Tags:
Litteratur Goldberg#8Absurdistan
Bogen Absurdistan gør tykt grin med både korrupte russere, sentimentale jøder og overfladiske amerikanere. Det er rigtig sjovt.
Af Michel Solovej
Jeg er en rejselæser. Jeg læser mest, når jeg er på ferie eller ikke har andet at tage mig til i et fly. Gary Shteyngarts roman Absurdistan har fulgt med mig på to udenlandsrejser.
Fra første side i bogen står det klart, at Absurdistan er en satire. Jeg var dog ikke straks klar over, at den også tog sig selv alvorligt, og derfor kom Absurdistan til at ligge på mit natbord og vente på at blive læst færdig på den næste flyrejse.
Jeg kom ikke til at fortryde, at jeg tog romanen med igen. Anden del af bogen er hylende morsom, hvilket mine medpassagerer næppe har undgået at bemærke.
Forfatteren Gary Shteyngart er født i Sovjet, men kom til USA som barn. Absurdistan er hans anden roman efter debuten The Russian Debutante’s Handbook.
Med både sentimentalitet og selvironi tager Shteyngart livtag med de tre kulturer han er rundet af: russisk, amerikansk og jødisk.
Selvironien bliver særlig tydelig gennem en sidefigur i romanen: en meget lidt sympatisk russisk immigrantforfatter i USA, hvis navn, Jerry Shteynfarb, er næsten identisk med bogens forfatters.
Absurdistan er hovedpersonen Misja Vainbergs odysse tilbage til tilværelsens ulidelige lethed i hans elskede New York. Han er en 30-årig russisk jøde, søn af Boris Vainberg, Ruslands 1238. rigeste mand, og romanen er blandt andet fortællingen om Misjas løsrivelse fra sin elskede papa – den hårdtslående gangster-oligark.
Faderen sender Misja til USA for at han kan uddanne sig: ”Jeg lader dig rejse, fordi jeg elsker dig”, siger han.
Efter eksamen i multikulturelle studier på ”Accidential College” flyder Misjas tilværelse ubekymret af sted på første klasse i en art-deco penthouse-lejlighed med udsigt til World Trade Center.
Men faderen afbryder senere Misjas lette New Yorker-liv og kalder ham hjem til Skt. Petersborg, som Misja konsekvent kalder Leninsborg.
Misjas største ønske er at vende tilbage til USA, men han forhindres i det, fordi faderen har myrdet en forretningsmand fra Oklahoma, og Misja derfor ikke kan få et visum.
Som handlingen skrider frem og forholdet til faderen og Misjas russiske baggrund bliver afdækket, afsløres det, at mordet på Oklahoma-manden alene havde til formål at fastholde Misja i Rusland.
”Jeg er en amerikaner fanget i en russers krop”, siger Misja.
Inden Misja kunne begynde sine studier i USA, skulle han for at tilfredsstille faderens genvundne jødiske bevidsthed lade sig omskære.
Det sker under sære omstændigheder blandt chassider i New York. Den mildest talt mislykkede omskærelse er starten på Misjas temmelig ambivalente forhold til sin jødiske baggrund og ikke spor ambivalente had til chassidiske jøder.
Misjas far bliver i begyndelsen af bogen sprængt i atomer af samarbejdspartnere. Med politiets mellemkomst får Misja en erstatning i form af salg af faderens forretninger til morderne, som ellers ikke får nogen straf.
”Der er kun èn magtstruktur i Petersborg, og Boris Vainberg var en del af den”, siger politikaptajnen.
Misja tilhører en anden generation og er kun interesseret i faderens penge og ikke i hvordan de er fremskaffet.
”Alle ved, at du ikke har noget at gøre med din fars forretninger. Du er en sofistikeret og melankolsk person”, siger kaptajnen, da han slår handlen af og inviterer morderne med til faderens begravelse.
Begravelsen bliver en for bogen typisk scene – både hvad angår humor, vid og sproglig elegance. Den jødiske menighed, der lægger jord til, møder op og hylder Boris som en stor mand.
Der er udvalgt et passende jødisk gifteemne til Misja (han foretrækker dog sin sorte Bronx kæreste fra New York), og morderne Oleg og Zhora giver penge til synagogen i Boris ære.
