre. Man projicerer og forstørrer sine problemer ud i fremtiden, og man kan føle sig svag og indespærret. Den politiske situation i USA har været deprimerende siden valget i 2000, 11. september og invasionen i Irak. Det kan godt påvirke en forfatter. Fortæller man de forkerte historier? Jeg følte mig som fange i mit eget fiktionsspind”.
”I Mand i mørke forsøger litteraturkritikeren August Brill at fordrive de mørke tanker ved at digte en historie om at falde ned i et hul og vågne op som en soldat i et samtidigt, men alternativt USA, hvor en borgerkrig er i fuld gang, mens 11. september og Irakkrigen til gengæld aldrig har fundet sted. Er det din måde at skrive en politisk roman på?”
Ja, det kan du sige. Hvis du lægger mærke til det, så er de 16 stater, der har revet sig løs fra Unionen de stater, der stemte demokratisk i 2000. De har gjort det i protest mod måden, hvorpå Bush fik valgsejren. Nu har borgerkrigen imidlertid varet så længe, at tabstallene løber op i mange millioner. Derfor sender jeg hovedpersonen i historien Owen Brick ud i en mission mod sin forfatter, mens det til gengæld bliver forfatteren, der i en krigsscene tager livet af sin hovedperson.”
”Derefter kan August rette sin opmærksomhed imod sin nærmeste famile, sin fraskilte datter og sit treogtyveårige barnebarn, der føler skyld over, at en ekskæreste er blevet brutalt dræbt af terrorister i Irak. En science fiction-agtig politisk fortælling afløses af en anden form for politisk stillingtagen, der samtidig involverer familiemæssigt ansvar og forståelse af, at fortællinger binder generationer sammen.”
”Kan man kalde denne vægt på det etiske ansvar for medmennesket for et specifikt jødisk træk i forfatterskabet, spørger Leo Silberberg, da Harvey Keitel kommer hen og meddeler, at baren lukker.
”Ja måske, eller også skal vi bare kalde det menneskeligt. Husk hvad Delmore Schwartz sagde: “In dreams begin responsibilities”.
Da Leo Silberberg vågnede og fandt ud af, at han lå i sin seng i lejligheden i København, stod han op, tændte for vandet til kaffen og gik ud og hentede avisen. På forsiden var der et billede af Paul Auster, og overskriften fortalte, at den kendte og populære forfatter var ankommet til København.
Silberberg lagde med et smil avisen på bordet og tænkte: Jeg ved bedre.
Artikel-oversigt
;)
;)