”Oleg og Zhora var papas generation. Alle tre var de gjort faderløse under den Store Fædrelandskrig. Alle tre var de blevet opdraget af mænd som havde haft held til at unddrage sig krigen, de voldelige, strenge andenrangs-mænd, som deres mødre drevet af brutal ensomhed havde taget med hjem.”
”Som jeg stod der foran mandfolk af min fars generation, kunne jeg intet gøre. Over for deres grove hænder og sure lugt af cigaretter og vodka kunne jeg kun gyse og foruden frygt og afsky kun føle, at jeg var pacificeret og medskyldig. Disse misdædere var vores lands herskere.”
”For at overleve i deres verden måtte man have mange hatte – gerningsmand, offer, passiv tilskuer. Jeg kunne være lidt af det hele.”
Misja rejser til den tidligere Sovjetrepublik Absurdistan for gennem korrupte kontakter at skaffe sig et belgisk pas – som et første skridt på sin tilbagevenden til New York.
Men alt går galt. En borgerkrig bryder ud mellem de to folk Sevo’er og Svanï’er, som lever side om side i Absurdistan.
Den politiske situation i landet er en grotesk konstruktion. Den religiøse forskel på de to folk består i deres divergerende tro på retningen af fodhvileren på Jesu kors. Tilsyneladende har konflikten dog dybere socioøkonomiske rødder.
Absurdistan beskrives som ”Det Kaspiske Norge”, en olierig stat ved det Kaspiske hav. Men intet er dog, hvad det giver sig ud for.
Misjas interesser er Rap-musik, mad og kvinder. Alligevel får han en væsentlig indflydelse på den vanvittige borgerkrig i Absurdistan.
Ligesom Mr. Chance i filmen Welcome Mr. Chance er hans involvering helt utilsigtet, og hans helt igennem ligegyldige udtalelser tolkes som meget dybsindige.
Efterhånden som handlingen skrider frem i tiltagende morsom absurditet, bliver Misja tilbudt posten som minister for sevoisraelske forhold, men foretrækker at blive minister for multikulturelle spørgsmål.
I et forsøg på at få international opmærksomhed og ikke mindst penge til genopbygningen af Absurdistan, spiller Misja på jødernes positive forhold i Absurdistan.
Jeg kluklo højlydt, men også med en vis genkendende skamfølelse over Misjas ansøgning om penge til ”Institut for Kaspiske Holocauststudier eller Museum for det Sevoiske-Jødiske Venskab”. Ansøgningen er rettet mod de amerikansk jødiske samfund og er dybt sarkastisk.
Et eksempel på en formulering, som enhver europæisk jødisk menighed bør krumme tæer over er:
”På grund af en overrigelighed af præsentable ikke-jødiske partnere i et land så fascinerende mangeartet og delvist afklædt som Amerika er det vanskeligt, om ikke umuligt, at overbevise unge jøder om, at de skal indtræde i frugtbare seksuelle forhold til hinanden.”
I sidste ende er det dog Absurdistans bjergjøder, der redder Misja ud af kaos, forvirring og konspirationer mellem fjender, der viser sig at være venner, og venner, der viser sig at være fjender:
”Jeg sank om på jorden og slog armene om Avrams forhistoriske ankler. Jøderne vendte sig for at se ind i mine stumme, blå øjne, og mine stumme blå øjne så tilbage på dem. ”Tak”, prøvede jeg at sige, men intet kom ud”.
Romanen slutter den 10. september 2001. I introduktionen til bogen får læseren et vink om en dybere mening i et afsnit, hvor Misja i New York tænker tilbage på de hændelser, som er hele bogens handling.
Han føler sorg over sin ”elskede papa”. ”Sorg over Rusland, det fjerne land, hvor jeg er født, og over Absurdistan, hvor kalenderen aldrig kommer forbi den anden uge i september 2001.” Verdens fokus kom aldrig til Absurdistan.
Jeg læste de sidste linier af denne bog på vej hjem fra en konference om forberedelserne til ”FNs Durban Review Conference”. Selve Durbankonferencen fandt sted i begyndelsen af september 2001.
Det var med Colin Powells ord ”et cirkus i antisemitisme og had til Israel”. Virkelighedens begivenheder gjorde også, at dette cirkus røg ud af verdens fokus.
På bogens sidste flyrejse blev fiktion og virkelighed blandet sammen.
Artikel-oversigt
;)
;)
